Det handler ikke om grønne rumvæsener eller tilfældige internethistorier, men om hårde data, gamle himmelbilleder fra tiden før satelliterne og nye algoritmer, der scanner universet efter tegn på fremmed teknologi.
Gennem årtier har spørgsmålet om fremmede apparater eller fragmenter af gammel teknologi kredser rundt i solsystemet eksisteret i videnskabens udkant. Man talte om det på konferencekorridorer snarere end i seriøse tidsskrifter. I dag begynder situationen at se anderledes ud.
Tre søjler er kommet i spil: væsentligt bedre teleskoper, gigantiske arkiver af himmelbilleder samt nye teoretiske modeller, der beskriver hvordan technosignaturer kunne se ud – fysiske spor efter aktivitet fra en avanceret civilisation. Forskere ønsker at skelne mellem usædvanlige, men naturlige objekter og dem, der afviger kraftigt fra kendte fænomener.
Der lægges i stigende grad vægt på ét: alt skal baseres på reproducerbare målinger, ikke på mærkelige observationer, som ingen kan verificere. Dette skift mod en mere ordnet, metodisk tilgang ses i de nyeste publikationer i tidsskrifter som Publications of the Astronomical Society of the Pacific, Monthly Notices of the Royal Astronomical Society og Scientific Reports.
Hvorfor vender forskere tilbage til gamle himmelfotografier
En af de mest spændende forskningsretninger er tilbagevenden til arkiverede fotografier af himlen, taget før 1957, altså før mennesket begyndte at placere egne satellitter i kredsløb. Dengang kredsede kun naturlige objekter over vores hoveder: planeter, asteroider, kometer og meteorider.
Astronomen Beatriz Villarroel analyserer sammen med sit team sådanne arkiver, oprindeligt med et helt andet formål – de ledte efter stjerner, der forsvandt mellem ét billede og det næste. I den forbindelse stødte de på lyspunkter, der opførte sig som satellitter i en tid, hvor ingen endnu sendte metalkonstruktioner ud i kosmos.
Forskerteamet begyndte derfor at behandle de gamle plader som en gigantisk optegnelse af bevægelser på himlen – en slags overvågning fra før rumfartens æra, hvor man måske har fanget noget, som ingen dengang kunne fortolke. Sådanne resultater vækker straks følelser, men også kraftig skepsis.
Videnskabsfolk opregner et helt spektrum af mere jordnære forklaringer: apparaturfejl, refleksioner i optikken, atmosfæriske effekter eller endda simpel tilsmudsning af det fotografiske materiale. Først når alle sådanne forklaringer slår fejl, kan man tale om en kandidat til et mærkeligt objekt. Villarroel indrømmer selv, at emnet fremmede artefakter stadig betragtes som stærkt tabubelagt. Uden en fysisk prøve eller sonde, som nogen reelt kan undersøge i et laboratorium, vil mange forskere ikke være villige til at acceptere, at de ser på noget unaturligt.
Kan interstellare gæster vise os tegn på fremmed teknologi
En anden aktuel forskningsretning er interstellare objekter som 1I/’Oumuamua og 2I/Borisov. Det er legemer, der ikke blev dannet sammen med vores solsystem, men ankom udefra, fra regioner omkring andre stjerner. Hver sådan gæst er en sjælden test for vores viden om kosmos.
I nye artikler publiceret i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society foreslår forskere et sæt kriterier, der gør det muligt at vurdere, om et mærkværdigt interstellart objekt kan være mere end blot en uregelmæssig klippe eller en usædvanlig komet. De analyserer blandt andet:
- Bevægelsesbane – kan den forklares udelukkende ved tyngdekraft og kendte fysiske effekter
- Overfladeegenskaber – lysstyrke, farve og måden lyset reflekteres på
- Rotation – stemmer omdrejningen overens med det, vi kender fra populationer af asteroider og kometer
- Eventuelle ekstra accelerationer, som ikke let kan forklares
- Temperaturfordeling på overfladen sammenlignet med forventede værdier
- Spektroskopiske data der afslører materialets sammensætning
- Afvigelser i radiobølgeemission eller andre elektromagnetiske signaturer
- Ændringer i lyskurven, der ikke passer med naturlige objekter
1I/’Oumuamua blev særligt omdiskuteret, fordi dens bane og adfærd ikke passede perfekt til det typiske billede af en komet – den manglede den klassiske hale, men objektet syntes alligevel let at blive skubbet væk fra Solen. Nogle forskere mente, at usædvanlige egenskaber ved is og gasser var tilstrækkelige, andre spekulerede i en potentielt kunstig natur. Nye modeller skal hjælpe med at flytte sådan en diskussion fra gætteri til numeriske tærskler og kategorier.
Flertallet af usædvanlige objekter vil sandsynligvis vise sig at være naturens værk, men for at kunne fastslå dette ærligt har forskere brug for klare, forudbestemte spilleregler. Doktorer og astronomer ved universiteter i USA og Europa arbejder nu på at etablere præcis disse standarder.
Hvordan ser en tjekliste for fremmede artefakter ud
Parallelt er der i Scientific Reports udkommet artikler, der forsøger at samle årtiers spredte forskning i SETA (Search for Extraterrestrial Artifacts) og omdanne den til sammenhængende vurderingsrammer. Det handler om en slags tjekliste, som kan anvendes på ethvert mistænkeligt udseende objekt.
Sådanne modeller henviser til erfaringer fra exoplanetforskning. Dér virkede alt også mærkeligt i starten, men i dag findes der veludviklede procedurer til at vurdere troværdigheden af hver rapporteret kandidat. På samme måde skal vejen fra interessant objekt til sandsynlig technosignatur nu se ud.
Forskere ved Massachusetts Institute of Technology og Harvard University har udviklet algoritmer, der kan scanne millioner af datapunkter fra teleskoper som Pan-STARRS og kommende Vera C. Rubin Observatory. Disse systemer lærer at genkende mønstre, der afviger fra kendt adfærd hos asteroider, kometer og rumaffald.
De nyeste procedurer inkluderer også sammenligning med databaser over kendte satellitter, rumstationer og andet menneskelavet materiale i kredsløb. På den måde kan man sortere fra, hvad der stammer fra vores egen aktivitet i rummet siden Sputnik-æraen.
Hvad gør vi hvis der virkelig findes noget unaturligt derude
Selvom der endnu ikke findes noget alment anerkendt objekt, som ærligt kan kaldes et artefakt fra en fremmed civilisation, foretrækker dele af det videnskabelige miljø at forberede sig på denne eventualitet i god tid. Det handler ikke kun om forskningsprocedurer, men også om sikkerhedsspørgsmål, rumlovgivning og samfundets reaktion.
Der er meget praktiske spørgsmål på spil: skal man nærme sig et mistænkeligt objekt med en sonde? Hvem træffer sådan en beslutning? Hvordan informerer man offentligheden for at undgå panik og konspirationsteorier? Og endelig – findes der internationale regler for undersøgelse af potentiel teknologi, der ikke stammer fra vores civilisation?
Det faktum, at forskere overvejer disse scenarier, viser en voksende vilje til at behandle spørgsmålet om fremmed teknologi ikke som et emne fra science fiction-film, men som et normalt forskningsproblem. Organisationer som NASA og European Space Agency har allerede nedsat arbejdsgrupper til at diskutere protokoller.
Læger og sikkerhedseksperter peger på paralleller til biosikkerhedsprocedurer, når forskere håndterer ukendt biologisk materiale. Tilsvarende forsigtighed bør gælde for potentielle teknologiske fund fra andre civilisationer.
Hvad kan du bruge denne viden til i hverdagen
For mange mennesker lyder sådan forskning som fjern abstraktion, men i praksis berører den hverdagsanliggender. Det er netop arbejdet med at opdage subtile signaler i datastøj, der driver udviklingen af algoritmer, som senere anvendes i medicin, finans og sikkerhedssystemer. Enhver metode, der kan finde noget usædvanligt i en strøm af information, finder hurtigt nye anvendelser.
Det er også værd at huske, at klimaet i diskussionen om liv uden for Jorden er ved at ændre sig. De mest interessante spørgsmål lyder ikke længere er vi alene, men hvordan undersøger vi det grundigt med de værktøjer, vi har her og nu. Det handler ikke om sensationer for enhver pris, men om ikke at overse noget virkelig ekstraordinært bare fordi vi på forhånd har afgjort, at det er umuligt.
Selvom alle nuværende kandidater til fremmede artefakter i sidste ende viser sig at være naturlige objekter, taber videnskaben ikke på det. Der vil opstå mere nøjagtige kataloger over asteroider og kometer, bedre modeller for himmellegemers bevægelse og solide procedurer til analyse af mærkværdige fænomener. Og hvis der en dag dukker noget op, som stædigt ikke passer ind i noget kendt mønster, vil det videnskabelige samfund have et færdigt sæt værktøjer til at tackle sådan en gåde uden at ty til hverken ekstrem skepsis eller godtroende begejstring.
