En uventet opdagelse bag antikkens mure
I en af gangene i det antikke Pompeji stødte restauratorer på noget, ingen længere havde forventet at finde: et svagt spor af et gammelt følelsesudtryk. På en væg, der i århundreder var blevet betragtet som et almindeligt ruinfragment, lykkedes det forskerne ved hjælp af ny teknologi at tyde et fragment af en kærlighedserklæring fra næsten to tusind år siden.
Den korte latinske indskrift gemmer på en meget menneskelig historie om behovet for nærhed, erindring og ønsket om at efterlade sig et spor. For nutidens forskere er sådanne fund bevis på, at de følelser, oldtidens indbyggere bar på, næsten ikke adskilte sig fra vores egne.
En by begravet i aske – fastfrosset i tid
I år 79 e.Kr. begravede et voldsomt udbrud fra Vesuv Pompeji og de omkringliggende områder under et tykt lag aske og bjergartsfragmenter. For byens indbyggere betød det et pludseligt og tragisk livs ophør. For eftertiden udgør det en utilsigtet tidskapsel.
Huse, gader, butikker og teatre overlevede i bemærkelsesværdig god stand. Selv mindre spor fra dagliglivet er bevaret: fadservice, olielamper, smykker. Blandt dem indtager indskrifter på væggene en særlig vigtig plads – spontane og ofte meget personlige.
Pompeji hører til de få steder, hvor man nærmest kan “læse” livet hos en antik bys almindelige borgere – ikke kun elitens historie. Graffiti på væggene fungerede som en vigtig kommunikationskanal for mennesker fra alle samfundslag.
Romertidens sociale medier på mørtel
Husvæggene, teatergangene og byens gennemgange i Pompeji var tæt besat med kradset skrift. For oldtidens indbyggere var dette fuldstændig normalt – ikke ulig nutidens kommentarer på internettet eller noter i en skolebog.
På væggene dukkede blandt andet følgende op:
- tegninger af gladiatorer og arenaoptrin
- skematiske skitser af skibe og bygninger
- ondskabsfulde stikpiller til naboerne
- enkle signaturer som “her var jeg”
- kærlighedserklæringer og erotiske vers
- politiske slogans og valgkampsbudskaber
- servicetilbud og handelreklamer
- beskeder til venner og bekendte
For nutidens historikere udgør sådanne indskrifter en levende kilde til viden om datidens indbyggeres følelser og sans for humor. Officielle tekster, kendte forfatteres værker og offentlige dokumenter er overvejende dem, der er overleveret. Almindelige menneskers stemmer ville næsten være forsvundet – det var netop væggene, der reddede dem. Arkæologer anslår, at der i Pompeji allerede er opdaget over elleve tusind forskellige indskrifter.
En kærlighedserklæring i teatergangen
Det mest omtalte nye fund er et indskriftsfragment opdaget i gangen, der fører hen til Pompejis teatre. Gennem dette sted gik engang mange mennesker: tilskuere, sælgere, børn, slaver og skuespillere.
På murpudsen havde nogen for århundreder siden ridset ord ind, som forskerne læser som en kærlighedsformel vedrørende en person ved navn Erato. I oldtiden var dette et kvindeligt navn, der også refererede til en af kærlighedspoesiens muser. Indskriften er ikke bevaret i sin helhed – dele af bogstaverne er forsvundet sammen med det yderste lag mørtel.
Forskerne ser i denne korte sætning en enkel, men rørende bekræftelse på, at mennesker i Pompeji forelskede sig og led på samme måde som i dag, uanset stand eller oprindelse. Arkæologer fra Italiens nationale arkæologiske park i Pompeji samarbejdede om analysen med eksperter fra franske og canadiske universiteter.
Vi ved ikke, om det var Erato selv, der skrev ordene, eller om det var nogen, der elskede hende. Vi kender heller ikke, hvem erklæringen var rettet mod. De manglende fragmenter betyder, at hele historien forbliver i gisningers rige.
Det er ikke første gang, kærlighed har fundet vej til væggen
Dette er langtfra det eneste fund af denne art. Fra tidligere år kendes fra Pompeji hele serier af meget direkte erklæringer. I dem optræder konkret længsel, jalousi og til tider ligefrem bønner til guderne om gengæld.
Blandt tidligere tydede indskrifter fandt forskerne eksempelvis beskeder, hvori afsenderen forsikrer den elskede om, at hun skynder sig for at se vedkommende, og beder om ikke at blive glemt. En anden tekst nævner en slavinde forelsket i en mand af lavere rang, med en tilføjelse om, at Venus må holde sin hånd over dem og lade dem leve i harmoni.
Der er også bevaret erklæringer fra en mand ved navn Successus, som skrev om sin kærlighed til en pige ved navn Iris. På en af væggene i et bordel fandt arkæologer indskriften “Hic ego cum veni futui deinde redei domi” – en meget eksplicit beskrivelse af et besøg på stedet.
Sådanne historier bryder med forestillingen om, at følelser i oldtiden var kolde og udelukkende underlagt familieaftaler eller interesser. Ægteskaber blev naturligvis ofte arrangeret af forældrene, men det berøvede ikke mennesker retten til fascination og lidenskab. Pompejis vægge bliver dermed et sted, hvor man ikke kun ser slægtsnavne, men også meget personlige længsler.
Hvad indskrifterne fortæller os om indbyggerne
Kærlighedsskrifterne supplerer billedet af dagliglivet i Pompeji med flere vigtige elementer. De viser, at læsefærdigheder var mere udbredte, end man tidligere antog. Selv mennesker fra de lavere lag kunne skrive i hvert fald enkle sætninger med latinsk skrift. Kvinder deltog ligeledes i denne form for offentlig kommunikation, hvilket dokumenterer deres mere aktive rolle i samfundet.
Indskrifterne afslører også en sproglig mangfoldighed – ud over latin optræder græsk, oskisk og endda fønikisk skrift. Pompeji var en kosmopolitisk by med indbyggere fra hele Middelhavsområdet. Forskere fra Università degli Studi di Napoli Federico II anslår, at byen inden udbruddet havde omkring ti til femten tusind indbyggere.
Sådan blev indskriften læselig igen
Den nyopdagede inskription dukkede ikke blot op på væggen fra den ene dag til den anden. Den var i lang tid simpelthen usynlig for det blotte øje. Det var først forskningsprojektet kaldet “Bruits de couloir”, ledet af et hold fra Université Paris-Saclay og McGill University, der formåede at løfte den frem fra glemslen.
Forskerne fotograferede og scannede i løbet af flere sæsoner væggene i teaterkompleksets gange. De anvendte en kombination af flere metoder: fotogrammetri – det vil sige sammenstilling af tusindvis af fotografier til en meget præcis 3D-model – specialiserede belysningsteknikker, der opfanger mikroskopiske fordybninger og ridser i overfladen, samt digital “rensning” af billedet, som gør det muligt at adskille mejselspor fra tilfældig skade på mørtelfladen.
Et sådant sæt af værktøjer betyder, at man på en computerskærm kan se ridser tyndere end et hår, som det er umuligt at opdage ved en almindelig besigtigelse på stedet. Forskerne kunne identificere næsten to hundrede forskellige indskrifter og tegninger, herunder flere titusinder helt ukendte. Arkæologer fra Parco Archeologico di Pompei benytter også metoden RTI – reflekterende transformationsbilleddannelse – som gør det muligt at studere overfladen fra forskellige belysningsvinkler.
Moderne arkæologi minder i stigende grad om arbejdet med at rekonstruere slettede filer – blot er det ikke en harddisk, men en to tusind år gammel væg. Teknologier, der oprindeligt blev udviklet til analyse af kunstværker, bruges i dag til at afdække hverdagsbeskeder fra oldtidens mennesker.
Teatergangene som oldtidens opslagstavle
Det udvalgte område i Pompeji udgør et kommunikationsrum i nærheden af to teatre – det større Teatro Grande og det mindre Teatro Piccolo, også kaldet Odeon. I romertiden strømmede folkemasser her igennem på jagt efter underholdning, sladder og fælles oplevelser. Det var det ideelle sted at efterlade en besked, som andre skulle læse.
Væggene på sådanne steder fungerede lidt som nutidens reklamepiller. Her var annoncer for forestillinger, oplysninger om kommende gladiatorkampe, noter om hasardspil og midt imellem – skrift om følelser og jalousi. Den korte formel om Erato passer ind i dette tætte netværk af budskaber, der tilsammen danner et portræt af bylivet.
Det større teater Teatro Grande rummede op til fem tusind tilskuere og blev primært brugt til tragedier og komedier. Det mindre Odeon havde kapacitet til cirka otte hundrede pladser og blev anvendt til musikoptræden og poesioplæsning. Begge bygninger blev opført i det andet århundrede f.Kr.
Hvorfor kærlighedsindskriften tiltrækker sig så stor opmærksomhed
Blandt de mange fund fra Pompeji vækker netop dette fragment stor interesse – ikke fordi det er omfangsrigt eller usædvanligt udsmykket. Tværtimod: det er dets enkelhed og uafsluttethed, der sætter fantasien i gang. Man har et navn, omridset af en følelse og total stilhed om det videre forløb.
Arkæologerne kan ikke afslutte denne historie med fakta, og i diskussionerne dukker forskellige scenarier op: fra en uskyldig skolekærlighed til et desperat forsøg på at indskrive en vigtig følelse på et offentligt sted. Dette møde mellem det konkrete og det mystiske gør, at en kort indskrift pludselig virker stærkere på nutidsmennesker end imponerende søjler eller mosaikker.
En lignende kraft havde opdagelsen af indskriften “Sodoma og Gomorra” på væggen i et af husene, som forskerne forbinder med et tidligkristent samfund. Eller den berømte indskrift fra gladiatoren Celadus, som betegnede sig selv som “pigernes nattesukkes læge”.
Hvordan sådanne fund ændrer vores syn på oldtiden
Kærlighedsgraffitien fra Pompeji rejser spørgsmål, der rækker langt ud over arkæologien som sådan. Det viser, i hvor høj grad nutidens mennesker søger “ligesindede” i fortiden – og ikke blot datoer og slag. Det er langt nemmere at forstå en person, der engang med rystende hånd ridsede den elskedes navn ind i en væg, end en anonym senator fra en lærebog.
For forskerne er det til gengæld en impuls til i højere grad at investere i analysen af tilsyneladende uvæsentlige detaljer. De digitale teknikker, der gjorde det muligt at genkende udviskede bogstaver, kan anvendes andre steder: på keramik, gravstele, tempellufte. Hvert af disse lag gemmer korte, meget personlige budskaber, som på et splitsekund kan bringe to fuldstændig forskellige tidsverdener tættere på hinanden.
Forskere fra det italienske kulturministerium planlægger i de kommende år at udvide den digitale scanning til yderligere områder af den arkæologiske park. Måske vil det lykkes at opdage titusinder af andre glemte historier, der venter på at blive afsløret lige foran øjnene på de besøgende. Det er værd at spørge sig selv, hvor mange sådanne menneskelige spor der endnu ligger skjult under lag af tid og overfladiske behandlinger.
