Har vi allerede overhørt aliens? Ny studie chokerer forskere

Radioteleskoper, laserdetektorer og analyseprogrammer – men stadig ingen svar

Søgningen efter teknisk aktivitet i universet kører på fuld kraft. Alligevel er der endnu ikke dukket et eneste klart tegn på en fremmed civilisation op. En ny studie fra en fysiker ved École Polytechnique Fédérale de Lausanne stiller nu et ubehageligt spørgsmål: Måske har der faktisk været signaler – men vi var simpelthen på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted eller udstyret med de forkerte instrumenter.

Hvorfor forskere jager spor efter fremmed teknologi

Når forskere leder efter udenomsjordisk liv, handler det ikke længere kun om mikrober på fjerne planeter. Fokus er i dag i høj grad rettet mod såkaldte teknosignaturer – målbare spor af teknologi fra en fremmed civilisation.

• Kunstige radiosignaler, der minder om vores egne radio- og tv-sendere
• Kortvarige laserblitz og målrettede lyssignaler
• Varmesignaturer fra gigantiske konstruktioner, for eksempel hypotetiske "megastrukturer" omkring stjerner

Tanken bag er, at teknologi skaber orden – men også "affald" i form af spredt stråling, spildvarme og utilsigtede signaler. Det er præcis disse spor, astronomien leder efter med stadig mere avancerede instrumenter.

For at en teknosignatur kan opdages, skal den først nå frem til Jorden og dernæst være stærk og tydelig nok til ikke at drukne i universets baggrundsstøj.

Det første krav lyder simpelt: signalets bølgefront skal krydse vores position. Det andet er langt mere krævende. Vores teleskoper dækker kun bestemte bølgelængder, har begrænset følsomhed og observerer altid kun bittesmå udsnit af himlen – og af tiden.

Nye beregninger fra Schweiz: Færre signaler end forventet?

Den teoretiske fysiker Claudio Grimaldi fra EPFL har i fagbladet The Astronomical Journal præsenteret en statistisk model, der nøgternt regner på sandsynligheden for at opfange et signal. Han spørger: Hvor mange signaler skal historisk set have passeret vores nærhed, for at vi i dag har en reel chance for at registrere blot ét af dem?

I den forbindelse ser han på flere faktorer:

• Hvor længe sender en teknisk civilisation overhovedet?
• Hvor langt kan et signal rejse i rummet, inden det bliver umåleligt svagt?
• Hvor mange potentielle afsendere kan der tænkes at eksistere i en del af vores galakse?

Resultatet er nedslående. For at vi i dag skulle have en høj sandsynlighed for et "træf", måtte et ekstremt stort antal teknosignaturer allerede have passeret Jorden – langt flere end hvad der virker rimeligt i forhold til antallet af beboelige planeter i vores nærhed. Med andre ord: Enten er der kun få signaler derude, eller også er de langt sjældnere og kortvarigere, end man længe har håbet.

Signalbobler, der glider forbi Jorden

For at illustrere problemet bruger Grimaldi en konkret analogi: Hver teknisk udsendelse skaber en ekspanderende kugleflade i rummet – sammenlignelig med en lydbølge i vand. Denne "boble" breder sig med lysets hastighed. Når udsendelsen ophører, efterlader den en ekspanderende ydre kant med et slags hulrum indeni.

Jorden kan befinde sig i tre forskellige situationer:

• Uden for boblen: Signalet har endnu ikke nået os – eller er for længst forbi.
• I den aktive kant: Vi ville teoretisk set kunne opfange bølgen, men kun hvis vi lytter præcis på det rigtige tidspunkt.
• I det indre hulrum: Boblen har på et tidspunkt passeret igennem os, men udsendelsen kører ikke længere, og ingen nye bølgefronter følger efter.

Kombinationen af udbredelseshastighed, udsendelsens varighed og afstand til afsenderen skaber et tidsvindue, inden for hvilket et møde mellem signal og Jord overhovedet er muligt. Og det vindue er ofte overraskende lille.

Hvorfor vores teleskoper kan gå glip af næsten alt

Selv hvis vores planet krydser banen for et signal, er hindringerne enorme. Mælkevejen måler omkring 100.000 lysår i diameter. Vores hidtidige søgninger dækker til sammenligning kun en bitte lille del af himlen, færre bølgelængdeområder og kun korte tidsperioder.

Set fra et statistisk synspunkt ligner søgningen hidtil mere et forsøg på at filtrere en hel ocean for en enkelt luftboble – gennem et nåleøje.

Hertil kommer, at teknosignaturer varierer kraftigt i form og styrke. Groft sagt kan de inddeles i to typer:

En fokuseret laserstråle kan efter tusindvis af lysår kun ankomme som en mikroskopisk impuls, der næsten ikke kan skelnes fra målestøj. En bredt spredt infrarød stråling eller radiosignal forsvinder til gengæld i mylderet af naturlige emissioner fra stjerner, gasskyer og galakser.

Har vi allerede set signaler – og efterfølgende afvist dem?

I fagmiljøet har der længe hersket spekulationer om, hvorvidt enkelte mærkelige målinger måske alligevel havde kunstig oprindelse. Det berømte "Wow!-signal" fra 1970'erne er ét sådant tilfælde. Det dukkede op én enkelt gang, lod sig aldrig genfinde og er fortsat uforklaret den dag i dag.

Grimaldi viser med sin model, at selv hvis der i fortiden har været enkelte "træffere", er sandsynligheden stor for, at de statistisk drukner – som en enkelt hændelse, en "instrumentfejl" eller et naturligt fænomen, der siden får et andet navn. Et enkelt isoleret observationsfund er sjældent nok til at bryde igennem videnskabens forsigtigt skeptiske mur.

Hvad studiet siger om antallet af fremmede civilisationer

Det bliver virkelig interessant, når man kobler hans beregninger til det klassiske spørgsmål om, hvor hyppige civilisationer egentlig er. Hvis ingen signaler dukker op, selv nu hvor vi søger relativt følsomt, er der groft sagt tre muligheder:

• Tekniske kulturer er ekstremt sjældne.
• De sender kun i meget kort tid, før de forstummer eller forsvinder.
• De kommunikerer næsten ikke længere med "høje" signaler af den type, vi forventer.

Grimaldis resultater peger navnlig på den anden og tredje mulighed. Selv ved et moderat antal tekniske civilisationer kan deres sendevinduer og vores observationstidspunkter løbe så kraftigt forbi hinanden, at chancen for et overlap forbliver minimal.

Hvad det betyder for fremtiden for søgningen

Studiet giver ingen grund til at opgive jagten på teknosignaturer – tværtimod. Det gør blot klart, hvor begrænset vores udsyn hidtil har været. Den, der virkelig vil finde noget, må sætte ind på flere fronter:

• Længere observationstider af de samme himmelområder
• Bredere dækning af forskellige bølgelængder – fra radio til infrarødt
• Automatiseret analyse med moderne kunstig intelligens for at opdage korte, svage signaler
• Bedre koordination mellem store observatorier, så mistænkelige signaler hurtigt kan krydstjekkes

Nye projekter som enorme radioteleskopnetværk eller målrettede laserdetektorer kan også øge sandsynligheden. Og i stedet for blot at "lytte" overvejer nogle forskere endda at sende klart genkendelige signaler ud i rummet selv – et yderst omdiskuteret emne, fordi ingen ved, hvem der måske lytter i den anden ende.

Hvad begreber som "teknosignatur" og "lysår" egentlig betyder

To fagord går igen i hele denne debat, og det er værd at kende dem:

• Teknosignatur: Ethvert målbart spor, der stammer fra teknologi – fra radiostråling og lasere til unaturlige lysmønstre fra en planet.
• Lysår: Ikke en tidsangivelse, men en afstand: den strækning, lyset tilbagelægger på ét år – knap 9,5 billioner kilometer.

Allerede en afstand på blot 1.000 lysår betyder, at et signal, vi modtager i dag, blev sendt dengang, da tidlig middelalder rådede her på Jorden. Det illustrerer, hvor svært det er at "synkronisere" to civilisationer i tid og rum.

For den ikke-fagkyndige kan det hjælpe at tænke på det som radiotrafikken fra gamle skibe: En sender kalder kortvarigt på en bestemt frekvens, afbryder, antennen går i stykker, og årene går. Et sted slår en modtager til – men på en anden frekvens, i et andet bånd, på det forkerte tidspunkt. At begge sider rammer hinanden i præcis det samme øjeblik er ikke umuligt, men det er langt fra en selvfølge.

Den nye studie leverer dermed hverken et endeligt bevis imod eller for eksistensen af udenomsjordiske civilisationer. Den kommer snarere med en nøgtern besked: Stilhed i æteren betyder ikke nødvendigvis, at der ingen er derude. Måske taler alle – men næsten ingen lytter på det rigtige tidspunkt.