Der er ikke tale om actionklassikere eller superhelte, men om historien om en teenagedreng og hans drage. Netop i denne produktion skabte komponisten et motiv, som mange biografgængere i dag kalder en af de mest følelsesladede kompositioner i animationsfilmens historie.
Forestil dig bare de barske klipper, det stille, kolde hav ved horisonten og en næsten skyfri himmel. En ung viking sætter sig på ryggen af en sort drage, spænder hænderne om seletøjet og… springer ud i afgrunden. Først usikkert, med lette tøven, men kort efter med selvsikre sving og voldsomme drejninger.
Denne sekvens fra animationsfilmen virker som et stof for sanserne. Kameraet flyver forbi de bølgende vinger, skifter perspektiv og svæver hele tiden over afgrunden. Men først i det øjeblik, hvor strygerne, blæserne og slagtøjet sætter ind, begynder den rigtige flugt. Uden denne musik ville seeren opleve en flot animation. Med den får man fornemmelsen af selv at flyve over klipperne og holde fast i dragehuden.
Det er netop dette hovedflugtmotiv, der fik dragefilmen til at vokse fra en sympatisk animation til status som en følelsesmæssig oplevelse, man husker mange år efter.
Hvordan blev flyvescenen med dragen en musikalsk ikon
John Powell står bag denne musik. Navnet slår ikke igennem så ofte i samtaler som John Williams eller Hans Zimmer, men hans kompositioner kender næsten alle, der har set moderne underholdningsfilm. I spillefilm har han blandt andet lavet musik til historien om spionen med hukommelsestab i Europa, den spektakulære kamp om identitetsbytning samt produktionen om superhelten, der mere ligner en antihelt.
Sit egentlige brand opbyggede han dog ved animationsfilm. For et af de store animationsstudier skabte han soundtracks til film om det grønne trold, hønsene der planlægger flugt fra gården, pingvinerne der danser på isen, egernet der jager nødden og pandaen der lærer kampkunst. I dette katalog nævnes dragefiltrilogien ofte som hans opus magnum.
Powell er kendt for sin meget følelsesladede tilgang til partituret. I et radiointerview givet i forbindelse med anden del af dragehistorien fortalte han, at han altid først forsøger at knytte sig til historien. For ham skal en filmkomponist virke på samme måde som en skuespiller – han skal tro på fortællingen og gå ind i de følelser, som karaktererne oplever.
Da han så den tidlige version af første del, så han kun en række stillestående skitser uden fuld animation. Alligevel påvirkede handlingen ham så stærkt, at han begyndte at skrive temaer længe før filmen blev færdig. Med tiden sammensatte motiverne tilknyttet specifikke personer og relationer sig til en sammenhængende musikalsk fortælling.
Hvorfor virker netop dette spor så dybt på seeren
Scenen med den første fuldt vellykkede flugt fungerer som en definition af filmisk eventyr komprimeret til få minutter. Seeren hører først orkestrets forsigtige indgang, som om musikken selv også tester grænserne. Når hovedpersonen får mod, vokser lydstyrken og arrangementets tæthed. I det øjeblik, hvor dragen og rytteren bliver én organisme, folder temaet sig ud med fuld kraft.
Denne type konstruktion er ikke tilfældig. Komponisten synkroniserer spændingen med personernes bevægelser. Hvert pludseligt fald, drejning og retningsskift har sin afspejling i rytme og harmoni. Dermed ophører billede og musik med at være to separate elementer og begynder at virke som én helhed.
Det er et eksempel på en sekvens, hvor seeren efter få sekunder holder op med at analysere filmen og i stedet begynder at opleve den med hele kroppen.
- Flugtmotivet har brede strygfraser, messingblæsere og kraftig percussion
- Temaet om drengens og dragens forhold rummer blødere klange og mere lyrik
- Kampmusikken har hurtige tempi, rytmiske motiver og højere trommer
- Vikingemotiverne indeholder elementer, der henviser til keltisk og nordisk musik
- Orkestringen er ikke forsimplet trods filmens unge målgruppe
- Melodiske motiver kan uden problemer stilles ved siden af de mest kendte temaer fra eventyrfilm
- Lydsporet fungerer selvstændigt på playlister, streamingtjenester og under arbejde
- Mange lyttere vender tilbage til denne komposition, når de har brug for energi eller motivation
John Powell – komponisten du kender fra øret, ikke fra navnet
Skønt filmen officielt var rettet mod et yngre publikum, behandlede musikken fra begyndelsen seeren som en voksen. Orkestringen er ikke forsimplet, og de melodiske motiver kan uden besvær stilles ved siden af de mest kendte temaer fra eventyrfilm. Derfor trådte lydsporet hurtigt ud over rammerne af “musik fra en tegnefilm” og begyndte at fungere selvstændigt – på playlister, i streamingtjenester eller under læsning og arbejde.
Mange lyttere fortæller, at de vender tilbage til denne komposition i øjeblikke, hvor de har brug for energi eller motivation. Den karakteristiske vækst i dynamik i kulminerende øjeblikke fungerer fremragende som baggrund til løb, spil eller bare til at forbedre humøret efter en hård dag.
Forsøg først at afspille flugtmotivet uden billeder. Læg mærke til, hvordan musikken fører dig gennem forestillingens sving, stigninger og fald. Først derefter skal du vende tilbage til filmen og sammenligne oplevelserne. Mange mennesker opdager på denne måde detaljer, som de aldrig før har lagt mærke til – enkelte instrumenter, korte kontramelodier, pludselige dæmpninger.
Serien, opfølgerne og den faste plads i animationshistorien
Succesen med første del betød, at historien om den unge viking og hans drage fik to opfølgere, en serie samt et helt sæt af sideprojekter. Musikken til trilogien blev i vid udstrækning leveret af den samme komponist, hvilket gav stilistisk sammenhæng. Motiverne fra den første film udviklede sig, modnedes sammen med karaktererne og fik gradvist en mere dramatisk karakter.
I oversigter over de bedste soundtracks fra animationsfilm optræder flugtmotivet med dragen ved siden af klassikere fra produktioner om løver fra savannen, legetøj der bliver levende eller robotter på skrotpladsen. I mange rangeringer når det top tre, og nogle gange indtager det endda førstepladsen netop for den enestående evne til at forbinde eventyr med ren, børneglad glæde.
Forskere i filmmusik påpeger, at Powells tilgang til animationspartiturer ændrede industriens standarder. Eksperter fremhæver særligt, hvordan komponisten behandler animerede karakterer med samme musikalske seriøsitet som live-action drama. Musikologer fra University of Southern California har analyseret dragefilmens partitur og konkluderet, at den tekniske kompleksitet matcher symfoniske værker fra klassisk filmmusik.
Hvorfor det overhovedet er værd at være opmærksom på musik i animation
Animationsfilm, især dem skabt digitalt, har enorm frihed til at opbygge rammer. Alt bliver skabt fra bunden, så det er let at falde for fristelsen til at overbelaste billedet med effekter. God musik virker som en guide. Den forenkler følelserne, signalerer hvad der er vigtigst og lader seeren gribe fat i en bestemt fornemmelse.
Tilfældet med soundtracket til dragefilmen viser, at animation kan være en lige så stærk bærer af musikalske oplevelser som det mest seriøse dramatiske biograffilm. For komponisten er det ofte endda et felt med større frihed – han er ikke begrænset af optagelsespladsens fysik, så han kan tillade sig mere modige, mere “tegnede” temaer.
Det er værd en gang imellem under en filmvisning bevidst at skifte til “lyttetilstand”. Stil dig selv spørgsmålet: hvad ville der ske, hvis man slukkede for musikken i denne scene? I dragefilmen ville manglen på orkester fratage historien en enorm del af charmen. Og hvis ét motiv fra for over et årti siden stadig fremkalder gåsehud på ryggen, betyder det, at nogen på kompositionsstadiet behandlede animationen som fuldgyldig biograf og ikke bare let underholdning for de yngste.
