En fransk filmperle har fundet vej til Netflix
Streamingtjenester byder i stigende grad på ambitiøst europæisk kvalitetskino — og Netflix er ingen undtagelse. Nu er den franske film Fortabte Illusioner tilgængelig på platformen, og den har allerede vakt begejstring verden over med sine syv César-priser og strålende anmeldelser.
Filmen er en adaptation af den berømte roman af Honoré de Balzac og fortæller en indgående historie om ambitioner, kærlighed og moralsk forfald i 1800-tallets Frankrig. Instruktør Xavier Giannoli har formået at give klassikeren en energi, der kommenterer nutidens medievirkelighed med overraskende præcision.
Hvem er den unge Lucien de Rubempré, og hvad handler filmen om?
Historiens hovedperson er Lucien de Rubempré, en ung digter fra provinsen, der drømmer om en litterær karriere i Paris. I sin hjemby Angoulême anses han for et usædvanligt talent, men han mangler penge, status og et respektabelt navn. Hans eneste indgang til de højere kredse er hans forhold til aristokraten Louise de Bargeton, der er betaget af hans vers og beslutter sig for at tage ham med til hovedstaden.
Paris viser sig at være alt andet end den idealistiske vision om kunstnernes by. Det er et sted, hvor indflydelse, forbindelser og evnen til at spille det politisk-sociale spil er alt afgørende. Talent er en fordel, men sjældent det, der afgør succes. Det lærer Lucien hurtigt af den brillante, men kyniske journalist Étienne Lousteau, der trækker ham ind i pressens baglokaler.
Filmen skildrer parisiske saloner, avisredaktioner, teatermiljøet og gadernes liv med en grundighed, der straks suger seeren ind i Restaurationstidens atmosfære.
Fra idealist til hensynsløs kritiker
Lucien starter som idealist, men opdager hurtigt, at journalistik først og fremmest er forretning. Anmeldelser kan sælges, hetzekampagner kan bestilles, og ros er blot et spørgsmål om det rette beløb eller den rette tjeneste. Aviser former karrierer for skuespillere, forfattere og politikere — og ethvert trykt ord kan løfte nogen til vejrs eller knuse dem.
Med sin skarpe pen opnår Lucien en lynende karriere som kritiker. Han bevæger sig i de fineste saloner, omgiver sig med samfundets elite og tjener gode penge. Men sammen med den nye status følger luksus, hasardspil, affærer og stadig mere risikable aftaler. Jo højere han klatrer, desto oftere sætter han sine egne værdier over styr for at bevare sin plads øverst.
Filmen portrætterer 1800-tallets pressemiljø som en nådesløs maskine, hvor artikler ligner handelsvarer og meninger har en præcis pris. Redaktører, forlag, mæcener og aristokrater udgør et kompliceret net af gensidige afhængigheder — og Lucien ender med at være blot én brik i dette spil.
Efterhånden indser helten, at han deltager i et spil, han ikke selv skriver reglerne for. Han bliver gidsel for forlagsejernes finansielle interesser, magtfulde egoers krænkede stolthed og sine egne begær. Ethvert valg har konsekvenser, og tabet af omdømme kan komme hurtigere end de første succeser.
Hvad gør denne film til en visuel og skuespillerisk begivenhed?
Bag kameraet står Xavier Giannoli, kendt for sine psykologisk tætte fortællinger. Denne gang fik han et stort budget — og han udnyttede det fuldt ud. Resultatet er en film med monumentalt produktionsniveau.
- Sceneopbygning — Paris under Restaurationstiden er rekonstrueret med omhyggelig opmærksomhed på arkitektoniske detaljer og gadernes liv
- Kostumer — de historiske dragter udgør et selvstændigt visuelt festmåltid, fra salonernes galaer til journalisters og skuespilleres garderober
- Dialoger — skarpe, rytmiske og fyldt med ironi, der indfanger tempoet i intriger og ordkampe
- Kameraarbejde — billeder af parisiske gader, teaterkulisser og avisredaktioner skaber en autentisk stemning
- Scenografi — møbler, tapeter, lysekroner og bøger følger historisk præcision til mindste detalje
- Musik — det orkestrale akkompagnement understreger dramatiske øjeblikke uden unødvendig patos
I rollen som Lucien ses Benjamin Voisin, som ifølge mange anmeldelser har leveret karrierens hidtil vigtigste præstation. Louise de Bargeton spilles af Cécile de France, der tegner et rørende portræt af en kvinde splittet mellem følelser og konventioner. Étienne Lousteau får ansigt af Vincent Lacoste, hvis tolkning balancerer elegant mellem charme og moralsk tomhed.
På lærredet optræder desuden Xavier Dolan, Jeanne Balibar og Gérard Depardieu. Hver af disse figurer bidrager til et bredt panorama af datidens samfund — griske forlagsejere, maniererede aristokrater og frustrerede kunstnere. Dermed handler filmen ikke udelukkende om én persons skæbne, men tegner et rigt billede af en hel epoke.
Syv César-statuetter og begejstrede kritikere
Fortabte Illusioner havde premiere i 2021 og tiltrak straks kritikernes opmærksomhed. Filmen blev vist på den prestigefyldte festival i Venedig, hvor den modtog fremragende anmeldelser. Kulminationen kom ved César-ceremonien i 2022, hvor filmen tog hjem med syv priser — herunder for bedste film, bedste instruktion og bedste mandlige skuespillerpræstation.
Franske anmeldere understregede, at Giannoli ikke blot overførte Balzac til lærredet, men uddrog overraskende aktuelle motiver fra hans prosa: mekanismerne bag manipulation af den offentlige mening, symbiosen mellem forretning og medier og den lette fabrikation af skandaler. De fremhævede også fortællingens flydende tempo — trods en spilletid på mere end to timer fastholder filmen spændingen fra første til sidste scene.
Mange anmeldelser brugte direkte betegnelser som kino i sin højeste form og en af de vigtigste litterære adaptationer i årevis. Eksperter roste skabernes evne til at give det historiske stof nutidig relevans, uden at miste respekten for Honoré de Balzacs originale værk.
Seerne er heller ikke i tvivl
Det er ikke kun kritikerne, der lader sig overbevise. På populære filmbedømmelsessider scorer Fortabte Illusioner meget højt — ofte omkring 4,3 ud af 5 stjerner. Seerne påpeger, at der er tale om en produktion, der forener det visuelle spektakel med substans. Man kan nyde de smukke billeder og samtidig følge et nådesløst portræt af datidens presse.
I kommentarfelterne går ros igen for, at adaptationen ikke er faldet i en støvet, skolebogs-agtig alvor. I stedet for et monument over Balzac ser man et levende, boblende Paris, hvor alle spiller for sig selv. Mange kalder filmen et smertefuldt spejl for nutidens medier og sociale medier — redskaberne har ændret sig, men logikken bag jagten på klik og skandaler er påfaldende genkendelig.
Mange seere fremhæver skuespilpræstationerne, særlig Benjamin Voisins figur fuld af indre modsætninger. Cécile de France leverer et nuanceret portræt af en aristokrat, mens Vincent Lacoste levendegør den kyniske journalist med en overbevisning, der vækker blandede følelser.
Hvem er denne film skabt til — og hvorfor bør du ikke gå glip af den?
Fortabte Illusioner appellerer til flere typer seere. Den er til dig, hvis du elsker store kostumefyldte historiske fortællinger, interesserer dig for mediernes mekanismer, sætter pris på litterære adaptationer der tilbyder mere end illustreret pensum, eller søger stærke skuespilpræstationer og komplekse relationer.
Det er ikke en film til baggrundsstøj. Den kræver opmærksomhed, fordi intrigerne og afhængighederne mellem personerne udgør en gennemtænkt konstruktion. Hvert lille gestus, hver samtale i en salon eller redaktion påvirker Luciens videre skæbne. Filmen varer over to timer, men fortællingen er så medrivende, at tiden flyver.
Gå ind til filmen forberedt på at møde en fortælling, der ikke moraliserer, men viser. Skaberne tilbyder hverken enkle svar eller en klar skelnen mellem gode og onde. Hver figur har sine bevæggrunde, og filmen giver dig rum til selv at vurdere, hvor grænsen går mellem ambition og forræderi mod egne idealer. Måske vil du undervejs genkende situationer fra dit eget liv, hvor du måtte vælge mellem principper og pragmatisme.
