En opdagelse der udfordrer alt, hvad vi troede om civilisationens fødsel
På de østeuropæiske stepper afdækker arkæologer resterne af gigantiske bosættelser, der er mere end seks tusinde år gamle. Forskere antyder, at netop her udviklede sig en af de allerførste bykulturer — ældre end de berømte centre i Mesopotamien.
På territoriet af det nuværende Ukraine, øst for Karpaterne, ligger et arkæologisk område, som videnskabsfolk har kendt til i over et halvt århundrede. I lang tid betragtede man det blot som én af mange præhistoriske bosættelser. Det var først de systematiske udgravninger fra de seneste år, der afslørede stedets sande omfang.
Trypillia-kulturen — et glemt kapitel i menneskehedens historie
Et internationalt hold af arkæologer analyserer sporene efter den såkaldte trypilske kultur (Cucuteni–Trypillia). Det drejer sig om et folk, der beboede området svarende til nutidens Ukraine, Rumænien og Moldova i perioden fra cirka 5400 til 2700 f.Kr. De nyeste dateringer og detaljerede kortlægninger tegner billedet af enorme, planmæssigt opbyggede bosættelser, der minder langt mere om byer end om typiske neolitiske landsbyer.
Forskere taler i stigende grad om trypilske “megabyer” — bosættelser med titusindvis af indbyggere, opstået før de klassiske byer i Mesopotamien. Hvis denne hypotese bekræftes, vil hele vores syn på civilisationens begyndelse forandre sig fundamentalt. Østeuropa vil ophøre med at være en perifer region og blive anerkendt som et af de tidlige centre for urbanisme.
Hvorfor Mesopotamien længe gjaldt som bylivets vugge
Størstedelen af det tyvende århundrede var præget af overbevisningen om, at det egentlige byliv opstod i Mellemøsten. Byer som Uruk og Ur blev forbundet med de første planlagte gader, monumental arkitektur, administration og et komplekst erhvervsliv.
Dette billede blev formet af arkæologi, der primært foregik i Irak og Syrien. Netop der blev de store udgravninger indledt tidligst, og det var her, forskningen i skriftsprogenes og statsorganisationens oprindelse blomstrede. Østeuropa forblev i skyggen af denne fortælling — dels af politiske årsager, dels på grund af færre ressourcer til forskning.
Nye perspektiver viser imidlertid, at den såkaldte “byrevolution” ikke var en enestående begivenhed knyttet udelukkende til bronzealderen i Mellemøsten. Et voksende antal data indikerer, at komplekse bosættelser opstod parallelt i forskellige regioner af Eurasien. Tilfældet Ukraine er særlig markant: trypilske bosættelser på flere hundrede hektar dateres til en periode, hvor Mesopotamien kun var ved at gå ind i sin intensive urbaniseringsfase.
Sådan så de gigantiske trypilske bosættelser ud
Ved hjælp af luftfotos, droner og magnetometri har forskere rekonstrueret planen over mange af disse bosættelser. Bebyggelsens indretning er påfaldende regelmæssig — næsten geometrisk. Husene stod i koncentriske cirkler omkring en central, åben plads.
Arkæologer understreger, at et så stort antal huse anbragt efter et gentagende mønster krævede planlægning og koordination. Det kan ikke forklares som en spontan vækst fra en almindelig landsby. Den gennemtænkte placering af hundredvis af bygninger antyder fælles beslutningstagning — måske endda tidlige former for byrumsforvaltning.
- På nogle lokaliteter er der identificeret op til to tusinde huse
- De største bosættelsers overflade nåede op på 300 til 450 hektar
- Radiokarbondatering bekræfter en alder svarende til perioden 4100 til 3600 f.Kr.
- Geofysiske undersøgelser har afsløret indre gader og åbne rum mellem husringene
- Den koncentriske indretning antyder, at det centrale rum havde rituelt eller defensivt formål
- Befolkningstætheden kan have oversteget ti til femten tusinde indbyggere på ét enkelt sted
Bevaret er rester af huse, keramik og redskaber, der giver et indblik i datidens hverdag. Husene blev bygget af træ og ler og var ofte toetages. Indvendig fandtes ovne, sovepladser og opbevaringssteder til forråd. Arkæologer har desuden fundet en række brændte lermodeller af huse, der sandsynligvis tjente rituelle formål eller fungerede som legetøj.
Dagliglivet i bosættelserne nær Dnjepr
Økonomien byggede på landbrug — man dyrkede primært hvede og byg. Man holdt kvæg, får, geder og svin. Keramikken var kendetegnet ved en rig, spiralformet dekoration, der hører til de smukkeste udtryk for neolitisk kunst i Europa.
Forskere har påvist specialiseret fremstilling af redskaber og beholdere. Bestemte værksteder fokuserede for eksempel på produktion af stenøkser, mens andre specialiserede sig i keramik med specifikke mønstre. Der eksisterede også handelsforbindelser med fjerne regioner, hvilket fremgår af tilstedeværelsen af råmaterialer fra områder uden for lokalområdet — f.eks. obsidian fra Karpaterne eller kobbergenstande.
Omfanget af produktion og vareflow viser, at der ikke var tale om et lukket landbrugssamfund. Snarere har vi at gøre med et centrum, der tiltrak folk fra en bred region og koordinerede udvekslingen. Visse strukturer tolkes af arkæologer som kornlagre eller fælles opbevaringsfaciliteter, hvilket ville vidne om kollektiv forvaltning af fødevareforsyningen.
- Afbrændte husrester muliggør præcis rekonstruktion af konstruktionerne
- Pollenanalyser dokumenterer dyrkning af hør og valmue
- Dyreknogler indikerer forbrug af okse-, fåre- og svinekød
- Talrige spindelvægte vidner om en veludviklet tekstil- og vævningsproduktion
Kan vi kalde disse bosættelser for byer?
Den største strid handler om, hvad man skal kalde disse strukturer. En del forskere hævder, at begrebet “by” forudsætter skriftsprog, en tydelig central magt og monumentale bygningsværker. Andre peger på, at befolkningstæthed, permanent bosættelse og graden af organisation er vigtigere kriterier.
De trypilske bosættelser efterlod ingen templer eller paladser, der kan sammenlignes med Mesopotamiens. Der er heller ingen spor af skriftsprog. Til gengæld ser vi store grupper af mennesker, der levede permanent på samme sted, en streng og gentaget byplanlægning, et højt niveau af håndværksspecialisering og komplekse relationer for udveksling af råstoffer og produkter.
For en del arkæologer er det nok til at tale om en tidlig form for bylighed — selv uden de senere “klassiske” kendetegn på statsdannelse. Striden om termen “by” afslører et bredere problem: skal civilisationens udvikling altid følge den model, vi kender fra Mesopotamien, eller findes der forskellige veje til et komplekst samfund? Forskningen i Ukraine antyder, at svaret kan være langt mere mangfoldigt, end man tidligere antog.
Hvorfor dette fund ændrer synet på Europas historie
Hvis hypotesen om urbygder på det nuværende Ukraines territorium holder stand, vil magtfordelingen i fortællingen om civilisationens begyndelse skifte. Østeuropa vil ophøre med at være en periferi og blive anerkendt som et af centrene for tidlig urbanisering. For ukrainerne selv udgør dette et vigtigt element i opbygningen af en historisk identitet.
Det viser sig, at der længe før de middelalderlige stater her eksisterede avancerede samfund, der var i stand til at organisere livet i stor skala. Denne erkendelse får særlig genklang i samtiden, hvor Ukraine forsøger at definere sin plads i Europa og fremhæve sin dybe historie uafhængigt af nabomagternes fortællinger.
Mange trypilske lokaliteter er kun delvist undersøgt. Ny teknologi — som geofysisk scanning — gør det muligt at “kigge” ned under jordens overflade uden fuld udgravning. Derved kan arkæologer hurtigere kortlægge en hel bosættelses indretning og derefter afgøre, hvilke dele der er værd at udgrave. Hver ny forskningskampagne bringer nye data om samfundsstruktur, tro og årsagerne til disse forurbane samfunds undergang.
Hvad fremtidige udgravninger endnu kan afsløre
Særlig fascinerende er spørgsmålet om, hvorfor et så veludviklet system forsvandt uden at efterlade kontinuitet i regionens senere kulturer. Forskere undersøger mulige klimaforandringer, udtømning af jord eller sociale konflikter. Visse bosættelser viser spor af bevidst afbrænding, hvilket kan indikere rituel opgivelse eller krigshandlinger.
For en læser, der er vant til billedet af en by med skyskrabere og trafikpropper, kan begrebet “by for seks tusinde år siden” lyde abstrakt. Dengang betød en by simpelthen en større, bedre organiseret og mere specialiseret gruppe af mennesker end den typiske landsby. Det er værd at tænke på sådanne centre som “laboratorier” for nye løsninger: fælles fødevareopbevaring, udviklede håndværk og mere komplekse sociale relationer.
Tæt bebyggelse krævede regler for sameksistens, konfliktløsning og koordination af store projekter — for eksempel opførelsen af hundredvis af huse efter ét og samme skema. Historien om de trypilske bosættelser viser, at vejen til en urban livsstil kan have haft flere varianter. Én førte gennem monumentale templer over Tigris og Eufrat, en anden gennem koncentriske bosættelser på Ukraines lössjord. For forståelsen af vores egne rødder er den anden vej ikke en smule mindre vigtig — og måske minder den os netop om, at store civilisatoriske spring ikke nødvendigvis udgik fra ét enkelt centrum, men opstod uafhængigt i forskellige hjørner af den oldtidige verden.
