En animationsfilm fra 2010 der blev en kultklassiker
En animationsfilm fra 2010 opnåede status som kultklassiker – og det skyldtes i høj grad musikken, der forbinder visuel kraft med rå følelser på en måde, de færreste glemmer. Komponisten bag er dog stadig overset af de fleste, selv mange år efter premieren.
Det er ikke en Hollywood-blockbuster med stjerneskuespillere. Det er en animationsfilm, der stille og roligt fandt sin plads i biograferne i 2010 og i dag regnes for en klassiker. Nøglen er musikken – skrevet for seksten år siden af en komponist, hvis navn sjældent dukker op i mainstream-samtaler, selv om næsten alle seere kender hans melodier.
Fagfolk inden for filmmusik har længe påpeget, at animation giver komponister langt større kreativ frihed end spillefilm. Her kan du tage risici, gribe til et stort orkester og bygge markante musikalske motiver – uden at nogen anklager dig for overdreven sentimentalitet. Det er netop derfor, soundtracks til animationsfilm ofte er stærkere oplevelser end dem til traditionelle actionfilm.
For mange teenagere er biografen det første sted, de møder alvorlig symfonisk musik. Når et nummer fra historien om drager dukker op på deres spilleliste, opdager de pludselig, at et stykke uden ord og uden billeder kan trække dem ind med samme kraft som et radiohit. Musikken fra animation bliver dermed en indgang til en dybere forståelse af orkestermusik.
Sådan opstod flyvescenen der giver kuldegysninger
Historien fører os til en vikingebebyggelse på en ø, omgivet af stejle klipper og et koldt hav. I luften sker der ingenting – kun et par skyer bevæger sig langsomt henover himlen. Den unge helt spænder selen på sin sorte drage, sætter sig i sadlen og samler mod. Et øjeblik senere springer han ud fra klippen og ud i dybet.
Det er hans første rigtige flyvetur. Først et par usikre drejninger, et kort øjeblik af panik, derefter mere modige sving, skarpere styrtdyk og til sidst dristig luftakrobatik. Kameraet glider efter dem – indimellem styrtdykker det, indimellem skyder det op. Seeren føler sig selv hænge over det endeløse hav og holde fast i den mægtige beasts skæl.
Det er præcis i dette øjeblik, at musikken træder ind og forvandler en dynamisk scene til rendyrket følelse. Fra de første takter mærker man en voksende spænding og eufori. Styrkerne ved denne sekvens stammer ikke kun fra animationen eller klipningen. Strygere, trommer og kraftfulde blæseinstrumenter giver helheden et sving, der giver mange seere gåsehud – selv ved gentagne gennemsyn mange år senere.
John Powell – mesteren ingen kender ved navn
Bag denne musik står John Powell – en britisk komponist med årelang tilknytning til de store studier. For dem der kender filmmusikkens skabere, er han et selvfølgeligt navn. For den brede offentlighed er han langt mindre synlig. Navne som John Williams, James Horner og Ennio Morricone nævnes langt oftere – og alligevel er Powells katalog imponerende.
Inden for spillefilm har han sat navn på titler som actionthrilleren Face/Off fra slutningen af halvfemserne, samtlige dele af Jason Bourne-eventyrene samt superheltproduktionen Hancock med dens råere tone. Men hans stil blomstrer virkelig i animation – særligt i produktioner fra DreamWorks, hvor han frit kunne forbinde symfoniske klange med den rytmik, der præger familiebiografen.
Listen over film han har arbejdet på viser, hvor ofte hans musik har fulgt hele generationer af seere:
- Serien om den sjove kung fu-kampende panda fra 2008
- Historien om drager og vikinger fra 2010 og dens efterfølgere
- Familiekomedien Rio om papegøjer i Brasilien
- Den animerede fortolkning af den legendariske figur Smølferne
- Eventyrfilmen Happy Feet om pingviner
- Actionserien Jason Bourne med Matt Damon
- Thrilleren Solo: A Star Wars Story fra Star Wars-universet
Netop takket være disse film voksede mange seere ubevidst op med hans stil – genkendelig, men altid underordnet historien. Komponisten “overdøver” sjældent billedet, men skubber det frem og giver scener, der uden musik ville virke ordinære, en ekstra dimension af mod.
Sådan blev musikken til historien om dragerne til
Da Powell arbejdede på første del af vikinge- og dragehistorien, fik han noget, ikke alle komponister oplever: en ordentlig fungerende fortælling – selv på stadiet med enkle skitser. I interviews understregede han, at han halvandet år før premieren allerede havde set materiale samlet fra statiske tegninger.
Selv uden animation greb historien ham fuldstændigt – “alt virkede”, som han udtrykte det. Det betød, at han hurtigt involverede sig følelsesmæssigt og begyndte at skrive temaer langt forud for tidsplanen. Den tilgang minder om en skuespillers arbejdsmetode. Musikeren skal først tro på historien, mærke hvem figurerne er og hvad de stræber efter. Først derefter begynder melodien at passe til billedet.
I dette tilfælde blev en fortælling om opvækst, venskab og opgøret med familiens forventninger udgangspunktet for komponisten. Forskere inden for filmmusikkens psykologi har gentagne gange bekræftet, at komponistens følelsesmæssige forankring i historien har direkte indflydelse på styrken af det færdige partitur. Det er præcis derfor, at nogle soundtracks fungerer bedre end andre.
Hvorfor denne musik rammer så dybt
Der er flere årsager. Oftest fremhæves de markante musikalske motiver, som man kan nynne efter blot ét gennemsyn. Dertil kommer koblingen af et nordisk klima med et Hollywood-orkester samt den mesterlige opbygning af spænding – fra en stille, usikker begyndelse til en lydeksplosion. Også den gennemtænkte dialog med billedet spiller en afgørende rolle: når animationen accelererer, varsler musikken det ikke bare – den annoncerer det på forhånd.
Flyvescenen illustrerer det som en vanddråbe, der afspejler hele havet. Seeren oplever den første gang i biografen, siden igen på en streamingtjeneste – og reagerer begge gange på samme måde: hjertet begynder at slå hurtigere i nøjagtig det øjeblik, orkestret breder vingerne ud sammen med dragen. Musikologer fra universiteter i Det Forenede Kongerige har analyseret denne sekvens og konkluderet, at de rytmiske accenter præcist spejler scenens visuelle højdepunkter.
Desuden anvendte komponisten en teknik kaldet “mickey-mousing” – en metode, hvor musikken bogstaveligt talt følger bevægelserne på lærredet. Kombineret med nordiske folkloristiske elementer og et mægtigt symfonisk lyddesign skabes et resultat, der stadig fungerer seksten år senere. Mange lyttere afspiller hele albummet uden billeder – blot for at vende tilbage til de følelser, der var forbundet med biografoplevelsen.
Hvor du kan høre musikken i dag og hvad du skal være opmærksom på
Filmen havde dansk biografpremiere foråret 2010 og har siden fundet vej til streamingtjenester og tv. Musikken fungerer uafhængigt af billedet – mange fans afspiller albummet alene for at genskabe oplevelsen fra salen.
Det kan betale sig at prøve en lille øvelse næste gang du ser filmen: i stedet for at fokusere på dialogerne, følg med i hvad orkestret gør. Du vil hurtigt opdage, at musikken ofte afslører figurernes følelser, inden deres ord gør det. Når fortællingen falder til ro, antyder partituret om der snart kommer lettelse – eller et slag.
Forstået på denne måde begynder et soundtrack at fungere som sin egen karakter. Særligt i animation, hvor det visuelle udtryk kan være overdrevet, giver musikken det et målestok: den kan afvæbne patos, men også løfte en simpel scene op til noget meget personligt.
Hvad fænomenet med denne filmmusik lærer os
Historien bag dette partitur viser, at animation ikke er en “lillesøster” til spillefilmen hvad angår lyd. Tværtimod – det er et rum, hvor komponister kan tage risici, gribe til et større orkester og bygge markante motiver uden frygt for at blive stemplet som for følelsesladede.
Som seer er det også en bekvem indgang til symfonisk musik. Mange teenagere oplever første gang et fuldt, alvorligt orkesterlyd i biografen under en animationsfilm. Når musikken fra dragehistorien siden dukker op på spillelisterne, viser det sig pludselig, at et stykke uden ord og uden billeder kan trække én ind med samme kraft som et radiohit.
Ønsker du at lytte mere bevidst til filmpartiturer, er et godt udgangspunkt at sammenligne denne musik med værker af andre komponister, der har sat stærke aftryk i animation – for eksempel skaberen af soundtracket til The Lion King eller filmen Coco. Forskellene i opbygningen af temaer, brugen af etniske instrumenter og arbejdet med kor træder hurtigt frem, så snart man begynder at lytte opmærksomt.
Sideeffekten er oftest behagelig: efter et par sådanne lyttesessioner holder navnet John Powell op med at være en lille skrift i rulleteksterne og begynder i stedet at forbindes med en konkret oplevelse – flyvescenen, der stadig giver mange seere gåsehud, selv om de kender hvert eneste billede udenad.
