Hvad penjing egentlig er
Den, der kun kender til bonsai, går glip af en hel dimension inden for østasiatisk kunsthåndværk. Penjing, den kinesiske kunst med miniaturelandskaber, rækker langt ud over et smukt klippet træ. Den fortæller historier, gengiver hele bjerglandskaber i miniformat – og kan med lidt tålmodighed endda skabes på din egen altan.
Penjing betyder bogstaveligt talt "landskab i et kar": pen står for skål eller krukke, jing for landskab eller sceneri. I stedet for blot at forme et enkelt træ skaber kunstnerne hele små verdener, hvor træer, klipper, vand, mos og bittesmå figurer spiller sammen.
Penjing er levende landskabskunst: Planter, sten og vand fortæller en følelsesladet historie om naturen i miniatureformat.
Typiske elementer er bjergmassiver af sten, et smalt vandløb som vandflade, ældgamle-udseende små træer, måske et lillebitte hus og en enkelt menneskeskikkelse. Scenen virker ofte drømmeagtig, til tider let surealistisk – men altid som om man selv kunne vandre rundt derinde.
Grundtanken bag det hele er at gøre naturens kræfter og principper synlige. Mens bonsai typisk idealiserer det enkelte træ, tænker Penjing i hele landskaber. Her handler det mindre om perfektion og mere om atmosfære, stemning og fortælling.
Sådan begyndte det: Daoister, munke og samuraier
Rødderne til Penjing strækker sig tilbage til Kinas tidlige kejsertid, mindst til det 1. århundrede efter Kristus. Daoistiske lærde ønskede at samle energien fra store landskaber og gøre den oplevelses i kompakt form. I gamle legender fortælles om mestre, der kunne "krympe" bjerge, så man kunne mærke deres kraft på begrænset plads.
Siden tog buddhistiske munke idéen til sig og bragte den med til Japan. Her udviklede den sig til en selvstændig tradition, som vi i dag kender som bonsai. Adelige, samuraier og siden velstående handlende dyrkede kunsten at forme og præsentere små træer.
I Kina forblev Penjing til gengæld stærkere fokuseret på hele scener og naturbilleder. Den dag i dag betragtes håndværket som krævende: Den, der tager det seriøst, lærer ofte i ti år eller mere hos mestre eller i botaniske haver, for eksempel i Shanghai eller Yangzhou.
Penjing og bonsai: Beslægtede, men ikke identiske
Mange vestlige haveentusiaster slår Penjing og bonsai sammen i én kategori. Begge bruger små træer, begge arbejder med skåle, og begge kræver megen pleje. Alligevel forfølger de vidt forskellige mål.
- Bonsai koncentrerer sig primært om det enkelte træ som kunstobjekt.
- Penjing afbilder et helt landskab, ofte med vand, sten og figurer.
- Bonsai virker oftest streng, klar og højt kontrolleret.
- Penjing fremstår mere vild, naturlig og til tider mere fortællende og legende.
En bonsai skal typisk ligne et perfekt, idealiseret træ. Et godt Penjing må derimod gerne have kanter, ujævnheder og "tilfældigheder" – så længe scenen formidler en stemning: ensomhed, fred, melankoli eller håb.
De tre store stilretninger inden for penjing
Kina er et stort land med mangfoldige landskaber – og det afspejler sig i Penjing. Ud over regionale skoler som Lingnan, Shanghai og Taiwan har tre grundtyper etableret sig, som næsten alle værker tager udgangspunkt i.
Shumu: skoven i krukken
Shumu-Penjing handler primært om træer. Flere små træer vokser sammen i en enkelt skål, ofte som en mini-skov på en lysning eller langs en skråning.
Kunstnere former træerne med:
- målrettet beskæring af grene
- omhyggelig styring af vækstretningen
- tålmodig formgivning over mange år
Resultatet er en levende, tredimensionel skovscene, der kan fremkalde en hel stemning blot ved sit udtryk.
