Bekymringerne vokser i Europa – men langt fra i samme tempo overalt
Siden slutningen af februar er skibstrafikken gennem Hormuzstrædet næsten gået i stå. Irans marine og Revolutionsgarden kontrollerer adgangen, og handelstankskibe vender om eller bliver liggende i sikre havne. En ny analyse fra europæiske forskere viser nu, hvilke lande der er hårdest ramt økonomisk – og hvorfor Tyskland indtil videre klarer sig forholdsvis godt.
Sådan ryster blokaden af Hormuz energimarkedet
Hormuzstrædet er et af verdens vigtigste knudepunkter for global handel. En stor del af olien og flydende naturgas (LNG) fra Golfregionen skal passere her. Falder denne rute ud, sidder tankskibe fast eller tvinges til enorme omveje – med forsinkelser og store meromkostninger til følge.
Præcis dette scenarie har udspillet sig siden krigens udbrud mod Iran i slutningen af februar. Trafikken er ifølge eksperter «næsten brudt fuldstændigt sammen». Særligt ramt er eksporter fra Qatar og De Forenede Arabiske Emirater – stater der spiller en central rolle for Europas energiforsyning.
Eksperter advarer: Strækker blokaden sig ud over fire uger, risikerer vi mærkbare kædereaktioner langs globale forsyningskæder.
Studiets forfatter Stefan Thurner fra Wiener Supply Chain Intelligence Institute påpeger, at lagre og alternative ruter foreløbig kan absorbere meget. Men jo længere blokaden varer, desto kraftigere opbygges forsinkelserne og flaskehalse – fra energihandel til industriproduktion.
Italien, Belgien, Det Forenede Kongerige: Europas hårdest ramte lande
Forskere fra Supply Chain Intelligence Institute, Complexity Science Hub i Wien og Universitetet i Delft har analyseret handelsdata fra de berørte Golfstater. Resultatet afslører en meget skæv belastningsfordeling inden for Europa.
Italien er afhængig af flydende gas fra Qatar
Ifølge analysen er Italien den hårdest ramte EU-stat. Hvert år strømmer varer til en værdi af cirka 9,8 milliarder US-dollar fra de nu blokerede Golfstater ind i landet – en stor del heraf energiprodukter.
- Flydende naturgas (LNG) fra Qatar: cirka 4,4 milliarder US-dollar om året
- Propan: cirka 3,2 milliarder US-dollar årligt
Blokaden rammer derfor direkte den italienske gasforsyning. LNG fra Qatar fungerer i Italien ikke blot som erstatning for russisk gas, men også som stabilisator for elmarkedet. Udebliver disse leverancer i længere tid, er Italien tvunget til at finde dyrere alternativer – eller i yderste tilfælde spare på gasforbruget.
Belgien: Havnen Zeebrugge er pludselig en risikofaktor
Belgien fremstår ligeledes som «stærkt eksponeret» i studiet. Havnen Zeebrugge har i de seneste år udviklet sig til et af Europas vigtigste omlastningscentre for LNG. Fra Qatar ankommer gasleverancer til en årlig værdi af cirka 5,8 milliarder US-dollar.
Hertil kommer handel via Antwerpen med De Forenede Arabiske Emirater, særligt inden for diamanthandlen. Dermed er det ikke kun den belgiske energiforsyning, der hænger i en tynd tråd ved Hormuz – det gælder også en særdeles lukrativ del af landets udenrigshandel.
Det Forenede Kongerige: Størst absolut tab i Europa
I absolutte tal er Det Forenede Kongerige hårdest ramt. Studiet opgør eksponeringen til cirka 12,9 milliarder US-dollar om året – den højeste værdi i hele Europa. Heraf udgør gasprodukter fra Qatar alene cirka 5,9 milliarder US-dollar.
London har liberaliseret sit gasmarked kraftigt og er i høj grad afhængig af LNG-import. Svigter leverancerne fra Golfen, skyder engrospriserne i vejret – med hurtige konsekvenser for husholdninger, industri og forsyningsselskaber.
| Land | Årlig importværdi fra berørte Golfstater | Primær afhængighed |
|---|---|---|
| Det Forenede Kongerige | 12,9 mia. US-dollar | Gasprodukter fra Qatar |
| Italien | 9,8 mia. US-dollar | LNG og propan fra Qatar |
| Frankrig | 8,1 mia. US-dollar | Industrivarer, energi |
| Belgien | 5,8 mia. US-dollar (LNG Qatar) | LNG og diamanthandel |
| Tyskland | 5,7 mia. US-dollar | Skibe, yachter, industrianlæg fra VAE |
Tyskland og Frankrig: Bredere forsyningskæder giver pusterum
Situationen ser markant anderledes ud for Tyskland og Frankrig. Begge lande importerer ganske vist for milliarder fra de berørte Golfstater, men er langt mindre afhængige af enkelte energikilder.
For Tysklands vedkommende udgør det årlige volumen ifølge studiet cirka 5,7 milliarder US-dollar. Den største andel kommer fra De Forenede Arabiske Emirater med omkring 4,2 milliarder US-dollar. Her drejer det sig primært om:
- Skibe og lystbåde
- Industriudstyr og maskiner
Qatar leverer til sammenligning kun en relativt beskeden del: cirka 0,6 milliarder US-dollar, primært propan og specialgasser. Forbundsrepublikken har siden begyndelsen af Ukraine-krigen kraftigt diversificeret sin gasforsyning – med LNG fra USA, Norge, Nordsøen og andre kilder.
Tyskland mærker Hormuz-krisen, men står betydeligt mere stabilt end mange nabolande takket være sin bredere forsyningsstruktur.
Frankrig importerer varer til en værdi af cirka 8,1 milliarder US-dollar fra de berørte stater. Energi spiller en rolle her, men strukturen er mere blandet: Handel med industri- og forsvarsvarer, luftfartsteknologi og højteknologiske anlæg dæmper de umiddelbare chok fra manglende tankskibe.
Diplomatisk pres: EU-stater og Japan stiller Teheran et ultimatum
Sideløbende med den økonomiske analyse vokser det politiske pres. Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Nederlandene og Japan kræver, at Iran bringer den faktiske spærring af Hormuzstrædet til ophør.
I en fælles erklæring opfordrer stats- og regeringscheferne Teheran til straks at standse alle foranstaltninger, der hindrer skibsfarten – fra minelægning og trusler til droner og missilangreb. Irans adfærd betegnes som «i det skarpeste mulige sprog» uacceptabel.
Samtidig signalerer de vilje til militært at beskytte handelsskibe. I erklæringen hedder det, at man ønsker at bidrage til alle egnede bestræbelser på at sikre fri passage gennem strædet. Det åbner dermed op for en forstærket marinepræsens fra vestlige lande i regionen.
Krav om moratorium mod angreb på energianlæg
Bemærkelsesværdigt er det, at USA og Israel – hvis angreb udløste den seneste konflikt ved Den Persiske Golf – ikke nævnes ved navn i erklæringen. I stedet taler underskriverne mere generelt om et «øjeblikkeligt og omfattende moratorium» mod angreb på civil infrastruktur.
Det drejer sig især om olie- og gasanlæg, rørledninger, terminaler og lastepladser. Beskadiges disse, rammer det ikke blot enkeltvirksomheder – det kan bringe globale forsyningskæder ud af takt i måneder ad gangen.
Staterne henviser til folkeretten og opfordrer til at respektere de grundlæggende forudsætninger for global velstand og international sikkerhed. En langvarig energikrise vil i sidste ende ikke kun ramme leverandørlandene, men forbrugere i næsten alle industrialiserede lande.
Strategiske oliereserver og nødplaner: Sådan beskytter Europa sig
For at forhindre panik på markederne har Det Internationale Energiagentur allerede besluttet en koordineret frigivelse af strategiske oliereserver. Disse nødreserver opbevares i underjordiske kavalerser og tanke og skal præcis i situationer som denne lukke et pludseligt udbud af forsyninger.
Sideløbende forhandler europæiske regeringer med vigtige producentlande om en mulig produktionsforøgelse. Lande som Saudi-Arabien, Irak og producenter i Vestafrika kommer dermed stærkere i fokus. For flydende naturgas spiller USA og andre LNG-eksportlande en stadig vigtigere rolle.
- Frigivelse af strategiske reserver dæmper pristoppe på kort sigt.
- Øget produktion i tredjelande skal på mellemlang sigt udfylde hullerne.
- På lang sigt skal vedvarende energi reducere afhængighederne.
Derfor kan forsyningskæder hurtigt komme ud af kontrol
Studiet minder om, at globale handelskæder er tæt sammenvævede. Et forsinket tankskib ved Hormuz kan måneder senere udløse mangel på et kritisk råmateriale i den europæiske kemiske industri eller transportsektoren. Virksomheder reagerer typisk med hamstring, hvilket presser priserne yderligere op.
Lignende effekter ramte Europa under corona-pandemien og efter udbruddet af Ukraine-krigen. Nu tilføjes endnu en stressfaktor – denne gang koncentreret om energi og udvalgte specialvarer.
Lande som Italien og Belgien, der i høj grad er afhængige af bestemte havne og leverandørlande, risikerer at komme i vanskeligheder hurtigere. Tyskland og Frankrig nyder for øjeblikket godt af en bredere spredning – men er heller ikke immune, hvis blokaden trækker ud.
Sådan kan forbrugerne mærke krisen indirekte
Selv hvis gasforsyningen i Tyskland forbliver stabil, kan Hormuz-krisen påvirke priserne. Høj efterspørgsel fra hårdere ramte lande intensiverer konkurrencen om alternative LNG-ladninger. Handlende omdirigerer tankskibe derhen, hvor de højeste bud venter.
Det kan på mellemlang sigt også herhjemme betyde:
- Stigende elpriser, særligt i perioder med høj brug af gaskraftværker
- Højere omkostninger til opvarmning og varmt vand
- Øgede transport- og logistikomkostninger
For energiintensive brancher som kemi, stål og papir forbliver situationen følsom. De har i årevis været under pres – først af gaspriserne efter det russiske angreb på Ukraine, nu af usikkerheden ved Den Persiske Golf.
Vigtige begreber og baggrund om krisen
Hormuzstrædet er blot cirka 50 kilometer bredt – på det smalleste sted endnu mindre. Skibene passerer ad tydeligt afmærkede sejlrender. På den ene side ligger Iran, på den anden Oman. Denne geografiske træthed gør ruten sårbar over for militære aktioner, miner og blokader.
LNG – flydende naturgas – kan transporteres med skib over lange afstande. I eksportlandet nedkøles gassen til ekstremt lave temperaturer, indtil den overgår til flydende form. I importlandet omdannes den atter til gasform og pumpes ud i forsyningsnettet. Det gør det muligt for stater som Qatar at forsyne lande, der ikke har direkte rørledningsforbindelser.
For Europa har netop dette system vundet stor betydning de seneste år. Samtidig viser Hormuz-krisen med al tydelighed: Enhver ny afhængighed af enkeltruterne eller enkeltleverandører indebærer en risiko, der kan materialisere sig momentant under geopolitiske konflikter.
