Mellem skisportsstedet Saint-Lary-Soulan og stationen Pla d’Adet løber en snoet bjergvej, som ser harmløs ud fra dalen. Men mange opdager først halvvejs oppe, hvor krævende og forræderisk denne rute virkelig er.
Sommerens cykelryttere kæmper sig op ad skrænterne i stærk varme, mens vinteren bringer familier med ski og børn på bagsædet. Uanset årstid stiller den stejle stigning krav, som mange undervurderer, før de får asfaltens ubarmhjertige hældning under hjulene.
Forskning fra franske transportmyndigheder viser, at næsten halvdelen af bilisterne på denne type bjergveje undervurderer vejrforholdenes betydning. Eksperter fra lokale bjergredningshold gentager hvert år de samme advarsler: forberedelse er afgørende. Du skal vide, hvad du går ind til, uanset om du sidder i en bil fyldt med skiudstyr eller har cykelskoene i pedalerne.
Selve Saint-Lary-Soulan ligger cirka to timers kørsel fra Toulouse og regnes for det største skisportssted i Pyrenæerne. Komplekset tilbyder over hundrede kilometer pister, syv hundrede hektar terræn og tre sammenkoblede sektorer: Pla d’Adet, Espiaube og Vallon. I højsæsonen strømmer op til ti tusinde skiløbere dagligt mod skrænterne, og en stor del af dem tager netop denne ene, stejle vej.
Hvorfor er den blot 10 kilometer lange rute så krævende
Fra Vignec til Pla d’Adet måler ruten cirka ti kilometer med en samlet stigning på otte hundrede fireogtredive meter. Statistikken lyder hård, men virkeligheden er endnu værre. De første syv kilometer holder hældningen sig næsten hele tiden over ti procent, med korte strækninger på tolv komma to procent og stejle partier, der rammer tretten procent. Derfor klassificeres stigningen som kategori et, på niveau med de hårdeste etaper i professionel cykling.
Asfalten løber hovedsageligt over åbne skråninger. Træerne giver kun skygge hist og her, så om sommeren kæmper cykelrytterne ikke blot mod stigningen, men også mod varmen. Om vinteren venter et andet sæt udfordringer: isglatte sving, sne blæst ind over kørebanen af vinden og væsentligt dårligere vejgreb.
Vejens udformning gør tilmed, at bilisterne skal beherske deres køretøjs vægtomdeling i skarpe serpentiner. Instruktører fra køreskoler i regionen advarer om, at mange uforberedte chauffører holder for hårdt i rattet og bremser for meget, hvilket ødelægger bremserne og øger risikoen for at skride.
Den gennemsnitlige hældning ligger på otte komma fem procent, men de lange passager med ti til tretten procent forvandler ruten til en ægte bjergtest. Forskere fra Université de Toulouse har undersøgt trafikmønstre i Pyrenæerne og påpeger, at netop denne kombination af længde, højdeforskel og kontinuerlig stejlhed skaber et psykologisk pres, som mange undervurderer.
Hvad venter dig på vejen fra dalen til toppen
Turen begynder umærkeligt ved rundkørslen i landsbyen Vignec, lige uden for Saint-Lary-Soulan. Efter få skarpe sving ligger husene tilbage i dalen, og asfaltstrækningen slynger sig som altaner over Aure-dalen. Stationen Pla d’Adet, beliggende omkring sytten hundrede meter over havet, dukker pludselig op på kanten af kammen. Den ser ud som et let mål, men vejen derhen afslører hurtigt, om du er i form.
På ruten er der sat kilometermarkeringer op med mellemrum. De viser, hvor meget distance der er tilbage til toppen, og hvilken hældning der venter i næste strækning. Det hjælper med at planlægge tempo, men ændrer ikke på, at hver enkelt skilt kan vække let panik ved pludseligt dårligt vejr: hvor langt mangler jeg stadig?
Omkring halvvejs oppe ligger landsbyen Soulan. Det er det første reelle hvilested: her står en fontæne med koldt vand, hvor cykelryttere holder pause, og bilister checker bremser og snekæder. Fra Soulan fortsætter vejen igen stejlt opad, passerer Espiaube og en stor serpentin, hvor der er afkørsel mod bjergpasset Col de Portet, endnu et legendarisk punkt på Pyrenæernes cykelkort.
Slutningen af strækningen forløber i en mere lige linje, men stadig højt over dalen. Ved stationen står skilte og steler dedikeret til cykelhelter. Det var her, Tadej Pogačar i den gule førertrøje vandt en etape af Tour de France den trettende juli 2024, og navnet Raymond Poulidor minder om tidligere legendariske dueller på samme bjergskråninger.
Bil, bus eller bedre at vælge svævebanen
For mange familier begynder ferien i en bil fuld af kufferter, ski og børn på bagsædet. Ifølge lokale data når bilisterne efter ni kilometers serpentiner frem til Espiaube, kaldet Saint-Lary 1900, og efter elleve komma fem kilometer når de Pla d’Adet, også kendt som Saint-Lary 1700. Vejbelægningen anses for acceptabel, og trafikken er normalt moderat. Problemet er ofte noget andet: manglende vintererfaring og undervurdering af vanskelighederne, især ved sne og tåge.
- Tidligt om morgenen kæmper bilisterne med glatte partier i skyggen af bjergskråningerne
- Om eftermiddagen kører trætte skiløbere ned ad bjerget, ofte i blændende sollys
- I weekenderne stiger stressniveauet på grund af penduleringstrafik og store turistbusser
- Der findes ladestandere til elbiler, placeret i byen og aktiveret med kort
- For store busser over tyve siddepladser gælder strenge tidsbegrænsninger mellem december og april
- Indkørsel er forbudt i eftermiddagens myldretid, og busserne skal parkere i Espiaube
- Disse tiltag skal mindske trafikpropper og reducere risici på de stejleste strækninger
- Lokale myndigheder samarbejder med turistorganisationer om bedre trafikstyring
Flere og flere gæster efterlader bilen i dalen og tager offentlig transport. For indbyggere i Toulouse findes tilbuddet Ski Go, som kombinerer buskørsel med skikort. I en enkelt sæson benyttede omkring fire tusinde personer sig af det arrangement, hvilket resulterede i halvfjerds ture med partnerbusser.
På stedet fungerer lokal kollektiv trafik: pendulerbusen kører mellem Saint-Lary og Pla d’Adet, og svævebanen transporterer skiløbere og turister direkte op på bjerget. Mange vælger netop denne mulighed for at undgå stress forbundet med kørsel på serpentinerne og samtidig nyde panoramaudsigten over Aure-dalen fra en sikker kabine.
Hvad overrasker oftest dem, der tager denne rute
Tre typiske fejl gentager sig. For det første tager mange bilister afsted uden realistisk vurdering af vejrudsigten. I Pyrenæerne skifter forholdene hurtigt: en vej, der var tør om morgenen, kan om eftermiddagen være delvist isglat. For det andet har familier i personbiler ofte ikke snekæder med, eller også ved de ikke, hvordan de skal montere dem, når det pludselig begynder at sne.
Den tredje fejl vedrører cykelrytterne. Nogle af dem betragter stigningen som blot ti kilometers klatring, fordi distancen ikke virker lang. Først på de første kilometer indser de, at der praktisk talt ikke findes lettere strækninger til hvile, og at manglen på skygge forstærker træthed. Det sker, at cykelryttere vender om i Soulan med erkendelsen af, at resten af ruten overstiger deres formåen den pågældende dag.
Læger fra bjergredningshold i Hautes-Pyrénées advarer særligt mod dehydrering og solskader. Ved denne højde reflekteres solstrålerne i sneen og fordobler eksponeringen for UV-lys. Uden solcreme med høj faktor, gode solbriller og tildækkede hænder samt nakke risikerer du forbrændt hud og irriterede øjne.
Sådan forbereder du dig for at undgå problemer
Personer, der planlægger vinterkørsel med bil, bør behandle denne vej som en klassisk alpin stigning: komplet vintersæt af dæk, kontrollerede bremser, snekæder i bagagerummet og evnen til at montere dem inden afgang. Det er også klogt at indregne ekstra tid til eventuelle stop og snerydning.
For cykelryttere er lettere gear end normalt afgørende, ligesom en ekstra forsyning af drikkevand. Fontænen i Soulan redder situationen midt om sommeren, men den første strækning uden vand i drikkeflasken kan være brutal. Fornuftigt er det at starte tidligt om morgenen, når temperaturen er lavere, og biltrafikken mindre.
Personer, der rejser med små børn eller føler sig usikre bag rattet, kan på forhånd planlægge at tage bussen eller svævebanen. Det fjerner stress forbundet med serpentinerne og begrænser samtidig udledningen af udstødningsgasser på bjergvejen, som i forvejen kan være støjende i højsæsonen.
En vej med to ansigter, som kræver respekt
Denne rute forener to naturer: den er en smuk, udsigtsrig vej til det største skikompleks i Pyrenæerne og samtidig en alvorlig udfordring. For nogle udgør den et sportsmål, et ikon kendt fra Tour de France. For andre skal den blot være adgangsvejen til pisten.
I begge tilfælde forvandler mangel på forberedelse let turen til en nervøs prøvelse. Forskere fra franske trafiksikkerhedsinstitutter understreger, at blot få simple beslutninger inden afgang kan ændre oplevelsen af denne bjergstigning fuldstændigt. Om vinteren tiltrækker Pla d’Adet tusinder af skiløbere, mens stationen uden for sæsonen fremstår øde med lukkede lejlighedsbygninger.
Uanset om du vælger bil, cykel eller svævebane, er respekten for bjergvejen den samme: vejret skifter hurtigt, hældningen er ubarmhjertig, og kun de velinformerede undgår ubehagelige overraskelser. Har du tjekket snekæderne og vejrudsigten, før du planlægger næste tur til Pyrenæerne?
