Under Stillehavet gemmer sig en vulkan-gigant ældre end dinosaurerne

En skjult kæmpe på bunden af Stillehavet

Langt ude i Stillehavet, milevidt fra enhver kyst og begravet under flere kilometers vand, ligger et tilsyneladende uanseligt plateau på havbunden. I årtier troede geologer, det var en samling af individuelle bakker. Nu viser det sig at være noget langt mere forbløffende: et enormt supervulkansystem, der var aktivt for omkring 145 millioner år siden – og som udfordrer alt, hvad vi hidtil har troet om vores planet.

I bare 500 meters dybde har forskere fundet en struktur så gigantisk, at den fuldstændig vender vores forestilling om vulkaner på hovedet.

Tamu-massivet: En undervandsbehemot ved navn Shatsky Rise

Denne underjordiske gigant bærer navnet Tamu-massivet og befinder sig i det såkaldte Shatsky Rise – et afsides undervandsplateau cirka 1.600 kilometer øst for Japan. Det, der i årtier så ud som tre adskilte forhøjninger, viser sig nu at være ét sammenhængende vulkansystem.

Gennembruddet kom ved hjælp af detaljerede seismiske målinger. Skibe sender lydbølger ned i havbunden og registrerer, hvordan disse reflekteres i de forskellige stenlag. Derved kunne forskerne skabe et tredimensionalt billede af undergrunden.

Dataene afslører sammenhængende lavastrømme, der forbinder alle dele af massivet – fra den såkaldte "venstre bakke" til den "store i midten".

Pludselig stod det klart: Her er ikke tale om en samling af havbundsnære vulkankratre, men én enkelt vulkan – større end noget andet kendt eksemplar på vores planet.

Større end enhver anden vulkan på Jorden

Tallene taler for sig selv. Tamu-massivet strækker sig over approximately 120.000 kvadratkilometer. For at sætte det i perspektiv:

• Tamu-massivet: ca. 120.000 km²
• Danmark: ca. 43.000 km²
• Østrig: ca. 83.900 km²
• Schweiz: ca. 41.300 km²

Vulkanen er dermed større end Østrig og Schweiz tilsammen – og langt større end den hidtil ofte fremhævede gigant Mauna Loa på Hawaii, som "kun" dækker cirka 5.000 km².

Ingen anden vulkan på Jorden når denne udstrækning – og alligevel fremstår den i profil næsten usynligt flad.

Disse dimensioner omskriver ranglisten over Jordens største vulkaner fuldstændig. Tamu-massivet anses nu for at være den største enkeltgående vulkan, der nogensinde er påvist på vores planet.

Derfor forbliver denne vulkan næsten usynlig

Forestiller du dig en vulkan som en spids, rygende kegle, er du helt på vildspor her. Tamu-massivet minder langt mere om et enormt, ekstremt fladt skjold. Skråningerne hælder så blidt, at en person på vulkanens flanke næppe ville kunne afgøre, hvilken vej det gik nedad.

Hertil kommer beliggenheden under havet: Toppen af vulkanen befinder sig i cirka 6.500 fods dybde (omkring 2.000 meter), mens foden falder til næsten 6,5 kilometer under vandoverfladen. Denne højdeforskel fordeler sig over et enormt areal, hvilket gør, at vulkanen fra enhver vinkel ligner et uspektakulært plateau.

Geologer tilskriver denne form massive, vidtstrakte lavastrømme. I stedet for punktuelle udbrud med stejlt opragende kegler flød sej lava her over lang tid ud fra et centralt område og spredte sig i alle retninger – ganske som ved de kendte skjoldvulkaner på Hawaii, men i en langt større skala og dybt under vandet.

Sammenligning med Mars og Hawaii

Tamu-massivetss dimensioner er så ekstreme, at forskere må kigge ud i rummet for at finde en passende sammenligning. Kun ét objekt i solsystemet spiller i samme liga: Olympus Mons på Mars, solsystemets største vulkan.

Med sit areal nærmer Tamu-massivet sig ganske vist ikke Olympus Mons, men det overgår langt alle kendte vulkaner på Jorden. Netop denne størrelsesorden gør fundet så interessant for planetforskningen: strukturer, man tidligere anså for typisk "udenomsjordiske", dukker nu op på vores egen planet.

Et 145 millioner år gammelt vindue ind til Jordens indre

Forskerne daterer Tamu-massivet til en alder af cirka 145 millioner år. Det betyder, at det opstod i den tidlige Kridttid – på et tidspunkt, hvor dinosaurerne endnu var langt fra slutningen af deres æra, og de nuværende kontinenter var ved at begynde at adskille sig fra hinanden.

Massivet dannedes tilsyneladende relativt hurtigt i geologisk forstand – fra en enorm mængde magma, der steg op fra Jordens kappe. Herefter blev vulkanen snart inaktiv igen og betragtes i dag som uddød.

For geologer er massivet et fastfrossent øjebliksbillede fra en periode, hvor Jordens indre i kort tid pumpede voldsomme energimængder op til overfladen.

Sådanne begivenheder kan have langvarige konsekvenser for udviklingen af havbunde, havniveauer og klima. Enorme undervandsvulkaner frigiver ved udbrud kolossale mængder gas og varme. Præcis hvor stærkt denne enkelte vulkan virkede dengang, er endnu uklart – men den giver fingerpeg om, hvor voldsomt Jorden "kogte" i sin ungdom.

Hvad fundet afslører om vulkanske mega-udbrud

Oceaniske plateauer som Shatsky Rise blev længe betragtet som diffuse lavamasser uden klart afgrænsede vulkaner. Når det nu viser sig, at dele af dem udgør individuelle, gigantiske vulkaner, er fagfolk nødt til at revidere mange modeller.

Studiet af Tamu-massivet peger på flere spørgsmål, der aktuelt optager forskerne:

• Magmaens oprindelse: Kom energien fra en mantleplume – en varm opstrøm dybt fra Jordens indre – eller fra en særlig konfiguration af jordpladerne?
• Aktivitetens varighed: Var der tale om en kort, ekstremt voldsom udbrudsfase eller mange enkeltvis udbrud over millioner af år?
• Indvirkning på havet: Hvilke spor efterlod varme, gasser og nyt bjergmateriale i datidens have?

Svar på disse spørgsmål hjælper med at forstå andre store magmatiske provinser på Jorden bedre – herunder dem, der knyttes til tidligere masseudslettelser. Selv hvis Tamu-massivet sandsynligvis ikke selv udløste et globalt artsudryddelse, fungerer det som referencepunkt for mekanikkerne bag sådanne mega-udbrud.

Hvorfor undervandsvulkaner sjældent påvirker os

Undervandsvulkaner udøver en nærmest uhyggelig fascination på mange mennesker. Tanken om, at hele vulkanområder er skjult under oceanerne, virker truende – ikke mindst fordi vulkaner kan udløse tsunamier. I tilfældet med Tamu-massivet kan forskerne dog berolige: Ifølge den aktuelle viden har vulkanen været inaktiv i hundredvis af millioner af år.

Generelt forbliver størstedelen af den vulkanske aktivitet på havbunden usynlig for os. Havet dæmper lyde, lava afkøles hurtigt og danner nyt bjergmateriale, mens de fleste udbrud slet ikke har direkte indvirkning på overfladen. Moderne måleinstrumenter registrerer ganske vist jordskælv og varmeanomaler, men det sker ofte i regioner, der er uden større betydning for skibsfarten.

Farlige tsunamier opstår primært, når store stenmasser pludselig forskydes på havbunden, eller når en vulkankraterkone kollapser. Tamu-massivets flade relief mangler netop dette brat fald – endnu en grund til, at der ikke er nogen akut risiko her.

En lektie i, hvor lidt vi ved om havbunden

Sagen om Tamu-massivet afslører ubarmhjertigt, hvor begrænset vores viden om dybhavet er. Et objekt på størrelse med et halvt mellemeuropæisk land forblev misforstået i årtier – på trods af at det længe figurerede på kortene. Kun finere målemetoder og et frisk blik på tilsyneladende velkendte strukturer har afsløret massivets sande karakter.

For geovidenskaberne er denne vulkan derfor langt mere end en spektakulær parentes. Den leverer data til modeller af Jordens indre, til pladetektonikken og til forståelsen af gigantiske magmapulser. Samtidig skærper den bevidstheden om, at havbunden muligvis rummer mange flere overraskelser – fra ukendte vulkaner til hele landskaber, der hidtil er blevet fejltolket.

Begreber som massiv, skjoldvulkan og oceanisk plateau får dermed nye dimensioner. Et massiv beskriver her ikke et bjergmassiv i klassisk forstand, men et enkelt, sammenhængende lavabjerge. En skjoldvulkan behøver ikke nødvendigvis at fremstå med en tydelig kegle – den kan strække sig over titusinder af kvadratkilometer som en næsten usynlig, flad kuppel. Og et oceanisk plateau kan sagtens være mere end en passiv lavabunke: det kan være arven efter en vældig supervulkan.