Når en hunds nærvær kan gøre en forskel på intensivafdelingen
Forskere fra et stort klinisk center har besluttet at åbne dørene til intensivafdelingen for patienternes egne hunde. Det handler ikke om en underholdningsattraktion, men om et seriøst medicinsk program, der skal undersøge, om kontakt med et dyr kan forbedre humøret, mindske angst og gøre den hårdeste fase af behandlingen mere tålelig.
For mange patienter er indlæggelse på intensivafdelingen et chok. Det normale liv ophører pludseligt og erstattes af et ophold i et rum fyldt med kabler, monitorer og lydsignaler, hvor dag og nat flyder sammen. Patienten mister kontrollen, de pårørende dukker kortvarigt op, og ensomheden kan trykke ligeså hårdt som sygdommen selv.
Det kliniske studie PET in Intensive Care Unit
I netop denne virkelighed har et universitetssygehus igangsat et klinisk studie med navnet PET in Intensive Care Unit. Forskerne ønsker at kortlægge, hvilken effekt besøg af patienternes egne hunde har på deres psykiske og følelsesmæssige tilstand. Det er noget, mange læger og pårørende længe instinktivt har fornemmet: at et elsket dyrs tilstedeværelse kan berolige, forankre patienten i det normale liv og give ny kæmpekraft.
Studiet skal besvare et enkelt spørgsmål: om et møde med ens egen hund hjælper den indlagte patient til bedre at håndtere en af behandlingens allermest krævende faser. Der er ikke tale om en enkelt, spontan tilladelse til, at et dyr får adgang til afdelingen. Det er derimod seriøs videnskabelig forskning, der foregår under reelle arbejdsforhold på tre forskellige intensivafdelinger, med en præcist beskrevet protokol, målbare kriterier og et tværfagligt forskerhold.
Sådan opstod idéen om at lade hunde besøge patienter på intensivafdelingen
Programmet voksede frem som en del af en ung forskers videnskabelige arbejde inden for anæstesiologi og intensiv medicin, i tæt samarbejde med erfarne specialister. Protokollens udformning involverede intensivlæger, hospitalsepidemologer, kliniske forskningseksperter og adfærdsspecialister med ekspertise inden for dyr.
De afdelinger, der indgår i studiet, omfatter en intensivafdeling for voksne, en neurointensiv afdeling samt en intensivafdeling med blandet patientprofil. Det primære mål i første fase er at bekræfte, om sådanne besøg kan tilrettelægges sikkert og med mulighed for gentagelse. Det næste mål er, hvis proceduren viser sig gennemførlig, at måle hundens tilstedeværelses indvirkning på patientens komfort, humør og orientering.
Holdet ønsker at udfylde et hul, der hidtil primært har hvilet på anekdoter — enkelthistorier fra personale eller pårørende om, at et besøg fra den elskede kæledegge “virkede mirakler”. Nu skal lignende situationer underkastes videnskabelig undersøgelse med spørgeskemaer, vurdering af kliniske parametre og observation af patienternes adfærd.
Strenge regler for både hunde og mennesker sikrer sikkerheden
Intensivafdelingen er et af sygehusets mest sårbare steder. Enhver ekstra risiko, især for infektion, skal begrænses til et absolut minimum. Derfor er en hunds deltagelse i et sådant program underlagt en lang række krav.
Hvert firbenede deltager i programmet gennemgår en grundig helbredskontrol. Ansvaret herfor ligger hos en dyrlæge tilknyttet et universitet med speciale i veterinærmedicin. Opstår der blot en skygge af mistanke om smitsom sygdom, gives der ikke tilladelse til, at den pågældende hund deltager i besøget. Personalet har klare retningslinjer om at afstå fra at lade dyret komme ind på afdelingen ved mindste tvivl.
Sådan forberedes hunden til sygehusmiljøet
Personalet fører ikke hunden direkte ind i salen. Familien modtager først et stykke stof, der er mættet med afdelingens dufte. Dyret får tid til at vænne sig til det nye stimulus i de velkendte hjemlige omgivelser. Formålet er at mindske hundens stress i det øjeblik, den ankommer til et støjfyldt sted med masser af udstyr.
Hundebesøget skal berolige patienten, ikke skabe ekstra stress hos dyret. Derfor er vurdering af temperament og forberedelsesfasen lige så vigtige som den veterinære undersøgelse. På sygehuset er der desuden tilstede en professionel hundeinstruktør, hvis opgaver inkluderer adfærdsvurdering af hvert enkelt dyr på stedet, oplæring af personalet i sikkerhedsprocedurer og støtte til familierne under besøget på afdelingen.
Beskyttelse af patienten og desinfektion efter besøget foregår efter et særligt scenarie. Inden dyret træder ind i salen, sikrer personalet alt medicinsk udstyr, kabler og forbindinger. Hunden har begrænset adgang til steder, hvor berøring kan udgøre risiko for beskadigelse af apparatur eller forurening.
- Skift af sengelinned efter hvert hundebesøg
- Skift af patientens tøj efter kontakt med dyret
- Udskiftning af alle forbindinger og udstyrselementer
- Grundig rengøring af rummet med desinfektionsmidler
- Dyrlæge til stede ved hvert besøg
- Kontrol af hundens helbredstilstand inden adgang
- Træning af personalet i sikkerhedsprocedurer
- Vurdering af dyrets temperament ved instruktør
Når mødet er afsluttet, udfører teamet udvidede hygiejniske procedurer, og rummet gennemgår en omhyggelig rengørings- og desinfektionsproces. Det er netop denne rutine, der for mange læger var en betingelse for overhovedet at acceptere afdelingens deltagelse i programmet.
Hvilke kriterier bruger forskerne til at måle programmets succes
I denne fase fokuserer forskerne på ét grundlæggende kriterium: om sådanne besøg regelmæssigt kan gennemføres under reelle intensivafdelingsforhold, uden sundheds- eller organisatoriske hændelser. Der er fastsat en konkret tærskel, der skal dokumentere dette.
Programmet betragtes som gennemførligt, hvis mindst 8 ud af 21 kvalificerede hunde kan komme ind i patienternes sale i overensstemmelse med alle protokolkrav. Først når denne betingelse er opfyldt, planlægges næste faser, hvori lægerne ønsker at undersøge besøgenes indvirkning på patienternes frygt og angst i detaljer.
Forskerne fra det kliniske center stiller spørgsmålet, om kontakt med en elsket hund kan være det, der hjælper patienter på intensivafdelingen — ikke bare med at overleve de hårdeste behandlingsdage, men også med at bevare et bedre psykisk velvære. Svaret vil først komme med resultaterne af det igangværende studie, der forbinder medicinsk viden med omsorg for svært syges følelsesmæssige behov. Måske er det netop den firbenede vens tilstedeværelse, der kan gøre en forskel dér, hvor medicinen alene støder mod sine grænser.
