En katastrofe uden fortilfælde efterlod et goldt landskab
Da vulkanen Mount St. Helens eksploderede i 1980, efterlod den et landskab dækket af aske og pimpsten, hvor næsten ingenting voksede. Enorme skovarealer blev begravet under et lag ufrugtbar pimpsten og aske. Træerne faldt som tændstikker, og den frugtbare jord ophørte med at eksistere.
Planterne havde svært ved overhovedet at slå rod. Botanikere registrerede kun ganske få arter, der formåede at overleve eller etablere sig under de ekstreme forhold. På visse arealer voksede der kun nogle få dusin planter år efter udbruddet — en næsten fuldstændig tomhed i et område, der engang var dækket af tæt skov.
For en gruppe forskere var det et ideelt eksperimentelt rum til at undersøge, hvordan naturen kan rejse sig efter en total katastrofe — og om man forsigtigt kan hjælpe den på vej.
Hvorfor gnavere med kraftige poter ændrede spillets regler
I 1983 besluttede et forskerhold sig for at afprøve en tilsyneladende vanvittig idé. På udvalgte dele af den vulkanske ødemark slap de gopherere løs — små gnavere, som de fleste landmænd betragter som skadedyr, fordi de graver marker og plæner op.
Disse dyrs afgørende egenskab ligger i deres levevis. Gopherere bruger næsten hele dagen på at grave tunneler og skubbe jord fra de dybere jordlag op til overfladen. Forskerne forventede, at de sammen med denne jord ville bringe sovende mikroorganismer, rester af den oprindelige frugtbare jordbundsprofil og organisk materiale med op.
Planen var enkel: lad dem gøre, hvad de altid gør, og se hvordan vegetationen reagerer. Ingen ventede en revolution. Snarere en lille fodnote i en videnskabelig artikel.
Fra en håndfuld planter til 40.000 eksemplarer på seks år
De første år gav ingen spektakulære resultater. Efter udbruddet talte man i det overvågede område kun en snes planter, spredt som tilfældige grønne totter på en grå baggrund. Forandringen viste sig først efter flere vækstsæsoner.
Seks år efter at gnaverne var blevet sat fri, vendte forskerne tilbage til forsøgsstedet. Det, de mødte, stemte overhovedet ikke med deres oprindelige forventninger. Arealerne med gopherere boblede bogstaveligt talt over af liv.
På den overflade, hvor der tidligere kun voksede et par dusin planter, talte man nu over 40.000 individer. Lige ved siden af lå næsten livløse arealer, som de underjordiske pattedyr ikke havde gravet op. Kontrasten var slående — der, hvor ingen dyr havde gravet, kæmpede planterne stadig om hvert eneste centimeter, og store dele af landskabet lignede en grå, forseglet ødemark.
Bakterier og svampe i aktion – livet du ikke ser ved første øjekast
Yderligere analyser viste, at de opgravede jordhoble kun var en del af historien. Den jord, som gophererne bragte op til overfladen, var bogstaveligt talt fyldt med mikroorganismer. Bakterier og mykorrhizasvampe spillede en afgørende rolle i denne sammenhæng.
Sidstnævnte danner et bemærkelsesværdigt nyttigt system med planterødder. Svampens tråde omslutter eller trænger direkte ind i de fine rødder og udvider dermed deres optagelsesoverflade markant. Det betyder, at planten kan optage næringsstoffer og vand fra jorden, som ellers ville have været utilgængelige i det krævende vulkanske underlag.
Forskning offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Microbiology afslørede flere vigtige forhold. Et hold ledet af Emma Aronson fra University of California fandt, at disse underjordiske netværk ikke blot støttede græsser og mindre urter — de havde også en tydelig indvirkning på genopretningen af træer, hvis nåle og blade efter henfald tjente som yderligere brændstof for hele jordbundssystemet.
Underjordiske økosystemer fungerer uafbrudt i årtier
De mest interessante data dukkede op, da forskerne vendte tilbage til Mount St. Helens‘ område efter flere årtier. Mange havde forventet, at forskellene mellem arealerne ville være udvisket, og at sporene fra det daværende eksperiment ville være opløst i tidens løb.
Det modsatte viste sig at være tilfældet: de mikrobiologiske samfund, som gnavernes aktivitet havde sat i gang, fortsatte med at fungere. De af dem omdannede områder adskilte sig markant fra de tilstødende, næsten døde overflader. Som Aronson beskrev det, kan forskellen mellem gammel skovjord — hvor mikrobnetværk fungerer for fuld kraft — og renset, ryddet jord være direkte chokerende: på det ene sted en rig duft af muld, masser af rødder og mycelium, på det andet grå, løst materiale uden struktur og næsten uden duft.
Økosystemet fungerer som et dominoprincip. Indførelsen af ét tilsyneladende uvæsentligt element kan udløse en lavine af indbyrdes forbundne processer. I dette tilfælde så kæden nogenlunde sådan ud:
- Gnavere løsner og blander aske med den dybere jord
- Mikroorganismer og rester af gammel organisk materie bringes op til overfladen
- Frø, der transporteres af vind og dyr, begynder at lande i jorden
- Bakterier og svampe understøtter spiring og vækst under barske forhold
- Planter stabiliserer jorden, beskytter den mod erosion og tilfører nye organiske rester
- Yderligere arter dukker op, fra insekter til større dyr
- Der opstår et komplekst mosaik af levesteder, hvor hver ny plante og hvert nyt dyr lægger en ekstra mursten til genopretningen
Hvad historien fra Mount St. Helens lærer os om naturgenopretning
For forskere, der beskæftiger sig med klima og rekultivering af arealer, er denne historie et vigtigt signal. Den viser, at en effektiv naturgenopretning nogle gange ikke kræver store maskiner eller dyre programmer, men en intelligent udnyttelse af de processer, naturen allerede har indbygget.
Det betyder ikke, at man blot skal slippe gnavere løs overalt. Hvert økosystem har sin egen dynamik, sine egne artsallianser og sin egen historie. Ét sted spiller gravende pattedyr en nøglerolle, et andet sted kan det være genopretning af regnormebestande, skarnbasser eller de rette træarter.
Historien fra Mount St. Helens minder os også om, at der sker langt mere under vores fødder, end vi ser. Mykorrhizasvampe, jordbundsbakterier og andre mikroskopiske organismer danner et netværk, uden hvilket en skov ikke kan fungere normalt. Det ser vi smertefuldt tydeligt der, hvor jorden er ødelagt af overdreven fældning, tung maskinteknik eller kemikalier.
Hvordan denne viden kan bruges i praksis
Inden for rekultivering af industriområder, der er nedbrudt af minedrift eller skovbrande, tales der i stigende grad om den såkaldte økologiske tilgang. I stedet for blot at planere terrænet også en græsblanding tager specialister nu hele det usynlige biologiske grundlag i betragtning.
I praksis kan det bl.a. betyde:
- Indførelse af egnede mykorrhizasvampearter sammen med træplanter
- Beskyttelse eller genopretning af hulegraveende dyr, som forbedrer jordens struktur
- Begrænsning af tung maskinel, som komprimerer jorden og ødelægger underjordiske gange
- Anvendelse af planterester og kompost som brændstof for mikroorganismer
- Støtte til naturlig succession frem for tvungen tilplantning med monokulturer
- Overvågning af jordens mikrobiom som indikator for økosystemets sundhed
For den almindelige haveejer giver en del af disse principper også mening. I stedet for at føre en kompromisløs krig mod hver eneste muldvarp eller markmus kan man ind imellem spørge sig selv, om deres tilstedeværelse ikke er et tegn på en levende, åndende jord. Kompromiser er selvfølgelig nødvendige — ingen ønsker sammensunkne bede — men total eliminering af alle gravende dyr tjener ikke altid jordens interesse.
Historien fra Mount St. Helens minder os om, at det, vi ikke kan se med det blotte øje, ofte er det afgørende. Et par små pattedyr og milliarder af mikroskopiske organismer formåede at bringe livet tilbage til et sted, der for ikke så længe siden blot var dækket af aske og sten. For fremtiden af ødelagte økosystemer er det en af de mest lovende lektioner fra de seneste årtier — giv naturen de rette redskaber, og den klarer sig hurtigere, end man skulle tro.
