Et dilemma der udspiller sig i tusindvis af hjem hver nat
Hver eneste nat kæmper forældre verden over med den samme tvivl. Nu har britiske forskere fra University of Warwick sat spørgsmålstegn ved noget, som børnepsykologien i årtier har betragtet som en uomtvistelig sandhed om tilknytningen mellem forældre og barn.
Striden om, hvordan man får babyer til at sove, er nærmest lige så gammel som forældreskabet selv. En ny britisk undersøgelse genåbner spørgsmålet om, hvorvidt kontrolleret ignorering af gråd reelt skader børns følelsesmæssige udvikling – eller om bekymringen er overdrevet.
Hvad er “cry it out”-metoden egentlig?
Metoden kendt som “cry it out” bygger på, at forældre ikke reagerer øjeblikkeligt på barnets natlige gråd og i stedet giver det mulighed for at falde i søvn på egen hånd. Enkelt sagt: barnet græder, og den voksne venter et bestemt stykke tid, før de går ind på værelset – eller undlader at gå ind overhovedet.
For nogle fagfolk er det en effektiv søvntræning. For andre er det et risikabelt eksperiment med en lille hjerne under udvikling. Det er netop i denne sammenhæng, at psykologer fra University of Warwick besluttede at undersøge, hvilken reel indvirkning sådanne metoder har på småbørns følelsesmæssige udvikling. Deres konklusioner antyder, at kontrolleret ignorering af gråd ikke automatisk fører til svækket tilknytning eller følelsesmæssige problemer.
Hvad fandt forskerne fra University of Warwick præcist?
Holdet ledet af Ayten Bilgin og Dieter Wolke fulgte udviklingen hos 178 britiske spædbørn fra fødslen til de var 18 måneder gamle. Forældrene beskrev deres metoder til at lægge barnet i seng: om de reagerede øjeblikkeligt, hvor længe de ventede, og hvor ofte og længe barnet græd, inden nogen kom til det.
Forskerne vurderede tre centrale områder. De så på barnets tryghedsfølelse og kvaliteten af tilknytningen til omsorgspersonen, adfærdsproblemer samt følelsesmæssige vanskeligheder ved afslutningen af det første leveår og midtvejs i det andet.
I den offentliggjorte analyse konstaterede forfatterne, at brugen af metoder der ligner “cry it out” ikke var forbundet med dårligere tilknytning eller et markant højere antal adfærdsmæssige eller følelsesmæssige problemer. Ifølge teamet fra Warwick behøver forældre, der ind imellem lader barnet græde sig i søvn, ikke automatisk frygte et “ødelagt bånd.”
Denne tese står i skarp kontrast til tilknytningsteorien, der i adskillige årtier har fremhævet hurtig og konsekvent reaktion på spædbarnets signaler som grundlaget for en sund udvikling.
Hvorfor tog andre forskere afstand fra de nye konklusioner?
Den nye publikation gik ikke ubemærket hen i det videnskabelige miljø. I det samme tidsskrift dukkede der hurtigt en kritisk kommentar op fra forskerne Elisabeth Davis og Karen Kramer. Efter deres opfattelse er konklusionerne fra Warwick forhastede og baseret på alt for svagt datagrundlag.
Kritikerne peger på en række afgørende problemer:
- Det lille deltagerantal gør det umuligt at generalisere til hele befolkningen
- Der mangler en ensartet definition af, hvad det præcist betyder at “lade barnet græde”
- Forældre kan have forvrænget deres svar i spørgeskemaerne
- En opfølgning på kun 18 måneder er for kort til at fange langsigtede virkninger
- Undersøgelsen tog ikke højde for det individuelle temperament hos hvert enkelt barn
- Forskerne målte ikke stresshormoner som kortisol hos spædbørnene
Ifølge Davis og Kramer kunne “at lade barnet græde” i én familie betyde tre minutters prutten, mens det i en anden familie betød en halv times intens hulken. Så store forskelle gør det vanskeligt at samle data i én kategori og drage generelle konklusioner.
Kritikerne understreger, at uden en klar definition kan man næppe tale om en egentlig test af metoden – snarere er der tale om meget forskelligartede søvnvaner. Davis og Kramer minder desuden om historisk forskning fra 1970’erne, der fulgte 26 mor-barn-par. Der, hvor omsorgspersonen reagerede hurtigt på gråden, græd ettårige børn mindre og udviste tydeligere tegn på tryg tilknytning.
Hvordan oplever rigtige forældre denne strid i hverdagen?
Den akademiske diskussion mærkes allermest ikke af forskerne, men af de forældre der vågner for tredje gang samme nat. På den ene side hører de, at de bør reagere øjeblikkeligt, fordi barnets tryghedsfølelse afhænger af det. På den anden side understreger håndbøger og nogle børnelæger, at babyen skal “lære at sove selv.”
Konsekvensen er let at forudsige. Mødre og fædre føler sig ofte bedømt uanset deres valg. Lader de barnet græde fordi de er udmattede, frygter de at gøre det fortræd. Løber de til vuggen ved hvert lille lyd, bekymrer de sig for at opdrage et barn, der aldrig kan sove alene.
For mange forældre bliver hver nat en moralsk prøve: Er jeg følsom nok, eller er jeg allerede for hård? Passer jeg på mig selv, eller forsømmer jeg mit barn? Internettet hælder blot mere brændstof på bålet. På de sociale medier støder grupper der slår til lyd for fuld lydhørhed over for enhver gråd, sammen med tilhængere af adfærdsbaserede tilgange.
Diskussionen glider hurtigt over i anklager om vold eller “overomsorg.” I den slags klima er det vanskeligt roligt at finde løsninger, der passer til den konkrete familie. Forskeren Ayten Bilgin fremhæver i senere tekster, at den nuværende videnstilstand ikke giver grundlag for en entydig dom.
Hvad siger den aktuelle videnskab egentlig om natlig gråd?
Bilgin peger på flere retninger, som fremtidig forskning bør forfølge. Forskerne bør skelne mellem gråd om dagen og om natten – for barnet kan det være to fuldstændig forskellige situationer. Derudover er det nødvendigt præcist at fastslå, hvad “at lade barnet græde” indebærer – hvor mange minutter, i hvilken alder og hvor ofte.
Der er også brug for projekter der omfatter tusindvis af familier fulgt over mange år, så selv subtile følelsesmæssige virkninger kan opfanges. Indtil da befinder videnskaben sig i et vakuum, og forældrene mangler frem for alt klare retningslinjer.
Selvom det lyder skuffende, kan det for mange familier også være en lettelse. Fraværet af klar konsensus betyder, at friheden til at tilpasse strategien til sin egen situation ikke er en “fejl,” men en fornuftig reaktion på tvetydige data. Børnepsykologer anbefaler i stigende grad et opgør med stive kategorier og sort-hvid-tænkning.
I stedet for at spørge om det er “tilladt” at lade barnet græde, anbefaler de at overveje nogle konkrete forhold. Hvor gammelt er barnet, og har det diagnosticerede sundheds- eller udviklingsmæssige udfordringer? Hvordan ser barnets adfærd ud i dagtimerne – opsøger det kontakt og reagerer det på omsorgspersonen?
Den praktiske søgen efter sin egen vej ved natlig gråd
Fagfolk minder om, at tilknytningen til barnet ikke udelukkende opbygges om natten. Den samlede atmosfære i forholdet i løbet af dagen, mængden af kærlig kontakt, leg og lydhørhed over for spædbarnets signaler i forskellige situationer – alt dette spiller mindst ligeså stor en rolle som den enkelte beslutning om at vente et par minutter, næste gang barnet græder om natten.
Én enkelt nat med en svær beslutning vil sandsynligvis ikke veje tungt på hele barnets opvækst, mens kronisk udmattelse og voksende frustration hos forælderen godt kan. I diskussionen om spædbørnsgråd tales der sjældent om den sociale kontekst.
En forælder i en lille lejlighed med tynde vægge og naboer på den anden side tænker anderledes end én, der har støtte fra bedsteforældre eller hjælp om natten. I mange kulturer sover børn og voksne i samme seng eller samme rum, og emnet “at lade barnet græde” dukker sjældnere op, fordi gråden hurtigt opfanges af en omsorgsperson der sover tæt på.
Det er værd at bemærke, at søvnmetoder ofte kun virker i en begrænset periode. Noget der fungerede for et seks måneder gammelt spædbarn, passer måske slet ikke til et ettårigt barn. I stedet for at søge efter én “ideel strategi” kan det være mere realistisk at indstille sig på fleksibel reagering, observation af barnet og løbende læring. For mange familier er en ærlig samtale med en børnelæge eller børnepsykolog, der kender både den nyeste forskning og den praktiske virkelighed, nyttig. En sådan specialist kan hjælpe med at adskille reelle risici fra de bekymringer der drives af ekstreme holdninger på nettet – og det er ofte det første skridt mod roligere nætter for både spædbarnet og dets omsorgspersoner.
