Et emne, som Tjekkiet stadig nægter at tale åbent om
Der findes historiske begivenheder, man ganske enkelt ikke taler om. Postoloprty er netop et sådant sted — og instruktøren bag en ny dokumentar siger det uden omsvøb: massakren på tyske civile, der fandt sted der efter Anden Verdenskrig, har vi som samfund aldrig rigtigt erkendt.
Det handler ikke om en glemt episode. Det handler om en bevidst tavshed, der har varet i årtier.
Hvad skete der egentlig i Postoloprty?
Da krigen sluttede i 1945, blev Postoloprty skueplads for en af de blodigste begivenheder under den såkaldte vilde udvisning. Tjekkere myrdede her hundredvis af sudettyskere — mænd, kvinder og ældre. Ligene blev begravet i massegrave.
Historikere kender denne sag indgående. Alligevel forbliver den i udkanten af den offentlige debat, indhyllet i en tavshed, som mange finder mere bekvem end en konfrontation med fortiden.
Instruktøren: Det er stadig et tabu
Dokumentaristen, der har kastet sig over dette emne, lægger ikke fingrene imellem i sin konklusion. Ifølge ham ved det tjekkiske samfund godt, at noget skete, men nægter at påtage sig det fulde ansvar for præcis hvad og hvorfor.
„Det er stadig et tabu,” siger instruktøren. Den nye dokumentar sigter mod at ændre dette — eller i det mindste bryde den bekvemme tavshed omkring et af de mørkeste kapitler i tjekkisk efterkrigshistorie.
Hvorfor har det stadig betydning i dag?
At gøre op med fortiden er ikke kun historikernes anliggende. Det er et spørgsmål om national integritet og evnen til at se på sin egen historie uden forskønnelse. Den tyske side har erkendt sin skyld i krigen — men den tjekkiske selvrefleksion over efterkrigstidens vold mod tyskere er stadig uafsluttet.
Postoloprty er ingen undtagelse. Det er et symbol. Og netop derfor er den nye dokumentar mere end blot en film — den er en opfordring til en samtale, som Tjekkiet fortsat udskyder.
