Tavshed over majsmarkerne – og den er alt for dyb
Over de enorme majs- og sojabønnemarker hersker der stilhed. En stilhed, der er langt mere bekymrende end behagelig, ifølge den seneste videnskabelige analyse.
En ny undersøgelse offentliggjort i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift viser, at fuglebestandene i de mest industrialiserede landbrugsområder ikke blot falder år for år – de falder med stadig større hastighed. Det stærkeste spor fører direkte til det intensive brug af kunstgødning og pesticider.
Det er ikke kun antallet af fugle, der mindskes. Selve tempoet i forsvindingen accelererer. Og dette er langtfra kun et problem for fjerne egne af Nordamerika. De mekanismer, forskerne har afdækket, fungerer på nøjagtig samme måde i Europa – herunder i de store dyrkningslandskaber, hvor bakkede enge, levende hegn og læhegn er erstattet af enorme ensformige marker.
Hvor mange fugle er egentlig forsvundet gennem de seneste årtier
Et forskerhold analyserede bestandsstørrelserne for 261 fuglearter i Nordamerika over mere end tre årtier – fra 1987 til 2021. Billedet, der tegner sig fra det indsamlede datamateriale, er utvetydigt: bestandene for disse arter er i gennemsnit faldet med cirka 15 procent.
Endnu mere foruroligende er omfanget af tilbagegangen for de enkelte arter. Hele 47 procent af dem viser en markant, statistisk bekræftet nedadgående tendens. Det er ikke længere isolerede undtagelser – det er et masseudbredt fænomen.
Forskerne påpeger, at hos næsten en fjerdedel af de analyserede arter accelererer tilbagegangen hvert eneste år. Netop denne acceleration var et centralt element i undersøgelsen. Man nøjedes ikke med en simpel sammenligning af fortid og nutid, men analyserede i stedet, hvordan selve hastigheden i bestanden ændrede sig over en længere periode.
En sådan metode gør det muligt at identificere såkaldte hotspots – regioner og arter, hvor situationen er ved at løbe løbsk, inden fuglene er næsten fuldstændig forsvundne. Det er en advarsel, der skal give mulighed for at gribe ind i tide.
Sådan overlapper kortet over forsvindende fugle med intensivt dyrkede områder
Analysens resultater viste sig at være meget konsistente. De zoner med de hurtigste fald i fuglebestande falder næsten perfekt sammen med de områder, hvor intensivt landbrug baseret på en række bestemte principper dominerer.
Forskerne identificerede følgende karakteristika:
- højt forbrug af pesticider, særligt insekticider og herbicider
- store mængder kunstgødning
- omfattende monokulturer – enorme marker med én enkelt afgrøde
- fravær af naturlige landskabselementer som levende hegn, læbælter eller vandhuller
- minimal afgrødediversitet i landskabet
- ingen gamle træer med hulheder egnede til reden
Disse konklusioner passer ind i et større billede. Den Internationale Naturbeskyttelsesunion har tidligere beregnet, at bestandene for 61 procent af verdens fuglearter er i tilbagegang, og at ekspansion og intensivering af landbruget er blandt de vigtigste drivkræfter bag denne tendens.
Eksperter fra universiteter i Nordamerika og Europa er enige om, at dette ikke er et lokalt problem. Hvis mekanismen virker på de canadiske prærier, vil den virke på præcis samme måde i de danske sletter eller i de store polske kornkamre.
Hvorfor industrielt landbrug skader fugle mere end andre faktorer
Det begynder med landskabet. Naturlige enge, krat, små lunde og levende hegn forsvinder og viger pladsen for flade, ensartede marker. Træer, buske, gamle hulheder i stammerne og vandflader – præcis de elementer fuglene har brug for til reden, som skjul mod rovdyr og som fødekilde – forsvinder.
Omdannelsen af et varieret landskab til monotone marker betyder for fuglene et simultant tab af skjulesteder, redepladser og fødegrundlag. Hvid stork og slørugle har ingen steder at jage mus. Sanglærken mangler gress at bygge rede i. Husrødstjernen savner stendiger og grushobe at sætte bo ved.
Det andet slag kommer i form af kemi. Intensivt landbrug er afhængigt af store mængder gødning og plantebeskyttelsesmidler. Selvom nogle fugle kan blive direkte forgiftet, understreger forskerne, at det afgørende problem ligger et andet sted: i tabet af føde.
Når insekterne forsvinder, sulter hele fødekæden. For mange fuglearter – særligt sangfugle – udgør insekter den primære fødekilde, i hvert fald i dele af året eller når ungerne skal fodres. Set fra landmandens perspektiv er mange af disse insekter skadedyr, der helst skal fjernes så hurtigt som muligt.
Hvad insekticidernes effekt betyder for fuglenes adgang til føde
Her træder insekticiderne ind på scenen. De eliminerer insekter effektivt, men rydder samtidig fuglenes naturlige spisekammer. Herbicider fjerner ukrudt – og med dem hele miniatureøkosystemer, hvor andre insektarter levede. Gødning ændrer plantesammensætningen, og det afspejler sig også i strukturen af hvirvelløsedyrenes bestande.
Effekten er enkel: færre insekter betyder mindre tilgængeligt føde, dårligere kondition hos voksne individer, svagere ynglesucces og lavere overlevelse hos ungerne. På lang sigt fører det til en vedvarende indskrænkning af bestandene. Forskere fra Nederlandene offentliggjorde for nylig en undersøgelse, der viste et fald i biomassen af flyvende insekter på op til 75 procent over de seneste 27 år.
Forskere fra Tyskland bekræftede lignende resultater. I beskyttede områder omgivet af intensivt dyrkede marker optræder insekter kun i en brøkdel af deres oprindelige antal. For fuglene betyder det sult midt i et tilsyneladende frugtbart landskab.
Problemet er komplekst. Neonikotinoide insekticider virker ikke kun direkte på målinsekterne, men forurener jordbunden og vandløbene på lang sigt. Rester forbliver aktive i måneder og endda år og påvirker hele generationer af hvirvelløse dyr.
Hvordan klimaforandringer forværrer konsekvenserne af intensivt landbrug
Studiets forfattere analyserede også effekten af stigende temperaturer. En stigning i den gennemsnitlige temperatur i et givent område hang sammen med et samlet fald i fuglebestandene. Varme somre, hyppigere hedebølger, tørke og voldsomt vejr belaster fuglenes organismer og gør det sværere at skaffe sig føde.
Resultaterne afslørede dog noget endnu mere foruroligende: der, hvor landbruget er særlig intensivt og klimaet samtidig bliver varmere, er faldet i fuglebestandene markant kraftigere. De to pressfaktorer virker samtidigt og forstærker hinanden gensidigt.
Kombinationen af stærk kemikalisering af landbruget og et opvarmende klima bevirker, at allerede svækkede fuglebestande krymper endnu hurtigere. Forskerne kalder dette fænomen en synergistisk effekt – summen af skaderne er større end den blotte addition af de enkelte faktorer.
Ændret arealanvendelse spiller sin rolle her. Vidtstrakte marker tilbyder langt mindre skygge end naturlige skove eller krat, og fældning af træer til fordel for dyrkningsland begrænser optagelsen af kuldioxid. I praksis skaber det lokale varmeøer og endnu hårdere vilkår for dyrene.
Findes der en måde at producere fødevarer på, der er mere skånsom mod naturen
Forskerne understreger, at det ikke handler om at stille godt og dårligt landbrug op mod hinanden, men om måden at forvalte land på – om det er muligt at forene fødevareproduktion med naturbeskyttelse. Én retning, der vinder stadig mere opmærksomhed, er de praksisser, der betegnes som regenerativt landbrug.
Det er en tilgang, hvor landmanden:
- begrænser brugen af pesticider og herbicider
- bestræber sig på at bevare eller genskabe varierede landskabselementer som levende hegn, alléer og vandhuller
- undgår omfattende monokulturer til fordel for større afgrødediversitet
- planlægger alle indgreb med hensyn til jordens frugtbarhed og biodiversitet
- understøtter naturlige rovdyr, der kan regulere skadedyr
- anvender sædskifte og efterafgrøder
- minimerer forstyrrelse af jordens struktur ved pløjning
- skaber betingelser for fuglenes reden direkte på gården
Landbrug, der respekterer naturlig vegetation, bevarer fragmenter af vild beplantning og reducerer kemianvendelsen, kan markant bremse tilbagegangen i fuglebestandene. Eksperter advarer dog om, at i mødet med den stigende efterspørgsel efter fødevarer og den accelererende klimakrise er en ændring af landbrugspraksis alene muligvis ikke tilstrækkelig.
Presset for stadigt højere udbytter bevirker, at landmænd ofte griber til afprøvede, intensive metoder, som giver en hurtig høst men til en høj pris for miljøet. Den Europæiske Unions subsidie- og støttepolitik samt den ført af de enkelte stater spiller en afgørende rolle i dette sammenhæng.
Hvad kan vi gøre for at redde fuglebestandene
Ansvaret hviler ikke udelukkende på landmændene. Retningen for forandringer bestemmes af politiske beslutninger, tilskudsordninger og regulering – men også af forbrugernes valg. Når stater økonomisk støtter naturvenlige metoder, bliver det lettere for landmænd at tage risikoen ved at overgå til mindre intensive dyrkningssystemer.
Når forbrugere vælger produkter fremstillet med respekt for miljøet, sendes signalet direkte ind i forsyningskæden. Efterspørgslen efter økologiske fødevarer eller produkter fra lokale smålandbrug skaber et økonomisk råderum for mere skånsom drift.
Det er også værd at tænke i et lokalt perspektiv. Selv små tiltag som at lade en del af haven gro vildt, plante frugtbuske, anlægge en sø eller opgive kemikalier i forhaven skaber ø-refugier for fugle og insekter. Med tusindvis af sådanne steder spredt ud over et land opstår der et tæt netværk, der understøtter biodiversiteten også i landbrugsområder.
Den nye undersøgelse er altså ikke blot tør statistik over endnu et fald i procenter. Det er et advarselssignal om, at den måde, vi producerer fødevarer på, arbejder imod det naturlige system, vi selv er afhængige af. Hvis fuglene forsvinder hurtigst dér, hvor landbruget mest af alt ligner en fabriksproduktion, betyder det, at den nuværende model er ved at nå grænsen for økosystemernes modstandskraft. Vi ønsker vel ikke kun at høre lærketrillerne fra et arkivoptagelse?
