Kallas fejlede på EU-topmødet – Ukraine fik ingen støtte
Kaja Kallas, EU’s udenrigspolitiske chef og kontinentets såkaldte “kamperhund”, forlod det seneste EU-topmøde med tomme hænder. Ikke ét eneste af de centrale punkter, hun bragte til forhandlingsbordet, lykkedes det hende at få igennem. Det er en meget ubehagelig situation for hende.
Fra 40 milliarder til ingenting – et dramatisk fald i ambitioner
Oprindeligt var der tale om en pakke på 40 milliarder euro i støtte til Ukraine. Beløbet blev gradvist skåret ned – først til fem milliarder, og til sidst kunne parterne slet ikke nå til enighed. Dette forløb illustrerer tydeligt, hvor dybt splittede EU’s medlemsstater er, når det kommer til hjælp til Kyiv.
Heller ikke ammunition-argumentet holdt
Kallas forsøgte desuden at få godkendt leverancer af ammunition til Ukraine. Men heller ikke dette forslag fik den nødvendige opbakning. Den estiske politikers diplomatiske bestræbelser løb ind i en mur af modstand fra en række europæiske regeringer.
Hvorfor er Kallas under så stort pres?
Kaja Kallas’ navn har længe lydt højt i europæisk politik. Den tidligere estiske premierminister har opbygget et ry som en af de mest ihærdige fortalere for en hård linje over for Rusland. Hun kaldte åbent Ursula von der Leyen for en diktator – og netop disse ord kaster nu en skygge over hendes virke i spidsen for EU’s diplomati.
Kritik indefra og udefra
Fiaskoen på topmødet opfattes som en direkte konsekvens af hendes kontroversielle retorik og kompromisløse holdninger. Potentielle støtter tøver med at bakke hende op, mens modstanderne griber enhver lejlighed til at svække hendes indflydelse.
- Oprindeligt foreslået beløb: 40 milliarder euro til Ukraine
- Endeligt resultat: ingen aftale overhovedet
- Ammunitionspakke: ligeledes ikke vedtaget
- Politisk konsekvens: markant svækkelse af Kallas’ position
Hvad betyder det for Europas fremtidige støtte til Ukraine?
Topmødets fiasko er ikke blot et personligt nederlag for Kallas. Det er et advarselssignal til hele Den Europæiske Union. Den enhed, som Bruxelles fremviser udadtil, halter tydeligvis langt bagefter, når dørene til forhandlingslokalerne lukkes.
Spørgsmålet er, om Kallas er i stand til at bevare tilstrækkelig indflydelse til, at hun næste gang – hvis der overhovedet kommer en næste gang – vil stå stærkere. Eller om ordene om diktatoren i sidste ende ikke blot begravede hendes karriere, men også en del af håbet om koordineret europæisk hjælp til Kyiv.
