Et kosmisk signal med en uforklarlig rytme
Radioteleskoper i Australien har opfanget et pulserende signal, der gentager sig præcis hvert 36. minut — og det passer ikke ind i nogen kendte modeller for stjerner. Forskerne har givet objektet navnet ASKAP J1424 og spekulerer på, om det kan være et eksotisk system med en hvid dværg, eller måske en helt ny type kosmisk objekt.
Denne usædvanlige radiosender kan vise sig at repræsentere noget fuldstændig ukendt i universet — noget hvis fysik endnu venter på en forklaring.
Opdagelsen bag ASKAP J1424
Kilden ASKAP J1424 blev opdaget via netværket af radioteleskoper Australian SKA Pathfinder, der er placeret i ødemarken i det vestlige Australien. Det er en del af det omfattende program Evolutionary Map of the Universe, som systematisk scanner store dele af himlen på jagt efter variable og kortvarige radiosignaler.
I januar 2025 analyserede astronomer ti timers observationsdata med fokus på såkaldt cirkulær polarisering af radiobølger. Det var præcis i disse data, at et bemærkelsesværdigt signal fra ASKAP J1424 dukkede op — gentaget regelmæssigt med et interval på nogle få titals minutter. Forskningsresultaterne blev offentliggjort på det videnskabelige preprint-arkiv arXiv i begyndelsen af marts 2026 og tiltrak straks opmærksomhed fra hold, der arbejder med stjerner med ekstreme magnetfelter og eksotiske dobbeltstjernesystemer.
Hvorfor ASKAP J1424 overrasker forskerne
Det mest iøjnefaldende træk ved ASKAP J1424 er dets periode: cirka 2147 sekunder, svarende til omtrent 36 minutter. Sammenlignet med kendte objekter er det en bemærkelsesværdigt lang cyklus. Klassiske radiopulsarer udsender impulser hvert sekund eller brøkdele heraf, og selv såkaldte magnetarer opererer typisk i størrelsesordenen få sekunder.
Her taler vi om en langsom, men overraskende stabil rytme. Kilden opretholdt en næsten identisk impulsform over otte dage med uafbrudt observation. Der blev ikke registreret korte pauser, pludselige ændringer i lysstyrke eller de “hikke”, som ustabile objekter ofte udviser.
En sådan kombination af meget lang periode og høj stabilitet er ekstremt vanskelig at forklare med standardmodeller for neutronstjerner. Forskerne understreger, at de nuværende data ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om der virkelig er tale om et system med en hvid dværg, eller en helt anden type radiokilde.
Hundrede procents polarisering og ingen optisk signatur
Den anden egenskab, der giver astrofysikerne hovedpine, er polariseringen af radiobølgen. ASKAP J1424 er ikke blot markant polariseret — forskerne har beregnet, at signalet i hele impulsen er næsten 100 procent ordnet.
I begyndelsen af emissionsforløbet antager det en elliptisk form, som derefter går over i næsten perfekt lineær polarisering. Denne “dansende” ordning af det elektriske og magnetiske felt tyder på et meget struktureret og stærkt magnetfelt i nærheden af kilden.
På trods af anvendelsen af følsomme optiske teleskoper og infrarøde observationer lykkedes det ikke at forbinde ASKAP J1424 med nogen synlig stjerne eller galakse. Objektet eksisterer for os praktisk talt udelukkende som en radiosender. De vigtigste karakteristika ved objektet omfatter:
- lang periode på 36 minutter
- stabile impulser over otte dages varighed
- polarisering tæt på 100 procent
- fravær af ledsagende signal i synligt lys og infrarødt spektrum
- ekstraordinært ordnet magnetfeltstruktur
- regelmæssighed sammenlignelig med atomure
I astronomien giver observationer på tværs af mange spektralområder normalt mulighed for at “sammensætte” et portræt af et objekt. Den mulighed mangler her. ASKAP J1424 lyser ikke i det synlige spektrum i tilstrækkelig grad til at kunne identificeres nemt, og det efterlader heller ikke et tydeligt spor i det infrarøde bånd.
Uden en klar modpart i andre bånder er det vanskeligt at estimere objektets afstand, masse eller galaktiske omgivelser. I praksis betyder det, at forskerne afsluttede den første analyse med et stort antal mulige scenarier og et meget begrænset sæt af hårde observationsdata.
Hvid dværg i et tæt system — eller noget helt nyt
En af de hypoteser, der fremgår af forskningsartiklen, antager, at ASKAP J1424 kan være et tæt dobbeltstjernesystem med en hvid dværg — altså en “død” stjerne på størrelse med Jorden, men med en masse sammenlignelig med Solens. Et sådant objekt har et stærkt gravitationsfelt og magnetfelt, og dets interaktion med en ledsagende stjerne kan føre til emission af kraftige radiobølger.
I dette scenarie er samspillet mellem den hvide dværgs magnetfelt og ledsagestjernens stjernvind afgørende. Strømmen af ladede partikler kan fungere som en leder, hvori der opstår kraftige strømme, som igen genererer radioemission. En periode på 36 minutter kunne svare til den hvide dværgs rotation eller systemelementernes geometriske konfiguration.
Forskerne overvejer yderligere muligheder, herunder en meget usædvanlig magnetar, en ualmindelig pulsar i et stærkt magnetfelt, og endda en helt ny klasse af langperiodiske radioobjekter, som hidtil har undgået teleskoperne på grund af begrænset følsomhed og alt for korte observationsperioder.
Hvis yderligere observationer bekræfter, at ASKAP J1424 er et eksempel på en bredere klasse af objekter, vil astronomer kunne give bedre estimater for, hvor ofte stjerner ender deres liv i netop sådanne eksotiske konfigurationer.
Sådan planlægger forskerne at “indhente” det mystiske objekt ASKAP J1424
Det hold, der analyserede data fra ASKAP, understreger kraftigt behovet for yderligere observationer — både en fortsættelse af radioovervågningen og en bredere kampagne med andre teleskoper. Planerne inkluderer blandt andet yderligere seancer inden for programmet VAST (Variables And Slow Transients), der netop drives ved hjælp af ASKAP.
Forskerne ønsker svar på flere enkle, men centrale spørgsmål:
- optræder signalet vedvarende, eller kun i bestemte aktivitetsperioder
- ændrer formen på radioimpulsen sig over tid
- kan der i andre spektralområder detekteres selv et svagt spor af et ledsagende objekt
- findes der i det samme område af himlen andre, svagere kilder af lignende karakter
- hvad er den præcise afstand og position af objektet i Galaksen
- er der nogen korrelation med andre kosmiske fænomener i det pågældende område
Anden fase af programmet VAST, som skal fokusere på områder med særligt mange variable radiosignaler i vores Galakse, udgør en god mulighed for at “fange” ASKAP J1424 i forskellige aktivitetsfaser. Langsigtede observationskampagner vil gøre det muligt at verificere, om de aktuelt observerede otte dage er reglen — eller snarere et heldigt tilfælde.
Det er værd at huske, at enhver forbedring af følsomheden og scanningshastigheden af himlen — som det er tilfældet med ASKAP eller det planlagte Square Kilometre Array — åbner vejen for yderligere overraskelser. ASKAP J1424 er et af de første markante signaler om, at langperiodiske radiokilder kan gemme på mange usædvanlige stjernernes udviklingshistorier, som hidtil har undsluppet vores opmærksomhed.
Hvad mystiske signaler afslører om ekstreme stjernesystemer
Langperiodiske radiokilder som ASKAP J1424 er stadig en meget sjælden kategori. Hvert nyt lignende fund har stor indvirkning på modeller for stjernernes udvikling og deres sene stadier. Normalt tales der om tre grupper af objekter, der udsender kraftige radiobølger: klassiske pulsarer med perioder på brøkdele af sekunder, magnetarer med perioder på få sekunder og eksotiske binære systemer med hvide dværge eller neutronstjerner.
ASKAP J1424 med sin 36-minutters periode og meget ordnet polarisering passer kun delvist ind i den sidste kategori. Netop derfor vækker det så stor interesse: det antyder, at der i vores Galakse kan eksistere hele befolkninger af objekter, som delvist udfylder kløften mellem klassiske pulsarer og eksotiske systemer med hvide dværge.
For dem, der ikke beskæftiger sig professionelt med astronomi, er det nemmere at tænke på ASKAP J1424 som et maritimt fyrtårn. Forestil dig en stjerne eller en stjerne-rest, der langsomt roterer om sin egen akse. Dens magnetfelt skaber noget, der ligner to trgte, hvorfra der udsendes strømme af partikler og radiostråling.
Når en sådan “lysstråle” passerer i retning mod Jorden, registrerer vores radioteleskoper en impuls. Når strålen drejer væk fra vores synsfelt, forsvinder signalet. Hvis rotationen er meget stabil, optræder impulserne næsten som et urs tikken. I tilfældet ASKAP J1424 varer denne tikken usædvanligt længe, og signalets polarisering afslører en meget ordnet struktur af magnetfeltet.
