Er enhver venlig person automatisk en altruist?
I en tid, hvor mange venlige handlinger viser sig at være kloge investeringer i fremtidige fordele, fremstår det genuint uselviske menneske næsten som en eksentriker. Psykologer har i årevis forsøgt at forstå, hvad der adskiller én, der hjælper »fordi det forventes«, fra én, der reelt sætter andres velvære over sin egen komfort.
Altruisme forveksles ofte med venlighed, god vilje eller enkeltstående generøse handlinger. Nogen sender én gang penge til en indsamling, giver sin plads i bussen og tænker straks: »Jeg er et menneske, der hjælper.« Psykologien stiller dog langt højere krav.
Forskernes tilgang er ret klar: En altruist er ikke blot et »godt menneske«, men én der er villig til at ofre tid, energi og sommetider endda sin egen sikkerhed — uden at forvente noget til gengæld. En sådan person handler refleksivt og stabilt, ikke kun på højtider eller under indflydelse af rørende videoer på sociale medier.
Hvilke former for altruisme skelner eksperterne imellem?
Den mest markante og samtidig sjældneste form er ren altruisme. Det drejer sig om situationer, hvor nogen hjælper en fuldstændig fremmed og derved risikerer et reelt tab — fra tid og penge til helbredsrisici. Denne adfærdstype er særlig interessant for psykologer, fordi den er svær at forklare med almindelig nytteberegning.
Der findes også gruppealtruisme, hvor mennesker prioriterer deres families, samfunds eller nations velfærd. Hertil kommer reciprok altruisme, hvor vi ubevidst forventer, at hjælpen vender tilbage en dag. Endelig er der signalaltruisme, der skal styrke vores omdømme i andres øjne.
For forskerne er ren altruisme den mest fascinerende, fordi den afslører det egentlige grundlag for menneskelig uselviskhed. Dette fænomen er blevet undersøgt af forskere fra Georgetown University og eksperter fra Max Planck Institute.
Empati og ekstraversion: et duo, der fører til hjælp
En undersøgelse fra slutningen af det første årti i det enogtyvende århundrede viste, at mennesker, som stærkt kan identificere sig med andres følelser, langt oftere engagerer sig i hjælpehandlinger. Empati forbliver ikke bare i hovedet — i mange tilfælde omsættes den til konkret handling.
Resultaterne tyder på, at uselviske gestus er mest udbredt hos personer, der kombinerer et højt niveau af empati med to personlighedstræk. Det første er ekstraversion — lethed ved at skabe kontakter, åbenhed over for mennesker og villighed til at tage initiativ. Det andet er venlighed, altså en tilbøjelighed til samarbejde, imødekommenhed og søgen efter fælles løsninger frem for rivalisering.
Et lukket, udpræget mistroisk menneske kan indvendig mærke fremmedes lidelse, men mangler modet eller parathed til at gå hen til nogen, spørge ind eller tilbyde støtte. Hos en ekstravert og empatisk person er denne afstand kortere — tanken »jeg burde gøre noget« forvandler sig hurtigere til reel handling. Eksperter fra Harvard Medical School bekræfter, at denne kombination af egenskaber er næsten universel hos altruister.
Tre egenskaber, der adskiller ægte altruister fra andre
Socialpsykologer, der har analyseret adfærden hos ekstraordinært engagerede hjælpere, har identificeret tre tilbagevendende elementer. Disse karakteristika udgør en slags skabelon for det virkelig uselviske menneske.
1. Fraværet af en overbevisning om, at mennesker er onde af natur
I én undersøgelse anvendte forskere en særlig skala, der målte troen på eksistensen af »rent ondt« i mennesket. Deltagerne blev præsenteret for udsagn som »nogle mennesker er simpelthen onde til marven« og skulle angive, i hvilken grad de var enige.
Personer med stærke altruistiske træk scorede overraskende lavt på denne skala. Det betyder ikke naivitet eller mangel på bevidsthed om, at kriminelle, manipulatorer og aggressorer eksisterer. Det handler snarere om en grundlæggende holdning: I stedet for at antage, at de fleste mennesker udgør en potentiel trussel, ser altruisten dem som væsener, der under de rette betingelser er i stand til at gøre godt.
Sådanne mennesker:
- giver oftere andre en forhåndskredit af tillid
- er bedre til at genkende gode hensigter hos andre
- bygger ikke deres liv på overbevisningen om, at alle vil udnytte dem
- søger positive motiver hos andre mennesker
- frygter i mindre grad at blive snydt, når de tilbyder hjælp
- tror på muligheden for forandring hos problematiske individer
Dette mildere syn på den menneskelige natur understøtter villigheden til at hjælpe. Når andre ikke udelukkende opfattes som potentielle fjender eller bedragere, er det lettere at reagere med imødekommenhed frem for med beregningen »de udnytter mig helt sikkert«.
2. Usædvanlig følsomhed over for frygt og lidelse
Forskere, der har studeret hjernens struktur hos ekstremt uselviske personer, stødte på en interessant sammenhæng: Hos mange af dem er de områder, der er ansvarlige for at reagere på følelser — særligt frygt — mere udviklede. Sagt enkelt: disse mennesker »opfanger« fremmedes angst, forvirring eller panik med usædvanlig intensitet.
I praksis betyder det, at en altruist hurtigere bemærker det stive smil og spændingen i stemmen hos en kollega, der »foregiver, at alt er i orden«. Han eller hun lægger mærke til et barn i bussen, der er faldet til ro, selv om det talte uden stop for et øjeblik siden. Eller til en ældre person, der vandrer rundt på et offentligt kontor med et desorienteret blik.
Jo mere følsom nogen er over for tegn på andres hjælpeløshed, jo sværere er det at passere forbi med ligegyldighed. For mange er det endda en fysisk ubehagelig oplevelse: når de ser andres frygt, mærker de en indre trang til at reagere. Neurologer fra University of California har bekræftet, at denne øgede aktivitet i amygdala og den anteriore cingulære cortex er almindelig hos altruister.
3. Fraværet af en følelse af egen særlighed
Når vi hører om nogen, der donerede en nyre til en fuldstændig fremmed, er vores første tanke ofte: »Det er en slags helgen, totalt anderledes end almindelige mennesker.« Men de personer, der træffer sådanne radikale beslutninger, tænker slet ikke på sig selv på den måde.
Af psykologers beretninger fremgår det, at ægte altruister har en overraskende ydmyg tilgang til egne handlinger. De betragter det som en selvfølge, at ethvert »normalt« menneske i deres sted ville have handlet på samme måde, og at deres gestus overhovedet ikke gør dem bedre eller mere moralske.
Disse mennesker søger ikke opmærksomhed eller bifald. De foretrækker ofte anonymitet frem for prisuddelinger. De bygger ikke deres identitet på sloganet »Jeg er en helt.« Paradoksalt nok er netop dette fravær af en overbevisning om egen særlighed det, der adskiller autentisk uselviskhed fra »prangende godhed«, som skal give likes, priser eller et image som et succesfuldt menneske med et hjerte af guld.
Forskere fra Princeton University har fundet, at netop denne ydmyghed er den mest pålidelige forudsiger for gentagne altruistiske handlinger. Mennesker, der føler sig exceptionelle på grund af deres generøsitet, hjælper typisk sjældnere end dem, for hvem uselviskhed er en naturlig refleks.
Kan man lære altruisme og udvikle den?
Det mest fascinerende ved hele billedet er, at de egenskaber, der understøtter altruisme, ikke er forbeholdt en snæver gruppe af »fødte helte«. Empati, tillid til andre og følsomhed over for følelser kan gradvist styrkes. Et menneske kan blive mere uselvisk ved at opbygge de rette vaner.
Det hjælper blandt andet at:
- øve sig regelmæssigt i opmærksomhed over for andre — bevidst observere følelserne hos mennesker omkring sig i stedet for udelukkende at fokusere på sig selv
- opsøge fortællinger om ægte hjælp, der viser, hvordan en lille gestus kan redde nogen
- udføre små, gentagelige venlige handlinger, der gradvist ændrer vores vaner og måde at opfatte andre på
- engagere sig i frivilligt arbejde i organisationer som Røde Kors eller lokale velgørenhedsorganisationer
- lytte aktivt til venners problemer uden straks at komme med råd
- bidrage økonomisk til nonprofitorganisationer som UNICEF eller Amnesty International
- mentore yngre kolleger på arbejdspladsen
- regelmæssigt tage sig af ældre i lokalsamfundet
Altruisme begynder sjældent med store, filmiske gestus. Den vokser oftere frem af en række små beslutninger om ikke at vende blikket væk. Eksperter fra Stanford University har endda udviklet programmer til empatitræning for sundhedspersonale og lærere.
Hvornår kan uselviskhed blive en fælde?
Det er værd at nævne et vigtigt forbehold: Det faktum, at nogen gerne ofrer sig, betyder ikke, at de bør gøre det altid og i enhver situation. Personer med en stærk hjælpeimpuls er ideelle mål for manipulatorer, der lever af deres ansvarsfølelse og skyldfølelse.
Derfor taler specialister i mental sundhed i stigende grad om behovet for »klog altruisme« — altså en kombination af uselviskhed og omsorg for egne grænser. Hjælpen ophører med at være autentisk, når nogen konstant giver køb på grundlæggende behov, egen sikkerhed eller psykisk velbefindende, fordi »det er det rigtige at gøre«.
Moden uselviskhed udelukker ikke assertivitet. Man kan på én og samme tid tro på det gode i mennesker, reagere stærkt på fremmedes lidelse, undlade at betragte sig selv som en helt — og alligevel være i stand til at sige »det kan jeg ikke overskue lige nu«, når ressourcerne er opbrugte. En sådan tilgang har den største chance for at holde i mange år frem for at ende i udbrændthed og skuffelse. Det er måske værd at overveje, hvor din egen grænse går mellem at hjælpe andre og at tage vare på dig selv.
