Dybt nede i geologisk tid er Jorden allerede ved at smede en helt ny verdensplan.
Geologer er enige: Nutidens verdenskort er blot et øjebliksbillede. Om 250 millioner år forventes et nyt superkontinent at opstå – med en radikalt ændret fordeling af land, hav, klima og levesteder. Det fascinerende er, at dele af Europa, herunder området der i dag udgøres af Frankrig, rykker ind i en overraskende strategisk nøgleposition.
Superkontinentets tilbagevenden
For cirka 200 millioner år siden brød urkontinentet Pangæa op i flere store blokke. Ud af stykkerne opstod gradvist de kontinenter, vi kender i dag. Det virker som en ufattelig lang tid set med menneskelige øjne – geologisk set er det dog kun et øjeblik siden.
Denne evige ombygning drives af pladetektonik. Jordskorpen består af store og små plader, der flyder på den sejflydende jordkappe. De driver, støder sammen, glider ind under hinanden og åbner oceaner.
Geovidenskabsmanden Christopher Scotese og andre forskere modellerer disse bevægelser over hundredvis af millioner år. Deres projektioner peger alle mod det samme scenarie: Om cirka 250 millioner år smelter de nuværende kontinenter igen sammen til en gigantisk landmasse, som ofte kaldes Pangæa Ultima.
Jorden er på vej mod en fremtid, hvor der kun findes ét enormt superkontinent – med en landmasse, der fuldstændig omstrukturerer klima og levevilkår.
Hvad der sker med Atlanterhavet og Det Indiske Ocean
Ifølge de aktuelle modeller lukker Atlanterhavet sig langsomt. Nord- og Sydamerika bevæger sig mod Europa og Afrika. Den nuværende skillelinje mellem den "Nye" og den "Gamle" Verden forsvinder på sigt.
- Atlanterhavet bliver gradvist smallere og lukker til sidst helt.
- Amerika kolliderer med Afrika og Eurasien.
- Det Indiske Ocean skrumper og bliver til et enormt indlandshav.
- Mange af nutidens kyster mister fuldstændig deres adgang til havet.
I et sådant scenarie smelter regioner sammen, der i dag er adskilt af tusindvis af kilometers vand. Simulationerne viser eksempelvis, at Cuba "dockes" til østkysten af det nuværende USA, at området ved den koreanske halvø havner mellem det, der engang var Kina og Japan, og at Grønland klistrer sig til Nordamerika.
Hvordan Europa og Frankrig forskydes
Europa bliver ikke, hvor det er. Hele det eurasiske platesystem vandrer og omformes. For området, der i dag udgøres af Frankrig, forudsiger modellerne en tydelig nordlig drift – tættere på det nuværende Nordpolarhav.
Samtidig forsvinder Middelhavet. Årsagen er, at den afrikanske plade fortsætter sin bevægelse nordpå og presser de små mellemliggende plader sammen. Sydeuropa oplever allerede i dag den tidlige fase af denne proces – et synligt resultat er Alperne, der langsomt hæver sig yderligere under dette tryk.
Om nogle hundrede millioner år kan denne kollision resultere i en sammenhængende landmasse, hvor det tidligere Middelhavsområde kun vil kunne genkendes i geologiske strukturer. Grænserne for det nuværende Frankrig ville da ikke blot grænse op til Spanien, Portugal eller Italien, men ligge i direkte nærhed af regioner, der i dag tilhører Marokko, Algeriet eller Tunesien.
En strategisk gunstig placering i udkanten af varmezonen
I modellen for Pangæa Ultima befinder superkontinentet sig primært i troperne og subtroperne. Det betyder, at store landarealer ligger i zoner med særlig høj solindstråling – med massiv indvirkning på klimaet.
De nordlige randområder af superkontinentet kan derimod blive forholdsvis mildere. Præcis dér placerer simulationerne området for det nuværende Frankrig, sammen med dele af De Britiske Øer, det nuværende Portugal og afsnit af Nordafrika.
I Pangæa Ultimas tidsalder kan regioner i det nuværende Europa og Nordafrika blive klimatiske tilflugtsområder – en slags sidste livsvenligs bælte i udkanten af den globale varme.
En planet under varmestress
En undersøgelse præsenteret i fagbladet Nature regner med drastiske klimakonsekvenser. Superkontinentet skaber helt andre luft- og havstrømme end i dag. Dertil stråler solen om 250 millioner år en smule stærkere – skøn ligger på omkring 2,5 procent mere lysstyrke.
| Faktor | Forventet ændring |
|---|---|
| Solindstråling | Cirka 2,5 % højere end i dag |
| Vulkansk aktivitet | Markant mere intens som følge af kontinentale kollisioner |
| CO₂-indhold i luften | Massiv stigning som følge af vulkaner og ændrede kredsløb |
| Temperaturer på superkontinentet | Ofte langt over 40 grader, udbredte varmezoner |
Undersøgelsen forudser, at der opstår en ekstremt tør og varm zone i superkontinentets indre. Regn vil være sjælden, jordbunden ørkenlægges, og søer og floder tørrer ud i stor skala. Mange pattedyrarter ville ikke kunne overleve sådanne forhold, særligt når hedebølger knap nok giver pause imellem sig.
Hvorfor randområder kan overleve
I superkontinentets yderkanter ser situationen noget bedre ud. Nærhed til havet, lavere solindstråling og skiftende luftmasser skaber lidt mere tempererede forhold der. Arealet af sådanne zoner er dog begrænset.
Til netop disse nordlige breddegrader vandrer området for det nuværende Frankrig ifølge de aktuelle modeller. Temperaturerne der ville stadig være markant højere end i dag, men sandsynligvis ikke så ekstreme som i superkontinentets centrale bælte. Vand ville lettere kunne oplagres, og årstidsudsving ville muligvis bestå.
Projektionerne tegner derfor et billede, hvor få relativt tempererede regioner langs superkontinentets nordlige – og muligvis sydlige – yderkanter fungerer som "overlevelsesøer" for de arter, der klarer varmefasen.
Hvad Pangæa Ultima betyder for liv og menneskeheden
Om der overhovedet eksisterer mennesker om 250 millioner år, er et åbent spørgsmål. Prognoserne beskriver primært fysiske og geologiske processer – ikke samfundsmæssige udviklinger. Alligevel lader sig udlede nogle grundlæggende konsekvenser fra modellerne.
- Levesteder forskydes til ukendelighed.
- Mange nuværende dyre- og plantearter forsvinder langt tidligere.
- Nye arter kan opstå, der er bedre tilpasset varme.
- Vand bliver i mange regioner den afgørende begrænsende faktor.
Allerede langt tidligere – altså i en geologisk set nærmere fremtid – vil ændringer i pladetektonikken have indvirkning på jordskælvsrisici, vulkanudbrud og regionale hævninger eller sænkninger af landarealer. Den der i dag tænker på kystsikring, byplanlægning eller energinetværk kigger ganske vist maksimalt nogle årtier frem – men de tektoniske processer er allerede i gang.
Sådan regner geologer så langt frem i tiden
Prognoserne for Pangæa Ultima bygger på flere søjler. Forskere måler de aktuelle bevægelser af Jordens plader via GPS med millimeters nøjagtighed. De rekonstruerer tidligere kontinentpositioner ud fra stenalderbestemmelser, magnetmønstre i havbunden og fossiler, der kun forekommer i bestemte klimazoner.
Ud af dette udledes vandringshastigheder og typiske kollisionsmønstre. Disse værdier indgår i computermodeller, der simulerer hundredvis af millioner år frem i tiden. Den præcise form og placering af superkontinentet kan ændre sig i nye undersøgelser – men grundprincippet om tilbagevendende superkontinenter betragtes i geologien som meget sandsynligt.
Hvad et blik ind i den fjerne fremtid lærer os
Forestillingen om, at Europa engang kommer til at ligge i udkanten af et varmekontinent, sætter vores egen nutid i et nyt perspektiv. Jorden har aldrig været statisk og vil det aldrig blive. De aktuelle debatter om menneskeskabt klimaforandring handler primært om de næste århundreder – og de udspiller sig midt på en planet, der også uden menneskelig indblanding kender til voldsomme forandringer.
Den der fordyber sig i sådanne scenarier, får en fornemmelse for størrelsesordener: millioner af år, vandrende kontinenter, oceaner der kommer og går. Samtidig bliver det tydeligt, hvor kort den menneskelige civilisations tidsvindue er sammenlignet hermed – og hvor hurtigt nutidens handlinger afgør de kommende årtier, ikke de kommende geologiske tidsaldre.
Begreber som pladetektonik eller superkontinent lyder abstrakte, men har meget praktiske sider. Uden pladetektonik ville der ikke eksistere bjergkæder som Alperne, ingen frugtbar vulkanjord og ingen løbende fornyelse af Jordens overflade. Den samme kraft, der om 250 millioner år kan forme Pangæa Ultima, sørger i dag for jordskælvsalarmsystemer, hotspot-vulkaner – og for de råstoffer, som den moderne industri bygger på.
