Under Stillehavet gemmer sig en vulkankæmpe, der er ældre end dinosaurerne

En skjult gigant på bunden af Stillehavet

På 500 meters dybde har forskere opdaget en struktur så enorm, at den fuldstændig forandrer vores forståelse af, hvad en vulkan egentlig kan være. Langt ude i Stillehavet, fjernt fra enhver kyst og begravet under adskillige kilometers vand, strækker et tilsyneladende uremarkabelt plateau sig langs havbunden. I årtier troede geologer, det var en samling af adskilte bakker. Nu viser det sig at være noget langt mere overvældende: et gigantisk supervulkansystem, der var aktivt for omtrent 145 millioner år siden — og som sprænger alle hidtidige forestillinger om Jordens indre kræfter.

Tamu-massivet: Et navn verden bør kende

Giganten bærer navnet Tamu-massivet og ligger i det såkaldte Shatsky Rise — et afsides undervandplateau cirka 1.600 kilometer øst for Japan. Det, der i årtier lignede tre separate forhøjninger på havbunden, viser sig nu at være ét sammenhængende vulkansystem af hidtil uset omfang.

Gennembruddet kom med hjælp fra detaljerede seismiske målinger. Skibe sender lydbølger ned i havbunden og registrerer, hvordan disse reflekteres i de forskellige stenlag. Derved kunne forskerne opbygge et tredimensionalt billede af undergrunden.

Dataene afslører sammenhængende lavastrømme, der forbinder alle dele af massivet — fra den formodede "venstre bakke" til den "store i midten".

Konklusionen var uundgåelig: Her ligger ikke en samling separate vulkankratre, men én enkelt vulkan — større end noget andet kendt eksempel på vores planet.

Større end noget andet vulkanmonster på Jorden

Tamu-massivet strækker sig over cirka 120.000 kvadratkilometer. For at sætte det i perspektiv:

• Areal af Tamu-massivet: ca. 120.000 km²
• Areal af Danmark: ca. 43.000 km²
• Areal af Østrig: ca. 83.900 km²
• Areal af Schweiz: ca. 41.300 km²

Vulkanen er dermed større end Østrig og Schweiz tilsammen — og markant større end den hidtil ofte nævnte gigant Mauna Loa på Hawaii, der "kun" dækker omkring 5.000 km².

Ingen anden vulkan på Jorden når disse dimensioner, og alligevel fremstår den i profil næsten usynligt flad.

Disse dimensioner omskriver ranglisten over Jordens største vulkaner fuldstændigt. Tamu-massivet betragtes nu som den største enkeltstående vulkan, der hidtil er påvist på vores planet.

Hvorfor denne vulkan forbliver næsten usynlig

Den, der forestiller sig en vulkan som en spids, rygende kegle, tager grundlæggende fejl her. Tamu-massivet minder snarere om et enormt, ekstremt fladt skjold. Siderne er så svagt hældende, at en person på skråningen næppe ville kunne afgøre, hvilken retning der er nedad.

Hertil kommer beliggenheden under havet: Toppen af vulkanen befinder sig i cirka 6.500 fod (omkring 2.000 meters) dybde, mens foden falder ned til næsten 6,5 kilometer under havoverfladen. Denne højdeforskel fordeler sig over et kæmpemæssigt areal, hvilket gør vulkanen til et umærkeligt plateau set fra enhver vinkel.

Geologer tilskriver denne form massive, meget vidtstrakte lavastrømme. I stedet for punktuelle udbrud med stejle kegler flød sej lava fra et centralt område ud i alle retninger over lang tid — ganske som de kendte skjoldvulkaner på Hawaii, blot i et markant større omfang og dybt under vandet.

Sammenligning med Mars og Hawaii

Omfanget af Tamu-massivet er så ekstremt, at forskere må kigge ud i rummet for at finde sammenlignelige strukturer. Kun ét objekt i solsystemet spiller i samme liga: Olympus Mons på Mars, solsystemets største vulkan.

Tamu-massivet når ganske vist ikke helt op på Olympus Mons' niveau, men overgår langt alle kendte jordvulkaner. Netop denne størrelsesorden gør fundet særligt interessant for planetforskningen: strukturer, man tidligere anså for typisk "udenjordiske", dukker nu op på vores egen planet.

Et 145 millioner år gammelt vindue ind i Jordens indre

Forskerne daterer Tamu-massivet til en alder af cirka 145 millioner år. Det opstod dermed i den tidlige kridttid — på et tidspunkt, hvor dinosaurerne langt fra havde nået slutningen af deres udvikling, og de nuværende kontinenter netop var begyndt at løsrive sig fra hinanden.

Massivet dannedes tilsyneladende forholdsvis hurtigt i geologisk forstand — ud fra en enorm mængde magma, der steg op fra Jordens kappe. Herefter blev vulkanen hurtigt inaktiv igen. I dag betragtes den som uddød.

For geologer er massivet et frossent øjebliksbillede fra en fase, hvor Jordens indre i kort tid pumpede voldsomme energimængder op mod overfladen.

Sådanne begivenheder kan have langvarig indflydelse på udviklingen af havbunde, havniveauer og klima. Enorme undervandsvulkaner frigiver ved udbrud uhyre mængder gas og varme. Præcis hvor kraftigt denne enkeltstående vulkan virkede dengang, er endnu uklart — men den giver fingerpeg om, hvor voldsomt Jorden "kogte" i sin ungdom.

Hvad fundet afslører om vulkanske mega-udbrud

Oceaniske plateauer som Shatsky Rise blev længe betragtet som diffuse lavapakker uden klart afgrænsede vulkaner. Når det nu viser sig, at dele af dem udgør individuelle, gigantiske vulkaner, er fagfolk nødt til at revidere mange modeller.

Studiet af Tamu-massivet peger på flere spørgsmål, som forskere i øjeblikket arbejder med:

• Magmaens oprindelse: Kom energien fra en mantelplume — en varm opstigning dybt fra Jordens indre — eller fra en særlig konstellation af jordpladerne?
• Aktivitetens varighed: Var der tale om en kort, ekstremt voldsom udbrudsfase eller mange enkelte udbrud over millioner af år?
• Indflydelse på havet: Hvilke spor efterlod varme, gasser og nyt stenlag i datidens have?

Svar på disse spørgsmål hjælper med at forstå andre store magmatiske provinser på Jorden bedre — herunder dem, der sættes i forbindelse med tidligere masseuddøen. Selv hvis Tamu-massivet selv sandsynligvis ikke udløste et globalt artsuddød, fungerer det som en referencepunkt for mekanikken bag sådanne mega-udbrud.

Hvorfor vi næsten ikke mærker undervandsvulkaner

Undervandsvulkaner udøver en næsten uhyggelig fascination på mange mennesker. Tanken om, at hele vulkanområder ligger skjult under oceanerne, virker truende — ikke mindst fordi vulkaner kan udløse tsunamier. I tilfældet med Tamu-massivet giver forskerne dog fuld ro: efter alt at dømme har vulkanen været inaktiv i hundredvis af millioner år.

Generelt forbliver størstedelen af vulkansk aktivitet på havbunden usynlig for os. Havet dæmper lyde, lava afkøles hurtigt og danner nyt sten, mens de fleste udbrud ingen direkte konsekvenser har ved overfladen. Moderne måleinstrumenter registrerer ganske vist jordskælv og varmeanomalier, men det sker ofte i områder, der er langt fra skibsruterne.

Farlige tsunamier opstår primært, når store stenmasser pludselig forskydes på havbunden, eller en vulkankrater kollapser. Det flade Tamu-massivet mangler netop dette stejle relief — endnu en grund til, at der ikke er nogen aktuel risiko her.

En lærerig påmindelse om, hvor lidt vi kender til havbunden

Sagen om Tamu-massivet afslører ubarmhjertigt, hvor begrænset vores viden om dybhavet stadig er. Et objekt af størrelse med et halvt mellemeuropæisk land forblev misforstået i årtier, selv om det længe fandtes på kortene. Først finere målemetoder og et nyt blik på tilsyneladende kendte strukturer afslørede massivets sande natur.

For geovidenskaberne er denne vulkan derfor langt mere end en spektakulær fodnote. Den leverer data til modeller af Jordens indre, til pladetektonik og til forståelsen af gigantiske magmapulser. Samtidig skærper den bevidstheden om, at havbunden måske rummer mange flere overraskelser — fra ukendte vulkaner til helt forkert fortolkede landskaber.

Begreber som "massiv", "skjoldvulkan" og "oceanisk plateau" får hermed ny betydning. Et massiv beskriver her ikke et bjergland i klassisk forstand, men et enkelt, sammenhængende lavabjergsystem. En skjoldvulkan behøver ikke nødvendigvis at have en tydelig kegle, men kan brede sig over titusindvis af kvadratkilometer som en næsten usynlig, flad kuppe. Og et oceanisk plateau kan sagtens være mere end en passiv lavabunke — det kan være arven efter en vældig supervulkan.