Højteknologiske fly – men tomme magasiner
På papiret ser Frankrig militært godt rustet ud: moderne Rafale-kampfly, præcisionsmissiler og satellit-efterretning. Men bag den blanke facade gemmer sig en svaghed, der er strategisk yderst farlig. En nærmere analyse afslører, at landet i en højintensitetskonflikt ville bruge sine reserver op med skræmmende hast – og at luftvåbnet ifølge eksperter kun ville kunne holde i få dage.
Den egentlige sårbarhed ligger ikke i flyene selv, men i ammunition, logistik, industrikapacitet og en bekymrende afhængighed af USA.
Frankrig har kampfly – men mangler ammunition
En rapport fra det franske Nationalforsamlings forsvarskommission fra 2023 skabte allerede store overskrifter: Ifølge rapporten ville de franske styrker tømme deres våbenlagre på få uger, hvis en storstilet og intens konflikt brød ud. En efterfølgende analyse fra en sikkerhedspolitisk tænketank gik endnu videre og vurderede, at det franske luftvåben i en reel højintensitetskrig kun ville være operationelt i cirka tre dage.
Frankrig sidder i det 21. århundredes jetcockpit – men med ammunition og logistiklagre fra en svunden epoke.
Forklaringen er enkel: Frankrig råder ganske vist over avancerede kampfly som Rafale, moderne krigsskibe og teknisk højtudviklede kampvogne. Men hullerne findes i de "usynlige" områder – forsyninger, reservedele, vedligeholdelse, ammunitionsproduktion og personale.
Ammunition: Tal der vækker til eftertanke
Problemet træder særligt tydeligt frem, når man ser på artilleriammunition. Mens Ukraine i det igangværende krig til tider affyrer op til 8.000 granater af kaliber 155 millimeter om dagen, producerede Frankrig i perioden 2012 til 2017 i gennemsnit kun omkring 500 sådanne granater – om året. Ikke om dagen. Om året.
- Ukraine: op til 8.000 granater på 155 mm om dagen
- Frankrig (2012–2017): ca. 500 granater på 155 mm om året
- Frankrig mål fra 2024: 100.000 granater om året
Først i 2024 skruede det franske forsvarsministerium produktionsmålet markant op – til 100.000 skud om året. Det er et skridt fremad, men det illustrerer også, hvor dybt gabet hidtil har været. Disse tal forklarer, hvorfor eksperter taler om dages til ugers udholdenhed, hvis situationen virkelig eskalerer.
Logistik, sanitet og transport: De undervurderede svagheder
Militæreksperter understreger, at det ikke er nok at besidde moderne våbensystemer. Hære har brug for lastbiler, transportfly, mobile værksteder og velfungerende sanitetsenheder for at forsyne soldater, redde sårede og holde materiellet kørende.
Netop her er der – i hele Europa og også i Frankrig – yderligere mangler:
- for få lastbiler og transportfly til hurtige deployeringer
- utilstrækkelig vedligeholdelseskapacitet ved længerevarende indsatser
- begrænsede medicinske forsyningsstrukturer til håndtering af mange sårede
"Vi har lidt af alt – men ikke nok af noget" – sådan opsummerer eksperter tilstanden i de europæiske styrker. Det gælder ikke kun Frankrig, men størstedelen af de europæiske hære. Alt ser rimeligt ud, så længe indsatserne er små, begrænsede og foregår langt borte. I en storstilet krig tæt på egne grænser ville billedet se helt anderledes ud.
Europa hænger på USA – især i luften
Et andet centralt punkt er Europas afhængighed af USA på en række nøgleområder. Det gælder efterretning, luftforsvar, elektronisk krigsførelse – og ikke mindst kampfly.
Det afspejles tydeligt i udbredelsen af det amerikanske kampfly F‑35. Stadig flere europæiske lande bestiller maskinen, herunder Tyskland med en ordre på 36 fly. Og det på trods af, at der findes hele tre europæiske alternativer i form af Rafale, Eurofighter og Gripen.
Afhængigheden rækker langt ud over selve flyene. Kritiske kapaciteter er i amerikanske hænder, herunder:
- GPS-satellitnavigation
- ildledningssystemer i amerikanske kampvogne
- styring af mange efterretningsdroner
- radarsystemer til moderne luftforsvar
- software og vedligeholdelsesdata til systemer som F‑35
F‑35 er i bund og grund en "flyvende computer", hvis ydeevne i høj grad afhænger af amerikansk vedligeholdelses- og diagnosesoftware. Europæiske militære kredse har i årevis diskuteret, om Washington i en krisesituation teoretisk set ville kunne deaktivere visse funktioner. Det er aldrig officielt bekræftet, men selve muligheden rejser et alvorligt strategisk spørgsmål.
Industrien på grænsen: Fulde ordrebøger, for lidt kapacitet
Hertil kommer, at den europæiske forsvarsindustri støder mod hårde grænser. I Frankrig lå produktionskapaciteten hos forsvarsfirmaerne i 2024 ifølge statistikmyndigheden på omkring 91 procents belægning. Mange producenter har ordrer mange år ud i fremtiden, og nye bestillinger skubbes endnu længere ud.
Europa vil optrappe til en "krigsøkonomi", men står over for mangel på faglært arbejdskraft, fyldte ordrebøger og opsplittede strukturer.
For at producere markant mere kræves nye fabrikker, ekstra produktionslinjer og flere specialister. Det koster milliarder, tager år at bygge og planlægge. Samtidig mangler der allerede nu titusindvis af arbejdskraft i forsvarsindustrien – alene Frankrig taler om cirka 10.000 stillinger, der skal besættes øjeblikkeligt.
Hvorfor Europa blokerer sig selv
Et yderligere strukturelt problem er opsplitningen. I Europa eksisterer der flere kampvognsproducenter, forskellige motorproducenter til fly, konkurrerende missilprogrammer og nationale prestigeprojekter, der modarbejder hinanden.
Eksperter har i lang tid efterlyst europæiske "champions" – altså et fåtal af store fælles producenter, der er i stand til at levere høje styktal og sænke priserne. I praksis beskytter næsten hvert enkelt land fortsat sin egen industri og dermed sine egne arbejdspladser.
Konkrete eksempler viser, hvor svært samarbejde er:
- det tysk-franske projekt om en ny kampvogn (MGCS) er i årevis blevet bremset af rivalisering mellem de involverede virksomheder
- transportflyet A400M led under forsinkelser og omkostningseksplosioner som følge af komplekse konsortier og strid om motorproduktionen
Så længe hvert land forsøger at redde "sit" produkt, forbliver styktallene lave, omkostningerne høje – og leveringstiderne lange. For Frankrig betyder det: Selv hvis der pludselig bestilles langt mere ammunition eller reservedele, kan producenterne simpelthen ikke levere hurtigt nok til, hvad en højintensitetskrig ville kræve.
Fælles indkøb som udvej – men med forbehold
For at afhjælpe disse flaskehalse satser EU og flere medlemslande nu på fælles storordrer. Ni europæiske lande køber eksempelvis i fællesskab 1.500 kortrækkende luftforsvarsmissiler af typen Mistral. EU stiller 60 millioner euro til rådighed for formålet. Frankrig, Italien og Storbritannien har tilsammen bestilt 700 luftforsvarsmissiler af Aster-familien, og producenten ønsker at reducere produktionstiden markant.
Sådanne samlebestillinger giver flere fordele:
- producenterne får planlægningssikkerhed over mange år
- stykpriserne falder med større serier
- landene får hurtigere adgang til mere materiel
Disse pilotprojekter er dog stadig ikke tilstrækkelige til at løse det strukturelle problem. Den nationale konkurrence mellem forsvarsindustrierne forbliver stærk – og den bremser den hastighed, hvormed Europa kan bringe sin forsvarsevne op på et krigsdueligt niveau.
Afhængighed med risiko: Hvad hvis USA siger nej?
Det spørgsmål, der sikkerhedspolitisk hænger over det hele, er: Hvad sker der, hvis Washington og europæiske stater kommer i en alvorlig konflikt, og USA vælger at "dreje for hanen" på bestemte våben eller data? Mange eksperter anser dette skridt for usandsynligt, da det alvorligt ville skade USA's omdømme som pålidelig leverandør. Men det kan ikke udelukkes fuldstændigt.
Jo mere nøgleteknologi der kommer fra oversøiske lande, desto mere skrøbelig bliver den strategiske selvstændighed – og netop her ligger Frankrigs dilemma.
Frankrig betoner traditionelt sin militære selvstændighed, herunder sin egen atomstyrke. Men de nøgterne analyser af luftvåbnets udholdenhed viser: Uden mere ammunition, bedre logistik, større industrikapacitet og mindre afhængighed af amerikanske systemer forbliver denne selvstændighed skrøbelig.
Snavsede våben og tilbagekomsten af gamle rædsler
Sideløbende forskyder billedet af moderne krigsførelse sig. I Ukraine-krigen dukker våbentyper op igen, som mange i Europa troede var forbudt for altid: antipersonelminer og klyngeammunition. Klyngebomber består af et bærersystem, der frigiver et stort antal mindre sprænglegemer – med ødelæggende konsekvenser for civile, ofte mange år efter en konflikt.
Flere østeuropæiske lande, herunder Polen og de baltiske lande, overvejer eller har allerede forladt internationale aftaler, der forbyder sådanne våben. Litauen har allerede forladt aftalen om klyngeammunition, og andre lande taler åbent om at ophæve mineforbuddet.
Vesteuropæiske lande som Frankrig, Tyskland og Nederlandene holder sig hidtil på afstand af disse tiltag. Men presset vokser, når frontlande ved Ruslands grænse argumenterer for, at de har brug for enhver tilgængelig afskrækkelsesoption. For Frankrig og dets partnere betyder det: De skal samtidig styrke deres forsvar og fastlægge politiske retningslinjer for, hvilke midler de er villige til at anvende i en krisesituation.
Hvad "høj intensitet" i krig rent praktisk betyder
Begrebet "højintensitetskonflikt" lyder abstrakt, men dækker over en hård virkelighed. Der er tale om en krig, hvor:
- store mængder ammunition af alle kalibre affyres dagligt
- fly gennemfører flere missioner om dagen
- tab af materiel og personel er høje
- forsyningsruter angribes konstant
I et sådant scenarie tømmer lande deres lagre med en utrolig hastighed. Det, der i fredstid fremstår som et solidt varelager, rækker i krigstilfælde ofte kun dage eller få uger – præcis det er, hvad beregningerne om det franske luftvåben viser.
Denne debat er ikke abstrakt for de europæiske lande. Tyskland, Østrig og Schweiz er indlejret i forskellige alliancer, men alle tre lande stilles over for de samme grundlæggende spørgsmål: Hvor meget ammunition er nok? Hvilke afhængigheder af tredjeparter er stadig acceptable? Og hvad vil det koste at forberede egne styrker på en virkelighed, der for længst ikke længere kan udelukkes?
