Hemmelig kontinent under vandet: De mest fascinerende landskaber på havbunden

Et skjult verdenshjørne, vi næsten ikke kender

Når vi tænker på Jordens landskaber, dukker Alperne, brede floddale eller ørkener frem i bevidstheden. Men de virkelig dramatiske terrænformer gemmer sig et helt andet sted. 71 procent af Jordens overflade er dækket af oceaner — og derunder finder man størstedelen af planetens dale, sletter og bjerge. Det er tid til at kaste et nærmere blik på dette skjulte kontinent, fra kystnære lavvandede områder til de allerdybeste grave på Jorden.

Fra stranden og ned i dybet: hvad der former havbunden

Havbunden er langt fra en ensformig mudderflade. Den rummer lige så mange landskabsformer som landoverfladen — blot under vand. Fagfolk taler om topografiske træk som kontinentalsoklen, kontinentalskråningen, dybhavssletter, bakker, oceanbjergrygge, grave og øer.

Størstedelen af alle Jordens landskabsformer ligger permanent under vand — og forbliver usynlige for det menneskelige øje.

Ved hjælp af sonarmålinger, dybhavsboreprøver og et fåtal bemandede dykkertogt har oceanografer skabt et nogenlunde klart billede af havbunden. Alligevel regnes dybhavssletter og -grave stadig for nogle af de mindst udforsket regioner på vores planet.

Kontinentalsoklen: den flade undervandsfortsættelse af kontinenterne

Lige uden for vores kyster begynder det, man kalder kontinentalsoklen. Man kan forestille sig den som en undersøisk forlængelse af fastlandet, der skråner blidt ud i havet.

• Typisk vanddybde: som regel under et par hundrede meter
• Andel af oceanets overflade: ca. 8 procent
• Enorme forskelle i bredde: fra få kilometer til over 1.000 kilometer

Ud for Sibirien strækker soklen sig mere end 1.500 kilometer ud i Arktis. Ud for dele af Afrika ophører den allerede efter omkring 10 kilometer. Området er afgørende for havøkologien — skøn tyder på, at omkring 90 procent af verdens fiskebestande lever her. Næsten alle havplanter og mange algearter findes ligeledes i disse velbelyste, næringsrige lavvandsområder.

Soklen som bro i menneskehedens historie

Området ved den nuværende Beringstræde mellem Sibirien og Alaska er særlig berømt. Under den sidste istid var store mængder vand bundet som is på kontinenterne, og havniveauet lå betydeligt lavere. Dele af soklen lå tørt, og en bred landstrimmel forbandt Asien og Nordamerika. Ifølge aktuel forskning var det ad denne rute, de første mennesker nåede frem til det amerikanske kontinent. I dag er området oversvømmet — men kun knap: de dybeste steder ligger under 55 meter.

Kontinentalskråningen: den bratte kant ved kontinenternes rand

Der, hvor kontinentalsoklen brat ender, falder havbunden meget stejlere. Denne zone kaldes kontinentalskråningen og udgør ca. 9 procent af havbunden.

Gennemsnitshældningen er omkring 4 grader — det lyder beskedent, men effekten er stor. Over en strækning på 100 kilometer kan dybden stige med flere tusinde meter. I ekstreme tilfælde bliver kontinentalskråningen til en decideret undervandsklippe: syd for Afrika, nær Kap det Gode Håb, falder havbunden visse steder med omkring 6.000 meter over blot 16 kilometer — en hældning på ca. 70 grader.

Sådanne skråninger spiller en nøglerolle ved undervandsudskridninger, tsunamier og transporten af sedimenter ned i dybet.

Abyssalsletter: tiefhavets gigantiske flade arealer

Når man har passeret kontinentalskråningen, når man i en dybde af ca. 3.000 til 6.000 meter de vidtstrakte abyssalsletter. De er den hyppigst forekommende landskabsform på Jorden og dækker omkring halvdelen af den samlede havbund.

Den Internationale Hydrografiske Organisation definerer dem som "vidtstrakte, flade, let skrånende eller næsten jævne områder i abyssale dybder." Og det er sandt: Sammenlignet med den stejle kontinentalskråning er dyehavet overraskende plant. Gennemsnitligt ændrer højden sig med under én meter pr. kilometer.

Abyssalsletterne udgør planetens største sammenhængende levested — og hører alligevel til de dårligst undersøgte områder.

I disse dybder hersker evig mørke. Sollys trænger højst ned til ca. 1.000 meter, men abyssalsletterne begynder først ved omkring 3.000 meter. Fotosyntese fungerer ikke her. Livet er afhængigt af nedfaldende organiske partikler, kemiske processer i havbunden eller særlige symbioser. Kun en brøkdel af de arter, der lever her, er hidtil beskrevet.

Abyssalbakker: små forhøjninger over enorme flader

Selv om dyehavet fremstår fladt, er det ikke helt jævnt. Omkring 30 procent af havbunden består af såkaldte abyssalbakker — relativt små forhøjninger, der stikker op fra sletterne, typisk kun et par hundrede meter høje og under 100 kilometer i diameter.

Mange af disse bakker dannes af langsomt flydende lava langs midtoceaniske rygge. Tilsammen danner de et slags "brosten-mønster" på havbunden. For strømme og dyretræk fungerer de som navigationspunkter og skaber lokale levesteder — for eksempel for fastsiddende koraller og svampe.

Seamounts: undervandsbjerge uden toppe over vandet

Hvor vulkanismen er mere intens, vokser hele undervandsbjerge op fra havbunden — de såkaldte seamounts. Det er vulkanske bjerge, hvis toppe ikke bryder vandoverfladen.

Mange seamounts opstår ved såkaldte hotspots eller langs pladegrænser. De afleder havstrømme, hvirvler næringsrigt dybvand op og gælder som hotspots for biodiversitet. Store fiskebestande samler sig her, hvorfor seamounts spiller en vigtig rolle i havfiskeriet — med alle de risici for overudnyttelse, det medfører.

Oceaniske grave: Jordens mest ekstreme dybder

Endnu mere spektakulære er de oceaniske grave — dybt indsænkede render i havbunden. Her glider én jordplade ind under en anden, bunden sænker sig, og Jordens dybeste punkter opstår.

Den mest kendte er Marianegraven i det vestlige Stillehav, der når ned til ca. 11.000 meter under havoverfladen. Til sammenligning: det højeste bjerg, Mount Everest, rager 8.848 meter op i luften. Satte man det ned på bunden af Marianegraven, ville toppen stadig ligge mere end én kilometer under overfladen.

Målt fra havoverfladen rager jordskorpen i visse grave længere nedad, end bjerge når opad mod himlen.

I disse ekstremdybder virker tryk på over 1.000 bar, temperaturer knap over frysepunktet og absolut mørke. Alligevel fandt ekspeditioner med ubemannede og ganske få bemannede undervandsfartøjer overraskende aktivt liv: rejeagtige væsner, fisk og mikroorganismer — alle specialiserede til højt tryk og kemiske energikilder.

Vulkanske øer: når undervandsbjerge bliver til lande

Når en seamount vokser sig så stor, at dens top bryder overfladen, taler man simpelthen om en ø — nærmere bestemt en vulkansk ø. Det mest kendte eksempel er Hawaii. Her strømmer lava fra et hotspot op gennem havbunden, opbygger over lang tid enorme vulkankægler, og disses toppe danner til sidst øer.

I Hawai'i Volcanoes National Park kan man iagttage, hvordan ny landjord konstant opstår, når lava løber ud i havet og størkner. Sådanne øer udgør kun en mikroskopisk andel af Jordens overflade, men de er talrige: skøn spænder fra ca. 5.000 til over 100.000 oceaniske øer på verdensplan. Tallet ændrer sig løbende, fordi øer eroderer, synker i havet eller dukker op igen ved faldende havniveau.

Hvorfor havbunden påvirker vores hverdag

Formen på havbunden rækker langt ind i vores liv — selv om vi aldrig ser den:

• Klima: Havstrømme afhænger i høj grad af undersøiske bjerge og grave. De styrer transport af varme og næringsstoffer på tværs af kloden.
• Fiskeri: Sokkelområder og seamounts er særlig fiskerige. Her afgøres det, om bestande forbliver stabile eller kollapser.
• Energi og råstoffer: På kontinentalsokler gemmer sig olie, gas og sjældne jordarter. I dybet er metallholdige mangannodler i fokus — med heftig debat om miljøkonsekvenserne.
• Naturfare: Udskridninger langs kontinentalranden, vulkanudbrud eller jordskælv langs gravene kan udløse tsunamier.

Begreber, der ofte dukker op i samtaler om dybet

Den, der beskæftiger sig med havbundens strukturer, støder igen og igen på bestemte fagtermer:

Kender man disse grundbegreber, kan man læse havbundskort langt bedre — og forstå, hvorfor bestemte dyrearter, strømme og endda stormspor opfører sig, som de gør.

Sådan gør forskningen det usynlige synligt

På trods af den nyeste teknologi er dybet stadig vanskeligt tilgængeligt. Skibe afsøger bunden med sonarudstyr, autonome undervandsfartøjer indsamler data, og kameraer optager og tager prøver. Mange steder ligner kortene stadig grove skitser — særligt i afsides egne af Sydstillehavet eller i Det Indiske Ocean.

I de kommende år vil nye satellitmålinger og mere præcise sonarkort udfylde mange af de hvide pletter. Dermed træder ikke blot spektakulære grave og bjergrygge tydeligere frem. Frem for alt hænger spørgsmål om beskyttede havområder, ressourceudvinding og globale klimaprocesser tæt sammen med, hvor godt vi reelt kender dette "andet kontinent" under bølgerne.