Et nyt studie med tusindvis af deltagere antyder, at mennesker og dyr reagerer ens på lyd
En ny undersøgelse peger på, at vi måske deler vores lydpræferencer med frøer, fugle, fårekyllinger og en lang række andre dyr. Forskere analyserede reaktioner fra mere end 4.000 internetbrugere på sang fra forskellige dyrearter og sammenlignede resultaterne med, hvordan dyrene selv reagerer på de samme lyde. Konklusionen er bemærkelsesværdig: vores “musikalske smag” kan strække sig langt dybere end artsgrænserne.
Allerede i det 19. århundrede skrev Charles Darwin, at dyr – ligesom mennesker – besidder en vis sans for skønhed. Han foreslog, at hunner hos mange arter ikke blot vælger partnere ud fra styrke eller størrelse, men også ud fra, hvor tiltrækkende hanners sang eller parringsdans er. Længe blev dette betragtet som en interessant hypotese snarere end hårde data.
Nu foreligger der endelig omfattende beviser. Studiet, offentliggjort i tidsskriftet Science, byggede på en enkel men genial idé: et internetbaseret eksperiment i form af et spil. Deltagerne lyttede til par af dyrelyde og angav, hvilken lyd de oplevede som mest behagelig. De samme optagelser var tidligere blevet testet på dyr i klassiske adfærdsforsøg. Jo mere et givent dyr “kunne lide” en bestemt lyd, desto oftere valgte mennesker den samme – og de traf valget hurtigere, næsten instinktivt.
Sådan forløb studiet med 4.000 deltagere
Et internationalt forskerhold ledet af Logan James fra McGill University og Smithsonian Tropical Research Institute sammensatte et sæt på 110 par optagelser. Det drejede sig om sang og lyde fra 16 forskellige arter, herunder:
- túngara-frøer fra Mellemamerika
- zebrafinker (små sangfugle)
- forskellige arter af fårekyllinger og andet insekter
- øvrige fugle- og paddearter
Deltagerne besøgte projektets hjemmeside, satte hovedtelefoner på og valgte i hvert par den optagelse, som lød bedst for dem. De behøvede hverken kende arterne eller forstå eksperimentets formål – det var nok at stole på sine egne ører.
Forud for dette havde forskerne kortlagt dyrenes egne præferencer. En typisk opsætning kunne se sådan ud: en hun-túngara-frø fik afspillet forskellige versioner af hanners sang, mens man målte, hvilken højttaler hun nærmede sig villigst. Tilsvarende metoder bruges til at teste fugle og insekter ved at observere deres bevægelse, opholdstid på et bestemt sted eller intensiteten af parringssignaler.
Da forskerne sammenlignede data fra dyreforsøgene med menneskers svar, registrerede de en markant overensstemmelse i vurderingen af de samme lydes tiltrækningskraft. Det vidner om, at der i vores opfattelse af, hvad der lyder godt, eksisterer noget mere universelt end blot kultur, mode eller musikalsk uddannelse.
Hvilke lydegenskaber tiltrækker os mest
Det var ikke arternes identitet, der spillede den afgørende rolle, men derimod selve lydens egenskaber. Dyr og mennesker var især enige om:
- lyde med lavere frekvens (dybere toner)
- sange beriget med forskellige ornamenter – korte klik, triller eller pulserende indslag
- signaler med en mere kompleks struktur end ensformige kald
- melodier med markante kontraster mellem toner
Et fremragende eksempel er túngara-frøen. Siden 1980’erne har man vidst, at hunner af denne art foretrækker hanner, hvis “kærlighedskald” indeholder ekstra elementer – en slags dybe lydstød eller hurtige vibrationer omkring hovednoten. Disse tilføjelser gør signalet mere komplekst og fremtrædende i forhold til andre.
Nu viser det sig, at mennesker reagerer næsten identisk: de vælger sang med ornamenter som mere behagelig, selvom de ikke ved, at der er tale om parringssignaler. Desuden sker det hurtigere – reaktionstiden forkortes, når deres valg stemmer overens med den pågældende arts præference.
Bemærkelsesværdigt var det, at musikalsk uddannelse kun havde begrænset indflydelse på deltagernes valg. Musikere og ikke-musikere pegede generelt på de samme lyde som attraktive. Det tyder på, at medfødte høreprocesser er i spil her – ikke indlærte regler om harmoni eller rytme.
Hvad vores hørelse har til fælles med en frøs øre
Forskerne forklarer sammenfaldende præferencer med en fælles evolutionær arv. Hvirveldyrs høresystem fungerer efter lignende principper: trommehinden, receptorer i det indre øre, neuroner der analyserer frekvens og rytme i et signal.
Hvis bestemte lydegenskaber i millioner af år har hjulpet dyr med at vælge partner eller undgå rovdyr, er det ikke overraskende, at hjernen reagerer på dem på en særlig måde. Den samme “følsomhed” kan så blive grundlaget for menneskelig musik.
Alt peger på, at det vi kalder musikalsk smag, udspringer af meget gamle principper for høresansens funktion – principper der er fælles for mange arter. I praksis betyder det, at når du lytter til en yndlingssang med markant bas og en rig melodilinje, bruger du de samme nervebaner, som hos túngara-frøen afgør valget af partner. Forskellen ligger i signalets kompleksitetsniveau og kulturelle kontekst, men den grundlæggende biologi er overraskende ens.
Borgerskab i videnskaben: et spil spillet af folk fra hele verden
Studiets forfattere benyttede platformen The Music Lab, som drives af Yale University. Det er et sted, hvor forskere omdanner seriøse eksperimenter til enkle webspil. Takket være dette format indsamlede de på kort tid data fra tusindvis af mennesker i forskellige lande – frem for at invitere et fåtal deltagere ind i et laboratorium.
Denne arbejdsmetode har flere fordele:
- den giver mulighed for at teste en meget forskelligartet gruppe deltagere
- den reducerer dataindsamlingstiden fra år til måneder
- den skaber interesse for videnskab hos almindelige internetbrugere
- den sænker omkostningerne ved forskning
- den åbner det videnskabelige arbejde for en bredere offentlighed
Takket være dette projekt lykkedes det at omsætte Darwins temmelig abstrakte koncept til målbare resultater baseret på et stort datamateriale. Det er et sjældent tilfælde, hvor en opfindsom teori fra det 19. århundrede møder en massiv onlinetest – og begge dele passer perfekt sammen.
Hvad det fortæller os om musik og om os selv
Hvis vi delvist deler vores lydpræferencer med andre arter, rejser det flere interessante spørgsmål. For det første kan musik ikke blot være et kulturprodukt – den kan også være en forlængelse af biologien. Den udnytter naturlige tilbøjeligheder i vores høresystem, som sympati for bestemte rytmer eller kontraster mellem lave og høje toner.
For det andet hjælper det os til at forstå, hvorfor visse kompositionselementer virker på næsten alle. En markant, tydelig bas får os ofte til at ville bevæge os spontant. Hurtige ornamenter i sang eller instrumentspil fanger opmærksomheden – lidt ligesom en hanns elaborate sang i dyrenes verden.
Der er også en praktisk dimension: kendskabet til medfødte akustiske præferencer kan vise sig nyttigt i udformningen af advarselssignaler, app-lyde eller endda i terapisammenhænge. Lyde der er bedre tilpasset den måde, vi naturligt bearbejder information på, vil vi lettere lægge mærke til og huske.
Hvad forskerne kan undersøge videre
Holdet bag projektet meddeler, at dette kun er begyndelsen. Næste skridt bliver at undersøge, om en tilsvarende overensstemmelse mellem mennesker og dyr eksisterer for andre sanser – som syn eller lugt. Hvis det er tilfældet, vil det vise, at også vores opfattelse af “et smukt udsyn” eller “en behagelig duft” hviler på gamle, fælles mekanismer.
Det er desuden værd at bemærke, at der oven på biologien hos os virker et kraftfuldt kulturelt lag. At vi har visse medfødte præferencer betyder ikke, at alle foretrækker de samme musikgenrer. De forskellige stilarter benytter sig dog af lignende ingredienser: rytme, kontrast, spænding og opløsning. Præcis de elementer, der i millioner af år har givet lyde i naturen deres mening.
Hvis du næste gang bliver betaget af en fuglesang uden for vinduet eller det rytmiske kvækken fra frøer ved en sø, kan du betragte det fra et nyt perspektiv. Måske reagerer du på de samme signalegenskaber, som et sted i en tropisk regnskov hjælper dyr med at finde en partner. Og din yndlingsplayliste på telefonen følger stort set de samme regler – blot i en mere kompleks, menneskelig udgave.
