En fremmed verden gemt tæt på Rom
Ikke langt fra Rom gemmer sig et landskab, der ser ud til at tilhøre en helt anden planet. Jorden ryger, vandet ser ud til at koge, og der hænger en tydelig svovllugt i luften. Caldara di Manziana er et lille geotermisk hjørne af Lazio, der tiltrækker besøgende med en blanding af månelignende udsigter, etruskiske legender og dejlige skovvandringer.
Caldara di Manziana er et lille, men meget karakteristisk naturreservat på cirka 90 hektar, der er en del af regionalparken Bracciano-Martignano. Det ligger knap en times kørsel fra centrum af Rom og minder visuelt om en komprimeret udgave af Island eller det berømte Yellowstone.
En sovende vulkan, der stadig ånder
Det, vi har at gøre med her, er resterne af den gamle vulkan Sabatino. For omkring 600.000 år siden var dette område skueplads for kraftige freatiske eruptioner. Da magmaet stødte sammen med vand, opstod der et krater, som med tiden fyldte sig med tørv og vand og dannede det nuværende tørvemose-bassin.
Forskere fra italienske geologiske institutter påpeger, at Caldara di Manziana udgør et sjældent eksempel på aktiv geotermisk aktivitet i Middelhavsregionen. Stedet tilbyder en unik mulighed for at studere processer, som man normalt kun observerer på Island eller i Yellowstone National Park.
Mini-Island ved Rom, hvor jorden udånder gasser
Det mest fascinerende for turister er de små “geysere”. I virkeligheden er der tale om svovlholdige kilder, hvor vandtemperaturen holder sig omkring 20 grader Celsius. Fra bunden frigives der uafbrudt kuldioxid og svovlgasser, som sætter vandoverfladen i bevægelse og skaber illusionen om kogning.
Undergrunden i den centrale del af kalderaen har en lysegrå til hvid farve og er stedvis revnet og sprukket. Fra talrige sprækker siver der damp op. Mod denne baggrund virker den mørke skovgrønne omgivelse som kulisse til en fantasifilm. Det er ikke svært at forstå, hvorfor de gamle etruskere betragtede dette område som porten til underverdenen.
Ifølge gamle legender boede guden Mantus — etruskernes herre over de dødes rige — netop her. Hans navn menes at ligge til grund for stednavnet Manziana og den legendariske, engang tætte skov Silva Mantiana. I dag er det svært at tage sådanne fortællinger for gode varer, men bare en morgenvandring i tæt tåge forklarer, hvorfra disse associationer stammer.
Hvide birketræer i svovlets rige: et botanisk mysterium i Lazio
Caldara di Manziana er langt mere end blot et geotermisk spektakel. Det er også et ægte levende naturlaboratorium. Den sure, mineralmættede jordbund og det særlige mikroklima i krateret har skabt en overraskende form for vegetation.
Lige ved de dampende vandhuller vokser en lille lund af vortebirke. De slanke hvide stammer, som lokalbefolkningen kærligt kalder “albanelle”, ser ud, som om de var transporteret direkte fra Skandinavien. Birken er typisk for koldere nordlige egne i Europa og bjergområder — og alligevel vokser den her i en højde af kun 250 meter over havet.
Forskere forklarer birketræernes tilstedeværelse med teorien om “glacialt relikt”: de er de sidste vidner fra istiden, som har overlevet i Caldaraens fugtige, køligere niche. Mellem græsserne finder man også en meget sjælden lokal varietet af græsslægten Agrostis, som er blevet genstand for botanikeres forskning.
Hele dette lille hjørne fungerer som en oase, hvor planter forbundet med et helt andet klima mødes. Dyrelivet trives ligeledes i disse omgivelser. I området lever vildsvin, ræve, grævlinge og en rig fuglebestand. Man kan nemt få øje på gråhejrer, der jager tæt ved vandet.
I de små vandbassiner optræder lejlighedsvis den sjældent sete rovinsekt vandsskorpionen — et insekt med et karakteristisk silhuetomrids, der jager andre hvirvelløse dyr. Ornitologer fra Università La Sapienza i Rom overvåger regelmæssigt bestande af sjældne fuglearter, der udnytter dette økosystems særlige forhold.
Sådan kommer du dertil og planlægger en dagstur fra Rom
Caldara di Manziana egner sig perfekt til en udflugter på et par timer fra Rom. Den nemmeste måde at komme dertil er med bil. Fra de nordlige kvarterer af den Evige By kan du vælge den klassiske Via Cassia eller den maleriske vej Braccianese mod Lago di Bracciano og derefter sætte kursen mod landsbyen Manziana.
Ved indgangen til naturmonumentet ligger en gratis parkeringsplads ved den lokale vej SP2/c. Derfra fører en kort, flad sti til tørvemosen. Skovvandringen tager kun få minutter og ender med, at dampbassinet pludselig åbenbarer sig foran dig.
- Gangafstand fra parkeringspladsen: cirka 10–15 minutter i roligt tempo
- Sværhedsgrad: let, velegnet til børn
- Fodtøj: vandrestøvler eller sko med kraftig sål anbefales
- Tid på stedet: normalt 1–2 timer er nok til en rolig tur og fotografering
- Adgang: gratis
- Åbningstider: dagligt fra solopgang til solnedgang
- Parkering: gratis
Trægelændere markerer den sikre besøgszone. Kryds dem ikke: jorden nær kilderne er mudret og stedvis direkte farlig, da et tyndt jordskorpe kan sætte sig. Hold børn tæt ved dig og forklar dem straks, at dette er et terræn, man betragter på afstand.
Det er kontrasten, der gør det stærkeste indtryk. Et par minutter forinden vandrer du gennem en helt almindelig middelhavsskov — og pludselig forvandler landskabet sig til noget, der snarere minder om naturdokumentarer fra Island. Netop dette overraskelseselement er grunden til, at mange besøgende vender tilbage til Caldara med nye bekendtskaber i slæb.
Macchia Grande: filmisk skovsti og ideelt sted til picnic
Den, der foretrækker længere ruter, kan kombinere besøget i Caldara di Manziana med en tur i den nærliggende skov Macchia Grande. Den velafmærkede sti CAI 262B fører dig nemt fra det geotermiske bassin ind i skovens dybder.
Macchia Grande er et imponerende skovkompleks med mægtige, gamle egetræer og brede lysninger. Mange steder finder man udpegede bål- og grillpladser, hvilket gør det til et populært mål for regionens familier på picnic. I weekenderne støder man her på hele grupper af romere, der søger en stunds pause fra byens larm.
Macchia Grande har fungeret som naturlig kulisse for flere kendte italienske film, bl.a. “Il Marchese del Grillo” og “Pinocchio” instrueret af Roberto Benigni. En kombination af geotermisk kuriositet og filmisk skov er en færdig plan for en hel dag: om morgenen en gåtur ved dampkilderne, siden rolig vandring og picnic i skyggen af gamle træer.
Eksperter fra det italienske institut for naturbeskyttelse understreger, at Macchia Grande udgør en af de bedst bevarede middelhavs-egeskov i omegnen af Rom. Visse egetræer her er over 300 år gamle.
Praktiske råd og det bedste ud af besøget
Selv om ruten er forholdsvis let, betaler det sig at forberede sig som til en klassisk naturudflugt. Det vigtigste er passende fodtøj — efter regn forvandler omgivelserne ved tørvemosen sig hurtigt til en glat, mudret overflade, som lette sportssko ikke klarer.
I de varmere måneder er der myg i området, så insektmiddel er en god idé. Det skader heller ikke at tage noget til beskyttelse af hovedet og medbringe vand, for solen over det åbne terræn over mosen kan godt varme, selv om luften virker frisk til at begynde med.
Caldara di Manziana som en lektion i geologi og økologi
For mange ender en tur til Caldara ikke blot med en serie imponerende fotografier, men også med en større forståelse for de processer, der har formet Italien. Her kan man med egne øjne se, at en vulkan ikke behøver at bryde ud for stadig at være aktiv i dybet. De boblende kilder og svovllugten minder om, at kræfter, man til daglig ikke tænker over, fortsat arbejder under vores fødder.
Det er også et fremragende sted til at tale om, hvor skrøbelige økosystemer kan være. Én ulovlig ild, for mange turister der forlader de afmærkede stier, eller efterladt affald er nok til, at et lille naturreservat begynder at forringes. Stadig flere italienske regioner satser netop på denne blanding af turisme og naturoplysning: du er velkommen til at komme, hvile dig og tage billeder — til gengæld forventes en minimal respekt for stedet.
For den danske turist, der normalt forbinder Rom med klassisk sightseeing og museer, er et sådant “mini-Island” tæt på hovedstaden en velkommen forandring. Et besøg i Caldara di Manziana giver dig mulighed for at se et andet ansigt af Lazio: råt, lidt vildt og knyttet til ild og gasser fra jordens dyb snarere end til marmor og barok. Det er en oplevelse, der sætter sig mindst lige så godt i erindringen som endnu et foto foran Colosseum.
