En berygtet og stejl rute op til et populært skisportssted i Pyrenæerne har det med at overrumple både uforberedte bilister, børnefamilier og cyklister sæson efter sæson. For nogle repræsenterer strækningen en mytisk stigning kendt fra Tour de France, mens den for andre forvandles til en nervepirrende køretur gennem nålesving uden den mindste skygge.
Enhver, der har besøgt Pyrenæerne, kender sikkert fornemmelsen. På kortet ligner det en tilforladelig strækning på 10 kilometer, motoren spinder roligt i dalen, og børnene glæder sig til sneen. Men så rammer du det første, andet og sjette sving, og pludselig er bremserne rygende varme, mens bjergvejen udvikler sig til en uendelig kamp mod tyngdekraften.
Ruten fra den lille by Saint-Lary-Soulan op mod det højtbeliggende Pla d’Adet kan ryste selv de mest erfarne chauffører. Vejen fører op til det største skiområde i Pyrenæerne, hvor op mod 10.000 skiløbere dagligt valfarter til i højsæsonen. Rigtig mange benytter netop denne enlige tilkørselsvej, hvilket ofte ender i dyb fortrydelse over ikke at have efterladt bilen nede i sikkerhed.
En bjergvej der lokker og sætter dig på en hård prøve
Beliggende cirka to timers kørsel fra Toulouse kan Saint-Lary-Soulan bryste sig af at være det absolut største skiområde i bjergkæden. Destinationen byder på mere end 100 kilometer pister fordelt over 700 hektar, som dækker tre sammenhængende sektorer: Pla d’Adet, Espiaube og Vallon. Når vintersæsonen peaker, er det netop via denne asfalterede livsnerve, at bjergene bestiges af de mange vintergæster.
Lige efter rundkørslen i Vignec løfter vejen sig dramatisk fra bunden af Aure-dalen. Når de sidste huse forsvinder efter et par skarpe kurver, åbenbarer der sig en imponerende skistation, der klamrer sig til bjergryggen i cirka 1.700 meters højde. Synet er betagende, men for de uforberedte rejsende er anstrengelserne bag rattet først lige begyndt.
Selvom distancen mellem Vignec og Pla d’Adet blot udgør 10 kilometer, sørger en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,5 procent for at dræne energien. De lange passager med stigninger på omkring 10 procent er berygtede for at mørne cykelrytternes ben og presse tungtlæssede biler til det yderste. Eksperter inden for bjergsport fremhæver ofte netop denne opkørsel som en af de mest krævende i de franske Pyrenæer.
Opkørslens profil: Rå tal der ikke tillader fejltagelser
Kigger man på de officielle målinger, strækker ruten sig over 10 kilometer med et samlet højdedrag på 834 meter op mod toppen. Det giver en stærk gennemsnitlig stigning på 8,5 procent. Selvom tallene i sig selv er skræmmende, er virkeligheden på asfalten langt mere ubarmhjertig.
På de første 7 kilometer falder hældningen stort set aldrig til under 10 procent. Flere kortere sektioner tvinger stigningen op over 12 procent, og lokalt rammer den endda 13 procent. Under sommersolen forvandles turen til en langsom og opslidende klatretur i heden, mens vintermånederne byder på massive udfordringer med vejgrebet for dem uden ordentligt vinterudstyr.
For at hjælpe cykelrytterne er der opsat specifikke informationstavler for hver eneste kilometer langs vejen. Disse skilte angiver den resterende distance til toppen og detaljerer den kommende hældning. Det gør det nemmere at disponere over kræfterne, men fungerer samtidig som en brutal påmindelse om strækningens sværhedsgrad.
Soulan, Espiaube og den legendariske Tour de France-afslutning
Halvvejs oppe ad bjerget dukker landsbyen Soulan op som et kærkomment tilflugtssted. Her finder man et traditionelt springvand med iskoldt bjergvand, som fungerer som et fast pitstop for udmattede turister og lokale ryttere. Længere oppe fortsætter ruten mod Espiaube, hvor et bredt sving markerer afkørslen mod det berygtede pas, Portet.
Den allersidste etape mod toppen er mere ligetil, men fortsat stejl. Ved stationen på toppen er der opført mindesmærker dedikeret til store skikkelser som Raymond Poulidor. Det var præcis her, at en af cykelsportens mest ikoniske afslutninger fandt sted, da Tadej Pogačar iført den gule førertrøje kørte over stregen som vinder den 13. juli 2024. At køre i samme hjulspor som de store stjerner lokker mange amatører til at teste egne evner – oftest uden den nødvendige træning.
Forskere fra det franske institut for bjergmedicin advarer kraftigt om, at vedvarende stigninger på over 8 procent udsætter hjerte-kar-systemet for en ekstrem belastning. De anbefaler derfor en langsom akklimatisering og hyppige pauser undervejs. Dette råd gælder i særdeleshed for cykelentusiaster, der har rundet de 50 år.
Bil, bus eller svævebane? Sådan ankommer du uden stress
Fra et køreteknisk perspektiv er vejen i ganske fin stand, men de mange nålesving og den konstante stigning kræver førerens fulde og udelte opmærksomhed. Køreturen fra det centrale Saint-Lary-Soulan til Espiaube strækker sig over godt 9 kilometer. Skal man helt op til Pla d’Adet, venter der en klatretur på cirka 11,5 kilometer fra bymidten.
- Personbil: Et solidt valg for rutinerede bilister, så længe køretøjet er udstyret med velfungerende bremser og korrekte vinterdæk i sæsonen.
- Turistbusser: Disse er underlagt strenge tidsrestriktioner, særligt når vintersæsonen er på sit højeste.
- Offentlig transport: En utrolig populær løsning for weekendgæster og faste besøgende fra storbyen Toulouse.
- Svævebane: Det perfekte alternativ for dem, der lider af svimmelhed på bjergvejene, eller som blot vil nyde panoramaudsigten i fuld ro.
- Ladestandere: Elbilejere kan nemt finde aktiverbare ladestationer oppe i selve stationsbyen.
- Lokalbus: Forbinder bunden direkte med
