På Cubas gader kører en gammel maluch på røg og trækul
På en cubansk gade ruller en gammel lille bil forbi – men lugten fra udstødningen er ikke benzin. Det er røg fra brændende træ og trækul. I et land, hvor brændstof er blevet næsten umuligt at opdrive, besluttede en mekaniker sig for, at hans bil ikke bare skulle stå og samle støv foran huset.
I stedet for at jage benzin på det sorte marked til absurde priser vendte han tilbage til en næsten glemt teknologi og ombyggede sin udtjente Fiat Polski 126p til et køretøj drevet af gas fra trækul.
Cuba i 2026: en brændstofkrise der lammer hverdagen
Historien udspiller sig i 2026 på Cuba. Landet har i flere måneder kæmpet med en alvorlig brændstofkrise. Olieleverancerne er faldet fra cirka 100.000 tønder om dagen til omtrent 56.000. For den almindelige bilist betyder det én ting: benzin er ikke til at få fat i, og når det endelig dukker op, er det kun i meget små mængder.
Tankstationerne gaber tit tomme. Der dannes timevis af køer, og mange bilister kører hjem med uforrettet sag. Det uofficielle marked blomstrer – en liter benzin kan koste omregnet circa 8 dollars, svarende til roughly 7,5 euro, altså flere gange mere end den officielle pris. For den lokale løn er det en udgift, de fleste familier simpelthen ikke kan bære.
Manden bag projektet: Juan Carlos Pino
Midt i dette kaos lever Juan Carlos Pino, en 56-årig mekaniker. I sin garage har han en Fiat Polski 126p fra 1980 – i Polen kendt som maluch, engang produceret på licens fra Fiat. Under normale omstændigheder er det bare en gammel bybil. Under Cubas brændstofblokade er den blevet guld værd for ham: et arbejdsredskab, en måde at køre familien rundt og klare basale gøremål.
Pino besluttede sig for, at i stedet for hjælpeløst at stirre på en tom tank ville han minde sig selv om automobilhistorien. Han greb fat i en løsning, der mere hører krigsårene til end det 21. århundrede: en gasgenerator, også kaldet trægasdrift. Det er en teknologi, Europa benyttede i stor stil under Anden Verdenskrig, da benzin var rationeret.
Sådan fungerer ombygningen teknisk
Der hvor den traditionelle brændstoftank normalt sidder, hænger nu en stor metalcylinder monteret bag på den lille Fiat. Pino brugte en gammel propangasflaske og ombyggede den til et forbrændingskammer. Låget lavede han af en del fra en elektrisk transformator. Indeni lægger han trækul, som forbrændes ved meget høje temperaturer – op mod 1000 grader Celsius – men på en ufuldstændig måde.
Ved ufuldstændig forbrænding dannes en brændbar gas rig på kulilte, som efter rensning kan drive en klassisk forbrændingsmotor. Gassen fra forbrændingskammeret går ikke direkte til motoren. Den skal først passere gennem et primitivt, men effektivt køle- og filtreringssystem. Som filter brugte Pino en metal-mælkespand fyldt med gammelt tøj. Materialet fanger støv, aske og sodpartikler. Først derefter suger motoren den rensede gas ind i stedet for den sædvanlige blanding af benzin og luft.
Ydeevne: langsommere, svagere – men den kører
En sådan ombygning har sin pris. Maluchen bliver langtfra nogen sportsvogn. Tværtimod mister den en betragtelig del af sin effekt – anslået 30 til 50 procent. Bilen accelererer langsomt og har brug for et godt stykke tid, før den overhovedet kommer i gang. Dertil skal man inden hver tur tænde et bål og vente, til anlægget er varmet op og begynder at producere den rigtige gas.
På trods af disse ulemper er bilen fuldt brugbar. Pino har regnet ud, at han på én opfyldning trækul kan køre cirka 85 kilometer. Tophastigheden er omtrent 70 km/t. Til kørsel i byen og på de omkringliggende veje er det tilstrækkeligt. En gang imellem skal brændstof påfyldes og filtret renses – uden dette begynder bilen at kvæle sig selv.
Risici ved trægasdrift
Dette er bestemt ikke et legetøj for amatøren. Det er snarere et desperat svar på manglen på brændstof. Fagfolk advarer om en række risici ved denne teknologi:
- Markant fald i motorydelse og tophastighed
- Hyppig rensning af filtre er nødvendig
- Konstant overvågning af ilden i forbrændingskammeret
- Kraftig røg og sod på karrosseriet
- Risiko for kulilteforgiftning og brand
Kulilte er lugtfri og dødeligt farlig, og derfor skal chauffører, der bruger denne driftsform, holde nøje øje med enhver utæthed i anlægget. Temperaturen i forbrændingskammeret når ekstreme værdier, så selv en lille monteringsfejl kan ende med, at bilen bryder i brand.
En krigstidsløsning genoplivet – og cubansk opfindsomhed
Selvom synet af en rygende maluch kan virke eksotisk for forbipasserende, er løsningen ikke ny. I Europa under Anden Verdenskrig kørte op mod en million køretøjer med gasgeneratorer på vejene: lastvogne, busser og endda traktorer. Mange af dem havde næsten identiske begrænsninger som Juan Carlos‘ bil.
Cuba er i årtier blevet berømt for sin motoristiske kreativitet. Amerikanske gadekredsere fra 1950’erne ruller stadig rundt, omlakerede og lappede, med motorer hentet fra lastvogne eller kinesiske busser. Mekanikere samler dele, genopbygger det, der i andre lande for længst ville være endt som skrot, og behandler hvert stykke metal som en skat.
Juan Carlos Pinos Fiat Polski passer perfekt ind i dette billede – men går et skridt videre. Det handler ikke længere bare om at forlænge livet på en gammel bil. Det er et overlevelsesredskab i et land, hvor man uden transportmiddel pludselig mister adgang til arbejde, læge og selv de mest basale indkøb.
Trægasdrift versus elbiler på Cuba
En del cubanske borgere forsøger at redde deres mobilitet ved at skifte til scootere og trehjulede elektriske køretøjer. For mange er det den eneste mulighed for at frigøre sig fra benzinen. Elbiler har dog også deres begrænsninger: strømafbrydelser, dyre batterier og dårlig installationskvalitet i husene.
Pinos projekt peger i en anden retning. I stedet for at vente på et stabilt elnet griber han fat i en råvare, der er tilgængelig næsten indenfor rækkevidde: træ og trækul. Det er ikke en ideel løsning for hele landet, da masseafbrænding af træ hurtigt kunne føre til skovrydning. For det enkelte køretøj fungerer det dog som en nødtransportform.
Hvad denne historie fortæller om klassiske motorer og fremtiden
I velhavende dele af verden lyder tanken om en bil drevet på kulgas som en kuriøs YouTube-video. Dér, hvor tankstationer står på hvert hjørne, tænker ingen på at tænde et bål i bagagerummet. Men situationen ændrer sig i det øjeblik, adgangen til brændstof begynder at krakelere, og folk holder op med at stole på forsyningernes stabilitet.
Teknologien bag gasgeneratoren minder os om, at forbrændingsmotoren er overraskende fleksibel. Skift blot den måde, vi tilfører brændstof på, og en klassisk bil fra socialismens tid kan forvandles til et køretøj, der frigør føreren fra raffinaderierne. Prisen er komfort, sikkerhed og tid. Belønningen er muligheden for at nå frem, mens andre må gå.
Skulle en lignende energikrise opstå andre steder, vil ingeniører og mekanikere fra hele verden sandsynligvis gribe til lignende løsninger. Indtil videre ser det ud til, at trægasdrift forbliver en sjældenhed forbeholdt steder, hvor der simpelthen ikke findes noget andet valg – eller for entusiaster, der vil finde ud af, om deres veteranbil også kan køre på en helt anden energikilde end benzin.
