Et landskab fra en anden verden – lige uden for Rom
Ikke langt fra Rom gemmer sig et sted, der ser fuldstændig fremmed ud: jorden ryger, vandet bobler, og luften lugter af svovl. Caldara di Manziana er et lille geotermisk hjørne af regionen Lazio, der tiltrækker besøgende med sin månelignende udsigt, etruskiske legender og behagelige skovture.
Dette beskyttede område dækker cirka 90 hektar og er en del af regionalparken Bracciano-Martignano. Det ligger mindre end en times kørsel fra centrum af Rom og minder visuelt om en komprimeret udgave af Island eller det berømte Yellowstone.
En udslukt vulkan, der stadig ånder
Det, vi har at gøre med her, er resterne af den tidligere vulkan Sabatino. For cirka 600.000 år siden var dette område skueplads for kraftige freatomagmatiske udbrud. Da magmaen stødte sammen med vand, opstod der et krater, som med tiden fyldte sig med tørv og vand og dannede det nuværende tørvebækken.
Forskere betegner stedet som et levende laboratorium for geotermisk aktivitet. Studiet af sådanne lokaliteter bidrager til forståelsen af de vulkanske processer, der formede hele Centralitalien. For besøgende er det en enestående mulighed for med egne øjne at se, hvordan en vulkan kan forblive aktiv uden at byde på udbrud.
Mini-Island under Rom: hvor jorden udånder gas
I Caldara di Manziana “koger” vandet ved en temperatur, der minder om koldt postevand – boblingen skyldes ikke varme, men intense gasboblerne, der stiger op fra dybet. Det er netop disse små “geysere”, der fascinerer turisterne mest.
Der er faktisk tale om svovlkilder, hvor vandtemperaturen holder sig på omkring 20 grader Celsius. Fra bunden frigives der konstant kuldioxid og svovlgasser, som sætter overfladen i bevægelse og skaber illusionen af kogning. Undergrunden i calderaens centrale del har en lysegrå, næsten hvid farve, er stedvis revnet, og fra mange sprækker siver der damp op.
Mod denne baggrund fremstår den mørke grønne skov som kulisse til en fantasyfilm. Det er ikke underligt, at de gamle etrusker betragtede dette område som porten til underverdenen. Ifølge gamle sagn husede stedet Mantus – guddom for det etruskiske dødningernes rige.
Hans navn er ophav til både stednavnet Manziana og den legendariske, engang tætte skov Silva Mantiana. I dag er det svært at tro på sådanne historier – men gå en tur i tågen ved daggry, og du vil forstå, hvorfra disse associationer stammer.
Hvide birketræer i svovlets rige: en botanisk gåde i Lazio
Caldara di Manziana er ikke blot et geotermisk skuespil. Det er også et ægte naturlaboratorium. Den sure, mineralholdige undergrund og det særlige mikroklima i krateret har givet anledning til en overraskende vegetation.
Tæt ved de rygende vandkilder vokser en lille lund af vorte-birke. De slanke, hvide stammer – som de lokale kærligt kalder “albanelle” – ser ud, som om nogen har transporteret dem direkte fra Skandinavien. Birk er en art, der typisk hører hjemme i koldere, nordlige egne af Europa og i bjergområder, men her vokser den i kun 250 meters højde over havet.
Forskere forklarer birketræernes tilstedeværelse med teorien om “postglacialt relikt”: de er de sidste vidner fra istiden, der har overlevet i Caldaraens fugtige, køligere mikroklima. Blandt græsserne finder man også en meget sjælden, lokal variant af græsslægten Agrostis, som er blevet genstand for botanikeres forskning.
Dette lille hjørne fungerer som en oase, hvor planter forbundet med helt andre klimaer mødes. Her trives også mange dyr. I området lever vildsvin, ræve, grævlinge og en rig fuglebestand. Man kan nemt spotte fiskehejrer, der jager nær vandet, og i de små vandbassiner optræder den sjældent observerede rovinsekt “vandskorpion” (hladinec), der jager andre hvirvelløse dyr.
Sådan kommer du derhen og planlægger en dagstur fra Rom
Caldara di Manziana er ideel til en dagstur på et par timer fra Rom. Den bekvemmeste måde at komme dertil på er med bil. Fra byens nordlige kvarterer kan man vælge den klassiske Via Cassia eller den mere maleriske Braccianese mod søen Bracciano og derefter følge skilte mod kommunen Manziana.
Ved indgangen til naturmindesmærket finder man en gratis parkeringsplads ved den lokale vej SP2/c. Herfra fører en kort, flad sti til tørvemosen. Skovturen tager blot få minutter og ender med, at det rygende bækken pludselig åbner sig foran en.
- Afstand fra parkeringspladsen: cirka 10-15 minutter i roligt tempo
- Sværhedsgrad: let, egnet også til børn
- Fodtøj: vandrestøvler eller sko med fastere sål anbefales
- Tid på stedet: normalt 1-2 timer til en rolig tur og fotografering
- Entré: gratis, området er frit tilgængeligt
- Bedste årstid: forår og efterår – sommeren kan være varm
- Udstyr: vand, myggespray og hovedbeklædning
Trærækværket markerer det sikre besøgsområde. Det kan ikke betale sig at krydse det: jorden nær kilderne er mudret og stedvis direkte farlig, da det tynde lag kan bryde sammen. Hold børnene tæt og forklar dem med det samme, at dette er et terræn, der observeres på afstand.
Det er navnlig kontrasten, der gør indtryk: få minutter forinden går man igennem en almindelig middelhavsskov, og pludselig ændrer landskabet sig til noget, der snarere hører til i naturdokumentarer fra Island. Netop dette overraskelsesmoment får mange til at vende tilbage til Caldara di Manziana med nye bekendtskaber.
Macchia Grande: en filmisk skovsti og det perfekte picnicsted
Den, der foretrækker længere ruter, kan kombinere besøget i Caldara di Manziana med en vandretur i den nærliggende skov Macchia Grande. Den velafmærkede sti CAI 262B gør det let at gå fra det geotermiske bækken og ind i skovens indre.
Macchia Grande er et monumentalt skovkompleks med kraftige, gamle ege og brede lysninger. Mange steder er der afmærkede bålpladser og grillfaciliteter, hvilket gør dette til et populært mål for familepicnic for regionens beboere. I weekenden kan man støde på hele grupper af romere, der søger et øjebliks ro fra byens larm.
Macchia Grande har fungeret som naturlig kulisse for adskillige berømte italienske film, herunder “Marchese del Grillo” og “Pinocchio” instrueret af Roberto Benigni. Kombinationen af geotermisk severdighed og filmisk skov er den perfekte plan for en hel dag: om morgenen en tur til de rygende kilder, og siden en rolig vandretur og picnic i skyggen af gamle træer.
Skoven byder også på muligheder for at observere vilde dyr. Forskere har dokumenteret forekomster af rådyr, pindsvin og sjældne spættearter. For naturfotos-entusiaster er det et ideelt miljø med et rigt udvalg af motiver.
Hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du får det bedste ud af besøget
Selvom ruten er forholdsvis nem, er det værd at forberede sig som til en klassisk naturoplevelse. Det vigtigste er passende fodtøj – efter regn bliver området omkring tørvemosen hurtigt til en glat, muddret overflade, som lette sportsko måske ikke kan håndtere.
I de varmere måneder er der myg i området, så myggespray er en god idé. Det er heller ikke en dårlig idé at medbringe noget til at dække hovedet og en flaske vand, for solen på det åbne terræn over tørvemosen kan varme ordentligt, selv når luften virker frisk i første omgang.
Besøgende bør respektere naturen og holde sig til de afmærkede stier. Parkadministrationen anbefaler ikke at forstyrre vilde dyr eller plukke planter. Fotografering er tilladt uden begrænsninger, men brug af droner er forbudt i det beskyttede område.
For familier med børn er det praktisk at medbringe en snack og en termokande med varm drik, særligt i de køligere måneder. Picnicpladserne i skoven Macchia Grande tilbyder borde og bænke, hvor man kan slappe af i ro og mag.
Caldara di Manziana som lektion i geologi og økologi
For mange ender en tur til Caldara di Manziana ikke blot med en serie effektfulde fotografier, men også med en dybere forståelse af de processer, der formede Italien. Man kan her med egne øjne se, at en vulkan ikke behøver at bryde ud for at forblive aktiv i dybet. De boblende kilder og svovllugten minder os om, at kræfter, vi sjældent tænker på i hverdagen, stadig arbejder under vores fødder.
Det er også et fremragende udgangspunkt for en samtale om, hvor skrøbelige økosystemer kan være. En enkelt ulovlig bål, for mange turister der forlader de afmærkede stier, eller efterladt affald er nok til, at et lille beskyttet område begynder at forringes. Stadig flere regioner i Italien satser på netop denne kombination af turisme og uddannelse: man kan komme, slappe af og tage billeder – men til gengæld forventes en vis respekt for stedet.
For den dansker, der normalt forbinder Rom med klassiske seværdigheder og museer, er sådan en lille Island under hovedstaden en interessant forandring. Et besøg i Caldara di Manziana giver mulighed for at se en anden side af Lazio: rå, lidt vild og forbundet med ild og gas fra jordens dyb snarere end med marmor og barok. Det er en oplevelse, der sidder i hukommelsen mindst ligeså godt som endnu et foto foran Colosseum. Er det ikke præcis den slags kontrast, der gør rejser uforglemmelige?
