Ikke rygter, men peer-reviewede studier
Dette handler ikke om hemmelige rapporter eller sensationelle læk. Der er tale om en serie af fagfællebedømte videnskabelige artikler, hvor forskere systematisk og metodisk kortlægger måder at søge efter tekniske spor fra fremmede civilisationer – fra gamle himmelfotos til forbipasserende mellemstjernelige objekter.
Idéen om, at rester af en fremmed civilisation måske befinder sig i nærheden af Jorden, har cirkuleret i astronomiverden i årtier – typisk i periferien af det videnskabelige hovedstrøm. Nu begynder den grænse at rykke sig. Forskere publicerer analyser i anerkendte astronomitidsskrifter, der behandler en sådan søgning som et fuldstændig legitimt og testbart forskningsproblem.
Astrofysikeren Adam Frank fra University of Rochester understreger, at dette ikke er et pludseligt indfald. Det er en retning, som det videnskabelige samfund har bevæget sig mod i lang tid: observationsmulighederne vokser, nye teoretiske modeller dukker op, og vi råder desuden over enorme dataarkiver fra tiden før satellitæraen.
Forskerne understreger, at de ikke jager ét enkelt mærkeligt signal. De ønsker at fastlægge klare kriterier for, hvad der kan betragtes som en potentiel teknisk signatur, og hvad der blot er et endnu ukendt naturligt fænomen. Det centrale spørgsmål bliver dermed: hvordan skelner man et ukendt, men naturligt objekt fra noget, der muligvis har kunstig oprindelse – på en måde, som andre forskere uafhængigt kan verificere?
Arkivbilleder af himlen: hvad blev set før satellitæraen
En af de mere overraskende tilgange er gennemgangen af gamle fotografiske plader, der dokumenterede himlen før 1957 – altså inden de første kunstige satellitter blev sendt op. Et sådant projekt ledes af Beatriz Villarroel fra Nordic Institute for Theoretical Physics.
Hendes team ønskede oprindeligt at finde stjerner, der var forsvundet fra himlen. Men under gennemgangen af billederne viste det sig, at nogle optagelser indeholdt objekter, der lignede bevægende lyspunkter – den slags, vi i dag øjeblikkeligt ville forbinde med satellitter, selv om ingen endnu havde sendt noget op i kredsløb på det tidspunkt.
Samlingen af gamle fotografier er blevet til en slags tidspude: en registrering af himlen fra tiden før rumfarten, ideel til at fange anomalier, der ikke kan tilskrives menneskelig aktivitet. Da de første resultater nåede et astronomisk tidsskrift, satte det gang i debatten i forskningsmiljøet.
Nogle forskere peger på mulige instrumentfejl, anderledes atmosfæriske forhold, forurening af pladerne eller endda dårligt dokumenterede militære forsøg. Villarroel selv erkender, at emnet om fremmedartede artefakter stadig fremkalder panderynken og vittigheder i institutkorridorerne.
Striden om disse data afslører et bredere problem: selv når noget ser atypisk ud, skal forskerne først udelukke alle banale forklaringer. Ellers mister de hurtigt troværdighed.
Gæster langvejsfra: mellemstjernelige objekter som prøvesten
En anden forskningsstrøm fokuserer på objekter, der trænger ind i Solsystemet fra det mellemstjernelige rum. Det er sjældne, men enormt værdifulde tilfælde, fordi de bringer materiale dannet omkring andre stjerner. Velkendte eksempler er 1I/’Oumuamua, 2I/Borisov og 3I/ATLAS.
I nye artikler publiceret i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society foreslår forskere konkrete kriterier til at vurdere, om et sådant objekt muligvis har en unaturlig konstruktion. De analyserer blandt andet:
- Bevægelsesbane – om den opfører sig som en typisk komet eller asteroide, eller udfører manøvrer, der er svære at forklare med tyngdekraft
- Overfladeegenskaber – måden det reflekterer lys på tværs af forskellige bølgelængder
- Lysstyrkeændringer – om de minder om rotation af et uregelmæssigt legeme, eller noget mere ordnet
- Spektralsammensætning – kemiske spor der peger på materialets oprindelse
- Termisk emission – måden det udsender varme på
- Acceleration – uventede hastighedsændringer uden for gravitationens indflydelse
Aktuelle modeller forudsiger, at langt størstedelen af mærkelige tilfælde vil vise sig at være almindelig naturlig eksotik: en ukendt komettype, et stykke klippeaffald med atypisk sammensætning, et planetfragment fra et andet stjernesy stem. Målet er altså ikke hurtige sensationsannonceringer, men at opbygge et filter, der adskiller statistiske udsving fra virkelig ekstraordinære hændelser.
Et sådant “filter” skal fungere som et sikkerhedsnet: kun hvis et objekt passerer alle tests og stadig ser mistænkeligt ud, tændes det røde lys, og en dybere analyse igangsættes. For astrofysikere er metodologien sammenlignelig med den, der bruges til at bekræfte eksoplaneters eksistens.
Sådan defineres et artefakt: nye rammer for SETA
Sideløbende arbejder forskere på at systematisere hele forskningsfeltet vedrørende fysiske spor af fremmed teknologi, kendt som SETA (Search for Extraterrestrial Artifacts). I en artikel publiceret i Scientific Reports blev der foreslået et sæt kriterier, der gør det muligt at beskrive enhver potentiel “kandidat” på en ensartet måde.
Denne tilgang minder om de standarder, der i dag bruges til at bekræfte eksoplaneters eksistens. I stedet for at arbejde ud fra intuition får forskere en tjekliste – hvilket gør det muligt for andre uafhængigt at verificere resultaterne med lignende værktøjer. Forskere fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics understreger, at systematik er nøglen til troværdighed.
Teleskopæraen med utrolig hukommelse
Inden længe vil nye observatorier radikalt ændre situationen – særligt Vera C. Rubin Observatory i Chile. Dette teleskop vil scanne hele himlen hvert par nætter og opbygge et arkiv over milliarder af objekter og deres forandringer over tid.
I en sådan datastrøm vil et menneske ikke selv opdage noget mistænkeligt. Derfor arbejder forskere på automatiske algoritmer, der vil:
- Identificere objekter med atypiske bevægelsesbaner
- Sammenligne nye billeder med arkivmateriale
- Markere kandidater til mere detaljeret observation med andre instrumenter
- Filtrere artefakter forårsaget af atmosfæren eller tekniske fejl
- Korrelere data fra forskellige observatorier
Hvis der virkelig befinder sig noget med en atypisk konstruktion i nærheden af Jorden, øges chancen for at opdage det netop takket være sådanne systemer. Forudsætningen er, at man på forhånd fastlægger præcis, hvad man leder efter, og hvordan man skelner et meningsfuldt spor fra almindelig støj. Den nødvendige regnekraft til at behandle sådanne data vil blive leveret af supercomputere ved National Center for Supercomputing Applications.
Hvad sker der, hvis vi finder noget? Videnskaben forbereder en plan B
Udsigten til at lokalisere et artefakt fra en fremmed civilisation rejser øjeblikkeligt spørgsmål, der rækker langt ud over astronomien. Forskere inddrager i stigende grad specialister i rumret, sikkerhed og desuden sociologer og psykologer i diskussionen.
For videnskabsfolk er det afgørende, at en eventuel offentliggørelse af et sådant fund sker efter klart fastlagte procedurer – og ikke under indflydelse af mediehype. Der overvejes blandt andet scenarier, hvor objektet blot passerer gennem Solsystemet, men også tilfælde, hvor noget befinder sig i et stabilt kredsløb eller endda hviler på overfladen af Månen eller en asteroide.
Spørgsmål melder sig: Hvem har ret til at sende en sonde i dens retning? Hvordan informerer man offentligheden uden at skabe unødig panik eller en bølge af konspirationsteorier? Jurister fra University of Nebraska diskuterer anvendelsen af Rumtraktaten fra 1967 på sådanne tilfælde.
Indtil videre har ingen annonceret et troværdigt fund. Det nye er, at selve muligheden for et sådant scenarie holder op med at blive betragtet som et vittigheds emne. Det bliver i stedet et konkret forskningsspørgsmål med klart beskrevne arbejdsmetoder.
Hvorfor teknosignaturer fascinerer mere end radiosignaler
I mange år blev søgningen efter fremmed intelligens primært forbundet med aflytning af radiosignaler, som i det klassiske SETI-program. Teknosignaturer – det vil sige ethvert materielt eller energetisk spor af teknologi – udvider dette perspektiv betydeligt.
I praksis kan det dreje sig om sonder på størrelse med en lille asteroide i kredsløb om Solsystemet, atypiske satellitter i stabile baner, strukturer der opsamler energi omkring stjerner, eller spor af gammel aktivitet på overfladen af måner eller asteroider. For en del forskere er det tillokkende, fordi sådanne spor – i det mindste teoretisk – kunne overleve langt længere end den civilisation, der skabte dem.
Det er altså ikke nødvendigt at “ramme” præcis det tidspunkt, hvor en fremmed race udsender signaler. Det er tilstrækkeligt, at de engang sendte noget hertil eller byggede noget. Forskere fra MIT minder om, at de titaniumbyggede sonder Voyager 1 og Voyager 2 vil eksistere i universet i millioner af år – selv efter menneskehedens uddøen.
Hvad ville et fremmedartifakt egentlig betyde for den almindelige læser
For folk der følger videnskabelige nyheder, kan hele denne diskussion lyde som endnu en runde i debatten om “er vi alene”. I virkeligheden sker der noget mere subtilt: emnet om fremmed teknologi flyttes fra skuffen mærket “spekulation” og havner på bordet hos folk, der arbejder med omhyggelig dataanalyse.
Det er værd at huske på et par ting. For det første vil forskerne per definition være forsigtige – inden de bruger ordene “kunstig oprindelse”, vil de forsøge at afkræfte deres egen hypotese på alle mulige måder. For det andet øger voksende observationsmuligheder ikke kun chancen for sensationelle fund, men også for falske alarmer. Evnen til kølig informationsfiltrering bliver lige så vigtig som selve teleskoperne.
For det tredje tvinger denne nye forskningsretning os til at stille nogle ubehagelige spørgsmål: Hvis nogen virkelig har efterladt spor af sin tilstedeværelse i Solsystemet, ønsker vi aktivt at lede efter dem? Og hvis ja – hvordan bør vi reagere, når vi til sidst kigger på dataene og ser noget, der ikke let lader sig tilpasse kendte fænomener?
