Et støvet plastikark fra slutningen af 1940’erne er pludselig blevet et hit blandt forskere, der studerer hvalkommunikation. På den 75 år gamle plade ligger en lydoptagelse af knølhvalers sang fra en tid, hvor verdenshavene var langt mere stille end i dag.
For forskere er det som en tidsmaskine: de kan lytte til, hvordan havets lydlandskab lød før æraen med massiv skibstrafik og sammenligne det med det, moderne hydrofoner registrerer i dag.
Når man tænker på oceanisk forskning fra 1940’erne, forestiller man sig typisk militære sonartest og ubådsjagt. Men nogle gange gemmer der sig uventede skatte i de støvede arkiver. Forskere fra Woods Hole Oceanographic Institution i USA stødte på optagelsen ved et tilfælde, mens de gennemgik historiske materialer fra flådens sonartest. Det plastikark, de fandt, indeholder en af de ældste kendte optagelser af knølhvalers sang, optaget to årtier før Roger Paynes banebrydende forskning.
Selv eksperter i hvalkommunikation vidste længe ikke, at sådan en optagelse eksisterede. Den ligger nu som et vindue ind til en svunden verden, hvor oceanerne lød fundamentalt anderledes. Forskere kan for første gang sammenligne havets akustiske miljø før og efter den massive industrialisering af verdenshavene.
Hvordan blev en militær sonartest til videnskabelig skat
I marts 1949 sejlede en gruppe forskere ud fra kysten ved Bermuda for at teste nyt undervandsmateriel til den amerikanske flåde. Deres mission handlede udelukkende om militærteknologi, ikke om havets dyreliv. Men videnskaben har altid draget fordel af tilfældigheder.
På et tidspunkt slukkede en fra teamet motoren for bedre at kunne høre signalerne fra dybderne. I den pludselige stilhed begyndte lange, bølgende lyde at strømme ind gennem hydrofonerne. I 1949 vidste de fleste mennesker ikke meget om knølhvalers sang. Videnskaben om hvalkommunikation var stadig i sin vorden, og det ville tage årtier, før offentligheden blev fascineret af disse lyde.
I stedet for almindeligt magnetbånd brugte forskerne en modificeret diktafon med en plastikskive som lagringsmedie. Denne tekniske detalje viste sig at være afgørende. Magnetbånd fra den periode går ofte i stykker eller mister kvalitet, mens den hårde plastikskive overlevede i arkivet i forbløffende god stand.
Dyret bag optagelsen var sandsynligvis en hanknølhval, for det er hannerne, der synger de komplekse melodier i parringstiden. Forskerne ved i dag, at disse sange kan vare i timevis og bliver gentaget i sæsoner, med små variationer fra år til år.
Et ocean før halsens tidsalder havde et andet lydlandskab
1940’erne repræsenterer en anden æra for havets akustik. Skibstrafikken var mindre, der fandtes ingen gigantiske containerskibe, og handelsflåden var stadig ved at genopbygge sig efter krigen. Optagelsen fra Bermuda giver os mulighed for at høre, hvordan knølhvalers sang lød i et næsten “analogt” ocean med begrænset støj fra propeller, turbiner og sonarudstyr.
Moderne optagelser fra de samme farvande viser et helt andet billede. Baggrundsstøjen fyldes nu af menneskeskabte lyde, der dominerer hele det akustiske spektrum. Forskere ved University of Washington har dokumenteret, hvordan støjniveauet i Stillehavet er fordoblet hvert årti siden 1960’erne.
Det konstante brummen fra nutidens oceaner omfatter:
- vedvarende, dyb rumlen fra store skibes motorer
- højfrekvente lyde fra militære og kommercielle sonarsystemer
- seismiske luftkanoner brugt til olie- og gasefterforskning
- støj fra vindmølleparker og offshore konstruktioner
- lyd fra fritidsbåde og cruiseskibe
- lavfrekvent støj fra containertrafikken mellem Asien og Europa
Knølhvaler kommunikerer primært i frekvensområdet mellem 20 og 4000 Hz, hvilket desværre overlapper med meget af den menneskeskabte havstøj. Dyr må derfor synge højere eller ændre deres melodier for at blive hørt af artsfæller.
Forskere opdager ændringer i hvalernes sangmønstre
Ved at sammenligne optagelsen fra 1949 med moderne lydregistreringer kan biologer nu dokumentere konkrete ændringer i knølhvalernes kommunikation. Michelle Fournet, en forsker i marin bioakustik, forklarer at hvaler tilpasser deres sang til det omgivende støjniveau, ligesom mennesker hæver stemmen i et støjende rum.
I 1949-optagelsen fra Bermuda ligger sangen klar og utvetydig mod en stille baggrund. De individuelle fraser er nemme at skelne, og pauserne mellem toner fremstår tydelige. Moderne optagelser fra samme område viser derimod komprimerede melodier, hvor hvalerne synes at “skubbe” deres fraser tættere sammen.
Forskere fra Cornell University har observeret, at knølhvaler i særligt støjende områder som skibsruterne ud for Boston Harbor synger ved højere frekvenser end deres artsfæller i mere afsides farvande ved Island eller Norge. Dette mønster gentager sig i oceaner verden over.
Andre hvalearter viser lignende tilpasninger. Blåhvaler ud for Californiens kyst har sænket tonehøjden på deres kald med flere Hz over de senlige årtier, muligvis som respons på ændret havstøj. Grønlandshvaler i Arktis synger nu oftere om natten, når skibstrafikken er minimal.
Hvad plastikskiven fortæller os om havets fremtid
Den gamle optagelse fra Bermuda er ikke bare et historisk kuriosum. Den fungerer som en reference, et “nulpunkt” for forskere, der studerer menneskets indvirkning på havmiljøet. Med den kan videnskabsfolk måle præcist, hvor meget vi har ændret oceanernes lydlandskab på under et århundrede.
Nye internationale retningslinjer forsøger nu at begrænse undervandsstøj. International Maritime Organization har udgivet retningslinjer for design af mere støjsvage skibspropeller. Flere lande etablerer maritime beskyttede områder, hvor seismisk udforskning er forbudt i hvalernes ynglesæson.
Men udfordringerne er enorme. Den globale skibstrafik forventes at stige med 240 procent inden 2050 ifølge projekter fra International Chamber of Shipping. Hver ny containerrute, hver ny vindmøllepark og hver ny offshore olieplatform tilføjer lag på lag af støj til havets lydlandskab. Spørgsmålet er, om knølhvalerne og andre havpattedyr kan tilpasse sig hurtigt nok, eller om vi permanent har ændret deres evne til at kommunikere over de lange distancer, som deres evolution har udstyret dem til.
