Arktisk is under pres: 70 år med dramatiske forandringer
Grønlands arktiske is har skrumpet i årtier, men først den seneste analyse af syvti års data afslører, hvor dramatisk denne proces er accelereret. Resultaterne er tankevækkende og ændrer vores forståelse af, hvad der venter os.
Geografer fra universitetet i Barcelona kortlagde alle ekstreme smelteperioder i Grønlands indlandsis siden 1950. De kombinerede satellitobservationer, meteorologiske data og en avanceret klimamodel for at finde ud af, hvad der præcist driver den eksplosive stigning i mængden af vand, der løber fra isdækket ud i verdenshavene.
Grønland i centrum for klimaforandringerne
I de seneste år har Arktis tiltrukket sig stigende opmærksomhed fra politikere, militær og erhvervsliv. I takt med at klimaet opvarmes, åbner sig nye søveje, og råstoffer der i århundreder var låst inde under isen, bliver potentielt tilgængelige. Den samme proces undergraver imidlertid grundlaget for det stabile klima, som samfund over hele kloden er afhængige af.
Grønlands indlandsis er jordens næststørste reservoir af ferskvand – kun overgået af Antarktis. Når ismassen mister volumen, strømmer dette vand ud i verdenshavene og hæver vandstanden overalt – fra Gdańsk til Nilens delta. Derfor har forskere i årevis forsøgt at forstå præcis, hvor hurtigt dette isforråd forsvinder, og hvad der svækker det mest.
Den nyeste analyse viser, at intensive smelteperioder ikke blot er blevet hyppigere – de har også ramt en væsentligt større del af Grønlands overflade og produceret mange gange mere vand, end man tidligere antog.
Hvad forskerne gjorde: 70 år med ekstreme smelteperioder
Holdet fra Barcelona fokuserede på perioden fra 1950 til 2023. Dag for dag rekonstruerede forskerne de atmosfæriske forhold over Grønland og sammenlignede dem med indlandsisens reaktion – det vil sige mængden af vand, der opstår ved smeltning af sne og is.
Forskerne skelner mellem to typer luftcirkulation, der særligt påvirker smeltningen. Et højtrykssystem, også kaldet en anticyklon, bringer megen sol, få skyer og vindstille, varmt vejr. Et lavtrykssystem eller cyklon medfører tilstrømning af varme luftmasser, ofte fra syd, samt episoder med kraftige regnbyger.
Ved hjælp af en regional klimamodel forsøgte forskerne at adskille virkningen af disse vejrkonfigurationer fra den overordnede opvarmning af atmosfæren. Med andre ord: Er smeltningen accelereret primært fordi temperaturen generelt er steget, eller fordi der hyppigere opstår vejrsituationer, der er særligt ødelæggende for isen over Grønland?
Syv rekordssæsoner efter år 2000
Analysen viste, at karakteren af ekstreme smelteperioder fuldstændig ændrede sig i den anden halvdel af den undersøgte periode. Smeltningen sker hyppigere, kraftigere og over et større areal.
- Det areal af indlandsisen, der rammes af intens smeltning, vokser med cirka 2,8 millioner kvadratkilometer pr. årti
- Vandmængden, der produceres i sådanne sæsoner, er steget seks gange
- Syv ud af ti af de mest dramatiske smelteperioder er indtruffet i det enogtyvende århundrede
- Sommersæsonerne i august 2012 samt juli 2019 og 2021 har sat sig særligt markante spor i klimaregistrene
- Omfanget og intensiteten af smeltningen i disse år havde ingen sidestykke i data, der strækker sig tilbage til midten af det tyvende århundrede
- Isen mistede dengang masse i et omfang, som klimatologer indtil for nylig betragtede som usandsynligt
Siden århundredeskiftet er Grønlands indlandsis stadig oftere begyndt at befinde sig i en tilstand af “maksimal smeltning”, som for blot et par årtier siden var yderst sjælden.
Atmosfæren spiller den afgørende rolle
Analysens resultater viser, at opvarmningen af atmosfæren over Arktis i sig selv forklarer en stor del af den observerede acceleration. Ifølge forskerne kan op til cirka 63 procent af stigningen i vandproduktionen fra smeltning direkte tilskrives den stigende lufttemperatur.
Ændringer i cirkulationsmønstrene – altså hvor ofte og hvor længe bestemte tryksystemer holder sig over Grønland – spiller også en rolle, men når ikke op på niveau med den overordnede opvarmningstrend. Med andre ord oplever nutidens is en markant kraftigere smeltning selv ved vejrmønstre svarende til dem fra 1960erne og 1970erne, simpelthen fordi luften er varmere.
Et interessant fund vedrører den geografiske fordeling af forandringerne. Det er ikke kun Sydgrønland, hvor klimaet er lidt mildere, der reagerer kraftigst – det gør den fjerne nordlige del af øen også. Denne del af indlandsisen gjaldt længe for at være mere stabil, koldere og mere modstandsdygtig over for kortvarige vejrudsving.
Nordgrønland som Arktis’ nye varme punkt
Fremtidsmodellering baseret på et scenarie med høje drivhusgasemissioner antyder, at vandmængden fra smeltning i Nordgrønland kan blive tredoblet inden udgangen af det enogtyvende århundrede. Det er særligt betydningsfuldt, fordi gletsjerne dér munder direkte ud i Nordishavet og kan påvirke saltholdigheden og densiteten af overfladevandet markant.
En tredobling af ferskvandsafstrømningen fra det nordlige Grønland indebærer en alvorlig forstyrrelse af ligevægten mellem overflade- og dybhavsvand i Nordatlanten. Hver millimeter i den globale havstigning skaber reelle problemer for lavtliggende områder og havnebyer verden over.
Grønland bidrager allerede i dag som en af de vigtigste “leverandører” af vand til de stigende verdenshave, og den acceleration, der beskrives i undersøgelsen, tyder på, at landets andel vil vokse hurtigere end ældre scenarier forudsagde.
Hvad det betyder for havniveauet og havstrømmene
Stigningen i smeltningen af indlandsisen afspejles direkte i et højere havniveau. Grønland er allerede nu en af de vigtigste bidragsydere til de voksende verdenshave, og den acceleration, der er dokumenteret i forskningen, peger på, at landets bidrag vil stige hurtigere end tidligere scenarier forudsagde.
Den anden, mindre oplagte konsekvens er en ændring i den skrøbelige balance i havstrømmene. En for stor tilstrømning af koldt ferskvand i de nordlige breddegrader kan svække varmetransporten tværs over Nordatlanten. En sådan proces påvirker vejret i Europa og ændrer fordelingen af lavtryk, storme og hedebølger.
Det overrasker ikke klimatologer, at Grønland mister is. Det der overrasker er hastigheden, hvormed antallet af ekstreme smelteperioder er eksploderet efter år 2000. For planlægning af kystbeskyttelse, havneinfrastruktur og tilpasning af landbruget i kystnære zoner er det ikke blot den endelige havniveaustigning, der tæller – det er også, hvor meget tid lokalsamfund har til at forberede sig.
Hvad tallene fra Arktis betyder i et dansk perspektiv
For danske læsere kan resultaterne af de spanske forskeres arbejde virke fjerne. I praksis har det, der sker på Grønland, imidlertid direkte betydning for Europa og for klimaet langt sydpå.
Et højere havniveau øger risikoen for stormfloder langs kysterne, især ved kraftig vind fra havsiden. Ændrede strømmønstre kan påvirke hyppigheden af de vinterstorme fra vest, der med få års mellemrum rammer de europæiske kyster hårdt. Forstyrrelser i Europas klima giver sig udslag i længere tørkeperioder eller kraftige skybrud, hvilket rammer landbrug og infrastruktur.
Derfor indgår data fra det nordlige Grønland i de modeller, der forsøger at forudsige fremtidige forhold i Middelhavsregionen og i Centraleuropa. Hver ny undersøgelse gør disse prognoser mere præcise, reducerer usikkerheden og giver lokale myndigheder bedre grundlag for beslutninger om investeringer med en tidshorisont på årtier.
Informationer fra den tilsyneladende fjerne Arktis er ingen eksotisk kuriositet. Det er en tidlig advarsel om forandringer, der gradvist vil mærkes på vores kyster, i vores byer og i regningerne for beskyttelsesinvesteringer. Jo bedre vi forstår, hvor hurtigt Grønlands is smelter, desto klogere kan vi planlægge fremtiden – også her i Europa.
