Et afsidesliggende øhav på randen af selvstændighed
Den, der rejser dertil i dag, befinder sig på et sjældent punkt i historien. På Bougainville, et fjerntliggende øhav beliggende mellem Papua Ny Guinea og Salomonøerne, er forberedelserne til statslig uafhængighed i fuld gang. Mens koralrev, vulkaner og regnskov stadig fremstår stort set uberørte, tager et nyt land form – komplet med grundlov, flag og en markeret dato i kalenderen.
Bougainville har omkring 300.000 indbyggere og hører indtil videre officielt under Papua Ny Guinea. Politisk har øgruppen imidlertid længe fulgt sin egen kurs. Ved en folkeafstemning i 2019 stemte hele 97,7 procent af vælgerne for uafhængighed – et overvældende signal til omverdenen.
Regionalregeringen har siden sat et klart mål: Den 1. september 2027 skal suveræniteten proklameres. Hvis en aftale med Papua Ny Guinea falder på plads, og andre lande anerkender det nye styre, kunne Bougainville træde ind i det internationale samfund som verdens 194. stat.
Et tropisk øhav langt fra de store overskrifter forbereder sig på at dukke op på verdenskortet som en helt ny nation – midt i Stillehavet.
Bag kulisserne er konkrete skridt allerede taget. En grundlov ligger klar, institutionerne er ved at blive bygget op, og et eget flag symboliserer det politiske gennembrud. Stemningen på øerne beskrives som rolig, men ladet. Mange indbyggere ser uafhængigheden som en mulighed for selv at bestemme over deres fremtid – efter år præget af borgerkrig og forsømmelse.
Naturrigdom i Stillehavet: Næsten urørt af turismen
På klassiske rejsekataloger optræder Bougainville praktisk talt ikke. Det hænger tæt sammen med fortiden: En borgerkrig, der varede omkring ti år, holdt besøgende væk og kastede udviklingen langt tilbage. Turisme spiller den dag i dag kun en marginal rolle.
Det er præcis det, der tiltrækker eventyrlystne rejsende. Hovedøen strækker sig over næsten 200 kilometer og er præget af tætte regnskove, stejle vulkanhænge og turkisblå laguner. Mange strande er uden hoteller, barer og solsenge. I stedet finder man enkle landsbyer, fiskerbåde og lange, øde kyststrækninger.
Strande uden masseturisme
I den sydlige del af hovedøen ligger strandene ved Arovo Island med fint hvidt sand og krystalklart vand. Lagunen egner sig perfekt til snorkling og fridykning – selv uden en dykkerbasis i nærheden. Den, der springer i vandet fra en kano eller en lille båd, svømmer over intakte koralhaver og farvestrålende fiskesværme – helt uden bøjer, platforme eller vandscootere i sigte.
På den mindre ø Buka, der fungerer som politisk centrum, summer livet på markedspladsen. Her skifter rodfrugter som taro, tropisk frugt og betelnnødder hænder. Handelen foregår ofte på Tok Pisin, et lokalt handelssprog med engelske påvirkninger. De få gæster overnatter i enkle pensionater, hvor man hurtigt kommer i kontakt med familier og landsbys ældste.
Vulkaner der vokter over øen
Midt på Bougainville rejser vulkanen Bagana sig mod himlen. Den når op i cirka 1.750 meters højde og regnes for en af de mest aktive vulkaner i Melanesien. Siden år 2000 har den stort set været i konstant aktivitet – den udstøder askeskyer og svovldampe og producerer med uregelmæssige mellemrum lavastrømme.
Skråningerne er så ustabile, at selv eksperter undgår at bestige den. Ildbjergtet betragtes derfor på sikker afstand. I juli 2023 slyngede Bagana atter aske op i luften. I de omkringliggende landsbyer ty beboerne i den periode i højere grad til kokosvand, indtil floder og kilder igen klaredes.
Noget mere fredfyldt fremstår den nærliggende Billy Mitchell. Han er vulkansk af oprindelse, men har lagt sig til ro. I krateret ligger en turkisfarvet sø, der ligner et skjult øje i bjerglandskabet. Vejen dertil fører gennem tætte, fugtige urskovsbevoksninger, hvor der næppe er hugget stier. Den, der vandrer denne rute, opdager hurtigt, at storstilet skovhugst hidtil er udeblevet her.
Paradis for fuglekiggere
Økologisk set er Bougainville et hotspot. Forskere tæller 98 arter af landfugle, hvoraf tolv er endemiske og ikke findes noget andet sted på jorden. Særligt iøjnefaldende er en farverig isfugl med markant mørk ansigtstegning og blå-violette partier, hvis bestand Verdensnaturfonden anslår til kun nogle få hundrede individer.
I den øvre trækronezone lever yderligere specialister: en nektarspisende fugl med et regionalt navn, en krageart der kun findes her, og en karakteristisk sangfugl med hætte. Ornitologer verden over betragter Bougainville som et af de mest spændende, men samtidig sværest tilgængelige forskningssteder. I skumringen trækker store flagermus – såkaldte kæmpeflyvende hunde – i kolonier hen over kokospalmerne og tegner mørke, flagrende bånd på himlen.
Sådan rejser man til "verdens ende"
Rejsen kræver tålmodighed. Fra Centraleuropa går vejen typisk først til en asiatisk storby og derefter videre til Port Moresby, hovedstaden i Papua Ny Guinea. Herfra flyver man indenrigs mod Buka. Hurtige weekendture er udelukkede – den, der giver sig i kast med den lange rejse, planlægger som regel et ophold på adskillige uger.
Internationale hotelkæder finder man ikke. I stedet tager små lodges og familieindkvarteringer sig af gæsterne. Komforten er typisk enkel, men til gengæld autentisk. Om aftenen sidder gæster på verandaen med familierne og taler om hverdag, fiskeri, politik og fremtiden som selvstændig stat.
- Bedste rejsetidspunkt: groft sagt mellem maj og oktober – de noget tørrere måneder
- Rejsetid: mindst to til tre dage inklusive mellemlandinger
- Overnatning: enkle pensionater, mindre lodges, næsten ingen klimaanlæg
- Aktiviteter: snorkling, vandreture, markedsbesøg, bådture mellem øerne
- Budget: dyre flybilletter, men moderate til billige hverdagspriser på stedet
Tilværelsen her er i høj grad styret af dagslyset. Mange strækninger kan kun tilbagelægges med små både, de såkaldte "banana boats". Det smalle havstræde mellem øen Buka og hovedøen krydses dagligt på denne måde. Der betales i kina, Papua Ny Guineas valuta, så længe en egen national valuta endnu ikke er indført.
Kultur mellem tradition og nybrud
Samfundet på Bougainville er stærkt organiseret i klaner. Hver gruppe plejer egne danse, sange og ritualer. Ved traditionelle fester bærer deltagerne kunstfærdigt udformede hovedbeklædninger og kropsbemaling, hvor hver fjer og hver farve har en bestemt betydning – ofte forankret i sagn og forfædres historier.
Et velkendt produkt er flettede kurve fra Buka. Fibrene sortfærves over ild og væves derefter til robuste, sorte kurve. De betragtes i regionen som særligt værdifulde, bruges som hverdagsgenstande, men fungerer også som prestigefyldte gaver.
Det politiske nybrud forløber relativt ordentligt sammenlignet med mange andre regioner. Lokale repræsentanter rejser regelmæssigt til forhandlinger i Port Moresby for at kortlægge den præcise køreplan for adskillelsen. Samtidig diskuterer man i øgruppen, hvordan administration, uddannelsessystem og sundhedsvæsen kan organiseres selvstændigt.
Muligheder og risici ved en ny ministat
En selvstændig stat åbner Bougainville for større råderum – eksempelvis inden for råstofpolitik, miljøkrav og internationale partnerskaber. Øgruppen besidder ikke blot frugtbar jord og fiskebestande, men også mineralske forekomster, hvis udvinding tidligere udløste konflikter. Et centralt spørgsmål er, om fremtidige regeringer kan finde en vej til at skabe indtægter uden igen at belaste miljøet kraftigt.
Samtidig står de kommende institutioner over for betydelige udfordringer: begrænset infrastruktur, lange afstande, sårbare forsyningsnet og afhængighed af import. Ved naturbegivenheder som vulkanudbrud eller tropiske storme kan veje og landingsbaner hurtigt blive ufarbare. Det kræver langsigtede investeringer i katastrofeberedskab og logistik.
Det bør rejsende vide
Den, der planlægger en rejse til Bougainville, bør medbringe en vis robusthed. Vaccinationer og forebyggende sundhedsforanstaltninger bør afklares med en tropemedicinsk læge på forhånd, da den lægelige forsyning på øen er begrænset. Strømafbrydelser, svagt mobilnetværk og manglende wifi hører mange steder til hverdagen.
Til gengæld venter oplevelser, der næppe lader sig standardisere: snorkelture over intakte rev, aftener på stranden med udsigt over blodröde solnedgange og samtaler med mennesker, der i øjeblikket er med til at skrive historie – fordi deres hjemlige øhav er ved at forvandle sig til en selvstændig nation.
For mange indbyggere er dette historiske projekt tæt forbundet med håbet om at kunne forhandle mere selvsikkert med udenlandske investorer, nabolande og internationale organisationer. Rejsende oplever dermed en region, der ikke blot landskabeligt, men også politisk befinder sig ved et vendepunkt – mellem en afsides tropisk ø og en ny stat i Stillehavet.
