Et tilfældigt fund der rystede hele videnskaben
På en afsides græsmark i den argentinske Patagonien opdagede en lokalhyrde knogler fra et enormt dyr. Ingen havde forestillet sig, at dette fund ville vende op og ned på paleontologien og tvinge forskere til at gentænke historien om gigantiske planteædere.
Det, der begyndte som en helt almindelig gåtur på en farm i den argentinske provins Chubut, optræder i dag på siderne af videnskabelige tidsskrifter. En ny dinosaurart, døbt Bicharracosaurus dionidei, passer nemlig ikke ind i nogen kendte skemaer. Den kombinerer træk fra forskellige grupper og tvinger forskere til at revidere historien om gigantiske planteædere.
Knoglerne fundet på det private landbrug i det sydlige Argentina stammer fra den sene Jura-periode — nærmere bestemt fra omkring 155 millioner år før vor tidsregning. På det tidspunkt vandrede enorme sauropoder allerede rundt på Jorden, men mange evolutionære linjer var stadig ved at tage form. Forskerne udgravede mere end 30 hvirvler, ribben og et bækkenfragment.
En analyse af knoglernes størrelse og opbygning antyder, at et voksent individ målte omkring 20 meter i længden. Det matchede ganske vist ikke de største kendte sauropoder, men det var stadig et dyr, der ville dominere ethvert nutidigt landskab uden besvær. Paleontologer understreger, at knoglerne var bevaret i overraskende god stand i betragtning af deres høje alder.
En tyve meter lang gigant fundet under fårenes hover
Den nye dinosaur er en ca. 20 meter lang planteæder med en imponerende hals, hvis knogler er bevaret i usædvanlig god tilstand. Forskere fra Museo Paleontológico Egidio Feruglio i Trelew brugte måneder på at analysere de enkelte fragmenter.
De fastslog, at dyret tilhørte sauropoderne — altså gruppen af firedimensionelle dinosaurer med lange halse og kraftige kroppe. Det i sig selv er ikke overraskende. Patagonien er verdenskendt som en skattekiste af netop disse skabningers forsteninger.
Det egentlige mysterium begynder, når man ser nærmere på knoglernes detaljer. Visse dele af skelettet minder nemlig om én gruppe, mens andre dele minder om en helt anden. Og netop denne “hybride” kombination bekymrer paleontologerne.
Forskerne publicerede deres resultater i tidsskriftet PeerJ og advarer om, at enhver ny knogle fra denne periode kan ændre det samlede syn på sauropodernes evolution. Lokaliteten Cañadón Calcáreo i Patagonien bekræfter sig dermed endnu engang som afgørende for forståelsen af Jura-perioden.
En dinosaur der nægter at passe i nogen boks
Det mest fascinerende ved Bicharracosaurus dionidei er ikke dens dimensioner, men dens anatomi. Forskningsteamet pegede på en usædvanlig blanding af træk, der komplicerer klassificeringen betydeligt.
En del af halshvirvlerne og brystvervlerne minder om den afrikanske art Giraffatitan, der tilhører familien Brachiosauridae. Andre rygrads-fragmenter — særligt rygghvirvlerne — ligner dem fra Diplodocus og dets nordamerikanske slægtninge meget. Bækkenets opbygning og knoglernes proportioner antyder dog slægtskab med brachiosaurerne og ikke med de “piskehale”-sauropoder af diplodocus-typen.
Denne hybride kombination komplicerede klassificeringen markant. Derfor anvendte forskerne fylogenetiske analyser — altså computerbaserede sammenligninger af hundredvis af træk fra skeletter af forskellige dinosaurer. De sammenlignede data fra lokaliteter i Tanzania, Wyoming, Colorado og andre områder.
Resultaterne af analyserne viser, at Bicharracosaurus dionidei tilhører familien Brachiosauridae og er det første medlem af denne gruppe, der er beskrevet fra Sydamerikas Jura-periode. Hvis disse konklusioner bekræftes, får forskerne et stærkt argument for, at brachiosaurerne var langt mere udbredte i Jura, end man hidtil antog.
De var ikke begrænset til det nuværende Nordamerikas og Afrikas territorier, men nåede også de sydlige kontinenter. Det ville betyde, at disse giganter bevægede sig rundt på det oldtidige Gondwana, mens kontinenterne endnu ikke lå så langt fra hinanden.
Hvad denne blanding af stamtræer fortæller os
Den usædvanlige kombination af træk har større betydning end blot et problem med placering i den rigtige museumssamling. Det antyder, at de evolutionære linjer for sauropoderne overlappede kraftigt i den sene Jura, og at grænserne mellem familierne ikke var så skarpe, som simple skemaer i lærebøgerne viser.
Det påvirker igen den måde, hvorpå forskere rekonstruerer dinosaurernes vandringer over det ældgamle superkontinent Gondwana. Hvis brachiosaurerne virkelig dukkede op i Patagonien så tidligt, måtte de have tilbagelagt store afstande, inden kontinenterne begyndte at bevæge sig tydeligere fra hinanden. Forskere fra universiteter i Buenos Aires og andre institutioner understreger disse funders betydning.
Hver ny knogle fra denne periode hjælper med at afklare, om lignende former opstod uafhængigt på forskellige steder, eller om de snarere migrerede, mens kontinenterne stadig var forbundne. Dinosaurer som Bicharracosaurus dionidei tjener dermed som vigtige referencepunkter til sammenligning med eksemplarer fra Tanzania, Wyoming eller Utah.
Forskerne minder om, at Jura-lagene i regioner som Patagonien og Afrika stadig gemmer på mange overraskelser. Enhver ny opdagelse kan medføre en revision af de hidtidige teorier om migrationer og evolutionære relationer.
Patagonien bliver stadig vigtigere for paleontologer
Resterne af Bicharracosaurus dionidei stammer fra Cañadón Calcáreo-formationen i Patagonien. Denne region har i årevis tiltrukket forskningsteams, men det er først for nylig, at den er begyndt at blive betragtet som et af nøgleområderne for studiet af Jura-sauropoderne.
Indtil for nylig hvilede viden om udviklingen af sene Jura-sauropoderne primært på talrige fund fra Nordamerika og et par lokaliteter på den nordlige halvkugle. Det sydlige af planeten forblev længe en hvid plet på kortet. Individuelle udgravningssteder i Tanzania havde stor betydning, men der manglede sammenlignende materiale fra andre dele af det daværende Gondwana.
De nye rester fra Patagonien udfylder delvist dette hul. Som forskere fra Museo Paleontológico Egidio Feruglio understreger, gør hvert nyt fund fra Chubut det en smule nemmere at forstå, hvordan “kortet” over dinosaurer så ud på de gamle kontinenter.
Det giver mulighed for at afklare, om lignende former opstod uafhængigt på forskellige steder, eller om de snarere vandrede, mens kontinenterne stadig var forbundne. Den argentinske Patagonien bliver dermed ligeså vigtig som de klassiske lokaliteter i Montana og Tanzania.
- Cañadón Calcáreo-formationen i provinsen Chubut leverer stadig nye fund
- Museet i Trelew opbevarer nogle af de bedste titanoaurus-skeletter
- Forskerne planlægger yderligere ekspeditioner til lidet udforsket terræn
- Lokale hyrder og landmænd spiller en afgørende rolle i opdagelsen af nye lokaliteter
- Jura-lagene i dette område er usædvanligt rige på forsteninger
- Forskerne håber på at finde en kranium eller lemmelknogler fra det samme individ
- Hvert nyt fragment bidrager til at præcisere de evolutionære relationer
- Patagonien konkurrerer med nordamerikanske udgravningssteder som Morrison Formation
Hyrden der “døbte” en dinosaur
Historien begynder hos den lokale hyrde Dionide Mesa. Det var ham, der som den første opdagede usædvanlige knogler, der stak op af undergrunden på sin farms jord. I stedet for at ignorere dem kontaktede han eksperter — og takket være det endte hans navn i den videnskabelige litteratur.
Arten fik navnet dionidei netop til ære for ham. Slægtsnavnet bicharraco stammer fra den spanske hverdagsterm for et stort dyr. Forskerne fandt, at det fuldstændig indfangede karakteren af den opdagede kæmpe.
Det tilfældige fund på en almindelig græsmark viste sig at være et manglende brik i puslespillet om brachiosaurernes udbredelse på de oldtidige kontinenter. Dionide Mesa trådte dermed ind i paleontologiens historie på linje med de mere berømte opdagere fra Wyoming og Colorado.
Denne type historier minder os om, hvilken stor rolle de bor i landsbyer og småbyer spiller, mennesker der møder landskabet hver eneste dag. Forskere dukker op på lokaliteten nogle uger om året — hyrder og landmænd observerer den samme jord dagligt. Deres opmærksomhed er ofte afgørende for en ekspeditions succes.
Hvorfor denne dinosaur fanger forskernes interesse
Bicharracosaurus dionidei er hverken det største eller det mest komplette skelet, der nogensinde er udgravt i Patagonien. Alligevel tiltrækker den opmærksomhed af flere grunde, som forskere fra universiteter og museer sætter pris på.
Den stammer fra en periode, der stadig er dårligt dokumenteret i Sydamerika. Den repræsenterer en brachiosaurus-linje på et sted, hvor ingen hidtil har bekræftet dem i Jura-perioden. Den kombinerer træk fra forskellige familier, hvilket kræver en justering af simple stamtræer.
Den etablerer også et vigtigt referencepunkt til sammenligning med eksemplarer fra Tanzania, Wyoming og Utah. Hvert sådant “problematisk” fund hjælper med at verificere, om tidligere antagelser om evolution var alt for forsimplede.
Jo flere lignende eksempler der eksisterer, desto mindre lineær ser dinosaurernes historie ud — og desto mere ligner den et tæt netværk af forgreninger og blindgyder. Forskere fra Museo Paleontológico Egidio Feruglio håber at finde yderligere fragmenter i samme område, måske lemmelknogler eller en kranium.
Arbejdet stoppede bestemt ikke med publiceringen i PeerJ. En detaljeret beskrivelse af de enkelte skeletelementerne er stadig i gang, og paleontologer forventer, at hvert nyt fragment vil præcisere billedet af dette væsen yderligere. Dinosauren fra Patagonien forbliver dermed et aktivt forskningsemne.
Hvad dette fortæller os i dag
Set fra en almindelig læsers perspektiv rummer historien om hyrden fra Patagonien og hans tyve meter lange nabo fra millioner af år siden flere interessante læresætninger. Frem for alt minder den os om, at store gennembrud ikke altid opstår fra gigantiske ekspeditioner til millioner af kroner.
Nogle gange begynder de med nogen, der simpelthen bøjede sig ned og kiggede nærmere på en mærkelig sten. Det viser også, hvor ufuldstændigt det billede af fortiden er, vi kender fra museerne. En enkelt ny knogle kan få forskere til at flytte rundt på flere “brikker” i det evolutionære puslespil.
Særligt fordi Jura-lagene i områder som Patagonien og Afrika stadig gemmer på mange overraskelser. For forskere er det en opfordring til stadig hyppigere at rette opmærksomheden mod de sydlige kontinenter og ikke kun mod de klassiske udgravningssteder i Nordamerika. For lokalsamfundene er det et signal om, at deres baghave kan skjule opdagelser, der ender på forsiden af videnskabelige tidsskrifter.
Og for alle dinosaurentusiaster er det simpelthen endnu et bevis på, at disse væseners historie er langt mere kompleks, end simple billeder i børnebøger antyder. Måske støder du selv en dag på noget under en gåtur, der vil ændre forskeres syn på den fjerne fortid.
