I Thüringen støder et forskerhold på en forkalket maveladning – og får pludselig et direkte indblik i en urtidsjagt.
En tilsyneladende uanselig sten fra et sandstenbrud i Tyskland viser sig at være en tidskapsel fra jordens tidlige historie. Gemt inde i den kompakte, kun få centimeter store fossilmasse ligger snesevis af bittesmå knogler – de sidste rester af et måltid, som et rovdyr for cirka 290 millioner år siden gylpede op igen.
En sten der fortæller hele en jagthistorie
Fossilet blev fundet i Geopark Thüringen Inselsberg. Bjerglagsformationerne stammer fra det tidlige Perm, en periode der ligger mellem cirka 290 og 248 millioner år tilbage. Det er langt før de første dinosaurer overhovedet satte deres spor, i en tid hvor livet på land netop var ved at udvikle sig i større kompleksitet.
Ved første øjekast lignede fundet blot et kaotisk virvar af knoglefragmenter i et stykke sandsten. Først under mikroskopet stod det klart, at der ikke var tale om en almindelig knogleansamling, men om noget langt mere særligt: forstenet indhold fra et rovdyrs fordøjelsessystem.
Forskerne identificerede det hidtil ældste kendte eksempel på en forkalket, opgylpet maveladning fra et landmiljø.
Fagligt set betegnes sådanne fund som et regurgitalit – en fossil rest af opkastet maveindhold. Hidtil kendte man næsten udelukkende så gamle eksempler fra marine aflejringer, eksempelvis fra urtidsfish eller havøgler. Et eksemplar fra en daværende flodlandskab er ekstremt sjældent.
Hvad der gemmer sig i stenen: 41 knogler, mindst tre dyr
Holdet omkring den berlinske palæontolog Arnaud Rebillard anvendte Micro-CT-scanning til analysen. Denne højopløselige røntgenteknik giver mulighed for at se ind i fossilet uden at ødelægge det. Software rekonstruerede lag for lag den tredimensionelle opbygning af knoglerne.
Resultatet overraskede selv eksperterne: I den lille masse sidder 41 knoglefragmenter, som kunne henføres til mindst tre forskellige landlevende hvirveldyr. Herunder:
- En overkægleknogle fra et krybdyrsagtigt dyr
- Lemmeknogler fra to yderligere firbenet hvirveldyr (tetrapoder)
- Knogler der passer meget præcist til kendte arter fra netop denne region
Fragmenterne ligger tæt pakkede og mange er orienteret parallelt med hinanden. Det tyder på, at de er blevet sammenpresset i et rovdyrs mave. Først da dyret gylpede de ufordøjelige rester op, havnede knoglehaugen i mudderet i en flod- eller kystlandskab – hvor den blev begravet under fine sedimenter og bevaret over millioner af år.
Regurgitalit frem for "dino-lort": Hvad forskellen betyder
Fossiliserede fordøjelsesrester kendes fortrinsvis i form af koprolitter – forkalket ekskrementer. Disse indeholder typisk kraftigt angrebne, nedmalede knogleresater i en fosfatrig masse. I dette tilfælde ser billedet markant anderledes ud.
I den nu beskrevne sten er knoglerne forholdsvis velbevarede og kun let angrebne. De sidder ikke i en kompakt, fosfatholdig matrix, men ligger tættere samlet – som i en sammenkrøllet bunke.
Disse kendetegn taler klart for, at der her er tale om en opgylpet maveladning og ikke forkalket ekskrement.
For forskningen er denne forskel afgørende. Ekskrementer repræsenterer typisk stærkt opsplittede, nærmest pulveriserede rester. Et regurgitalit viser derimod ofte et langt mere direkte billede af byttet – herunder små knogler, som ellers ville forsvinde i fordøjelseskanalen. Dermed kan man med større præcision kortlægge, hvad rovdyret faktisk spiste.
Hvem gylpede op? Jagten på den ukendte jæger
Spørgsmålet om fossilets ophavsmand førte holdet dybt ind i dyrelivet fra det tidlige Perm i Thüringen. I denne periode levede der flere større kødædere, som regnes for økosystemets toppredatorer.
Studiet peger på to varme kandidater:
- Dimetrodon teutonis – et tidligt, øgleagtigt rovdyr med et karakteristisk rygfin, beslægtet med pattedyrenes forfædre.
- Tambacarnifex unguifalcatus – ligeledes et tidligt kødædende dyr fra gruppen af såkaldte synapsider, altså en urtidsforbindelse til de senere pattedyr.
Begge arter hørte til de største landlevende dyr i datidens Thüringen og besatte sandsynligvis den samme rolle som nutidens ulve eller store katte i økosystemet. De jagede alt, hvad de kunne overmande: store planteædere, men også mindre, hurtige byttedyr.
Knoglerne i fossilet lader sig delvist identificere som tilhørende kendte arter, bl.a. Eudibamus cursoris og Thuringothyris mahlendorffae – begge små, kvikke firbenet dyr, der sandsynligvis levede af planter og insekter. Deres rester ligger nu bundtet i dette urtidsgamle "bræk-fossil".
Opportunistiske spisere frem for kræsne gourmeter
Rebillard og hans kolleger konkluderer, at fundets resultater afslører, hvor fleksibel disse tidlige toppredatorers madadfærd var. De var ikke særlig kræsne med valget af bytte, men greb chancen, når den bød sig.
Fundet viser, at datidens topjægere ikke udelukkende fældede store planteædere – mindre dyr indgik ligeledes i byttemønsteret.
Netop denne blanding af stor og lille bytte afspejler sig tydeligt i fossilet. Flere individer af forskellige arter havnede åbenbart inden for kort tid i den samme mave.
Et vindue ind i en urtidsgammel fødekæde
Den forsteinede maveladning er langt mere end en kuriøs naturens lunte. Den fastfryser et konkret øjeblik i en næsten 300 millioner år gammel fødekæde. Tre byttedyr, et rovdyr og et flodlandskab – alt dette er indkapslet i få kvadratcentimeter sten.
For rekonstruktionen af tidlige økosystemer er sådanne fund uendelig værdifulde. Normalt er knogler spredt over store arealer og aflejret over lange tidsperioder. Hvem der spiste hvem og hvornår, kan typisk kun udledes indirekte af tandformer eller bidsår.
Her er situationen langt klarere:
- Flere byttedyr blev slugt inden for kort tid.
- Rovdyret kunne ikke fordøje bestemte knogler.
- Det gylpede resterne op igen.
- Knoglehaugen havnede i mudder og blev hurtigt dækket til.
Dermed foreligger der et sjældent, nærmest "fotografisk" bevis for et urtidsmæssigt landdyrs fødeadfærd – lang tid inden dinosaurerne trådte ind på scenen.
Hvorfor netop denne sten overlevede
At et så skrøbeligt objekt har overlevet hundredvis af millioner år er langt fra selvfølgeligt. Normalt nedbrydes opgylpet maveindhold hurtigt eller opsluges af ådselspisere. Det kræver, at flere betingelser falder på plads på en gang, for at et fossil kan dannes.
I tilfældet med det thüringske regurgitalit peger flere faktorer på nærmest perfekte bevaringsforhold:
| Faktor | Rolle i fossildannelsen |
|---|---|
| Hurtig indlejring | Beskytter knoglehaugen mod forfald og ådselspisere |
| Finkornet mudder | Støtter knoglerne og bevarer deres indbyrdes placering |
| Lavt iltindhold | Bremser bakteriel nedbrydning |
| Gunstig sedimentkemi | Muliggør mineralerstatning og forstening af knoglerne |
Sådanne betingelser forekommer hyppigere i havet end på land. Netop derfor er sammenlignelige fund fra flod- eller søbredder ekstremt sjældne – og tilsvarende værdifulde for forskningen.
Hvad ikke-fagfolk kan tage med sig fra fundet
Stenen fra Thüringen illustrerer på overbevisende vis, hvad palæontologi egentlig handler om. Det drejer sig ikke kun om spektakulære kranier eller komplette skeletter. Små, lette-at-overse rester kan til tider fortælle langt mere end en imponerende knogle i et museum.
Den der færdes i stenbrud eller langs geologiske blotninger bør derfor også holde øje med små, usædvanlige strukturer: tætte ansamlinger af fine knogler, runde klumper med indlejrede fragmenter, iøjnefaldende kontraster i stenens overflade. I sjældne tilfælde gemmer der sig bag sådanne fund et øjebliksbillede fra en for længst forsvunden dyreverdenen.
For videnskaben leverer sådanne regurgitalitter byggesten til et større puslespil. De hjælper med at vurdere tidligere klimaforhold, forstå arternes sameksistens og kortlægge udviklingen af jæger-bytte-relationer. Jo flere af disse bittesmå "tidskapsler" der dukker op, desto præcist kan billedet af de tidlige landøkosystemer tegnes – langt før dinosaurernes tidsalder.
