Det der skulle løse problemet, er selv blevet til en trussel
Det, der engang skulle forsegla den radioaktive arv fra den kolde krig for evigt, er i dag selv blevet en kilde til fare. En betonkuppel på øen Runit i Marshalløerne revner, og den stigende havvandstand accelererer processen.
Forskere taler om en tikkende bombe. Betonkuplen fyldt med radioaktivt affald på atollen Enewetak er ved at smuldre, og Stillehavets stigende vandstand skaber alvorlige konsekvenser for mennesker og økosystemer i et stort område af Mikronesien.
67 atomprøvesprængninger lagde grunden til katastrofen
Historien om kuplen på Runit begynder med USA’s intense atomprogram. Mellem 1946 og 1958 blev der gennemført i alt 67 atomprøvesprængninger på atollerne Bikini og Enewetak. Enewetak alene oplevede 43 eksplosioner, hvoraf én — testen kaldet Cactus i 1958 — bogstaveligt talt rev et stykke af øen Runit bort.
Eksplosionen med en styrke på cirka 18 kiloton skabte et krater på omtrent 10 meters dybde. Den atomare sky nåede flere kilometer op i atmosfæren, og radioaktivt støv spredte sig over hele atollen. To årtier senere blev dette krater omdannet til en bekvem, men yderst problematisk “skraldegrav”.
Hvordan et atomkrater blev til et lager for radioaktivt affald
Fra 1977 til 1980 begyndte den amerikanske hær at køre forurenet jord, bygningsrester og andet radioaktivt affald fra Enewetak-området ned i krateret. Ifølge skøn fyldte man det med over 120.000 tons materialer med forhøjet radioaktivitet. Det hele blev dækket af en jernbetonkuppel med en tykkelse på cirka 46 centimeter og en diameter på 115 meter.
Konstruktionen, som de lokale beboere kalder “gravkammeret”, havde fra starten en midlertidig karakter — og afgørende nok fik den aldrig et vandtæt bund. Kuplen blev ganske enkelt bygget direkte på den naturlige, porøse koralbund. Grundvand og havvand trænger frit ind under betonen, noget der allerede dengang fik en del forskere til at protestere.
I dag, med den stigende havvandstand, vender denne beslutning fra 1970’erne tilbage som en boomerang. Ingeniørerne advarede allerede dengang om risikoen for lækage, men det militære lederskab prioriterede en hurtig og billig løsning frem for langsigtet sikkerhed.
Den porøse koralbund fungerer som en svamp. Med oceanernes tidevand strømmer vandet ind og ud under krateret og kan på vejen medbringe partikler af forurenet materiale ind i lagunen. For indbyggerne på Marshalløerne udgør dette en direkte trussel mod deres daglige liv.
Betonen revner og vandet baner sig vej
Efter flere årtiers udsættelse for tropisk sol, saltvand og ekstreme temperaturudsving er kuplen nu gået ind i en fase med accelereret nedbrydning. På overfladen kan man se stadig større revner. For nogle embedsmænd er det blot “normal betonaldring”. For mange eksperter er det et signal om, at sikkerhedsmarginen er ved at være opbrugt.
Atomingeniører peger på en simpel kendsgerning: plutonium og andre isotoper inde i kuplen vil forblive farlige i titusinder af år. Beton — selv under ideelle forhold — holder ikke en brøkdel af den tid uden alvorlige skader. Og forholdene på en lav atol udsat for storme er alt andet end ideelle.
Hvad der gør det endnu værre, er at selve betonlåget ikke løser problemet med vandcirkulation nedefra. Forskere fra Columbia University foretog i 2019 målinger, der viste, at radioaktiv forurening faktisk spreder sig ud i det omgivende miljø. I lagunen fandt de forhøjede niveauer af plutonium, americium og cesium.
Selv uden et dramatisk brud på skallen er det radioaktive affald ikke fuldstændig isoleret fra omgivelserne — det er et åbent system forbundet med grundvand og kystvand. Undersøgelser foretaget på stedet for nogle år siden viste, at forhøjede strålingsniveauer optræder også uden for betonkonstruktionen.
I jord- og sedimentprøver fandt man adskillige typer radionuklider i mængder, der tyder på, at forureningen påvirker hele systemet — ikke blot ét punkt på kortet. Biologer har registreret forhøjede radioaktivitetsniveauer i væv hos fisk, der lever i nærheden af Runit.
- Plutonium-239 med en halveringstid på 24.000 år
- Americium-241 anvendt i kernevåben
- Cesium-137 der trænger ind i fødekæden
- Strontium-90 der aflejres i organismers knogler
- Kobolt-60 med høj strålingstoksicitet
- Tritium i atollens grundvand
Klimaforandringerne accelererer trusselsscenariet
I lang tid fungerede Runit i den offentlige debat primært som en moralsk gæld — et symbol på den uret, der blev begået mod Marshalløernes befolkning under atomprøvesprængningerne. Den stigende havvandstand giver nu denne “historiske gæld” en meget nutidig dimension.
Ifølge analyser udarbejdet for det amerikanske energiministerium er stormflod og den gradvise, vedvarende havvandstandsstigning nu de vigtigste risikofaktorer for kuplen. Øen Runit hæver sig for det meste kun cirka 2 meter over havoverfladen. En forventet stigning på 1 meter inden udgangen af dette århundrede betyder for Marshalløerne, at blot et par kraftigere storme kan vælte balancen i systemet.
På en så lav atol behøver vandet ikke at skylle hen over kuplen for at forværre situationen. Det er nok, at det hydrostatiske tryk på grundvandet stiger, og at vandgennemstrømningen under betonkonstruktionen øges. Stormvover og ekstreme tidevande fungerer som en pumpe: de accelererer vandudskiftningen i den porøse undergrund og kan dermed øge transporten af radioaktive partikler ind i lagunen.
Klimaforandringerne skaber ikke en ny trussel fra bunden — de forstærker blot en eksisterende svaghed i konstruktionen fra 1970’erne og omdanner den til en reel risiko for mennesker og miljø. Meteorologer registrerer stadig hyppigere tropiske cykloner med kraftigere nedbør over Marshalløerne.
Tæt på menneskers hjem og fiskepladser
Runit ligger blot et par dusin kilometer fra de områder, hvor Enewetak-beboere fisker og sejler med båd hver eneste dag. På atollen lever der i øjeblikket cirka 600 mennesker, heraf omtrent 300 på hovedøen. Lagunen er for dem på én gang en færdselsrute, et spisekammer og en kilde til kulturel identitet.
For de lokale samfund handler risikoen for forurening af lagunen ikke om abstrakte tal i en radiologisk rapport. Det drejer sig om meget konkrete spørgsmål: kan man spise fisken, kan man leve på øer, der engang blev erklæret for farlige at bebo og siden genbefolket?
Lokale fiskere fortæller, at deres bedsteforældre efter prøvesprængningerne blev evakueret i tre år til atollen Ujelang, hvor de nærmest sultede på grund af mangel på mad. Da de vendte tilbage i 1980, lovede den amerikanske regering dem, at Enewetak var sikkert. I dag er frygten igen til stede.
Lægejournaler fra hospitalet på atollen Majuro dokumenterer et øget forekomst af skjoldbruskkirtalkræft hos Enewetak-beboere. Det er svært at fastslå en direkte årsagssammenhæng på grund af den lille befolkningsstørrelse, men mønsteret svarer til virkningerne af langvarig eksponering for radioaktivt jod.
Ubehagelige spørgsmål om ansvar
Spørgsmålet om kuplen på Runit er ikke kun et ingeniørteknisk problem — det er også i høj grad et politisk spørgsmål. I 1986, da Marshalløerne erklærede sig uafhængige, blev der indgået en aftale med USA om krav knyttet til atomprøvesprængningsprogrammet. På papiret var sagen lukket. I praksis sad den marshallanske regering tilbage med en byrde, de hverken teknisk eller finansielt er i stand til at bære.
Det amerikanske energiministerium hævder, at revnerne i betonen falder inden for den forventede materialenedbrydningsproces, og at den yderligere forurening fra kuplen er ubetydelig sammenlignet med det, der allerede findes i lagunens sedimenter efter årtiers atomprøvesprængninger. Denne udlægning møder stor mistillid fra lokale myndigheder og uafhængige forskere.
Forskere involveret i målinger på stedet stiller et enkelt spørgsmål: hvis størstedelen af forureningen alligevel ligger i lagunen, hvorfor besluttede man sig så overhovedet for at bygge kuplen? Det antyder, at ikke alle oplysninger om, hvad der præcist endte i krateret, er blevet offentliggjort.
Der dukker formodninger op om, at man også deponerede fragmenter af våben fra mislykkede test eller andet særligt farligt affald, som man ved meget lidt om. Striden handler ikke kun om strålingsniveauer, men også om adgang til pålidelige data om indholdet og tilstanden af depotet, der i årevis lå under militærets kontrol.
- Den marshallanske regerings anmodning om 3 milliarder dollars til oprydning er afvist
- Tidligere soldater, der deltog i “oprydningen”, lider af kræft
- Dokumenter om kuplens præcise indhold er stadig hemmeligstemplede
- FN har betegnet situationen som en krænkelse af menneskerettighederne
- Uafhængige eksperter har ikke adgang til fuldstændige radiologiske rapporter
- Forsikringsselskaber nægter at dække helbredsproblemer forbundet med eksponering
- Marshallanske børn udviser genetiske mutationer
- Kompensationer til ofrene når ikke op på de dokumenterede skader
Hvad kan der ske fremover
Scenarierne for de næste årtier afhænger af flere faktorer: hastigheden af havvandstandsstigningen, hyppigheden af ekstreme vejrhændelser samt om det internationale samfund beslutter sig for at investere i sikring eller ombygning af depotet.
Den passive løsning indebærer fravær af større arbejder, gradvis nedbrydning af betonen og stigende forurening af lagunen. Den tekniske løsning forudsætter forstærkning af kuplen, tætning af undergrunden eller opførelse af en ny og mere permanent beskyttelse. Den radikale løsning indebærer delvis eller fuldstændig fjernelse af affaldet og dets flytning til et sikrere sted — noget der er forbundet med enorme omkostninger og operationelle risici.
Hver af disse veje har sin pris — finansielt, politisk og miljømæssigt. Manglen på en beslutning er også en beslutning: det betyder accept af en situation, hvor gravkammerets og hele atollens skæbne i høj grad dikteres af issmeltningens hastighed og styrken af de kommende storme.
Eksperter fra Det Internationale Atomenergiagentur foreslår overvågning ved hjælp af droner og undervandsfartøjer. Teknologien eksisterer, men den politiske vilje og de finansielle midler mangler. Marshalløerne har et årligt budget på cirka 200 millioner dollars, hvilket ikke engang er tilstrækkeligt til statens normale drift.
Hvorfor denne historie bør interessere dig
På verdenskortet ser Runit ud som et fjernt punkt, nærmest en abstrakt prik midt i Stillehavet. Men sagen om kuplen afslører noget langt mere grundlæggende: hvor længe konsekvenserne af beslutninger om at anvende teknologi med så enorm energi som atomvåben lever videre, og hvordan klimaforandringer kan udløse gamle risici i helt nye konfigurationer.
I diskussionen om atomenergi, affaldsopbevaring og klimatilpasning bliver det stadig tydeligere, at der ikke findes isolerede “problemsteder”. Det, der sker på én atol, bliver et argument i debatter fra Bruxelles til Tokyo — og eksempler som Runit dukker op i enhver strid om, hvor længe og til hvilken pris vi er villige til at leve med arven fra det 20. århundredes nukleare eksperimenter.
Historien om Runit minder os om, at beslutninger truffet for årtier siden stadig kan påvirke menneskers liv i dag. Det er måske værd at stille lignende spørgsmål i debatterne om de teknologier, vi anvender netop nu.
