Et ægtepar på omkring 75 år levede i ti år af offentlige tilskud – på trods af over en million schweizerfranc fordelt på syv bankkonti. Da de selv meldte sig til myndighederne, ventede der dem ikke blot tilbagebetaling, men også store bøder.
Sagen afslører, hvor sårbart et socialt støttesystem kan være, når nogen bevidst vælger at misbruge det. Schweiziske myndigheder anslår, at lignende bedrageri koster statsbudgettet millioner af franc hvert år. Eksperter fra justitsministeriet understreger, at en frivillig tilståelse og tilbagebetaling langtfra automatisk fritager gerningsmændene for straf.
I Schweiz gælder der – ligesom i mange andre lande – strenge regler for tildeling af supplerende pensionsydelser. Den, der besidder en større formue eller har højere indkomst, mister retten til statsstøtte. Systemet er bygget på tillid til, at borgerne opgiver korrekte oplysninger. Det udnyttede det schweiziske ægtepar, der i et helt årti spillede fattige.
Sådan foregav ægtefællerne fattigdom i ti år med en million på kontoen
I 2015 mødte parret op hos den institution, der er ansvarlig for udbetaling af sociale ydelser. De hævdede, at deres eneste indkomst var en alderspension fra AVS på cirka 1.419 franc om måneden. Dertil angav de blot 70.000 franc i opsparing fordelt på tre bankkonti.
Virkeligheden så ganske anderledes ud. Parret rådede over en formue på over 1.050.000 schweizerfranc, fordelt på syv konti i forskellige banker. På baggrund af de falske oplysninger udbetalte myndighederne dem supplerende pensionsydelser på i alt cirka 280.000 franc – svarende til omtrent 304.000 euro.
Fordelingen af midlerne på flere konti skulle gøre det sværere at opdage bedrageriet ved kontroller. Schweiziske efterforskere konstaterede senere, at ægtefællerne havde handlet meget systematisk og omhyggeligt planlagt, hvordan de ville skjule deres reelle formue for staten. Udadtil fremstod de som almindelige pensionister med beskedne indkomster – i praksis levede de komfortabelt på skatteborgernes penge.
Hvorfor afsløredes intet ved kontrollerne i 2018 og 2021
Myndighederne forsøgte at gennemgå parrets situation to gange – i 2018 og igen i 2021. Ved begge kontroller blev der spurgt til formue, indkomst og antallet af bankkonti. Begge gange holdt parret fast i sin forklaring og nævnte hverken yderligere konti eller opsparing.
I stedet for at trække sig tilbage efter de første kontroller gik ægtefællerne endnu videre. I den periode, hvor de officielt stod registreret som lavindkomstpersoner, åbnede de ligefrem en ottende bankkonto og indsatte yderligere 30.000 franc på den – for at sprede midlerne endnu mere og vanskeliggøre sporbarhed.
Specialister inden for socialforsikring forklarer, at den slags bedrageri er ekstremt svært at opdage. Administrationen baserer sig i høj grad på de oplysninger, som ansøgerne selv afgiver, suppleret med stikprøvekontroller. Når nogen bevidst lyver og holder penge i flere forskellige institutioner, er det en stor udfordring at danne sig et fuldstændigt billede af vedkommendes formue.
Årsager til, at bedrageriet forblev skjult i så lang tid:
- En del oplysninger stammer udelukkende fra ydelsesmodtagernes egne erklæringer
- Bankhemmelighed i visse lande besværliggør hurtig adgang til finansielle data
- Kontroller er begrænsede af personalemæssige ressourcer og dækker kun en del af sagerne
- Svindlere fordeler ofte midler på mange konti i forskellige banker
- Pensionister med lav pension er sjældent en prioritet ved detaljerede gennemgange
- Myndighederne har ikke automatisk adgang til databaser hos alle finansielle institutioner
- Erfarne svindlere kender systemets svage punkter og udnytter dem
- Streng databeskyttelse komplicerer informationsudveksling mellem institutioner
Parret regnede med, at ingen ville undersøge deres situation for nøje i betragtning af deres alder og tilsyneladende beskedne pension. Den beregning holdt stik i næsten et helt årti.
Hvorfor de efter mange år selv meldte sig og betalte pengene tilbage
Efter mange års hemmeligholdelse valgte de ældre selv at kontakte myndighederne. Ifølge schweiziske medier informerede parret på eget initiativ de relevante institutioner om omfanget af sit bedrageri og erkendte, at de i hele perioden havde fortiet den reelle størrelse af deres indkomst og formue.
Ægtefællerne tilbagebetalte det fulde uberettiget hævede beløb – cirka 280.000 schweizerfranc. Rent juridisk kan en frivillig tilbagebetaling mildne vurderingen af handlingerne, men den ophæver ikke selve den strafbare handling. Statsadvokaten i Zürich besluttede at indlede straffesag.
Anklagemyndigheden understregede, at den frivillige tilståelse ganske vist reducerede sanktionens størrelse, men ikke skånede parret for domfældelse. De retshåndhævende myndigheder vurderede deres adfærd som systematisk og målrettet mod langsigtet vinding på bekostning af statsbudgettet. Specialiserede advokater inden for socialt bedrageri påpeger, at schweiziske domstole tager den slags sager meget alvorligt.
Hvilke straffe fik de for det professionelt tilrettelagte bedrageri
Justitsministeriet i regionen Zürich-Limmat idømte hver af ægtefællerne en bøde på 3.600 franc. Hertil kom sagsomkostninger på 1.000 franc per person. Det var dog ikke de eneste økonomiske sanktioner.
Retten afsagde desuden dom om en betinget bøde på 14.400 franc per person. Retten anvendte kvalifikationen "bedrageri begået på organiseret og gentagen vis", hvilket efter schweizisk ret svarer til en situation, hvor nogen har gjort kriminel virksomhed til en fast indkomstkilde.
I praksis betyder det, at hvis pensionisterne på tilsvarende vis overtræder loven igen, vil de tillige skulle betale det betingede beløb. Myndighederne sendte et klart signal om, at alvorligt økonomisk bedrageri ikke forbliver uden reelle konsekvenser – heller ikke i tilfælde af ældre gerningsmænd og frivillig tilståelse. Schweiziske dommere tager ifølge strafferetsanalytikere hensyn til gerningsmændenes alder, men navnlig til bedrageriens grovhed og varighed.
Hvordan myndighederne forsøger at forhindre lignende svindel i systemet
Sagen om det schweiziske ægtepar indgår i en bredere debat om misbrug af sociale støttesystemer. I mange lande kæmper myndighederne med dilemmaet om, hvordan man effektivt kan kontrollere berettigelsen af udbetalinger uden at gøre tilværelsen besværlig for ærlige ydelsesmodtagere.
Konsekvenserne af den slags bedrageri mærkes af alle skatteydere. Penge fra budgettet, der er øremærket til hjælp, ender hos dem, der har tilsneget sig dem gennem svindel, mens der mangler midler til støtte for dem, der reelt har behov. Sociale myndigheder anvender i stigende grad dataanalyse, krydssammenligning af oplysninger fra forskellige registre samt samarbejde med banker og forsikringsselskaber.
Forskere fra universiteter, der beskæftiger sig med socialpolitik, anbefaler en række foranstaltninger – herunder regelmæssig opdatering af indkomstoplysninger, automatiseret kobling af skattemyndighedernes databaser med ydelsesregistre samt udvidelse af kontrolkorpset. Eksperter fra arbejdsministeriet advarer dog samtidig om, at alt for strenge kontroller kan afskrække reelt trængende fra at søge hjælp.
Praktiske tiltag mod bedrageri i systemet:
- Systematisk sammenligning af deklarerede indkomster med oplysninger fra skattemyndighederne
- Krydskontrol af oplysninger om bankkonti og tidsbegrænsede indskud
- Regelmæssig opfordring til ydelsesmodtagere om at opdatere personlige og formuemæssige oplysninger
- Risikoanalyse med fokus på grupper med højere forekomst af bedrageri
- Samarbejde med banker om verificering af ansøgeres formueforhold
- Anvendelse af kunstig intelligens til at opdage usædvanlige mønstre i data
Sager som denne fra Schweiz viser, at selve truslen om strafansvar kan motivere visse personer til at tilstå og tilbagebetale midler. Lovgivningen i mange stater forudsætter mildere behandling af gerningsmænd, der melder sig frivilligt, end hvis bedrageriet opdages på anden vis.
Hvad den almindelige borger bør tage med sig fra denne sag
Den beskrevne sag illustrerer tydeligt spændingen mellem tillid og kontrol i det sociale system. På den ene side er staten nødt til at stole på borgernes ærlighed – på den anden har den pligt til at beskytte de offentlige midler. Når antallet af svindelsager stiger, øges presset for at stramme reglerne og indføre stadig mere detaljerede verifikationsprocedurer, hvilket også rammer dem, der ikke har noget at skjule.
For den almindelige skatteyder er det en påmindelse om, at hverken en lang karriere som pensionist eller høj alder garanterer overbærenhed, når det drejer sig om bevidst misbrug af ydelser. Den, der underskriver en urigtig erklæring, risikerer ikke blot at skulle tilbagebetale pengene, men også at få en plet i strafferegistret, en bøde og yderligere økonomiske sanktioner. Schweiziske jurister understreger, at domstolene ved deres vurdering tager hensyn til den samlede varighed af den svigagtige adfærd og størrelsen af den forvoldte skade.
Set fra det sociale systems perspektiv udgør hver eneste sådan sag også en tilskyndelse til at finde bedre kontrolredskaber. Jo hurtigere myndighederne opdager bedrageri, desto større er chancen for, at de offentlige midler når frem til dem, der virkelig ingen opsparing har til dårligere tider.
