Et eksperiment der forandrede et ødelagt landskab for altid
Forskere ville blot undersøge, om små pattedyr kunne hjælpe naturen med at komme sig efter en katastrofal udbrud. Forsøget sluttede for årtier siden, men konsekvenserne er stadig synlige den dag i dag.
Det voldsomme udbrud fra vulkanen Mount St. Helens i delstaten Washington i maj 1980 lagde enorme skov- og engarealer øde. Et tykt lag af pimpsten og aske dækkede alt. Træer, dyr og næsten alt jordliv omkom. De første år efter udbruddet så dyster ud.
Botaniske forskerhold registrerede kun spredte, usædvanligt hårdføre planter, der havde formået at slå rod i den hårde, udtørrede overflade. Genopretningen skred langsomt frem — et område uden frø, svampe og bakterier, som ny vegetation er afhængig af for overhovedet at komme i gang.
Kan små gnavere ændre et helt økosystem?
Tre år efter udbruddet præsenterede et videnskabeligt hold en idé, der ved første øjekast lød temmelig usædvanlig. På udvalgte dele af den golde flade introducerede de præriepindsvin — små underjordiske gnavere, der er kendt for at grave i jorden og anlægge tunnelsystemer og jordhøje.
Forskerne regnede med, at dyrene ved at flytte rundt på jord ville bringe rester af frugtbart materiale og sovende mikroorganismer op til overfladen. Man forventede en relativt begrænset effekt, og forsøget var ikke planlagt som en storstilet genopbygning af økosystemet.
Gnaverne blev placeret på særligt afmærkede parceller. De omkringliggende arealer forblev urørte, så det var muligt at sammenligne forløbet af genopretningen direkte.
Fra et par dusin planter til 40.000 på få år
Inden forsøget gik i gang, talte forskerne blot et par dusin planter på det overvågede område. I de første sæsoner tydede ingenting på en markant forandring — enkelte græstuer, spredte kimplanter. Så vendte billedet fuldstændigt på hovedet efter seks år.
Ifølge en rapport udarbejdet ved Californiens Universitet var parcellerne plejet af præriepindsvin på det tidspunkt dækket af frodig vegetation. Estimaterne talte ikke om titusinder eller hundredvis, men om mere end 40.000 planter på et areal, der tidligere mindede om en ørken.
Kontrasten mellem parcellerne med gnavere og de uberørte naboområder var slående. Der, hvor man ikke havde grebet ind, dominerede stadig den tomme, grå aske. Det stod pludselig klart, at tilstedeværelsen af blot nogle få små pattedyr i kort tid havde sat noget i gang, der lignede en økologisk lavine.
En underjordisk hær af bakterier og mykorrhizasvampe
Den vigtigste effekt af præriepindsvins arbejde var ikke jordhøjene i sig selv, men det, de bragte op til overfladen. I det opgravede materiale fandt man bakterier og mykorrhizasvampe — organismer, der indgår i tætte samspil med planterødder og bogstaveligt talt redder dem i et hårdt miljø.
En undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Frontiers viser, at svampenes tråde omslutter rødderne og skaber et udvekslingsnetværk. Planten leverer fotosynteseprodukter til svampene og modtager til gengæld vand og mineraler, som den ikke selv ville kunne nå frem til i den barske vulkanske jord.
Forsker Emma Aronson påpegede, at der, hvor netværket af svampetråde nåede at udvikle sig, begyndte træer at vende tilbage med overraskende hast. De dannede unge bevoksninger på steder, der blot få år tidligere så fuldstændig livløse ud.
- På kraftigt beskadigede steder forstørrer svampene røddernes overflade
- De hjælper med at neutralisere giftige forbindelser i frisk aske
- De skaber motorveje for næringsstoftransport mellem planter
- De accelererer stofkredsløbet ved at nedbryde døde nåle, kviste og organismerester
- De stabiliserer jordens struktur og beskytter den mod erosion
- De giver planter bedre evne til at tilbageholde vand i tørt miljø
I visse områder dukkede unge træer op næsten umiddelbart efter, at jordlivet var blevet genoprettet — terrænet udviklede sig ikke til en permanent død zone, som mange havde frygtet.
Hvorfor der stadig næsten intet vokser andre steder
Aronson understregede, at i de såkaldte lysninger — skovpartier ryddet for træer efter udbruddet — vokser der stadig meget lidt den dag i dag. Her mangler præcis de samme rige samfund af svampe og bakterier, som blomstrede der, hvor præriepindsvins tidligere var aktive.
Til gengæld summer jorden af mikroliv i de resterende dele af den gamle skov i kort afstand fra de golde marker. Forskellene er tydelige i artssammensætning, tætheden af svampetråde og antallet af småorganismer. Netop disse afgør, om et frø overhovedet har en chance for at spire og overleve de første sæsoner.
Postdok Mia Maltz, der dengang arbejdede i Aronsons laboratorium, peger desuden på et yderligere aspekt: dagligt ignorerede mikroorganismer kan vippe vægten i begge retninger — både fremme og blokere genopretning, afhængigt af hvad vi gør ved jorden.
Et kortvarigt forsøg med sporbare konsekvenser 40 år senere
Præriepindsvins forblev ikke på forsøgsarealet i årtier. Deres aktivitet varede en begrænset periode, og projektet var ikke af stort omfang. Alligevel viste indgrebets effekt sig at være overraskende varig.
Analyser foretaget mere end 40 år efter udbruddet viser, at mikrobielle samfund, som de gravende pattedyr satte i gang, fortsat fungerer. De støtter vegetation, stabiliserer jord og hjælper med at tilbageholde vand. Resultatet er et område, der burde have haft svært ved at komme sig efter katastrofen, men som er forvandlet til et mosaik af blomstrende levesteder.
Forskere understreger, at en så langsigtet effekt efter en relativt kort intervention hører til sjældenhederne og tvinger til at tænke anderledes om, hvordan vi griber naturgenopretning an.
Hvad vulkaneksperimentet med præriepindsvin lærer os
Historien fra Mount St. Helens viser, at blot tilstedeværelsen af frø eller kimplanter ikke er nok ved genopretning af ødelagte områder. Nøglen ligger dybere — i jordlivet, som vi ofte opfatter som en sort boks. Uden de rette svampe og bakterier overlever selv de bedst udvalgte plantearter måske ikke.
Forsøget peger også på praktiske løsninger. Ved genopretning af arealer efter miner, brande eller vejanlæg er det værd at tænke ikke blot på plantning af træer, men også på indsåning af jord med egnede mikroorganismer — eller udnyttelse af naturlige gravere som gnavere og regnorme, hvor det er forsvarligt.
Ikke alle metoder kan dog kopieres direkte. Introduktion af dyr til nye områder indebærer altid en risiko for, at de bliver en invasiv art og fortrænger den oprindelige fauna. I tilfældet Mount St. Helens arbejdede man i et område, hvor disse gnavere naturligt hørte hjemme, så forsøget handlede snarere om en tidlig tilbagevenden end om at indføre et fremmed element i økosystemet.
Sommetider kan det være mere effektivt at flytte selve jorden fra rige, sunde levesteder til ødelagte steder — mikroorganismer inkluderet. Stadig flere genopretningsprojekter inkorporerer allerede denne tilgang og behandler frugtbar jord nærmest som et mikrobiologisk transplant.
Tilfældet med den vulkanske ødemark, der i løbet af nogle årtier forvandlede sig til et grønt mosaik, beviser, at små processer skjult under overfladen fuldstændigt kan ændre et landskabs skæbne. Det handler ikke kun om synlige handlinger, men præcis om det, der sker i de første par centimeter under vores fødder.
