En ny kosmisk rangorden tager form
Noget bemærkelsesværdigt udspiller sig i de ydre dele af Solsystemet, og det ændrer hierarkiet blandt de store gasgiganter. En serie præcise observationer har fået antallet af kendte måner til at stige markant, og Saturn opbygger nu et imponerende forspring over Jupiter.
Små, næsten usynlige objekter i kredsløb om Saturn og Jupiter er ved at revidere de officielle statistikker. Resultaterne er overraskende klare – og forskellen mellem de to planeter vokser for hvert nyt fund.
15 nye miniaturemåner opdaget på én gang
Astronomer har identificeret endnu en gruppe bittesmå naturlige satellitter omkring de to største gasgiganter i Solsystemet. I alt drejer det sig om 15 nye måner – 4 omkring Jupiter og 11 omkring Saturn. Det er ikke dramatiske isverdener fra rumsondefotos, men ekstremt små og svagt lysende fragmenter af sten og is.
Hvert enkelt af de nyopdagede objekter har en diameter på cirka 3 kilometer – omtrent på størrelse med en mindre by. I kosmisk målestok er det mikroskopisk, og deres lysstyrke ligger i intervallet 25–27 magnituder. Til sammenligning er de svageste stjerner, vi kan se med det blotte øje fra et mørkt sted på Jorden, omkring 6 magnituder.
Disse måner er så svage, at selv avancerede amatørteleskoper er fuldstændig blinde for dem. Det kræver de største instrumenter i verden og gentagne observationssessioner over lang tid at registrere dem.
Med de nye fund er det samlede antal kendte måner i Solsystemet nu oppe på 442. Det er dog langt fra et endeligt tal – for hvert fremskridt i observationsteknik dukker nye genstande op, som hidtil er sluppet ubemærket forbi.
Størstedelen af disse små satellitter bevæger sig i meget uregelmæssige baner langt fra deres moderplanet. Nogle bevæger sig endda i retrograd retning – altså modsat den normale bevægelsesretning for de store hovemåner.
Sådan opdager man objekter, der næsten ikke kan ses
De nyopdagede måner omkring Jupiter blev blandt andet fundet ved hjælp af to kraftfulde jordbaserede teleskoper: den 6,5 meter store Magellan-Baade i Chile og den 8 meter store Subaru på Hawaii. Netop disse teleskopspejles enorme størrelse gør det muligt at opfange tilstrækkeligt lys til at registrere så svage punkter på himlen.
Processen bygger ikke på et enkelt billede. Forskerne tager lange serier af fotografier med tidsintervaller imellem og sammenligner dem efterfølgende for at finde objekter, der bevæger sig svagt i forhold til stjernetæppet bagved. Bevægelsen er meget langsom på grund af de enorme afstande fra planeterne, men avancerede algoritmer er i stand til at opdage den.
Identifikationsprocessen for nye måner forløber typisk i flere trin:
- Først optages dybe billeder af det pågældende område af himlen
- Derefter sætter en computer billederne sammen og detekterer punkter, der har skiftet position
- Herefter verificeres det, om bevægelsesbanen indikerer en gravitationsmæssig binding til en bestemt planet
- Først efter flere måneders sporing af banen tildeles objektet status som måne
- Den samlede proces kan tage op til flere år, før endelig bekræftelse foreligger
Denne møjsommelige fremgangsmåde forklarer, hvorfor månetallet stiger i spring – nye observationskampagner kan på én gang afsløre hele grupper af lignende objekter, der samler sig på fjerne, uregelmæssige baner.
Saturn distancerer Jupiter: næsten tre gange så mange måner
Med de seneste bekræftelser har Saturn nu 285 kendte måner. Jupiter, på trods af sin enorme masse og ry som "planeternes konge", stopper på 101. Forskellen er altså enorm og vokser fortsat.
Aktuelle data viser, at Saturn har næsten tre gange så mange kendte måner som Jupiter. Det er et markant skift fra det tidligere billede, hvor Jupiter blev betragtet som den absolutte leder. Kun objekter, der er indberettet og bekræftet af specialiserede institutioner – herunder Minor Planet Center, som udgiver de relevante meddelelser – optages i de officielle statistikker.
Det samlede månebillede i Solsystemet ser i dag således ud:
- Saturn: 285 bekræftede måner
- Jupiter: 101 bekræftede måner
- Uranus: 27 måner
- Neptun: 14 måner
- Mars: 2 måner (Phobos og Deimos)
- Jorden: 1 måne
- Venus og Merkur: 0 måner
Forskellene er ekstreme. På den ene side har vi Saturn omgivet af en hel sværm af små satellitter – på den anden side Jorden med én stor Måne og Mars med to små, uregelmæssige måner.
Hvorfor har Saturn så mange bittesmå måner?
Saturn befinder sig længere fra Solen end Jupiter og kredser i en region, hvor densiteten af det primordiale materiale var en smule anderledes. Rundt om planeten breder sig et veludviklet system af ringe og bælter af is- og stenaffald, hvilket hjælper med at "fange" mindre objekter i en gravitationsfælde.
Mange astronomer mener, at en stor del af de mindste satellitter er rester af engang større legemer. De kan være blevet revet fra hinanden som følge af kollisioner eller tætte forbifarter og omdannet til skyer af fragmenter, hvoraf en del har stabiliseret sig i uregelmæssige baner.
Jo stærkere et gravitationsfelt og jo mere frit materiale i planetens omgivelser, desto større er sandsynligheden for, at der opstår et udviklet system af små måner. Fra et astrofysisk synspunkt er disse objekter fascinerende, fordi de bevarer frosne oplysninger om det unge Solsystem. Deres sammensætning, form og banernes fordeling hjælper med at rekonstruere forløbet af gamle kollisioner og planetvandringer.
Et lille hold bag hundredvis af måner
På trods af hvad man måske ville forvente, står der ikke et stort konsortium bag en stor del af de seneste resultater – men derimod en gruppe af få meget specialiserede forskere. Populærvidenskabelige medier fremhæver især duoen Scott Sheppard og Edward Ashton, som uafhængigt af hinanden har bidraget til opdagelsen af snesevis af nye satellitter.
Disse astronomer bruger år på omhyggeligt at gennemgå arkivbilleder og planlægge nye observationskampagner. Deres fokus på fjerne områder omkring gasgigenterne har givet bemærkelsesværdige resultater og bidraget til at omskrive astronomiens lærebøger.
Man kan spørge sig selv, om det giver mening at lede efter stadigt flere bittesmå fragmenter i udkanten af Solsystemet. Svaret er entydigt: hver ny måne giver forskerne værdifuld information om, hvordan planeterne opstod, og hvordan hele vores kosmiske nabolag udviklede sig.
