Den stille udrydder af biodiversitet: Hvorfor de samme dyr nu lever overalt

En ny geologisk epoke er på vej — forskere kalder den Homogenocæn

Videnskabsfolk taler i stigende grad om en helt ny epoke: Homogenocænet. Det beskriver en fase, hvor dyre- og plantelivet verden over gradvist ligner hinanden mere og mere. Højt specialiserede arter forsvinder, mens robuste generalister overtager deres pladser. Det lyder måske tørt og teknisk — men konsekvenserne rammer vores egne liv direkte.

Hvad forskere egentlig mener med Homogenocænet

Begrebet Homogenocænet dækker over en epoke, hvor levende fællesskaber på Jorden nærmer sig hinanden i sammensætning. Skove, floder, kyster og byer — overalt dukker de samme dyre- og plantearter op. Ikke fordi naturen har planlagt det sådan, men fordi mennesket omformer, forflytter og udnytter landskaber i et hidtil uset omfang.

Kernen i problematikken handler om to grupper af arter:

• Generalister: tilpasningsdygtige, lidt kræsne og i stand til at klare sig under mange forskellige miljøbetingelser
• Specialister: stærkt tilpassede til helt bestemte levesteder eller fødеkilder

Generalister som duer, rotter eller visse invasive fiskearter drager fordel af byer, handel, skibsfart og landbrug. De rejser med os rundt om kloden og slår sig ned ved havne, banegårde, baggårde og monokulturer. Specialister derimod sættes under pres, fordi deres meget specifikke levesteder forsvinder eller fragmenteres.

Jo mere ensartet et landskab udnyttes, desto mere ensartet bliver det, hvem der overlever i det.

Sådan ensretter mennesket naturen

Motoren i Homogenocænet er måden, vi bruger arealer på. Det, der på landkort kan ligne et broget mønster, fungerer for mange arters vedkommende mere som en uigennemtrængelig mur.

Urbanisering: Byerne som scene for overlevelseskunstnere

I storbyområder finder man bemærkelsesværdigt ens dyreliv — uanset om vi taler om Berlin, São Paulo eller Tokyo. Bygninger, gadebelysning, affald og asfalterede flader skaber et kunstigt levested, hvor kun få arter trives rigtigt godt:

• Bydue, der lever af madrester
• Rotter, der udnytter afløb, kældre og affaldspladser
• Kakerlakker og andre insekter, der koloniserer bygninger og kloakker

Disse arter betragtes af mange som en plage, men de er ekstraordinært succesrige. De formerer sig hurtigt, spiser næsten alt og tåler støj, lys og varme. Mange hjemlige specialister — eksempelvis sjældne flagermusarter eller bestemte biller — kapitulerer over for dette kunstige, evige byggeprojekt.

Landbrug: Monokulturer i stedet for mosaiklandskaber

Det samme mønster gentager sig på landet. Traditionelle kulturlandskaber med hegn, enge, brakmarker og små vådområder har mange steder måttet vige for storskalede monokulturer. Hertil kommer pesticider, dræning og tunge maskiner.

Det har konkrete konsekvenser:

• Fuglearter, der er afhængige af insektrige enge, mister deres fødegrundlag.
• Sjældne markplanter forsvinder under herbicider og ensartede sorter.
• Kun få vinderarter som visse krager, ræve eller ukrudt holder stand.

Hvor der tidligere levede forskelligartede artskombinationer fra region til region, sidder vi nu tilbage med ensartede artssamfund — på tværs af mange steder og forskellige kontinenter.

Øer, floder, have: Overalt det samme mønster

Homogenocænet træder særligt tydeligt frem på øer. Der har mange arter udviklet sig over årtusinder uden store fjender. De reagerer ekstremt følsomt, når mennesker indfører nye rovdyr eller konkurrenter.

Øer som brændpunkter for artsudveksling

Et eksempel: visse ikke-flyvende fugle i Stillehavet. De levede generation efter generation næsten uden fjender på jorden. Med ankomsten af rotter, katte eller manguster ændrede alt sig. De nye rovdyr fandt let bytte, mens de hjemlige arter næsten ingen forsvarsstrategier havde.

På kort tid kollapsede økosystemerne. De indførte pattedyr spredte sig eksplosivt, og lokale arter forsvandt. Det særegne gav plads til en stadig mere ensartet blanding af robuste, menneskeindsatte dyr.

Floder og have under pres

Ensretningen kan også iagttages i vandmiljøer. Via dæmninger, kanaler og den globale skibsfart transporteres fisk, alger og hvirvelløse dyr til nye regioner. Nogle af dem fortrænger hjemlige arter eller krydser sig med dem.

I havne og flodmundinger verden over finder man derfor stadig oftere ens artssamfund: de samme muslinger, lignende krebsdyr og indførte fiskearter. Grænser, der tidligere holdt hele populationer adskilt, er ved at opløse sig.

Hvorfor det stille artsfald rammer os alle

Når de samme arter dominerer overalt, kan naturen ved første øjekast stadig virke levende og frodig. Men bag denne tilsyneladende rigdom gemmer sig et tab af mangfoldighed, der rækker langt ud over udryddelsen af enkeltarter.

Hver forsvundet art repræsenterer en unik evolutionshistorie, der aldrig gentager sig.

Mange specialister udfylder funktioner, der næsten ikke kan erstattes: de bestøver bestemte planter, nedbryder specifikt dødt ved eller regulerer bestemte skadedyr. Mister vi dem, bringes hele netværk af relationer ud af balance.

Hertil kommer yderligere drivkræfter:

• Overudnyttelse af fiskebestande, skove og vildtlevende dyr
• Klimaforandringer, der forskyber levesteder og forstærker stress
• Global handel, der ofte ubemærket transporterer arter rundt om kloden

Nogle arter vandrer mod køligere zoner, andre bliver tilbage og dør, fordi de ikke længere finder egnede omgivelser. Resultatet er et lappetæppe af tabere og vindere — med en klar tendens mod færre, men mere tilpasningsdygtige arter.

Sådan kan udviklingen bremses

Homogenocænet er ingen naturkraft — det er en konsekvens af vores egne beslutninger. Og det betyder, at vi faktisk kan påvirke udviklingen. Mange steder viser projekter, at i hvert fald en del af den tabte mangfoldighed kan genoprettes.

Levesteder skal genoprettes og forbindes

Hvor hegn, moser, ådale eller naturnære skove vender tilbage, dukker forsvundne arter ofte op igen. Det afgørende er, at arealer ikke blot beskyttes, men også opgraderes økologisk og forbindes med hinanden. Korridorer giver arter mulighed for at bevæge sig, kolonisere nye områder og forblive genetisk sunde.

Invasive arter skal håndteres målrettet

Arter, der forvolder massive skader i nye regioner, kan ikke fjernes fuldstændigt overalt. I visse områder lykkes det dog at begrænse bestande eller beskytte særligt sårbare lokaliteter. Tidlige varslingssystemer i havne, lufthavne og floder kan hjælpe med at identificere problematiske arter i tide.

Varieret arealanvendelse frem for ensartet landskab

I landbruget skaber flere blomsterstriber, mindre marker, gamle sorter og mindre kemi igen struktur i landskabet. I byerne kan parker, grønne tage, brakarealer og naturnære kirkegårde blive tilflugtsteder for specialiserede arter.

Hvad der egentlig ligger bag begrebet Homogenocænet

Udtrykket trækker på kendte geologiske epoker som Holocæn og Antropocæn. Mens Antropocænet understreger, i hvilken grad mennesker generelt præger Jorden, sætter Homogenocænet specifikt fokus på ensretningen af det levende miljø.

Med begrebet ønsker forskere at ryste folk ud af den passive accept: Problemet er ikke kun, at arter dør ud. Det handler om, at en tidligere ekstremt varieret og regionalt meget forskelligartet natur gradvist bliver til en stadig mere ensformig blanding. Det virker mere subtilt end et skovfald — men er på lang sigt mindst lige så alvorligt.

Konkrete eksempler fra hverdagen

Mange mennesker oplever Homogenocænet uden at sætte navn på det. Den, der flyver på ferie, finder på hotelanlæg ofte de samme prydplanter som hjemme. Byer på forskellige kontinenter ligner hinanden økologisk mere, end deres kultur lader formode. Selv i supermarkedet ligger sammenlignelige sortimenter af frugt og grøntsager, mens gamle, regionale varianter er blevet sjældne.

For den enkelte gør det måske lidt forskel, om der sidder en gråspurv frem for en sjælden stenpikker. Men for helheden er det afgørende. Jo flere funktioner der hviler på skuldrene af få arter, desto mere sårbare bliver økosystemerne over for forstyrrelser — fra nye sygdomme til ekstremvejr.

Homogenocænet viser frem for alt én ting: Naturen skrumper ikke kun i udstrækning — den mister sit særpræg. Hvor hurtigt denne proces skrider frem, afhænger direkte af politiske beslutninger, økonomiske interesser og ganske hverdagslige vaner — fra byplanlægning til valget af varer i indkøbskurven.