En uventet opdagelse i Congos tætte regnskov
Dybt inde i den fugtige, grønne jungle i det nordlige Congo opdagede forskere en vane hos gorillaer, som ingen havde forudset. Efter årevis med observation stod det klart, at disse kraftfulde primater ikke blot plukker blade og frugter – de graver omhyggeligt i skovbunden, præcis som en erfaren kok på jagt efter en sjælden ingrediens.
Det, de trækker op fra jordens dyb, afslører langt mere om deres smagspræferencer, end nogen nogensinde havde forestillet sig. Undersøgelser i Nouabalé-Ndoki Nationalpark har vist, at gorillaer graver underjordiske trøfler frem – en adfærd, der minder bemærkelsesværdigt om menneskelige kulinariske traditioner.
Gorillaer som „trøffeljægere": hvad gemmer sig under jorden
Forskning gennemført over næsten ti år i Nouabalé-Ndoki i det nordlige Congorepublikken viste, at skovens aber ikke nøjes med det, der hænger inden for rækkevidde. En del af gorillaerne skraber systematisk i jorden på jagt efter noget, der er sjældent og ekstraordinært værdifuldt i den tropiske skov.
Analyser af indsamlede svampefragmenter bekræftede, at der er tale om en trøffelart med navnet Elaphomyces labyrinthinus. Denne underjordiske svamp er næringsrig og fuldstændig usynlig for den tilfældige iagttager. For at nå den skal gorillaerne vide præcis, hvor og hvordan de skal grave.
Forskerne bemærkede, at gorillaerne præcist kan udpege steder med trøfler, som om de kender duften, jordens struktur og signaler, der er usynlige for det menneskelige øje. Nouabalé-Ndoki Nationalpark dækker over 3800 km² og er hjemsted for omkring 180 vestlige lavlandsgorillaer.
Uden lokal viden kunne hele fænomenet være gået ubemærket hen. Forskerne tog ud i felten med en erfaren tracker fra Bangombe-stammen, Gaston Abea. Han har samarbejdet med parken i mere end to årtier og kender skoven som sin egen bukselomme. Det var netop ham, der foreslog forskerne, at gorillaerne måske ikke jagede insekter, men svampe gemt under jorden.
Skovens folk og forskere ved samme bord
Historien fra Congo viser, hvor meget der afhænger af øjet og intuitionen hos mennesker opvokset i junglen. Trackeren fra det halvnomadiske Bangombe-folk lagde mærke til den måde, gorillaerne skrabede i jorden på: roligt, tålmodigt og altid på bestemte steder. For ham var det et velkendt billede – for forskerne var det det første spor i en ny efterforskning.
De indsamlede svampefragmenter blev sendt til laboratorier, hvor arten blev bekræftet gennem molekylære analyser. Uden det indledende vink fra lokalsamfundet ville forskerne sandsynligvis have ledt i den forkerte retning og antaget, at aberne kun var interesserede i larver eller andre små hvirvelløse dyr.
Kombinationen af traditionel viden og videnskabelige redskaber afslørede en adfærd, der normalt ville have ligget skjult under et lag blade og mudder. Universiteter og forskningsinstitutioner får via samarbejde med stammer som Bangombe adgang til information, der ellers ville forblive utilgængelig.
Nogle flokke graver i jorden, andre gør det ikke: det handler ikke kun om sult
Der viste sig markante forskelle i adfærd mellem de enkelte gorillagrupper. Der, hvor gruppen Buka eller Kingo holder til, optræder jordsrabning og trøffelspisning hyppigt. I andre områder – eksempelvis hos gruppen Loya-Makassa – ses lignende adfærd kun sjældent.
Da trøfler vokser i den samme park og under lignende forhold, er årsagen ikke blot spørgsmålet om fødevaretilgængelighed. Noget ekstra spiller ind – en vane, der videregives mellem flokkens medlemmer.
- Gruppen Buka graver trøfler frem regelmæssigt og systematisk
- Gruppen Kingo deler lignende vaner med Buka
- Gruppen Loya-Makassa spiser underjordiske svampe kun sjældent
- I nogle dele af parken optræder adfærden slet ikke
- Tilgængeligheden af Elaphomyces labyrinthinus er sammenlignelig i hele parken
- Forskellene kan ikke forklares udelukkende med miljømæssige faktorer
- Forskerne registrerede hunners flytning mellem grupper med forskellig adfærd
- Nogle gorillaer overtog ny adfærd efter flytning til en anden flok
Sådan lærer gorillaer smag af hinanden
I ét af de beskrevne tilfælde flyttede en voksen hun fra en gruppe, hvor trøfler næsten aldrig spises, til en flok, hvor svampen betragtes som en egentlig delikatesse. Med tiden begyndte hun at opføre sig som sine nye artsfæller: hun gravede hyppigere og rakte selv ud efter trøfler.
Hunnens kostændring skyldtes ikke en pludselig forandring i omgivelserne, men derimod livet blandt individer, der for længst havde etableret deres „trøffelvane". For forskerne er det et klart signal om, at noget hos gorillaernes kostvaner fungerer meget lig vores egne kulinariske traditioner.
Vanen er hverken udelukkende nedarvet i generne eller tvunget frem af ydre betingelser. Primater iagttager hinanden og efterligner derefter, hvad resten af gruppen gør. Forskere fra Kyoto Universitet og andre institutioner betragter denne observation som bevis på social læring hos store primater.
Ikke kun gorillaer: bonoboer har også fundet smagen for svampelækkerier
Lignende historier dukkede tidligere op hos bonoboer, nære slægtninge til chimpanser. Her førte observationer af fødevareindsamling i 2020 til beskrivelsen af en ny trøffelart, kaldet Hysterangium bonobo. Primater, der ofte betragtes som „blødhjertede vegetarer", viste sig at være exceptionelle elskere af dybdejordens svampe.
I begge tilfælde ser vi, at valg af føde er noget mere end en reaktion på mangel af blade eller frugt. Smagspræferencer og vaner kan udvikle sig inden for et bestemt fællesskab og derefter befæstes gennem kommende generationer.
Forskere fra Smithsonian Institution og andre organisationer dokumenterer disse mønstre på tværs af forskellige primatar i Afrika og Asien. Lignende fænomener dukker op hos orangutanger på Borneo og hos chimpanser i Tanzania.
Betyder gorillaernes smag noget for skovenes fremtid?
Ved første øjekast lyder historien om trøfler og gorillaer som en kuriøsitet. I praksis berører den flere vigtige spørgsmål: lokalsamfundenes rolle i naturbeskyttelse, læringsmekanismer i dyregrupper og måden, politiske beslutninger reagerer på ny viden.
Den usædvanlige vane med at spise trøfler fik hurtigt konkrete konsekvenser uden for skoven. I området Djéké Triangle var der planer om at udvide turistinfrastrukturen. Da data var indsamlet, stod det klart, at det netop var dér, gorillaerne oftest benyttede deres „underjordiske spisekammer".
Lokale myndigheder og parkforvaltere besluttede derfor at flytte en del af investeringerne til andre steder for ikke at forstyrre den nyligt beskrevne fødevareindsamlingspraksis. En svamp, der normalt kun optræder i mykologs noter, blev pludselig et argument i diskussioner om naturbeskyttelse og turismeudvikling.
Dette skridt viser, at naturbevaringsstrategi i stigende grad tager højde for ikke blot arternes antal, men også deres adfærd – herunder kulinariske vaner. At ødelægge de steder, hvor gorillaer graver efter trøfler, ville betyde tabet af noget langt mere end endnu en kaloriekilde. Hvis vi accepterer, at visse primatadfærd har kulturel karakter, må vi beskytte dem som en arv – noget der kan gå uigenkaldeligt tabt, hvis en bestemt population forsvinder eller dens omgivelser ødelægges.
