En bitter drik med århundreders historie
Dybt inde i Amazonas regnskov har mennesker i århundreder drukket en tyk, bitter urtete, som for nogen repræsenterer helbredelse og for andre ren mareridt. Den drik, der kaldes ayahuasca, fascinerer både forskere og åndssøgende turister verden over.
Ayahuasca er en psykedelisk drik, der anvendes i shamanistiske ritualer i Amazonas-regionen. Et voksende antal studier tyder på, at dette rituelle afkog på overraskende vis “hacke” fordøjelsessystemet for at nå hjernen og vende vores selvopfattelse på hovedet.
Forskere fra programmet Beckley/Sant Pau under ledelse af Jordi Riba har i flere år undersøgt drikkens virkninger på den menneskelige hjerne. Resultaterne antyder, at ayahuasca er i stand til at reorganisere de hjerneområder, der er ansvarlige for selvrefleksion og emotionel hukommelse. For Amazonas’ oprindelige befolkning er det ikke et rusmiddel, men et redskab til helbredelse, traumebehandling og kontakt med den åndelige verden.
Hvad ayahuasca indeholder, og hvordan det virker
Ayahuasca tilberedes ved langsom kogning af bladene fra planten chacruna (Psychotria viridis) og lianen ayahuasca (Banisteriopsis caapi). Hemmeligheden ligger i en ganske snedig biokemi. Chacruna-bladene indeholder dimethyltryptamin (DMT) – et psykedelisk stof, som i spormængder findes i mange planter og endda i den menneskelige krop.
Problemet er, at DMT optaget gennem munden normalt slet ikke når hjernen. I tarmene og leveren nedbrydes det nemlig effektivt af enzymet monoaminooxidase. Men lianen Banisteriopsis caapi indeholder stoffer, der midlertidigt blokerer dette enzym.
Takket være dette kan DMT fra chacruna-bladene overleve tarmpassagen, komme ud i blodbanen og trænge ind i hjernen. Det er præcis denne biokemiske “omgåelse af sikkerhedssystemet”, der gør drikken så virkningsfuld på bevidstheden. Ayahuasca virker udelukkende, fordi én plante leverer det psykedeliske stof, mens en anden slukker for det enzym, der ellers ville neutralisere det.
Hvad der sker med kroppen efter indtagelse
Erfarne ceremoni-deltagere er ærlige om det: den første fase byder ikke på visioner, men på… spanden. Både studier og personlige beretninger er enige – ayahuasca forårsager meget ofte pludselig kvalme og opkastning. I amazoniske kulturer betragtes dette ikke som en bivirkning, men som en forventet del af ritualet.
For mange oprindelige samfund symboliserer denne “rensningsfase” ikke blot en fysisk tømning af maven, men også en symbolsk frigørelse fra “dårlig energi”, angst og indre spændinger. En europæer ser en opkastningsreflex – en lokal beboer ser en åndelig renselsesproces.
Indledende undersøgelser viser, at de aktive stoffer fra lianerne og bladene normalt udskilles fra kroppen i løbet af nogle timer. Ved en ordentligt tilberedt drik givet i en passende dosering anses toksiciteten for at være lav. Det betyder dog ikke, at hele oplevelsen bør tages let på.
To niveauer af virkninger på krop og sind
Efter omtrent et par titals minutter begynder ændringerne i opfattelsen. Forskere opdeler virkningerne i to grupper afhængigt af, hvor i kroppen de opstår.
Centrale virkninger forbundet med hjernen omfatter fosfener – lysglimt og geometriske mønstre bag lukkede øjne. Opfattelsen af farver, lyde og former ændres markant, og intense visioner kan opstå. Sanserne virker skærpede, til tider næsten overvældende.
Perifere fysiologiske reaktioner inkluderer følgende:
- Forhøjet puls og hurtigere vejrtrækning
- Forhøjet blodtryk
- Udvidede pupiller
- Fornemmelse af varme eller kulde i kroppen
- Stærk angst eller panik hos visse personer
- Følelse af at miste kontrollen
- Rysten og øget svedtendens
- Ændringer i kropstemperatur
Hos nogle mennesker opstår der også stærk frygt og forvirring. Dette skyldes ikke altid kemien alene, men også konteksten – for Amazonas’ befolkning er det et velkendt ritual, mens det for en besøgende fra Europa eller Amerika ofte er den første så dybtgående forstyrrelse af den sædvanlige virkeligheds opfattelse.
Hvad videnskabelige studier siger om ayahuascas virkning på hjernen
Drikkens virkninger har interesseret forskere i årevis. En af dem, der har analyseret den mest detaljeret, er Jordi Riba, tilknyttet forskningsprogrammet Beckley/Sant Pau. Under kontrollerede forhold har han afbildet hjerneaktiviteten hos deltagere efter ayahuasca-ceremonier.
Observationerne i de første fireogtyve timer efter en session er bemærkelsesværdige. Det viser sig, at hjerneområder ansvarlige for selvopfattelse – altså opretholdelsen af fortællingen om, hvem vi er – forbindes stærkere med de regioner, der behandler følelser og autobiografiske minder. Det er, som om identitetssystemet midlertidigt får fuldt adgang til lageret af vanskelige oplevelser, fortrængte indhold og länge ignorerede konflikter.
Ved langvarigt regelmæssigt brug har forskere også registreret strukturelle forandringer. Hos personer, der gennem år har deltaget i ceremonier, observerede man en tyndere bageste del af cortex i den forreste del af gyrus cinguli – en del af det netværk, der er ansvarligt for den såkaldte default mode. Det er det aktivitetsmønster, der er til stede, når vi lader tankerne vandre, analyserer os selv og bekymrer os.
Den ændrede struktur i denne del af hjernen kan hænge sammen med en anderledes måde at tænke om sig selv på, en mindre tendens til bekymring og et andet forhold til egne minder. Forskerne antyder, at langvarig brug af psykedelika af denne type kan reorganisere de områder, der understøtter opmærksomhed, selvkommentering og indre monolog.
Mulige terapeutiske anvendelser ifølge læger
Til de centre, der forsker i ayahuasca, henvender sig regelmæssigt mennesker, der kæmper med depression, afhængighed eller følgevirkninger af traumer. Forskerne understreger, at drikken i sig selv ikke er en mirakelpille, men at den i den rette sammenhæng kan indgå som en del af en behandlingsproces.
Ifølge rapporter fra Jordi Ribas team formåede en del af de deltagere, der kom til ceremonierne med meget tunge oplevelser, efter nogle sessioner at betragte deres livshistorie på en ny måde. De talte om pludselige indsigter i, hvor deres reaktionsmønstre stammer fra, hvordan fortiden former deres relationer, og hvorfor de konstant vender tilbage til de samme destruktive vaner.
Der foreligger også beretninger om personer, for hvem en serie af ceremonier hjalp med at bryde en stærk afhængighed af kokain eller opioider. I kontrollerede studier observerede man hos en del patienter med behandlingsresistent depression en forbedring af humøret og reducerede symptomer i adskillige uger efter indtagelse.
Forskerne fremhæver tre primære områder, hvor ayahuasca kunne finde anvendelse: behandling af afhængighed, svær depression og traumer. I hvert af disse tilfælde dukker en fælles nævner op – muligheden for en dyb ombearbejdning af den personlige emotionelle historie, mens stive, fastlåste tankemønstre brydes op.
Er ayahuasca sikker, og hvem kan den udgøre en fare for?
De aktive stoffer fra lianerne og bladene udskilles normalt fra kroppen i løbet af nogle timer. Ved en ordentligt tilberedt drik i en passende dosering anses toksiciteten for lav, og klassisk overdosering forekommer meget sjældent. Det betyder dog ikke, at man bør betragte det som en harmløs drik.
Den psykiske intensitet af oplevelsen kan være ekstrem. Et uforberedt menneske, der måske kæmper med angstlidelser eller en udiagnosticeret affektiv sygdom, kan gennemleve et flertimers forløb præget af stærk frygt, tankemæssigt kaos eller endda symptomer, der minder om psykose.
Den største risiko stammer ikke fra plantens kemi i sig selv, men fra kombinationen af et kraftigt psykedelikum med utilstrækkelig forberedelse, samtidige sygdomme og en tilfældigt valgt guide. For oprindelige samfund er denne drik en del af kulturen gennem generationer. Børn hører fra tidlig alder historier om visioner, de ved, hvad de kan forvente, og de genkender sange, skikke og ritualets betydning.
En europæisk “rygsækturist” ankommer ofte til et fremmed sted, med et fremmed sprog, under opsyn af en person, hvis kompetencer man reelt ikke kender, og drikker noget, man primært har læst om i diskussioner på internetfora. Særlig forsigtighed gælder for disse grupper:
- Personer med hjertesygdomme eller ubehandlet forhøjet blodtryk
- Personer, der tager medicin, der påvirker serotonin, som visse antidepressiva
- Personer diagnosticeret med skizofreni eller bipolar lidelse
- Personer med alvorlige angstlidelser
- Mennesker med ustabiliseret diabetes
- Gravide og ammende kvinder
Kvaliteten af selve afkoget er heller ikke ubetydelig. Manglen på standardisering i turistcentre betyder, at deltagerne ofte ikke ved, hvor stærk en drik de får, eller om der er tilsat andre stoffer.
Hvorfor denne drik tiltrækker så mange mennesker i dag
For mange europæere og nordamerikanere er ayahuasca blevet et svar på en voksende følelse af tomhed, udbrændthed eller meningsløshed. Det er noget, der lover et nulstil af selvet, en frigørelse fra vanebundne tankemønstre – og det lyder eksotisk og mystisk. De sociale medier er fyldt med vidnesbyrd i stil med “én ceremoni forandrede hele mit liv”, hvilket yderligere nærer interessen.
Psykologer påpeger, at selve det at rejse til et fjernt sted, overgive sig til en guides hænder og træde ind i et specifikt ritual allerede i sig selv river én ud af hverdagsrutinen. Og når det kombineres med et kraftigt psykedelikum, er effekten ofte virkelig gennemgribende – positiv for nogle, traumatiserende for andre. Det er ikke magi, men en voldsom blanding af biologi, kultur og forventninger.
Ayahuasca er også blevet en vigtig del af videnskabelige diskussioner om, hvordan man på nye måder kan tilgå behandlingen af afhængighed og depression. Stadig flere forskerteams interesserer sig for psykedeliske stoffer – ikke for at fremme åndelig turisme, men for at forstå, hvordan en kortvarig, men intens oplevelse kan hjælpe nogen til en reel livsforandring.
I praksis tegner der sig et interessant billede: på den ene side et uraammelt ritual fra amazoniske samfund, på den anden side MR-scanninger, kliniske spørgeskemaer og analyser af hjernestrukturer. Den bitre drik lavet af lian og blade er blevet et af de mest fascinerende redskaber til udforskning af den menneskelige bevidstheds grænser. Striden om, hvorvidt den skal forstås som medicin, trussel eller rituelt redskab, vil under alle omstændigheder ikke finde sin afslutning foreløbig.
