Hvad gemmer sig under kilometrene af is?
Under et isfelt, der er hundredvis af meter tykt, på verdens koldeste kontinent har forskere opdaget regelmæssige formationer, der er næsten 400 meter lange. Ingen kan endnu forklare deres oprindelse, og videnskabsfolk er først nu begyndt at forstå, hvad dette fund egentlig betyder for vores forståelse af det antarktiske is.
Antarktis har længe fremstået som relativt velkortlagt territorium, selvom det er dækket af kilometertykt is. Den seneste radarscanning viser imidlertid, at dette kontinent skjuler langt flere gåder, end vi nogensinde har formodet. Da geologer analyserede data fra gennemtrængningsradar, stødte de på en serie mærkelige strukturer, der gentager sig med påfaldende regelmæssighed. Hver af dem måler cirka 400 meter, og deres systematiske arrangement udelukker enhver tilfældig oprindelse.
For forskningen i klimaforandringer og den fremtidige udvikling af gletschere er disse opdagelser helt afgørende. Antarktis indeholder enorme mængder ferskvand, og enhver ændring i isdækkets dynamik afspejler sig direkte i havniveauet over hele kloden.
Hvad befinder sig egentlig under det antarktiske is
Forestillingen om Antarktis som en ensartet hvid ørken passer kun til virkeligheden på overfladen. Under isdækket breder der sig et kompliceret system af dale, bjergkæder, søer og subglaciale floder. Denne skjulte verden minder om almindeligt fastland, blot dækket af et lag frossent vand, der visse steder er over fire kilometer tykt.
Til listen over kendte formationer er der nu føjet mystiske strukturer, som på radaroptagelser ser overraskende regelmæssige ud. Forskere stødte på dem under et omfattende kortlægningsprogram af isplatens indre. De benyttede is-penetrerende radar, som de monterede under fly og droner.
Denne type udstyr udsender elektromagnetiske impulser, der trænger gennem isen og reflekteres fra alt, hvad der befinder sig nedenunder — det kan være klippeunderlag, sedimenter eller vand. Objekterne optrådte på mange radarprofiler i det samme område, hvilket reducerer risikoen for, at der blot er tale om en målefejl eller et teknisk artefakt.
Sådan afslørede forskerne strukturerne med radar
I moderne Antarktis-forskning spiller radarsystemer en helt central rolle. Traditionelle boreoperationer er dyre, tidskrævende og rumligt meget begrænsede. Et enkelt borehul kan kun undersøge ét lille punkt på kortet. Radar kan derimod i løbet af en enkelt sæson “gennemlyse” et område på størrelse med en større stat.
Udstyret sender korte elektromagnetiske impulser nedad ind i isdækket. Impulserne passerer gennem isen og reflekteres delvist fra grænseflader mellem forskellige medier — det kan være grænsen mellem is og klippe, is og vand eller is og sedimenter. Det modtagne signal sendes til en computer, der beregner returneringstiden og ekoets intensitet.
På baggrund af disse data skabes et todimensionalt “snit”, der viser strukturer under isdækket. Forskerne formodede i starten, at der var tale om et målingsartefakt eller en form for støj. Det var særligt deres gentagelighed og den påfaldende ensartede længde på omkring 400 meter, der tiltrak opmærksomheden. Da yderligere overflyvninger af det samme område gav meget ensartede billeder, begyndte videnskabsfolk at analysere sagen mere indgående.
Hvad kan have skabt disse formationer
Ved første øjekast kan de regelmæssige former hos nogle få minde om noget kunstigt, måske endda menneskeskabte konstruktioner. Forskere forbliver dog nøgterne. Som altid inden for geofysik skal man gennemgå en lang liste af mere prosaiske scenarier, inden man drager sensationelle konklusioner.
Blandt de hypoteser, som geologerne aktuelt overvejer, finder man flere muligheder:
- Morænedannelser skabt af gletsjerens bevægelse, der transporterede klippemateriale med regelmæssige mellemrum
- Erosionsfurer dannet af vandstrøm under isdækket i en fjern fortid
- Sedimentlag fra en periode, hvor området var dækket af en sø frem for is
- Brudstrukturer i undergrunden, der påvirkede den måde, isen gled henover klipperne
- Lag af vulkansk aske fra ældgamle udbrud, der aflejrede sig i regelmæssige cyklusser
- Drumlinsmarker dannet af gletsjerens tryk på bløde sedimenter
Hver af disse hypoteser har både styrker og svagheder. Formernes regelmæssighed tyder på en forholdsvis ordnet proces, og de gentagne strukturers længde peger på en kompleks is- og bjerghistorie i regionen. De mest tiltrækkende fortolkninger forbundet med menneskeskabte eller civilisationsskabte konstruktioner har i øjeblikket ingen bekræftelse i feltdata.
Forskerne er enige om, at man uden yderligere målinger og muligvis fysiske prøver fra selve stedet ikke med sikkerhed kan sige, hvad der præcis har forårsaget disse formationer. De minder om, at naturen er fuldt ud i stand til at skabe overraskende regelmæssige strukturer helt uden menneskelig indblanding.
Derfor er opdagelserne så vigtige for klimaforståelsen
Ved første øjekast kan et par aflange formationer under isen virke som et perifert emne. I praksis kan sådanne fund dog forandre forståelsen af hele de processer, der former Antarktis og dens indflydelse på det globale klima. Strukturernes arrangement, længde og placering afslører, hvordan gletschere har bevæget sig i fortiden.
Drejer det sig om erosions- eller morænedannelser, peger de på tidligere isgrænser og tempoet for isens bevægelse. Det er afgørende information for klimamodeller, der forsøger at rekonstruere, hvor hurtigt isdækket har skrumpet ind i forskellige geologiske epoker. Enhver sådan rekonstruktion hjælper med at præcisere forudsigelser om fremtidig udvikling.
Hvis fortolkningen hælder mod sedimenter fra en ældgammel sø, opstår der straks nye spørgsmål. Hvorfra kom søen, hvornår eksisterede den, og hvordan påvirkede den isens glidning henover undergrunden? Vand som “smøremiddel” kan dramatisk accelerere gletsjerens strømning mod havet, hvilket direkte afspejles i stigende havniveauer.
Antarktis indeholder tilstrækkeligt med vand til, at et fuldstændigt smelt ville hæve verdens have med adskillige meter. Derfor er enhver detalje om, hvor stabilt eller dynamisk isdækket er, umådelig værdifuld for planlægningen af kystbyers og -regioners fremtid.
Hvilke metoder vil forskerne bruge til at verificere strukturernes oprindelse
Radar giver mange informationer, men besvarer ikke alt. I de kommende forskningssæsoner er der tre primære redskaber i spil: boringer i isen, yderligere geofysiske målinger og computersimulering. Hver af disse metoder bidrager med et forskelligt perspektiv på problemet.
Den mest pålidelige metode er at nå ned til selve strukturen via en boring, eller i det mindste så tæt på som muligt. Et sådant projekt kræver dog enorme investeringer og logistik — tungt udstyr, brændstof, serviceteams og databeskyttelse under ekstreme forhold. Derfor vælger forskere typisk kun de få mest lovende lokaliteter.
Andre metoder, der kan bidrage til at opklare gåden, inkluderer:
- Gravimetriske målinger, der afslører tæthedsforskelle i bjergarter under isen
- Seismisk afbildning, der analyserer spredningen af elastiske bølger i is og underlag
- Magnetometri, der undersøger ændringer i det magnetiske felt knyttet til den geologiske opbygning
- Avanceret computersimulering, der kombinerer radardata med viden om isstrømning og terrænform
- Luftundersøgelser med højere radaropløsning til mere detaljeret kortlægning
- Analyse af iskerner fra nærliggende boringer til datering af de omkringliggende lag
Kun en kombination af disse metoder giver en reel chance for at fastslå den mest sandsynlige forklaring uden at bore på hvert enkelt sted. Glaceologer fra University of Cambridge og andre institutioner planlægger allerede opfølgende ekspeditioner, der forventes at give svar inden for en årrække.
Hvad betyder denne opdagelse for det almindelige menneske
Det er nemt enten at falde i sensationsfælden eller at afvise emnet med et skuldertræk. Ikke desto mindre er dette et klassisk eksempel på, hvor komplekse og overraskende de processer er, der foregår på vores planet — selv på steder, der tilsyneladende er velundersøgte.
Antarktis er langt mere end en hvid plet på kortet. Det er et aktivt kontinent, hvis is konstant reagerer på ændringer i luft- og havtemperaturen. Enhver usædvanlig struktur bliver udgangspunktet for ny forskning, og det er netop fra sådanne resultater, at der siden stammer rapporter om fremtidige havniveauer og forudsigelser om ekstreme vejrfænomener.
Hvis forskerne i de kommende år vender tilbage til dette område med boreudstyr, kan vi forvente nye og mere detaljerede informationer. Måske viser det sig, at disse 400-meter-lange formationer ikke blot er en enkeltstående kuriositet, men et fragment af et større system, der i tusindvis af år har styret skæbnen for isdækket i den yderste ende af Jorden. Og hvad mener du — er det pengene værd at forske i strukturer, vi aldrig selv vil se med egne øjne?
