Nye analyser afslører et komplekst dilemma: Strenge klimapolitikker kan gøre mad dyrere på verdensplan og ramme de mest sårbare lande hårdest. Samtidig viser det sig, at en ofte overset fordel – renere luft og mindre ozon ved jordoverfladen – kan redde afgrøder og give mad til millioner af ekstra mennesker.
Kampen mod opvarmning kolliderer med fyldte maver
Verdens ledere har forpligtet sig til at holde den globale temperaturstigning så tæt på 1,5 grader som muligt. For at nå dette mål indeholder mange klimascenarier en massiv satsning på bioenergi og storstilet skovrejsning. Men der er en smertefuld bagside: Alle disse træer og energiafgrøder kræver landbrugsjord.
Jord, der i dag bruges til at dyrke hvede, majs eller ris, vil i stedet blive omlagt til skove eller afgrøder, der primært skal producere energi. Mindre landbrugsjord betyder færre fødevarer. Samtidig får CO₂-afgifter omkostningerne til gødning, diesel, elektricitet og transport til at stige. Landmændenes produktionsomkostninger vokser, og den regning ender hos forbrugerne.
Grundige beregninger baseret på seks forskellige globale landbrugsøkonomiske modeller tegner et bekymrende billede. Resultaterne peger på, at en ambitiøs klimapolitik, der sigter mod 1,5-gradersmålet, kan føre til, at omkring 56 millioner flere mennesker risikerer at lide af sult i 2050. Det er en stigning på cirka 17 procent sammenlignet med et scenarie uden yderligere klimaindsatser.
I et sådant referencescenarie, hvor verdensøkonomien fortsætter med at vokse og landbruget bliver mere effektivt, forventes sulten ellers at falde markant fra omkring 720 millioner i dag til cirka 330 millioner i 2050. Klimatiltag risikerer at bremse denne positive udvikling, medmindre landene samtidig investerer kraftigt i landbrug, fødevaresikkerhed og social beskyttelse.
En stram klimapolitik, der ikke ledsages af en målrettet fødevarepolitik, kan skubbe millioner af mennesker ud i underernæring, advarer eksperter.
En usynlig fjende i marken: Ozon ved jorden
Der er dog en anden faktor i spil, som ofte flyver under radaren. De fleste kender ozon som det beskyttende lag højt oppe i atmosfæren. Men tæt ved jorden forvandles ozon til en tavs ødelægger af landbrugsafgrøder. Gassen skader planternes blade, forstyrrer deres energibalance og hæmmer dannelsen af korn og frø.
Især basisfødevarer som hvede, ris og majs er sårbare over for ozonskader. Jo højere koncentrationen af ozon er i luften omkring afgrøderne, desto lavere bliver udbyttet pr. hektar. Effekten er ikke umiddelbart synlig for det blotte øje, men på globalt plan har den en enorm betydning.
Forbindelsen til klimapolitik ligger i udledningen af gasser, der danner ozon, såsom metan og kvælstofforbindelser. Tiltag, der skal reducere udledningen af drivhusgasser, mindsker ofte også udledningen af disse ozon-forløbere. Mindre forurening betyder lavere ozonniveauer i de nedre luftlag og dermed sundere planter.
Renere luft fører til større høstudbytte
For første gang har forskere eksplicit medregnet effekten af lavere ozonkoncentrationer på høsten i deres modeller. Resultatet er bemærkelsesværdigt. En forbedret luftkvalitet omkring markerne fører til større udbytter, lavere fødevarepriser og mere mad til rådighed.
Ifølge simuleringerne vil denne “ozon-effekt” gøre en markant forskel i 2050. Omkring 8,4 millioner mennesker vil undgå sult takket være det højere udbytte fra renere luft. Dette kompenserer for cirka 15 procent af den ekstra sult, som en stram klimapolitik ellers ville medføre.
Takket være renere luft kan millioner af mennesker få nok at spise, selvom den samme klimaindsats uden denne effekt ville have forårsaget mere sult.
Mange tidligere studier af sammenhængen mellem klimapolitik og fødevaresikkerhed har fuldstændig ignoreret ozon. Dermed har de sandsynligvis overvurderet de negative konsekvenser for sult. Denne nye analyse giver et skarpere billede og understreger, at gode klimaplaner også skal fokusere på at reducere luftforurening.
Størst gevinst i Afrika og Indien
Fordelene ved mindre ozon er ikke jævnt fordelt over kloden. To regioner skiller sig særligt ud: Afrika syd for Sahara og Indien. Ifølge studiet står disse to regioner tilsammen for mere end halvdelen af den reduktion i sult, der kan tilskrives bedre luftkvalitet og større høstudbytter.
I Indien er effekten særligt tydelig. Her kompenserer de lavere ozonniveauer for næsten 39 procent af klimapolitikkens negative indvirkning på fødevaresikkerheden. Især hvedehøsten nyder godt af den renere luft. Større udbytter presser priserne ned, hvilket fattige husstande mærker direkte i deres budget.
I Afrika syd for Sahara ligger gevinsten på omkring 8 procent. Det lyder måske mere beskedent, men det drejer sig stadig om millioner af mennesker. Her reagerer almindelige afgrøder som majs og soja mindre kraftigt på lavere ozonkoncentrationer, og andre faktorer som tørke, fattigdom og politisk ustabilitet vejer fortsat tungt på fødevaresikkerheden.
Klimatiltag alene er ikke nok
Trods den positive ozon-effekt viser de fleste modeller stadig, at den nuværende form for klimapolitik risikerer at øge sulten. Mindre udledning vil på lang sigt redde liv ved at reducere hedebølger, oversvømmelser og fejlslagne høster, men på kort og mellemlang sigt opstår der en konflikt med adgangen til billig mad.
Eksperter opfordrer derfor til, at fødevaresikkerhed bliver et lige så centralt mål som CO₂-reduktion. Succes skal ikke kun måles i abstrakte tons CO₂, men også i, hvor mange mennesker der kan få mad på bordet.
Hvordan kan vi begrænse de negative konsekvenser?
Der er flere politiske værktøjer, der kan bringe klima- og fødevaremål tættere på hinanden. Det handler om at finde en balance, hvor landbruget kan blive mere bæredygtigt uden at gå på kompromis med produktionen.
Teknologisk innovation spiller også en vigtig rolle. Tørkeresistente afgrøder, præcisionslandbrug og bedre opbevaringsteknologier kan minimere høsttab og sikre, at en større del af produktionen rent faktisk når forbrugerne. Dog er der en reel bekymring for, at højteknologiske løsninger ikke altid når ud til småbønder i lavindkomstlande.
Ulighed, klimarisici og den sande betydning af fødevaresikkerhed
Modellerne i denne type analyse fokuserer primært på mængden af tilgængelige kalorier og priserne på basisfødevarer. I virkeligheden er billedet mere komplekst. Ulighed og politiske beslutninger afgør ofte, hvem der har adgang til mad, selv når der teoretisk set er nok af den.
Dertil kommer, at klimaet i sig selv bliver mere uforudsigeligt. Kraftig regn, længerevarende tørke og ændrede årstider presser høsten, selv uden nye politiske tiltag. Risikoen er, at flere af verdens store spisekamre rammes af dårlig høst samtidig, hvilket kan få priserne til at eksplodere.
Begrebet fødevaresikkerhed dækker derfor over mere end blot “nok kalorier”. Det handler om stabil adgang til varieret og næringsrig mad på en værdig måde. Udfordringen for beslutningstagere er klar: Hvordan kan vi nedbringe udledningerne hurtigt uden at bringe millioner af mennesker i yderligere problemer? Og hvilken kombination af tiltag – fra renere luft til smartere arealanvendelse og social sikring – kan sikre, at klimapolitik ikke kun beskytter planeten, men også mætter flere munde?
