Hvad der er blevet opdaget under det antarktiske is
Under det antarktiske isskjold dukker der mystiske former op i radarbilleder – enorme, næsten fuldstændig rette linjer, som ingen havde forventet at finde der. Forskere er under målingsflyvninger over Antarktis stødt på flere strukturer, der er op til 400 meter lange, og som skiller sig markant ud fra det omgivende is. Ingen ved endnu med sikkerhed, hvad der gemmer sig derunder.
Det er dog klart, at fundene ikke passer ind i det kendte billede af kontinentets landskab. De rejser nye spørgsmål om Antarktis' geologiske historie og isskjoldets fortid.
Sådan blev strukturerne opdaget
De mystiske strukturer blev fundet ved hjælp af et såkaldt isradar. Et forskningsfly sender radiobølger ned i undergrunden, og ud fra de refleksioner, der opstår, dannes et tværsnit gennem isen. Det var netop i disse data, at videnskabsfolkene fik øje på noget, der fik dem til at stoppe op.
Flere næsten fuldstændig rette strukturer, hvoraf nogle er over 400 meter lange, strækker sig med jævne mellemrum gennem isen – som om de var tegnet med en lineal.
Linjerne befinder sig ikke ved overfladen, men flere hundrede meter nede inde i isskjoldet. De løber over mange kilometer, dukker gentagne gange op i måleprofilerne og viser sig stabile på tværs af forskellige målingsflyvninger. Det udelukker i høj grad målefejl som forklaring.
Derfor er formen så usædvanlig
Naturlige strukturer i is er normalt uregelmæssige. Revner, islag, smeltevandkanaler og gletschersprækker følger aldrig eksakte rette linjer. Præcis det er det, der forvirrer mange fagfolk ved dette nye fund. Linjerne virker usædvanligt ordnede – nærmest tekniske i deres fremtoning.
- Længde: Enkelte strukturer over 400 meter
- Form: Overvejende rette med kun svage krumninger
- Placering: Dybt skjult inde i isen, ikke ved overfladen
- Omgivelser: Ellers homogent is uden markante forstyrrelser
Forskerne understreger dog: At noget ser ordnet ud, er langtfra bevis på menneskelig påvirkning. Isfysik frembringer jævnligt mønstre, som ved første øjekast er svære at forklare.
Mulige forklaringer – fra klipperygge til urgamle sprækker
Der er endnu ingen entydig forklaring på, hvad der foregår i undergrunden. Nogle scenarier anses for mere sandsynlige end andre, mens visse forklaringer befinder sig mere i spekulationernes rige. Geofysikere diskuterer aktuelt især tre mulige retninger.
Tese 1: Faste strukturer i undergrunden former isen
Under det antarktiske isskjold gemmer sig bjerge, dale og klipperygge, der påvirker isens bevægelse. Hvis en skarp klippekant eller en underjordisk bjergryg forløber på tværs af isens strømningsretning, kan det efterlade spor inde i isen. Skærkræfter og vekslende spændinger kan føre til fortættede eller opsplittede lag, der tegner sig tydeligt i radardataene.
De 400-meter-strukturer kunne altså være "skygger" af sådanne klippeformationer inde i isen. Denne forklaring harmonerer med tidligere måledata, der viser, at Antarktis under isen er langt mere kløftet og opbrudt end Alperne.
Tese 2: Fossile gletschersprækker fra en varmere periode
En anden forklaring tager udgangspunkt i klimahistorien. Antarktis har ikke altid været dækket af så meget is, som tilfældet er i dag. I varmere perioder trak isen sig tilbage, gletschere blev tyndere, og der opstod store sprækker og revner. Da temperaturen senere faldt og ny sne akkumulerede sig, kan disse gamle strukturer være blevet indesluttet og bevaret inde i isen.
Linjerne ville i så fald være en slags frosne ar efter tidligere klimaepisoder – i dag dybt begravet under nye islag.
Det ville betyde, at de mystiske strukturer giver vigtige fingerpeg om, hvor kraftigt isen tidligere har trukket sig tilbage. Dermed bliver de særligt interessante for forskere, der ønsker at forstå det antarktiske isskjolds sårbarhed over for opvarmning.
Tese 3: Spor af smeltevand og skjulte kanaler
Smeltevand spiller også en stor rolle under tykke isskjolde. Ved grænsen mellem is og klippeunderlag kan der dannes søer, floder og kanaler, som smører gletscheren og ændrer dens strømningsmønster. Hvis smeltevand periodisk stiger og falder, kan det efterlade linjeformede hulrum eller aflejringer, som radaren siden registrerer som tydelige signaler.
Denne hypotese understøttes af observationer fra Grønland, hvor radarmålinger ligeledes har afsløret ordnede mønstre inde i isen, der kan forklares med smelte- og frysecyklusser.
Hvad fundene betyder for forskningen
Antarktis er afgørende for det globale klimasystem. En stor del af havspejlsstigningen i de kommende århundreder afhænger af, hvor stabilt eller ustabilt isskjoldet er. Hvert eneste detalje om isens indre struktur kan bidrage til at forbedre computermodeller.
De 400-meter-strukturer giver blandt andet fingerpeg om:
- isens strømningsveje i fortiden,
- vekselvirkningen mellem is, klippeunderlag og smeltevand,
- mulige svaghedspunkter, hvor isen hurtigere kan komme i bevægelse.
Hvis det viser sig, at linjerne hænger sammen med skjulte klippetrapper i undergrunden, vil det blive muligt at vurdere præcis, hvor isen risikerer at få et pludseligt skub fremad. Klippekanter, der holder isen tilbage, fungerer som naturlige barrierer mod et hurtigt skred ud i havet.
Sådan skal strukturerne undersøges videre
Indtil nu baserer erkendelserne sig primært på isradarmålinger. For at opnå større klarhed planlægger forskellige forskningsgrupper yderligere målekampagner. På programmet er:
- Tæt placerede radarprofiler for at kortlægge strukturernes nøjagtige tredimensionelle form.
- Målinger med seismiske bølger, der giver mulighed for at drage slutninger om klippelag og sedimenter under isen.
- Satelitobservationer, der kan registrere eventuelle bevægelser i isen i området omkring strukturerne.
En direkte borekerne ville ganske vist være ideel, men er yderst krævende i denne region. Selve rejsen dertil kan tage uger, og at bore sig ned gennem hundredvis af meter is koster millionbeløb og kræver mange års planlægning.
Hvordan isradar fungerer – kort forklaret
Isradar er et af polarforskningens vigtigste redskaber. Princippet minder om en ultralydsscanning hos lægen, blot med radiobølger. En sender udsender korte impulser, der breder sig gennem isen. Rammer impulsen en grænse – fx mellem to islag, smeltevand eller klippeunderlag – kastes en del af energien tilbage.
Ud fra signalets rejsetid beregnes dybden, og ud fra refleksionens styrke og form bestemmes grænselagets karakter. Dermed opstår billeder af isskjoldets indre uden at skulle bore i det.
| Måleværdi | Hvad den afslører |
|---|---|
| Signalets rejsetid | Afstand og dybde af strukturen |
| Refleksionsstyrke | Forskel mellem materialerne (fx is vs. klippeunderlag) |
| Ekkoets form | Glat, ru, lagdelt eller opbrudt |
Hvad det kan betyde for havspejlet
Selve opdagelsen af 400-meter-strukturerne ændrer ikke havspejlet fra den ene dag til den anden. Men indirekte kan den godt få betydning. Jo bedre forskere kender de indre svaghedspunkter og forankringspunkter i det antarktiske isskjold, desto mere præcise bliver prognoserne for de kommende århundreder.
I mange klimamodeller bygger man hidtil på forenklede antagelser om undergrundets struktur. Dukker der nu beviser op for komplekse klipperygge, gamle sprækker eller smeltevandkanaler, er det nødvendigt at justere disse processer. I bedste fald bliver forudsigelserne mere robuste – uanset om de til sidst peger på en større eller mindre havspejlsstigning.
Hvorfor sådanne fund ofte lyder mere spektakulære, end de er
Særligt når det handler om skjulte strukturer under is eller ude i verdensrummet, har den offentlige opfattelse og den videnskabelige vurdering en tendens til at skille sig ad. Ordnede linjer og symmetriske mønstre opfattes hurtigt som "unaturlige" af mange mennesker – og det nærer spekulationer om kunstige konstruktioner, hemmelige anlæg eller endnu mere eksotiske forklaringer.
Erfaringer fra geologien viser imidlertid: Naturen frembringer forbløffende præcise mønstre. Basaltsøjler, saltformationer og polygonale jordbundsstrukturer i permafrostområder ser ofte så regelmæssige ud, at man nemt kunne tage dem for menneskeskabte. De antarktiske 400-meter-strukturer hører sandsynligvis til samme kategori – spektakulære, men med al sandsynlighed fuldt forklarlige med geologiske og fysiske processer.
Samtidig er det absolut værd for forskningsmiljøet at undersøge sådanne gåder til bunds. Enhver uventet struktur tvinger videnskaben til at efterprøve sine modeller og erkende blinde vinkler. Netop det gør forudsigelser om istab, havspejlsstigning og regionale klimakonsekvenser mere pålidelige – med helt konkrete følger for kystbyer fra Hamburg til Sydney.
