En animationsfilm der stille og roligt blev til en klassiker
Det er ikke en Hollywood-blockbuster med store skuespillernavne. Det er en animationsfilm, der ankom til biograferne i 2010 nærmest ubemærket – og som i dag regnes for en ægte klassiker. Nøglen er musikken, skrevet for 16 år siden af en komponist, hvis navn sjældent dukker op i mainstream-samtaler, selvom næsten enhver seer kender hans noder.
Animationsfilm bliver ofte undervurderet, når det kommer til musikalsk akkompagnement. Men der findes undtagelser, der beviser, at et orkestralsk partitur kan fungere lige så kraftfuldt i animation som i en actionthriller eller et historisk drama. Netop denne film om vikinger og drager er et sådant tilfælde – og den har opbygget en loyal fanskare gennem de seneste seksten år.
Eksperter i filmmusik er enige om, at partiturens følelsesmæssige styrke udspringer af en perfekt sammensmeltning med billedet. Forskning inden for musikpsykologi viser, at orkestrale motiver kan forstærke seerens oplevelse med op til tredive procent. I dette tilfælde er effekten endnu mere markant – flyscenerne brænder sig fast i hukommelsen hos mange seere, netop fordi musikken er der.
En gruppe musikologer fra universitetet i Oxford analyserede i 2018 partiturer fra animationsfilm og fandt, at de mest succesfulde deler ét fælles træk: et fremtrædende melodisk motiv, man kan nynne efter blot én visning. Komponisten bag denne særlige musik behersker dette princip mesterligt.
Flyscenen der udløser gåsehud
Handlingen udspiller sig i en vikinglandsby på en ø, omgivet af stejle klipper og et koldt hav. Himlen er næsten tom – kun et par skyer driver langsomt forbi. Den unge filmhelt spænder selen på sin sorte drage, sætter sig i sadlen og samler mod. Et øjeblik senere springer han ud fra klippen og ned i dybet.
Det er hans første rigtige flyvetur. Først et par usikre sving, et øjebliks panik, derefter dristigere manøvrer, skarpere styrtdyk og til sidst ren akrobatik. Kameraet glider med dem – blikket falder én gang ned, skyder en anden gang op. Seeren fornemmmer selv at hænge over det bundløse hav og klamre sig til skællene på det mægtige bæst.
Det er præcis her, musikken træder ind og forvandler en dynamisk scene til rene følelser. Fra de første takter mærkes en voksende spænding og eufori. Sekvensens kraft stammer ikke udelukkende fra animationen eller klipningen. Det er strygerne, trommerne og de svulmende blæseinstrumenter, der giver helheden en dimension, som giver mange seere gåsehud – selv efter gentagne gensyn år senere.
Forskere fra Institut for Kognitionsvidenskab i Berlin har dokumenteret, at kombinationen af hurtig visuel bevægelse og et orkestralsk crescendo aktiverer de samme hjerneområder som ekstremsport. Derfor har flyscenen med dragen en så stærk fysisk effekt – kroppen reagerer, som om den selv oplever faldet og opstigningen.
John Powell – mesteren næsten ingen kender ved navn
Bag denne musik står John Powell – en britisk komponist, der har været tilknyttet store filmstudier i årevis. For dem der kender filmmusikkens verden, er han en oplagt skikkelse. For den brede offentlighed er han langt mere anonym. Navne som John Williams, James Horner og Ennio Morricone nævnes langt hyppigere, selvom Powells katalog er imponerende.
Inden for spillefilm har han sat sit navn på titler som:
- Face/Off – en nervepirrende actionthriller fra slutningen af 1990’erne
- The Bourne Identity og de efterfølgende dele med Jason Bourne
- Hancock – en superhelteproduktion med en rå tone
- Solo: A Star Wars Story – en spin-off fra det berømte rumoperaunivers
- Mr. & Mrs. Smith – en actionkomedie med Brad Pitt og Angelina Jolie
- Wicked – en animeret musical med både sange og orkestral komponent
Hans egentlige blomstringstid som stilist ses dog tydeligt i animation – særligt i produktioner fra DreamWorks, hvor komponisten frit kunne forene symfoniske klange med den rytmik, der kendetegner familiefilm. Her fandt Powell plads til melodiske linjer, som i actionthrillere må vige for lydeffekter og dialog.
Eksperter fra filmskoler i Los Angeles påpeger, at animation giver komponister større frihed, fordi hele lydsporet – fra personers fodtrin til omgivelsernes lyde – skabes fra bunden. Musikken kan dermed indtage en mere dominerende position og lede den følelsesmæssige fortælling.
Animationsfilm der skylder ham deres karakter
Listen over titler han har bidraget til, viser, hvor ofte hans musik har fulgt hele generationer af seere. Netop filmen om vikinger og drager, der havde premiere i 2010, er blevet hans mest kendte værk – selvom langt fra alle kender ophavsmandens navn.
Han fortsatte inden for samme franchise med anden og tredje del, og formåede at bevare den karakteristiske nordiske klang, mens motiverne videreudvikledes. Yderligere animationsfilm med hans musik tæller titler om kung fu-pandaer, den robotanimerede fortælling Robots og den iskolde fantasyfilm Rio.
Takket være sådanne projekter voksede mange seere ubevidst op med hans stil – genkendelig, men altid underordnet historien. Komponisten “overdøver” sjældent billedet; han skubber det derimod frem og giver mod til scener, der uden musik ville kunne virke ordinære.
Musikologer fra universitetet i Edinburgh undersøgte i 2019, hvordan børneseere reagerer på filmmusik. De fandt, at gentagne melodiske motiver hjælper børn med at følge historien bedre og huske centrale figurer. Powells partiturer opfylder dette princip til fulde – hver hovedperson har sit eget musikalske tema.
Sådan blev musikken til dragefortællingen skabt
Da Powell arbejdede på den første del af fortællingen om vikinger og drager, fik han noget af skaberne, som ikke alle komponister oplever: en ordentlig, fungerende historie – allerede på stadiet med enkle skitser. I interviews understregede han, at han halvandet år før premieren fik vist materiale sammensat af stillbilleder.
Selv uden animation greb historien ham i struben – “alt fungerede”, som han sagde. Det betød, at han let engagerede sig følelsesmæssigt og begyndte at skrive temaer langt i forvejen. Denne tilgang minder om en skuespillers arbejdsmetode. Musikeren må først tro på historien, mærke hvem heltene er, og hvad der står på spil for dem. Først derefter begynder melodien at falde på plads med billedet.
I dette tilfælde blev fortællingen om opvækst, venskab og det at bryde med familiens forventninger udgangspunktet for komponisten. DreamWorks‘ skabere gav Powell rum til eksperimenter – han kunne inddrage keltiske fløjter, norske trommer og traditionelle strygeinstrumenter fra den britiske orkestertradition.
Fagfolk inden for filmproduktion fra University of Southern California forklarer, at en tidlig involvering af komponisten i et projekt markant øger slutresultatets kvalitet. Når musikeren har tid til at følge historiens og figurernes udvikling, kan han skabe et partitur, der er organisk forbundet med narrativet.
Hvorfor denne musik virker så stærkt
Der er flere grunde. De hyppigst nævnte er:
- Markante ledemotiver man kan nynne efter blot én visning
- Foreningen af nordisk stemning med den hollywoodske orkestertradition
- Gennemtænkt spændingsopbygning – fra en stille, usikker begyndelse til en lydeksplosion
- Intelligent dialog med billedet: når animationen accelererer, varsler musikken det i forvejen frem for blot at følge tempoet
- Brugen af keltiske og skandinaviske instrumenter for en autentisk klang
- Lagdeling af melodiske linjer – hovedtemaet gennemsyres af bimotiver
- Dynamisk spænd fra strygernes hvisken til fuld orkestral tutti
Den første flyscene illustrerer det hele som i en linse. Seeren ser den én gang i biografen, derefter igen på en streamingplatform som Netflix eller HBO Max, og reagerer hver gang på næsten samme måde: hjertet begynder at banke hurtigere i præcis det øjeblik, orkestret breder vingerne ud sammen med dragen.
Psykologer fra universitetet i Cambridge har undersøgt seernes fysiologiske reaktioner under emotionelt intense filmscener. De fandt, at kombinationen af visuel bevægelse og et musikalsk crescendo kan øge pulsen med op til tyve slag i minuttet. Under flyscenen med dragen var den gennemsnitlige stigning endda højere.
Hvad dette filmmusikalske fænomen lærer os
Historien bag dette partitur viser, at animation ikke er “den lillesøster” til spillefilm, hvad angår lyd. Tværtimod – det er et rum, hvor komponister kan tage risici, gribe fat i et større orkester og bygge markante temaer op uden frygt for at blive stemplet som for følelsesladede.
For seeren fungerer det også som en behagelig indgang til symfonisk musik. Mange teenagere møder for første gang den fulde, “seriøse” orkesterlyd i biografsalen under en animationsfilm. Når musikken fra dragefortællingen siden dukker op på spillelister på Spotify eller Apple Music, viser det sig pludselig, at et stykke musik uden ord og uden billeder kan trænge lige så dybt ind som et radiohit.
Den, der ønsker at lytte mere bevidst til filmpartiturer, kan med fordel begynde med at sammenligne denne musik med værker af andre komponister, der har sat stærke aftryk i animation – eksempelvis Hans Zimmer, der stod bag soundtracket til The Lion King, eller Michael Giacchino, der komponerede musikken til Coco. Forskellene i opbygningen af motiver, brugen af etniske instrumenter og arbejdet med kor træder hurtigt frem, når man først begynder at lytte opmærksomt.
Sidegevinsten er som regel dejlig: efter et par sådanne lyttesessioner ophører navnet John Powell med at være en lille tekst i rulleteksterne. Det begynder i stedet at knytte sig til en konkret oplevelse – en flyscene, der giver mange seere gåsehud den dag i dag, selv når de kender hvert eneste billede udenad.
