To mennesker, samme smerte – vidt forskellige resultater
Forskning viser, at retningen af denne forandring afhænger af én overraskende simpel ting. To personer kan gennemgå næsten identiske traumer og alligevel komme ud som helt forskellige mennesker.
Den ene bliver mere empatisk og åben, den anden kold, afskåret og direkte ubarmhjertig. Forskere peger i stigende grad på, at det ikke er "karakterstyrke" der spiller den afgørende rolle, men derimod om nogen i smertens øjeblik virkelig så og anerkendte lidelsen.
Psykologer beskriver en enkel men stærk sammenhæng: smerte oplevet i ensomhed forandrer mennesket anderledes end smerte oplevet sammen med nogen, der lytter og tager den alvorligt. De samme begivenheder kan opbygge enten følsomhed eller et tungt panser.
Det der afgør, hvordan din følsomhed forandres
Lidelse som nogen bemærker og betragter som vigtig, fører oftere til blødgøring. Lidelse der ignoreres, fører oftere til tilstivning og indlukning. I terapeutiske sammenhænge møder man ofte mennesker, der med usædvanlig præcision kan beskrive deres barndom: datoer, situationer, fakta. Og alligevel taler de om det, som om de læste en fremmed rapport.
Problemet er ikke mangel på følelser, men at da det hele stod på, tog ingen disse følelser som noget der fortjente opmærksomhed. Der manglede et vidne. En der navngiver smerten rigtigt og signalerer: "det du føler, betyder noget."
Når en sådan person mangler, forsvinder smerten ikke. Den stivner. I stedet for at blive en bearbejdet fortælling, forvandler den sig til et skjold mod ny sårbarhed.
Aktiv støtte og følelsesmæssig afstemning
Terapeuter der arbejder med traumer, har i årevis understreget betydningen af såkaldt "aktiv støtte" og følelsesmæssig samklang. Det handler om mere end et klap på skulderen eller et hurtigt "det går nok". Når du lider og den anden person reagerer med ro, opmærksomhed og respekt for det du gennemgår, sender dit nervesystem et klart signal: smerten er reel, men du er ikke alene i den.
Smerte oplevet med nogen bliver til bevis for, at forbindelse er mulig selv i de mørkeste øjeblikke. Smerte oplevet i ensomhed indskriver sig som en lektie: "du kan ikke stole på nogen." Studier om komplekst traume og selvværd viser, at personer efter svære oplevelser ofte har svært ved at være venlige mod sig selv. Ingen viste dem tidligere, hvordan det gøres.
Børn der bærer de voksnes byrde
I mange familier under kriser – skilsmisse, sygdom, konkurs – bliver børn til følelsesdæmpere. De rydder op efter forældrenes følelser. I stedet for at græde eller blive vrede forsøger de at berolige, mægle, lave vittigheder og "holde alle samlet".
Udefra ser de modne ud. Indeni lærer de én ting: mine behov er mindre vigtige end andres ro. En sådan "familiemægler" kan som voksen fungere glimrende i årevis og fremstå som et overansvarligt og afbalanceret menneske. Og ofte er det blot en snildt konstrueret rustning.
Det panser de bærer, er ikke "stærk karakter". Det er en overlevelsestrategi i en verden, hvor deres lidelse var usynlig. Forskere fra universiteter verden over har fulgt børns adfærd i familier med højt stressniveau og fundet, at børn i rollen som "trøstere" ofte udvikler høj social intelligens, men betaler for det med kronisk undertrykkelse af egne behov.
- børn i rollen som familiemæglere lærer at ignorere egne behov
- i stedet for at græde og blive vrede forsøger de at berolige andre
- som voksne fremstår de meget ansvarlige og afbalancerede
- indeni bærer de ofte et tungt panser fra barndommen
- deres empati opstod fordi de måtte "aflæse" forældrenes humør
- de har svært ved at sætte egne grænser
- de er ofte ubevidste om, hvor meget energi de bruger på andres behov
Hvordan smerte forandrer vores karakter: to veje
Psykologien beskriver to hovedretninger for forandring efter svære oplevelser: den transformation der opstår af smerte som nogen hjalp med at "fordøje", og den der opstår af smerte der blev siddende i mennesket som en ufordøjet sten.
Bemærket smerte fører oftere til større empati, mildhed over for sig selv og andre, og evnen til at sætte grænser uden had. Ignoreret smerte fremmer mistillid, afskæring og overbevisningen om at det er bedst at klare alt selv uden at stole på nogen.
Efter stærke oplevelser holder mange mennesker pludselig op med at have tålmodighed med nonsens. De revurderer prioriteter: giftige bekendtskaber, projekter "af skyldfølelse", arbejde der dræner energien. Dette fænomen beskrives i talrige studier om traume og såkaldt "vækst efter svære oplevelser."
Forskellen viser sig i tonen, hvormed man siger "nok". Hvis ens smerte tidligere blev æret af nogen, er klarheden forbundet med mildhed. En sådan person kan sige "nej" uden sårende foragt. Hvis alt blev gennemlevet i ensomhed, er den samme klarhed præget af kulde: "det kan ikke betale sig at stole på nogen, alle skuffer til sidst."
Når medfølelse møder allergi over for "opdigtet drama"
Personer efter svære oplevelser har ofte et skærpet radar for andres autentiske fortvivlelse. De ser hurtigere, at der bag en tilsyneladende ro gemmer sig panik, eller at nogen laver vittigheder fordi de ikke kan indrømme deres frygt. Den samme følsomhed medfører dog, at de kan reagere sort-hvidt på det, de opfatter som "overdrivelse."
Høj spænding før en præsentation på arbejdet? Et følelsesmæssigt udbrud over en parkeringsbøde? For nogen med alvorlige traumer kan dette virke som småtterier. I baggrunden ligger ofte ens egen uhørte lidelse, der aldrig fandt sin plads.
Medfølelse der opstår af anerkendt lidelse siger: "jeg kender dette terræn, jeg kan være hos dig." Det panser der er bygget af ignoreret smerte siger: "jeg klarede det selv, så det kan du også."
Forskere inden for neuropsykologi har fundet, at mennesker med en historie af uanerkendt traume reagerer mere intenst på stimuli de opfatter som uautentiske. I hjernen aktiveres andre områder end hos personer der havde stabil følelsesmæssig støtte i barndommen. Det forklarer, hvorfor nogen kan vise dyb medfølelse i én situation og kold utålmodighed i en anden.
Ro eller frakobling? To slags stilhed efter stormen
Forskere beskriver endnu én subtil forskel: stille ro efter stærke følelser kan betyde to vidt forskellige ting. For nogle er det resultatet af bearbejdet smerte og større forankring. For andre er det et sikkert skjulested efter mange år i usynlighed.
Nogle holder virkelig af ensomhed, fordi de i stilheden hviler bedre, koncentrerer sig og finder vejret igen. Andre vælger den, fordi de blandt mennesker lærte at spille roller, overvåge stemninger og forudse udbrud. Når de endelig er alene, behøver de ikke "redde" nogen mere. Roen kommer ikke fra indre accept af sig selv, men fra resignation over forventninger til relationer.
Udefra ligner begge former for stilhed hinanden. Forskellen ligger i svaret på spørgsmålet: er det lettere for mig at nærme mig andre efter denne stilhed, eller endnu sværere? Studier om introvertion og social angst viser, at motivationen for ensomhed er en nøgleindikator for mental sundhed. Terapeuter bruger ofte en skala der skelner mellem ensomhed som genopladning versus ensomhed som flugt.
Hvad det egentlig vil sige at "være vidne" til andres smerte
Forskning i forsvarsmekanismer viser, at det afgørende er den måde omgivelserne reagerer på andres lidelse. Bagatellisering, sammenligning ("andre har det værre"), rationalisering – alt dette er en form for ugyldiggørelse, selv når det udspringer af "gode intentioner."
At være vidne indebærer i praksis en række enkle, men svære handlinger:
- lytte uden at afbryde eller "redde stemningen med en vittighed"
- anerkendelse: "det du føler, er virkelig svært"
- at opgive "i det mindste" ("i det mindste er du rask", "i det mindste gik det hurtigt over")
- at acceptere den andens tempo – uden at presse på for "at tage sig sammen"
- at bekræfte at det vedkommende oplever, ikke er overdrivelse
- ikke give råd medmindre de bliver bedt om det
- villighed til at blive i en ubehagelig stilhed
- respekt for at smerte har sit eget tempo
Terapeuter taler nogle gange om at "låne sit nervesystem ud." En person under stærkt stress har kroppen i alarmberedskab. Når vedkommende sidder over for nogen der er rolig, regulerer vejrtrækningen og er forankret i sig selv, begynder organismen gradvist at tilpasse sig denne tilstand. Det er en mekanisme kaldet koregulering, der er bredt beskrevet i den faglige litteratur om tilknytning og traume.
Hvorfor støtte efter traume i den grad ændrer livets retning
Meta-analyser af studier om vækst efter traume viser et af de mest konsistente fænomener: jo større oplevelse af reel støtte efter en svær begivenhed, jo større chance for indre forandring i retning af mere mening, bedre relationer og en mere stabil følelse af egen værdi.
Det er ikke selve begivenheden, men tilstedeværelsen af mennesker omkring den, der oftest afgør om smerten bliver brændstof til udvikling eller en grund til at lukke sig inde. Dette gælder på et personligt såvel som et samfundsmæssigt plan.
Lidelse delt med andre kan bygge broer, uddybe bånd og skabe en følelse af "vi går gennem dette sammen." Lidelse der holdes skjult bygger mure – alle sidder i sin smerte og vogter over at ingen rører ved den.
Forskere fra universiteter i USA og Europa fulgte hundredvis af mennesker efter traumatiske begivenheder og fandt, at kvaliteten af social støtte forudsiger resultatet bedre end selve begivenhedens alvorlighed. En person efter en alvorlig bilulykke med en støttende familie har ofte bedre prognose end en person efter en tilsyneladende mildere oplevelse, men uden forståelse fra omgivelserne.
Et sent vidne virker også: håb til dem ingen lyttede til
Den gode nyhed fra forskning og klinisk praksis er denne: vidnet behøver ikke dukke op med det samme. En hjælpende tilstedeværelse kan komme mange år senere og alligevel sætte en blødgøringsproces i gang, hvor der tidligere kun var sammenbidt tænder.
I denne forstand er virksom terapi netop et "forsinket vidne." En der ikke dømmer, ikke søger skyldbærere, men konsekvent vender tilbage til det der gjorde ondt, sammen med dig. Dennes opmærksomhed og nærvær er en meddelelse: "det du oplevede, var virkeligt, og du burde ikke have båret det alene."
Mange mennesker afviser tanken om terapi, fordi det at indrømme at de har brug for nogen ved sin side, strider mod hele det liv de har bygget på mottoet "jeg klarer det selv." Det er ikke en lille forandring. Det er en revne i selvbilledet, der hidtil har beskyttet mod ny skuffelse. Psykologer observerer dog, at netop dette skridt – at tillade sig at være sårbar med nogen der er tryg – ofte åbner vejen til heling.
Nogle gange kan den første person der overhovedet tager vores følelser alvorligt, være os selv. Det er mindre dramatisk end en pludselig livsrevolution, men overraskende effektivt. I praksis handler det om enkle gestus: at bemærke at noget indeni spænder sig i stedet for straks at overdøve det, at sætte ord på det – måske på papir eller i telefonens noter. Du kan også spørge dig selv: "hvad ville jeg sige til en ven der følte det samme?"
I hverdagen er det let at undervurdere rollen af almindelig, opmærksom tilstedeværelse. Forskning om traume, tilknytning og vækst efter svære begivenheder siger det direkte: den måde vi reagerer på andres smerte, forandrer reelt en andens fremtid. Nogle gange er det nok at blive i nogens stilhed, tårer eller kaotiske fortælling uden at flygte til gode råd – for at der i en anden begynder at vokse en overbevisning: "min lidelse kan endelig ses af nogen." Og fra netop den ene overbevisning begynder der ofte et helt andet slags liv.
