Det der skulle løse problemet, er nu selv blevet truslen
Det, der engang blev betragtet som den endelige løsning på et radioaktivt problem fra den kolde krigs dage, er i dag selv blevet en kilde til fare. Betonkuplen på øen Runit i Marshalløernes øgruppe revner, og den stigende havvandstand accelererer hele processen.
Konsekvenserne mærkes af mennesker og økosystemer over et enormt område af Stillehavet. Forskere taler om en tikkende bombe, som ingen er i stand til at stoppe.
67 atomprøvesprængninger lagde grunden til katastrofen
Historien om kuplen på Runit begynder med et intensivt amerikansk atomprogram. Mellem 1946 og 1958 blev der gennemført i alt 67 atomprøvesprængninger på Bikini-atollen og Enewetak. Alene på Enewetak fandt 43 eksplosioner sted, og én af dem – testen kaldet Cactus i 1958 – rev bogstaveligt talt et stykke af øen Runit væk.
Eksplosionen, som havde en styrke på cirka 18 kiloton, skabte et krater på omtrent 10 meters dybde. Den atomare sky nåede flere kilometer op i luften, og radioaktivt støv spredtes over hele atollen. To årtier senere blev dette krater til et bekvemt, omend dybt problematisk, affaldsrum.
Sådan blev et atomkrater til et radioaktivt lager
I perioden 1977–1980 begyndte den amerikanske hær at køre forurenet jord, murbrokkerne og andet radioaktivt affald fra Enewetak-området ned i krateret. Ifølge estimater blev det fyldt med mere end 120.000 tons materiale med forhøjet radioaktivitet. Det hele blev derefter overdækket med en jernbetonkuppel på cirka 46 centimeters tykkelse og en diameter på 115 meter.
Konstruktionen, som lokalbefolkningen kalder “graven”, havde fra starten et midlertidigt præg – og afgørende er det, at den aldrig fik en vandtæt bund. Kuplen blev simpelthen opført direkte på det naturlige, porøse koralunderlag. Grundvand og havvand trænger frit ind under betonnen, hvilket allerede dengang vakte bekymring blandt en del af forskerne.
I dag, med en stadig stigende havvandstand, vender denne beslutning fra 1970’erne tilbage som en boomerang. Ingeniører advarer om, at plutonium og andre isotoper inde i strukturen vil forblive farlige i titusinder af år. Beton – selv under ideelle forhold – holder ikke en brøkdel af den tid uden alvorlige skader.
Betonnen revner og vandet baner sig vej igennem
Efter årtiers udsættelse for tropisk sol, saltvand og ekstreme temperaturudsving er kuplen nu ved at gå ind i en fase med accelereret nedbrydning. På overfladen ses tiltagende revner. For nogle embedsmænd er det blot “normal betonaldring”. For mange eksperter er det et signal om, at sikkerhedsmarginerne er ved at skrumpe ind.
Nukleare ingeniører påpeger et enkelt faktum: plutonium og andre isotoper indeni forbliver farlige i titusinder af år, mens forholdene på den lavtliggende, stormudsatte atol er alt andet end ideelle. Læger fra University of Columbia advarer om, at langvarig eksponering for radioaktive stoffer kan forårsage kræft, knogleskader og genetiske mutationer hos beboerne.
Endnu mere alarmerende er det, at selve betonlåget ikke løser problemet med vandcirkulationen nedenunder. Det porøse koralunderlag fungerer som en svamp. Kombineret med tidevandets gang trænger vand ind og ud af området under krateret og kan undervejs transportere partikler af forurenet materiale i retning mod lagunen.
Selv uden et dramatisk brud på ydersiden er de radioaktive affaldsstoffer ikke fuldstændigt isolerede fra omgivelserne – der er tale om et åbent system, forbundet med grundvand og kystvand. Undersøgelser foretaget på stedet for nogle år siden viste, at forhøjede strålingsniveauer forekommer også uden for betonkonstruktionen. I jord- og sedimentprøver fandt forskerne flere typer radionuklider i mængder, der antyder, at forureningen berører hele systemet.
Forskere fra Stanford University påviste tilstedeværelsen af cesium-137, strontium-90 og americium-241 i lagunens sedimenter. Disse isotoper har en halveringstid på mellem 28 og 432 år, hvilket udgør en langsigtet trussel mod det marine liv.
Klimaforandringer accelererer farescenarierne
I lang tid figurerede Runit i den offentlige debat primært som en moralsk gæld: et symbol på den uret, der blev begået mod Marshalløernes befolkning under atomprøverne. Den stigende havvandstand giver nu denne “historiske gæld” en meget aktuel dimension.
Ifølge analyser udarbejdet for det amerikanske energiministerium er stormflod og den gradvise, vedvarende stigning i havniveauet nu ved at blive de vigtigste risikofaktorer for kuplen. Øen Runit hæver sig de fleste steder kun cirka 2 meter over havoverfladen. En forventet stigning på 1 meter inden udgangen af dette århundrede for Marshalløernes vedkommende betyder, at blot nogle få kraftigere storme kan vælte hele systemets balance.
På en så lavtliggende atol behøver vandet ikke flyde hen over kuplen for at forværre situationen. Det er nok, at det hydrostatiske tryk på grundvandet øges og vandgennemstrømningen under betonkonstruktionen intensiveres. Stormflodsbølger og ekstreme tidevande fungerer som en pumpe: de fremskynder vandudskiftningen i det porøse underlag og kan dermed øge transporten af radioaktive partikler mod lagunen.
- Øget hyppighed af tropiske cykloner i Mikronesien-området
- Stigning i den gennemsnitlige vandtemperatur i Stillehavet på 0,6 grader Celsius
- Forudsagt havvandstigning på 50 til 100 centimeter inden år 2100
- Tiltagende erosion af koralrev omkring Enewetak-atollen
- Ændringer i havets kemiske sammensætning, der øger korrosionen af beton
- Mere intense monsunperioder, der forlænger kuplens eksponering for vand
Klimaforandringerne skaber ikke en ny trussel fra bunden – de forstærker en allerede eksisterende svaghed i 1970’ernes konstruktion og omdanner den til en reel risiko for mennesker og miljø. Forskere fra NASA advarer om, at øen Runit kan være fuldstændigt oversvømmet under bølgegang allerede inden 2035.
Tæt på folks hjem og fiskepladser
Runit ligger blot nogle få titals kilometer fra de områder, hvor Enewetak-beboerne dagligt fisker og sejler. På selve atollen lever der i dag omkring 600 mennesker, heraf ca. 300 på hovedøen. Lagunen er for dem på én gang en vej, et spisekammer og en kilde til kulturel identitet.
For de lokale samfund er risikoen for forurening af lagunen ikke abstrakte tal i en radiologisk rapport. Det er konkrete spørgsmål: kan man spise fiskene, kan man bo på øer, der én gang er erklæret for farlige at bebo og siden genbefolket? Fiskere på Enewetak fanger tun, makrel og krebsdyr, som udgør grundlaget for deres kost.
Læger fra Verdenssundhedsorganisationen har dokumenteret en forhøjet forekomst af skjoldbruskkirtelkræft, leukæmi og medfødte misdannelser hos Marshalløernes befolkning. Mange familier frygter, at forureningen fra Runit vil gøre situationen endnu værre. Gravide kvinder tøver med at spise lokale fisk på grund af risikoen for fosterskader.
Uløste spørgsmål om ansvar og fremtid
Spørgsmålet om kuplen på Runit er ikke blot et ingeniørteknisk problem – det er også et dybt politisk. I 1986, i forbindelse med Marshalløernes uafhængighedserklæring, indgik USA en aftale om at regulere krav i forbindelse med atomprogrammet. På papiret var sagen lukket. I praksis sad den marshallske regering tilbage med en byrde, den hverken teknisk eller økonomisk kan bære.
Det amerikanske energiministerium hævder, at revnerne i betonnen falder inden for den forventede aldring af materialet, og at yderligere forurening stammende fra kuplen er ubetydelig i forhold til det, der allerede befinder sig i lagunens sedimenter efter årtiers atomprøver. Denne fortælling mødes med stor mistro fra lokale myndigheder og uafhængige forskere.
Forskere, der er involveret i målinger på stedet, stiller et simpelt spørgsmål: hvis størstedelen af forureningen alligevel ligger i lagunen, hvorfor besluttede man sig så overhovedet for at bygge kuplen? Det antyder, at ikke alle oplysninger om, hvad der præcist endte i krateret, nogensinde er blevet offentliggjort. Der spekuleres i, om fragmenter fra mislykkede våbentest eller andet særligt farligt affald også er blevet deponeret der.
Striden handler ikke kun om strålingsniveauer, men også om adgang til troværdige data om indholdet og tilstanden af deponiet, som i årevis var under hærens kontrol. Den marshallske regerings jurister kræver åbning af Pentagons arkiver og erstatning på 2,3 milliarder dollars.
Hvad er mulighederne for de kommende årtier? Scenarierne afhænger af flere faktorer: hastigheden af havvandsstigningen, hyppigheden af ekstreme vejrfænomener og om det internationale samfund beslutter sig for at investere i sikring eller ombygning af deponiet. Tre overordnede udviklingsscenarier tegner sig for Runit-atollen.
