En ny superkontinent fortrænger Atlanterhavet
Geologer er enige om én ting: Det verdenskort, vi kender i dag, er blot et øjebliksbillede. Kontinenter vandrer, oceaner åbner og lukker sig, bjergkæder vokser frem, og have forsvinder. Nye beregninger tegner nu et fascinerende fremtidsscenarie 250 millioner år ude i fremtiden – Jorden samler sig igen til ét gigantisk superkontinent. Og dele af Europa, særligt den region vi i dag kender som Frankrig, rykker ind i en position, der kan få afgørende betydning både klimatisk og strategisk.
For omkring 200 millioner år siden brød den tidligere urkontinent Pangæa fra hinanden. Siden da har kontinenterne langsomt men uophørligt drevet væk fra hinanden – blot nogle få centimeter om året, men over geologiske tidsperioder summerer det sig til enorme afstande. Ud fra denne kontinentaldrift har forskere udledt forskellige fremtidsmodeller. Et af de mest kendte stammer fra geovidenskabsmanden Christopher Scotese og bærer navnet Pangæa Ultima.
Om cirka 250 millioner år kan alle nutidens kontinenter igen smelte sammen til én gigantisk landmasse – Pangæa Ultima.
Scenariet ser således ud: Atlanterhavet, som i dag forbinder Europa, Afrika og Amerika, lukker sig igen. Nord- og Sydamerika bevæger sig langsomt mod Afrika og Eurasien. Dér, hvor der i dag er åbent hav, vil kystlinjer mødes, bjergkæder foldes op, og landmasser svejses sammen.
Det Indiske Ocean mister sin rolle som åbent verdenshav og forvandles i stedet til et stort indlandshav omgivet af land. Regioner, vi i dag tydeligt adskiller – som Amerika og Europa, Østasien og østater som Japan – rykker tæt sammen og danner nye naboskaber, der i dag er næsten umulige at forestille sig.
Sådan omrokerer kontinenterne sig
Forskerne beskriver blandt andet følgende geologiske "flytninger" i forbindelse med Pangæa Ultima:
- Nord- og Sydamerika driver østpå og kolliderer med Europa og Afrika.
- Atlanterhavet forsvinder, og i stedet dannes et kæmpemæssigt centralt indland.
- Dele af Østasien skubbes tættere på Japan og den koreanske halvø.
- Grønland kobler sig stærkere til Nordamerika og mister sin status som ø.
- Middelhavsområdet presses gradvist sammen ved pladekollisioner og "lukkes" til sidst helt.
For nutidens mennesker har det naturligvis ingen praktisk betydning. I løbet af hundredtusindvis af år vil vores efterkommere eller efterfølgerarter have tilpasset sig nye vilkår mange gange. Men modellen viser med al tydelighed, hvor dynamisk jordens overflade egentlig er.
Europa rykker tættere på de høje breddegrader
I Pangæa Ultima-modellen ligger en del af det nuværende Europa betydeligt længere mod nord end i dag. Den region, vi i dag kender som Frankrig, vandrer over mange millioner år i retning af høje breddegrader, tæt på det område vi i dag forbinder med polarcirklen.
Samtidig forandres Middelhavsregionens placering dramatisk. Den afrikanske plade fortsætter med at skubbe sig ind under Europa, og det nuværende Middelhavsområde presses sammen og forsvinder til sidst fuldstændigt. Mellem de nuværende kyster af Sydeuropa og Nordafrika opstår en landbro i stedet for hav.
Dem, vi i dag kender som "Middelhavsnabolande", kan i denne fjerne fremtid blive direkte naboer – uden hav imellem sig.
Dermed vil et sammengroet område bestående af dele af det nuværende Vesteuropa og Nordafrika ligge midt i superkontinentet. Den nuværende afstand mellem eksempelvis Spanien og Marokko eller Italien og Tunesien ophæves, og de danner fælles landflader inden for superkontinentets grænser.
Klimachok: Når superkontinentet bliver en varmeovn
Den geologiske nyordning får store konsekvenser for klimaet. Et kæmpemæssigt superkontinent reagerer helt anderledes på solindstråling og luftstrømme end en "opsplittet" klode med mange oceaner. Klimamodeller beregnet til dannelsen af Pangæa Ultima tegner et meget hårdt billede.
Flere faktorer spiller ind:
- Ét enkelt, udstrakt kontinent opvarmes kraftigt i sit indre, da kølig havluft næppe trænger langt ind i landet.
- Storstilet bjergdannelse og hyppige vulkanudbrud sender store mængder kuldioxid op i atmosfæren.
- Solen stråler om 250 millioner år en smule stærkere end i dag, fordi dens lysstyrke gradvist øges over tid.
Klimaforskere forventer derfor gennemsnitstemperaturer på over 40 grader i store dele af landarealet. Hertil kommer ekstrem tørke – store dele af superkontinentet ville bestå af hede stepper eller ørkener. Mange af nutidens typiske pattedyr ville næppe kunne overleve under sådanne betingelser.
Det indre af Pangæa Ultima ville sandsynligvis udgøre et kæmpemæssigt varmebælte – livsfjendtligt for de fleste komplekse organismer.
Hvorfor høje breddegrader kan blive fremtidens livsrum
I modsætning til de glødende regioner i superkontinentets centrum placerer simuleringerne de nordlige randområder i en langt bedre position. Her forbliver solindstrålingen mindre ekstrem, temperaturer og nedbør er mere moderate, og vand kan i hvert fald sæsonvist stadig forekomme i tilstrækkelige mængder.
Den forskudte placering længere mod nord giver dele af det nuværende Europa en fordel. Den region, vi groft kender som Frankrig, Benelux, dele af Tyskland og Storbritannien, kan set fra et pankontinentalt perspektiv tilhøre en slags "klimarand" – langt nok fra det hede centrum, men tæt nok på tidligere havbassiner og bjergkæderandområder, hvor fugtighed ophobes.
Kort sagt: Mens kun nogle få specialiserede arter måske kan eksistere i Pangæa Ultimas centrum, kan de høje breddegrader fungere som tilflugtszone. Det gælder ikke kun menneskelige efterkommere, men især dyre- og plantearter tilpasset mere tempererede forhold.
Mulige "hotspots" for fremtidige levesteder
Modellerne peger på flere zoner, hvor der selv i denne ekstremt fjerne fremtid kan opstå forholdsvis livsbetingede vilkår:
- Randområder af superkontinentet tæt på datidens polarregion
- Tidligere kystlinjer ved det nuværende Nordatlanterhav
- Et bælte langs tidligere nordeuropæiske og nordafrikanske områder
- Regioner med adgang til resterende have eller store indsøer
Her kan man forvente noget lavere temperaturer, lejlighedsvis nedbør og mere stabile vandressourcer. For komplekst liv, som vi kender det, er præcis dét afgørende.
Hvad der gemmer sig bag begreber som "pladetektonik" og "superkontinent"
Grundlaget for disse prognoser hviler på to centrale begreber inden for geovidenskaberne. Det første er pladetektonik: Jordens skorpe består ikke af én enkelt stiv blok, men af flere store og mange mindre plader. Disse "flåder" glider langsomt hen over den sej-flydende jordskorpe nedenunder. Ved deres kanter opstår kløfter, vulkankæder eller bjergkæder.
Det andet begreb er superkontinentcyklusser: Forskningen anser det for givet, at en stor del af kontinenterne gentagne gange gennem hundredvis af millioner år forenes til ét sammenhængende landmassiv og siden spaltes op igen. Pangæa var blot det seneste eksempel – før den fandtes der allerede andre urkontinenter som Rodinia og Columbia.
Spørgsmålet er ikke, om et nyt superkontinent opstår, men præcis hvordan det vil se ud.
Flere modeller konkurrerer med hinanden, og Pangæa Ultima er blot én af dem. Andre scenarier forestiller sig et kontinent centreret omkring det nuværende Stillehav, og nogle lader Atlanterhavet bestå i længere tid. Fælles for dem alle er dette: Den tilsyneladende ro på verdenskortet er en illusion.
Hvad vi kan lære af dette i nutiden
Intet menneske lever længe nok til med egne øjne at se kontinenterne skifte plads. Alligevel giver dette blik ud i den ekstremt fjerne fremtid interessante impulser til nutiden. De samme processer, der om millioner af år former et superkontinent, forårsager allerede i dag jordskælv, tsunamier og vulkanudbrud.
Den, der forstår pladetektonik og langsigtede klimatendenser, kan bedre vurdere risici for tæt befolkede regioner. Mange megabyer ligger ved pladegrænser eller i kystzoner, der langsomt hæver eller sænker sig. Tanken om en fremtidig ekstrem varme minder os desuden om, hvor følsomt Jordens klimasystem er – ikke kun over for naturlige faktorer, men også over for menneskeskabt udledning af drivhusgasser.
Selv om Pangæa Ultima ligger langt hinsides vores planlægningshorisont, viser scenariet med stor kraft: Vores planet er i konstant bevægelse. Det velkendte verdenskort, der hænger i klasseværelserne i dag, er kun en kort episode i en langt længere historie – fyldt med dramatiske vendinger, hvoraf vi kun oplever et ganske lille udsnit.
