Hvorfor ugler desperat har brug for vores haver nu – ét simpelt trick hjælper

Ugler er mere udbredte, end de fleste tror – og alligevel truede

Mange forestiller sig ugler som ensomme skovdyr langt ude på landet. Men virkeligheden ser anderledes ud. Ornitologer anslår alene i et mellemeuropæisk land som Frankrig omkring 30.000 ynglepar – og i Tyskland er tallet i samme størrelsesorden. Ugler findes i næsten alle regioner, fra kystlandskaber til mellembjergene.

Betegnelsen "ugle" dækker i øvrigt ikke over én enkelt art, men en hel gruppe på mere end 250 arter på verdensplan. I Mellemeuropa er disse særligt udbredte:

• Natugle – sandsynligvis den hyppigste art i skove, parker og større haver
• Kirkeugle – elsker overdrevsbiotoper, gamle gårde og enge med gamle træer
• Perleugle – primært i nåleskove og bjergegne
• Stor hornugle – den imponerende "nattens konge"
• Skovhornugle – slank med markante fjeørerne
• Spurveugle – en af de mindste, jager ofte ved skovkanten

På trods af denne mangfoldighed er mange bestande i tilbagegang. Gamle hule træer forsvinder, lader lukkes tæt til, facader renoveres og gamle frugthaver ryddes. Det, der virker ryddeligt for mennesker, fjerner stille og roligt uglernes ynglesteder.

Ugler har ikke brug for et foderbræt – de har brug for sikre ynglepladser, som vi ubevidst tager fra dem.

Hvorfor netop nu tæller hver eneste yngleplads

Sidst i marts og først i april begynder den intense periode i mange uglers territorier: yngletiden. Hannerne kalder med det karakteristiske "huu-huu", der bærer over marker og bebyggelse i stille nætter. Hunnerne svarer med kortere, højere lyde. Disse akustiske kontaktsignaler danner par – og kort efter søger hunnen et egnet sted at lægge æg.

Alt efter art lægges to til fire æg, som ruges i omtrent fire uger. I denne periode bør der helst ske mindst muligt i nærheden af reden. Forstyrrelser medfører hurtigt, at rugningen opgives. Særligt i tæt befolkede egne er naturlige hulheder sjældne og ofte ikke rolige nok.

Det er præcis her, at private haver og gårde kommer ind i billedet. Har man plads udenfor, kan man tilbyde uglerne et alternativ til rådne træhuller – med en simpel trækasse.

Det vigtigste hjælpemiddel: en passende redekasse

Mens sangfugle gerne accepterer åbne redekurve, har ugler brug for robuste, lukkede kasser med et beskyttet indflyvningshul. Uden sådanne erstatningskvarterer udebliver mange potentielle yngleforsøg helt.

En solid redekasse kan år efter år producere nye uglekullinger – ofte på præcis samme placering.

For en uglekasse gælder nogle grundlæggende regler:

• Stabilt træ: Tykke brædder (mindst 18–20 millimeter) beskytter mod kulde, varme og fugt.
• Tørt indre: Taget bør hælde let fremad, og sprækker tættes omhyggeligt.
• Korrekt åbning: Afhængigt af arten kræves en åbning på flere centimeters diameter – den må ikke være for stor, så mår eller katte ikke let kan trænge ind.
• Låg der kan åbnes: Et klappelåg er praktisk til lejlighedsvis kontrol og rengøring.
• Ubehandlet træ: Ubehandlet træ er tilstrækkeligt – stærkt lugtende lakker og bejdser skræmmer snarere fuglene væk.

Indvendigt hjælper et lag halm eller grove træspåner, så æggene ikke ligger på bart træ. Bløde materialer som vat egner sig ikke – de kan hænge fast i kløer og næb.

Sådan bygger hobbysnedkere deres egen uglekasse

Den, der kan håndtere en sav og en skruemaskine, kan opføre en redekasse på en eftermiddag. Konstruktionen ligner en kompakt trækasse med indgang fra siden eller forsiden.

Grundkonstruktion i enkle trin

• Skær bund, sidewalls, bagvæg og tag ud af brædder.
• Bor eller sav et indflyvningshul i front eller side, tilpasset den ønskede art.
• Skru alle dele sammen med rustfri skruer, og tæt fugerne så godt som muligt.
• Læg grove spåner eller halm indvendigt – brug ikke glatte plastikfolier.
• Monter ophæng på bagsiden – for eksempel stabile stålvinkler eller gennemgående skruer.

Vigtigt: Kassen må ikke svaje som en klokke. Den kræver en fast, rolig montering – for eksempel på en kraftig stamme, en ladevæg eller en gavl.

Købe færdiglavet i stedet for at bygge selv – hvad der tæller

Ikke alle ønsker at gribe til saven selv. I handlen tilbyder faghandlere, havecentre og specialiserede onlinebutikker redekasser til forskellige uglearter. Det betaler sig at kigge grundigt efter ved udvælgelsen.

• Læs produktbeskrivelsen: Fremgår det tydeligt, at kassen er egnet til ugler eller kauze?
• Tjek materialet: Massivt træ slår tyndt krydsfiner klart.
• Se på monteringssystemet: Er det medfølgende materiale tilstrækkeligt til en stabil montering?
• Spørg forhandleren: Mange forhandlere giver råd om højde og placering, og nogle leverer endda monteringsvejledninger.

Billige dekorationskasser fra byggemarkeder egner sig sjældent til rigtige yngleforsøg. Er man i tvivl, spørger man hos den lokale naturforening eller fugleskyttegruppe – her kender mange afprøvede modeller.

Hvorfor ugler er så værdifulde for haven og landbruget

Ugler virker mystiske, men er frem for alt højt specialiserede skadedyrsbekæmpere. De spiser primært mus, markmus og andre småpattedyr. Ét enkelt ynglepar fortærer i løbet af en sæson hundredvis – til tider tusindvis – af gnavere.

Den der fremmer ugler, reducerer museskader på enge, marker og i haven – helt uden gift.

Særligt landmænd og frugtavlere drager fordel af dette. Færre markmus betyder mere stabile træer, sundere rødder og færre tab. I visse egne ophænger landbrugsbedrifter bevidst redekasser for at reducere brugen af rodenticider.

Typiske fejl, der bringer uglernes yngel i fare

Velment er ikke automatisk velgjort. Nogle udbredte fejl dukker op igen og igen:

• Kasse placeret direkte over en terrasse eller en meget benyttet sti
• Montering i stærkt oplyste områder med konstant belysning
• Hyppig kontrol og fotografering under rugningen
• Brug af glatte indervægge, som ungerne ikke kan få fodfæste på
• Usikrede elledninger eller trådnet i det direkte indflyvningsområde

Den, der undgår disse faldgruber, skaber med minimal indsats et reelt beskyttelsesprojekt i sin egen have.

Sådan opdager man, at kassen er taget i brug

Ugler er mestre i at skjule sig. Alligevel er der visse tegn på, at de benytter kassen:

• Hvide, kalkede ekskrementer under indflyvningshullet eller på jorden nedenunder
• Gylp – grå, cigarlignende pelotter af pels- og knogleresterne – rundt om træet eller væggen
• Kald i skumringen i kassens umiddelbare nærhed

Det kan ikke betale sig at lyse direkte ind i kassen eller stikke hånden ind. Stressen for dyrene står slet ikke mål med menneskets nysgerrighed. Den, der har tålmodighed, vil til sidst alligevel få beboerne at se – ofte når ungerne kravler rundt ved åbningen, kort inden de flyver ud.

Gøre mere end blot at hænge en kasse op

En redekasse er et stærkt redskab, men omgivelserne spiller en lige så stor rolle. For at ugler kan finde nok føde, har de brug for strukturrige arealer: enge, hække, brakmarker og gamle frugttræer. En fuldstændig kortklippet plæne med stenbelagt have ved siden af giver næsten ingen jagtmuligheder.

Den, der lader sin have blive lidt vildere, fremmer mus, insekter og dermed hele fødekæden. Det virker ved første øjekast modsigende, men bidrager på lang sigt til stabile bestande af rovfugle og ugler.

Praktiske tips til hverdagen med ugler i haven

Den, der støtter ugler, bør tilpasse et par rutiner:

• Støjende havearbejde som motorsav eller buskrydder klares i yngletiden om dagen – ikke i skumringen.
• Gift mod mus bruges sparsomt eller slet ikke, så der ikke ender forgiftede byttedyr i uglernes næb.
• Åbne regnvandstønder og vandbeholdere sikres med gitre eller træpinde, så ungfugle ikke drukner.
• Husdyr holdes så vidt muligt væk fra redekassens område – særligt i ugerne op til udflyvningen.

Den, der tager højde for alt dette, giver ikke blot "skyggejagternes" unger en barndomsstue – man gør også opstarten af deres liv lettere i vores stadig mere ryddede kulturlandskab.