En tilfældig opdagelse, der rystede videnskaben
På en afsides græsmark i argentinsk Patagonien faldt en hyrde over knoglerne fra et enormt væsen. Ingen anede dengang, hvor meget dette fund ville vende op og ned på paleontologiens verden og tvinge forskerne til at omskrive historien om de planteædende kæmper.
Det, der begyndte som en helt almindelig gåtur over en farm i den argentinske provins Chubut, er i dag at finde på siderne i videnskabelige tidsskrifter. Den nyopdagede dinosaurart, døbt Bicharracosaurus dionidei, passer simpelthen ikke ind i de kendte kategorier. Den kombinerer træk fra vidt forskellige grupper og tvinger forskerne til at gentænke historien om de gigantiske sauropoder.
Knoglerne, der blev fundet på en privat landbrugsejendom i det sydlige Argentina, stammer fra den sene jura-periode — for cirka 155 millioner år siden. Det var en epoke, hvor enorme sauropoder allerede vandrede over Jorden, men mange evolutionære linjer endnu var ved at tage form. Forskerne udgravede over tredive hvirvler, ribben og et bækkenfragment. Analyser af knoglernes størrelse og opbygning viser, at et voksent individ målte omkring tyve meter i længden.
En tyve meter lang kæmpe under fårenes hovslag
Den nye dinosaur er altså cirka tyve meter lang, har en imponerende hals, og dens knogler er bevaret i overraskende god stand trods den høje alder. Ganske vist nåede den ikke samme størrelse som de allerstørste kendte sauropoder, men der er ingen tvivl om, at dette dyr ville have domineret ethvert moderne landskab fuldstændig.
Forskere fra Museo Paleontológico Egidio Feruglio i Trelew samarbejdede med kolleger fra en række andre institutioner om en detaljeret anatomisk analyse. Resultaterne blev offentliggjort i det faglige tidsskrift PeerJ, hvor de beskrev en unik kombination af anatomiske kendetegn. Netop denne usædvanlige kropsbygning har tiltrukket opmærksomhed fra paleontologer verden over.
Ifølge forskerne er Bicharracosaurus dionidei langt mere end endnu én kæmpe sauropod. Fundet udgør et centralt bevis på, at brachiosaurer spredte sig langt videre, end man hidtil antog. Patagoniske fund ændrer løbende kortet over jura-dinosaurer på den sydlige halvkugle.
En dinosaur, der ikke lader sig sætte i bås
Det mest fascinerende ved Bicharracosaurus dionidei er ikke størrelsen, men derimod anatomien. Forskerteamet registrerede en usædvanlig blanding af karaktertræk, der gør klassificeringen vanskelig.
En del af hals- og kropsvirvlerne minder om den afrikanske Giraffatitan, et medlem af brachiosaur-familien. Andre dele af rygsøjlen — særligt ryghvirvlerne — ligner dem fra Diplodocus og dets nordamerikanske slægtninge. Til gengæld antyder bækkenet og knoglernes proportioner en nærmere slægtskab med brachiosaurer snarere end med diplodok-typen.
Denne hybride kombination komplicerede klassificeringen betydeligt. Forskerne anvendte derfor fylogenetiske analyser — altså computermæssig sammenligning af hundredvis af skeletkategorier fra forskellige dinosaurer. Resultaterne viser, at Bicharracosaurus dionidei hører til familien Brachiosauridae og er det første eksemplar af denne gruppe, der er beskrevet fra Sydamerikas jura-periode.
Hvis disse konklusioner bekræftes, får forskerne et stærkt argument for, at brachiosaurer var langt mere udbredte i jura-perioden, end man tidligere troede. De begrænsede sig ikke til det nuværende Nordamerika og Afrika, men nåede også de sydlige kontinenter. Disse fund ændrer forståelsen af de store planteæderens vandringer gennem det forhistoriske Gondwana.
Hvad en sådan blanding af stamtræer egentlig fortæller os
Den usædvanlige blanding af anatomiske træk har større betydning end blot et klassifikationsproblem i et museum. Det antyder, at de evolutionære linjer hos sauropoderne i den sene jura-periode overlappede i høj grad, og at grænserne mellem familierne ikke var så skarpe, som enkle lærebogsskemaer lader forstå.
Det påvirker i sin tur den måde, forskerne rekonstruerer dinosaurernes vandringer på tværs af det gamle superkontinent Gondwana. Hvis brachiosaurer virkelig dukkede op i Patagonien så tidligt, må de have tilbagelagt enorme afstande, inden landmasserne begyndte at adskille sig markant. Hvert sådant problematisk eksemplar er med til at afklare, om de tidligere antagelser om evolutionen var for forsimplede.
Paleontologer fra Universidad Nacional de La Plata understreger, at hvert nyt fund fra Chubut giver en bedre forståelse af dinosaurernes udbredelseskort på de gamle kontinenter. Det hjælper til at afgøre, om lignende former opstod uafhængigt forskellige steder, eller om de snarere vandrede, mens landmasserne stadig var forbundne.
Patagonien spiller en stadig vigtigere rolle for paleontologer
Resterne af Bicharracosaurus dionidei stammer fra Cañadón Calcáreo-formationen i Patagonien. Denne region har i årevis tiltrukket forskerhold, men først for nylig er den begyndt at blive betragtet som et af nøgleområderne for studiet af jura-tidens sauropoder.
Indtil for nylig byggede viden om den sene juras sauropoder primært på talrige fund fra Nordamerika og et fåtal lokaliteter på den nordlige halvkugle. Det sydlige hjørne af planeten var længe et hvidt felt på kortet. Enkelte fundsteder i Tanzania var vigtige, men sammenligningsgrundlaget fra andre dele af det gamle Gondwana manglede.
De nye rester fra Patagonien er med til delvist at udfylde dette tomrum. Forskerne kan nu undersøge, om lignende former opstod uafhængigt på forskellige steder, eller om de spredte sig, mens landmasserne var forbundne. Museo Paleontológico Egidio Feruglio i Trelew er gradvist ved at blive et af de vigtigste centre for forskning i jura-tidens dinosaurer.
Den argentinske provins Chubut gemmer rige paleontologiske lag fra jura-perioden. Hvert år bringer ekspeditionerne nye knoglefragmenter, der tilfører brikker til det samlede billede af datidens liv. Samarbejdet med lokale farmere og hyrder er afgørende for, at denne forskning lykkes.
Hvor hyrdedinosaurens knogler hviler i dag
De rensede og sikrede knogler blev transporteret til Museo Paleontológico Egidio Feruglio i byen Trelew. Det er et af de mest betydningsfulde paleontologiske museer i Sydamerika, kendt for blandt andet sine imponerende titanosaur-skeletter.
I tilfældet med Bicharracosaurus dionidei sluttede arbejdet slet ikke med publiceringen i tidsskriftet. Der pågår stadig en detaljeret beskrivelse af de enkelte skeletelementer, og paleontologerne håber, at det vil lykkes at finde flere fragmenter på samme sted — eksempelvis knoglemateriale fra lemmer eller en kranieknogle, der kan skærpe billedet af dyret.
Forskerholdet fortsætter feltarbejdet på det sted, hvor hyrden Dionide Mesa opdagede de første knogler. Området omkring hans farm udgør et lovende findested for yderligere jura-fossiler. Geologen Pablo Puerta fra universitetet i Buenos Aires koordinerer kortlægningen af de geologiske lag i regionen.
Hyrden, der gav dinosauren navn
Historien begynder med den lokale hyrde Dionide Mesa. Det var ham, der som den første lagde mærke til de usædvanlige knogler, der stak frem af undergrunden på sin farms jord. I stedet for at ignorere dem kontaktede han fagfolk, og takket være det er hans navn nu at finde i videnskabelig litteratur.
Artsbetegnelsen dionidei er netop en æresbevisning til ham. Slægtsnavnet bicharraco stammer fra en spansk hverdagsbetegnelse for et stort dyr. Forskerne fandt, at det rammer karakteren af den opdagede kæmpe præcist.
Det tilfældige fund på en helt almindelig græsmark viste sig at være den manglende brik i puslespillet om brachiosaurer-nes udbredelse på de forhistoriske kontinenter. Sådanne historier minder om, hvilken rolle landsbybeboere og farmere spiller, når de dagligt bevæger sig rundt i terrænet. Forskerne besøger et sted nogle uger om året — hyrder og bønder iagttager den samme jord hver eneste dag.
Dionide Mesa modtog anerkendelse fra paleontologsamfundet for sin opmærksomhed og vilje til at samarbejde. Hans farm er nu udpeget som et beskyttet paleontologisk fundsted, hvor der foregår regelmæssige undersøgelser under tilsyn af museet i Trelew.
Hvorfor denne dinosaur fanger forskernes interesse
Bicharracosaurus dionidei er hverken det største eller det mest komplette skelet, der nogensinde er fundet i Patagonien. Alligevel tiltrækker det opmærksomhed af flere grunde:
- Det stammer fra en periode, der stadig er dårligt dokumenteret i Sydamerika
- Det repræsenterer en brachiosaur-linje der, hvor ingen tidligere var bekræftet i jura-perioden
- Det kombinerer træk fra forskellige familier, hvilket nødvendiggør justeringer af forenklede stamtræer
- Det udgør et vigtigt referencepunkt til sammenligning med eksemplarer fra Afrika og Nordamerika
- Det dokumenterer store sauropoderes vandring gennem det forhistoriske Gondwana
- Det afslører en større diversitet i jura-tidens økosystemer på den sydlige halvkugle
- Det åbner nye spørgsmål om evolutionen af halshvirvler hos store planteædere
- Det bekræfter Patagoniens betydning som et centralt paleontologisk område
Hvert sådant problematisk eksemplar er med til at afprøve, om tidligere antagelser om evolutionen var for forsimplede. Jo flere eksempler af denne type, desto mindre lineær fremstår dinosaurernes historie — og desto mere ligner den et tæt flettet netværk af forgreninger og blindgyder.
Hvad det betyder for os i dag
Set med en almindelig læsers øjne rummer historien om hyrden fra Patagonien og hans tyve meter lange nabo fra millioner af år siden flere tankevækkende pointer. For det første minder den om, at store gennembrud ikke altid kræver millioninvesteringer og gigantiske ekspeditioner. Nogle gange begynder de med, at nogen simpelthen bøjer sig ned og kigger lidt nærmere på en mærkelig sten.
For det andet illustrerer det, hvor ufuldstændigt det billede af fortiden egentlig er, vi kender fra museerne. En enkelt ny knogle kan få forskerne til at flytte rundt på flere brikker i det evolutionære puslespil. Det gælder i særlig grad, fordi jura-lagene i regioner som Patagonien og Afrika fortsat gemmer på mange overraskelser.
For forskerne er det en tilskyndelse til endnu hyppigere at rette blikket mod de sydlige kontinenter frem for de klassiske fundsteder i Nordamerika. For de lokale samfund er det et signal om, at deres baghave kan gemme på opdagelser, der ender på forsiderne af videnskabelige tidsskrifter. Og for alle dinosaur-entusiaster er det ganske enkelt endnu et bevis på, at disse dyrs historie er langt mere kompleks, end enkle illustrationer i børnebøger antyder. Er det ikke netop nysgerrigheden, der driver os fremad i udforskningen af svundne tidsaldre?
